Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
rumfart på den anden måde cs banner bloghoved

En lille ny i CS

Kære læsere,

På vegne af Morten Bulskov følger her en blog om CS's lille ny:

Vi har fået mulighed for at købe en autoklave. Alle ved jo at sådan en skal man da have på et velassorteret værksted. Nogen vil sikkert spørge hvad i alverden vi skal bruge sådan en til i et raketprojekt - Det kommer vi til.

Historien starter som alle gode julehistorier på en mørk og stormfuld aften. Vi havde taget kontakt med den lokale yachtservice ved sejlklubben Lynetten. Det viste sig at den bådbygger der før havde været på stedet var lukket og bygningerne var lige blevet solgt. Den nye ejer stod nu med en udfordring. En autoklave på ca 3,5 tons, som han egentlig ikke havde noget at bruge til. Den tidligere ejer havde designet og bygget glasfiber/kulfiber dele til konkurrence sejlbåde. Dette var ikke noget den nye ejer ønskede at arbejde med, så autoklaven optog sådan set bare plads i hans værksted. Plads der kunne udlejes.

Den var derfor blevet flyttet udenfor. Den stod nu og afventede at skrothandleren kom forbi og købte den for jernprisen. Der fandt Rune fra CS den så. Han var som sagt taget på en lille ekspedition for at få gode råd til det glasfiber arbejde vi skal til at gå i gang med når næsekeglerne skal bygges.

Illustration: CS

Autoklaven udenfor Yacht Service.

Han kom hjem med et smil på læben og et forslag. Skulle vi ikke investere i den autoklave til vores projekt? Efter en snak internt i CS blev vi enige om at den kunne vi rigtig godt bruge. Prisen var rimelig, og den ville give os en masse muligheder for at lave tests internt - tests der ellers skulle laves ude i byen. Det vil ikke i samme grad være nødvendigt at finde samarbejdspartnere til at lave glasfiberforme og lignende. Jeg kontaktede derfor ejeren, Yacht Service v. Jørgen Knudsen, og sagde at det var da et interessant stykke legetøj han havde stående, om vi dog ikke måtte købe det.

Stor nedtur - det viste sig at et andet raketprojekt her på øen allerede havde lagt billet ind på det - Pokkers. Peter Madsen var hurtigere end mig. Dog sagde sælger at der ikke var aftalt de sidste detaljer endnu. Sælger ville derfor gerne høre Peter om han fortsat gerne ville have den.

Jeg ventede derfor med længsel på en mail eller et opkald - Dagen efter sendte Peter Madsen mig en SMS. Han synes vi i CS skulle købe den, da han egentlig ville bruge den til sikkerhedskammer ved raket test, og dette ville jo ødelægge funktionaliteten i autoklaven.

Det synes jeg var et rigtig pænt træk. Jeg ved at jo at Peter elsker mekanik, og den ligner jo nærmest et damplokomotiv forfra - og sådan et skærer man jo heller ikke hul i :-) Det eneste jeg måtte love var at hjælpe med at skære et adgangshul til de større motorer i hans propan tank med skærebrænder. Det var en rimelig "betingelse".

Lidt lokomotiv er der da over det.

Lidt historie om maskineriet. Det er en solid sag på ca 3,5 tons bygget i hhv Vesttyskland (ja det hed det jo i 1988) og Østrig. Vi har været heldige og få en masse dokumentation med, dvs at vi har de gamle tegninger der i sin tid blev brugt til godkendelsen hos Arbejdstilsynet i 90'erne. De er lavet med ægte germansk grundighed, og da vi samtidig også er ikke mindre end 2 personer i CS omgangskreds der arbejder med autoklaver til daglig, så burde de fleste udfordringer være til at overkomme.

Afhentning

Som sagt så gjort. I dag kl 10 kom vores gode venner fra DSV Transport og autoklaven blev læsset på en lastvogn og kørt de 200 m til CS port. Den blev derefter sat på et par kraftige transportruller og med en kombination af kran plus vores gaffeltruck, kørt/skubbet ned i det hjørne af hallen hvor den skal bo. Alt i alt 2 timers arbejde og så var den på plads.

Rulleskøjter fjernes - Vi er hurtige som lyn.

Inden i lå en del afmonterede dele til autoklaven. Heriblandt nogen afmonterede ventiler. Det lader til at være dem der var højest og er sikkert i sin tid fjernet af transporthensyn. Der venter derfor en del arbejde med at samle det hele igen, men vi har som sagt mulighed for kvalificeret hjælp. Efter samling skal den så tryktestes og varmesystemet gennemgås. Der skal selvfølgelig skiftes en del sliddele så som gummislanger, fittings og pakninger, men generelt er den i rigtig god stand. Den har stået indenfor indtil for nylig og har ikke været brugt nævneværdigt de sidste år.

Dele til tryksystemet lå inden i - Længst nede varmerør.

Men hvad skal den så bruges til?

Jeg lovede jo ovenfor at komme med en nærmere beskrivelse af hvad vi skal bruge sådan en autoklave til. Der er faktisk flere formål. Denne industri udgave kan køre med tryk op til 16 bar. Derudover kan den også lave vakuum. Ifølge beskrivelsen til 0 bar (eller minus 1 alt efter hvem man snakker med). Selv hvis den ikke kan bringes helt ned til 0 bar, er det stadig en fantastisk mulighed for at teste alle de dele vi skal flyve med raketterne.

Vi har derfor umiddelbart følgende på programmet så snart vi får autoklaven i drift.

Elektronik - Vakuum test af al elektronik. Teste at de kasser der bruges til print kan holde, og at f.eks batteripakker opfører sig som forventet.

Udløsning af faldskærme - En af de fejl vi havde på Sapphire var netop forårsaget af manglende test i vakuum. Den skydebomuld vi brugte brændte og producerede gasser nok, men bare alt for langsomt. Der blev ikke opbygget nok tryk og næsekeglen blev derfor ikke skudt af. Derfor er planen fremover at bruge udløseren fra airbags. Dette var en af de ting Kristian von Bengtson nåede frem til burde virke. Vi kan nu teste at det rent faktisk er tilfældet inden vi bygger det ind i den næste raket.

Næsekegler, glasfiber dele - Her er endnu et punkt vi gerne vil være bedre til. Vi kan selvfølgelig lægge det op manuelt, men ved at have adgang til autoklaven der kan bage med temperaturer over 300 grader giver det helt nye, og mere professionelle muligheder. Vi er allerede nu i gang med det indledende design til næsekeglen på den raket der skal flyve til sommer. Der vil blive lavet forsøg med prepreg glasfiber, dvs at glasfiberen er imprægneret med epoxy der aktiveres ved høj temperatur. Ligeledes kan der på sigt laves andre dele i glasfiber til raketterne, for eksempel dele hvor det er ønskeligt at radiobølger skal kunne komme igennem.

Første udkast til næsekegle og faldskærmstønde.

Som det kan ses på nedenstående billede er autoklaven indrettet med en slæde. Dette gør det dejligt nemt at få emner ind og ud. Selve rummet er 120 cm x 165 cm. De inderste 60 cm er optaget af varmelegemet.

Alt i alt har vi fået endnu et multitool i CS værktøjskasse. Vi får mulighed for at lave en masse vakuum tests internt, når der er behov. Ikke at skulle bygge et vakuumkammer eller finde et vi kan låne kan spare meget tid. Samtidig giver det os mulighed for at lave eksperimenter med glasfiber og på sigt kulfiber. Det betyder at vi kan få lavet den bedst mulige næsekegle, og lave alle de forsøg vi ønsker (og har tid til).

Sidst men ikke mindst, så giver et trykkammer med høj varme jo en fremragende mulighed for at lave en stor omgang pulled pork eller lignende - det er jo ikke at kimse af til et åbent hus arrangement i fremtiden :-)

Thomas Pedersen er civilingeniør fra DTU fra 2006 og har en Ph.D. indenfor mikro- og nanoteknologi fra DTU Nanotech, og er nu ansat samme sted som seniorforsker. Thomas har bygget raketter siden 1999 og blev en del af Copenhagen Suborbitals i 2009. Han er et af flere medlemmer af Copenhagen Suborbitals, der skriver på denne blog.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er virkelig gode nyheder. Jeg foreslog Peter ovre på hans blog at denne unikke mulighed for at lave kulfiberemner burde bevares frem for at envejskonvertere den til testkammer for raketmotorer. Dette er så sket blot på en lidt mere indviklet måde end foreslået. Hermed en meget meget meget stor tak til Peter for at lade den bedste løsning ske: bevarelse af produktionsmuligheden i dette unikke stykke værktøj.

Håber virkelig at CS får meget glæde af denne nye mulighed. Og hvem ved om ikke også Peter kunne drage fordel af dette setup på sigt? Så som vacumtest af hans egne kapsler? Se, det er kreativ indsats for godt naboskab.

Forslag til fremtidige blogs kunne være at forklare teknikker til glasfiber og kulfiber produktion. Samt naturligvis at følge klargørelsen af autoklaven og de forskellige testkørsler. Det lyder af mange gode blogs og spændende resultater.

PS: Må hellere lige spørge til det unævnelige: Hvordan går det med BPM5?

  • 9
  • 0

Godt at høre om lidt samarbejde mellem naboer!

Som vakuum kammer syntes jeg den lyder rigtig spændende. Er varmelegemet let demonterbar så hele kapslen evt kan testes i den til den tid?

Tidligere ejer havde vel ikke en sidebeskæftigelse hvor han anvendte kobolt 60? Det giver selvfølgelig en god kilde til at teste elektronikkens følsomhed over for meget kraftig stråling og det vil nok også effektiv fjerne evt. MRSA smitte risiko fra den gris der evt lynkoges ved 16 bar og 200 grader (vil nu gætte på de 200 grader er nok til at man sikkert kan sætte tænderne i den formodentligt meget møre pulled pork)
Hvis folk ikke er med på hvorfor jeg fabler om kobolt 60 så er det fordi der er et underligt blåt lys inde i autoklaven på et af billederne.

  • 4
  • 0

Jeg skærer en 300 mm åbning i endedomen af propantanken, og isætter en passende flange. På bagsiden af den kan jeg montere motoren, og exhaust går så ud gennem det mandehul der findes i den anden ende.

En ny blænd flange kan boltes på når den skal bruges til ballasttank.

Planen for autoklaven var det samme, men her skulle sættes et "kuglefang" op bag ved den før jeg kunne køre test, da autoklavens exhaust åbning ville være i skudretningen for dyser m.v.

Jeg tror CS kan få meget gavn af den særligt som vakuum kammer til test af flight elektronik.

Til den funktion er den kun et par timer med en skrue nøgle fra at kunne blive operationel.

Hvis naboen så kommer med at batteri der trænger til en vakuum test...ved jeg ikke hvad CS siger, men man kan da altid spørge.

:O)

Peter Madsen

  • 18
  • 2

Ja, det er ganske rigtigt kraftig Tscherenkow stråling, og da jeg så det blev jeg også lidt mere loren ved den :o) men det er pænt ikk ?

Peter Madsen

  • 4
  • 1

Lidt off topic mht autoklave, men on topic hvis vi taler raketter

Jeg skærer en 300 mm åbning i endedomen af propantanken, og isætter en passende flange. På bagsiden af den kan jeg montere motoren, og exhaust går så ud gennem det mandehul der findes i den anden ende.

Nu skal vi ikke skændes om jetstrålen forlader motoren med 1600 eller 1700 m/s, men kommer det ikke til at give nogle sjove fænomener i tanken hvis ikke strålen rettes pænt op gennem mandehullet eller får lov til at forlade tanken i den anden ende (sidstnævnte vil naturligvis kræve et simpelt "kuglefang" hvis tanken står i en retning hvor der er noget der ikke kan tåle at se evt. hurtigflyvende dele)

  • 1
  • 0

Jeg tillader mig lige at være lidt proaktiv inden der er nogen der får lavet sålelæder i autoklaven. Mørt (og saftigt) kød laves ved LAV temperatur over lang tid. På den måde nedbrydes bindevævet i kødet. En nakkefilet bliver til den lækreste pulled pork ved at få 60-70 grader i 10 timer. Hvis man ikke kan styre temperaturen præcist skal der måske skrues op til 70-80 grader så man undgår bakterievækst.
Højere tryk nedsætter stege/kogetiden, men det er ikke sikkert at samme møre resultat kan opnåes..
Der er klart basis for en række eksperimenter! :-)

  • 7
  • 1

En interessant sidebemærkning er hvordan kombinationen af at bage epoxyholdige emner og tilberede fødevarer til store selskaber fungerer sammen?

Kunne det tænkes at epoxydampe fra tidligere anvendelser blander sig som smagsgivere og/eller sundhedsfaktorer? Hvordan påvirker fedtdampe fra fødevaretilberedelse fremstillingen af emner af kulfiber eller glasfiber?

Krydser fingre for at der findes en god og sikker måde at kombinere anvendelserne på.

  • 0
  • 0

Tak for det. Du kan være ganske rolig. Der kommer blogs om hele næsekegle produktionen. De er allerede i støbeskeen (hø hø).

Angående BPM-5 : Jeg håber rigtig meget at vi kan have en god blog klar om den snarest. Vi har haft forsinkelser på en del af de ting der skulle fremstilles ude i byen. Herunder de metaltrykte dele. De er nu i produktion og vi har så vidt jeg ved en aftale om at komme forbi og filme produktionen inden jul.

Ligeledes er en del af de ventiler vi skal bruge nu på vej fra producenten - Så det ser meget bedre ud :-)

  • 4
  • 0

He he - Jeg tror det blå lys kommer af den lange eksponering Thomas brugte til at tage billederne. Muligvis en lommelygte? Jeg er ret sikker på at kobolt ikke indgik i bådbyggerens projekter :-)

Varmelegemet er demonterbart - jeg vil ikke kalde det let, men det sidder med en MEGET stor flange, så det kan tages ud og erstattes med en blindplade. Umiddelbart lader det til at være muligt at få kapslen testet hel, men er ikke 100% sikker.

  • 5
  • 0

He he - Vi satser på at der kommer et styre program der hedder "pulled pork" :-) 80 grader, 16 bar 2 timer.

Spøg tilside - Den er ikke just til madlavning, men som du skriver giver det interessante perspektiver at drømme om.
Tror man skal holde sig fra at blande epoxy/glasfiber/kulfiber og madvarer.

Indtil videre er status at vacuum pumpe virker, trykpumpe virker og den først testede ventil bevæger sig ved lufttryk. Langsomt men sikkert fremad.

  • 9
  • 0

De er allerede i støbeskeen (hø hø).


Du mener vel krammekammeret!? Den autoklave kan da vist presse og varme ret godt på en og samme tid! ;-)

Glæder mig til at høre mere om BPM5! Det bliver et stort øjeblik og en vigtig milepæl når det nye CS har prøvekørt deres første motor af eget design. Nogen ide om hvornår de første tests kommer til at ske? Vil det blive en offentlig test? Live streamet og/eller med publikum?

  • 1
  • 0

Vi ved det ikke endnu andet end efter jul. Der mangler et stort arbejde med at samle og svejse alle delene sammen, så det ville være useriøst af mig at komme med datoer. Du kan dog være sikker på at vi gør alt hvad vi kan for at få den klar.

Vi regner med at der som minimum kommer live stream og højst sandsynligt også publikum. De første test vil dog være med relativ kort brændtid og måske ikke så seværdige in person. Men den tid den glæde :-)

  • 1
  • 0

For mig (falleret biolog) er en autoklave en slags trykkoger- bare mere professionnel. Denne her himstregims- er den det samme?

(Og i så fald ville jeg ikke begynde med at skære huller nogen steder. Mindes fortsat et loft med aftrykket af et trykkoger-låg. Selv med sikkerhedsventiler, kan ting gå galt).

Mvh
Tine- og hvad ved jeg om det? Intet! (Men da biologi også handler om fysik, kemi og matematik- må man vide lidt om disse ting- også)

  • 2
  • 0

Hej Tine, hvis du kikker på denne video http://youtu.be/lQ2m-GSaX8E omkring en 13-14 minutter kan du se et kort glimt af en noget større autoklave i aktion. Hele videon er om ALMA radioteleskobet og er bestemt seværdig hvis man er astro-nørd.

Vil man snyde må man ud og søge på nettet efter produktionsteknikker for glasfiber og kulfiber emner. Et emne som undertegnede ikke ved en dørk om, i øvrigt! ;-)

  • 2
  • 0

Snakken om kobolt er måske ikke helt irelevant. Hvis min hukommelse ikke svigter mig anvendes en kobolt forbindelse som accelerator ved hærdning af styren, der jo er binderen i glasfiber. Normalt er den tilsat styrenen fra leverendørens side, hvilket begrænser lagerholdbarheden. Jeg tror, at den blålige farve som uhærdet styren har skyldes dette. Men kobolt er ikke almindeligvis radioaktivt. Kun nogle isotoper er. Så hvis autoklaven er rimeligt ren indvendigt, stiller jeg gerne op til prøvesmagning af pulled pork. 65 grader i 10-12 timer lyder rimeligt. Trykker tror jeg er irelevant - tryk bruges i trykkogere for at kunne hæve temperaturen over 100 grader og dermed nedsætte kogetiden. Præcis det modsatte af hvad man ønsker for at lave pulled pork. Bon appetit.

  • 0
  • 0

Man skal et stykke over 70 grader før collagen for alvor omdannes til gelatine. Derfor tilberedes PP normalt ved ca. 100grader i 18-24 timer til en slut temperatur på 93-95 grader. Yderligere skal det have godt med røg, hvorfor autoclaven muligvis ikke er det bedste værktøj. Det er sådan jeg plejer at lave PP, og det bliver perfekt hver gang.

  • 0
  • 0

og bliver et værktøj til fremstilling af epoxy armeret med kulfiber. Den bør ikke bruges til madlavning, pulled pork eller ej.

:O)

Peter Madsen

  • 4
  • 2

Måske det var værd at overveje overveje hvordan mad til opsendelsesarrangementer fremstilles nu hvor autoklaven måske ikke lige er sagen til fodderfremstilling? Kunne nogen lave det hjemme? Skal der professionelle med i komplottet? Autoklavisk pulled pork er en rigtig god joke. Men altså: arme gris!

;-)

  • 0
  • 0

Jeg overvejer at spørge Ing.dk om vi skal lave en blog om "Mad med raketter" - 100 måder at tilberede måltider på i et raketværksted :)

Spøg til side - Kunne ikke stå for joken da jeg skrev bloggen, men nej - autoklaven er til arbejde, og så må kogepladen og ovnen klare det spiselige :)

Men tak for kommentarerne!

Mvh
Morten

  • 2
  • 0

Hvis man er bange for at blande epoxy og kød ved lav temperatur så gå lige over til hr. Madsen - han har en ovn, som er god for for mere end 1.086 grader C +/- 1 C !

Ved de temperaturer er de fleste rester af diverse kemikalier elimineret og stegetiden for Pulled Pork vil være særdeles kort - brug ikke stegefad af kobber - det smelter.

Måske vil ovnen være mere relevant til Lyn-Pizza nu hvor Peter er gået MDF-vejen uden kaliumpermanganat.

  • 0
  • 0

Hmm... Jeg synes nu mest den minder om noget der er fremstillet I Bjergkøbing af en vis cykelsmed Felgen, men han er jo ret genial, så mon ikke den kan blive til stor glæde for CS.

Niels Ole

  • 1
  • 0

Denne industri udgave kan køre med tryk op til 16 bar. Derudover kan den også lave vakuum. Ifølge beskrivelsen til 0 bar (eller minus 1 alt efter hvem man snakker med). Selv hvis den ikke kan bringes helt ned til 0 bar, er det stadig en fantastisk mulighed for at teste alle de dele vi skal flyve med raketterne.

PED direktivet gælder kun trykbærende udstyr. Det betyder at hvis I holder jer til undertryk, altså mindre end 1 bar, er PED ikke gældende. Hvilket øger sikkerheden og begrænser døjet med myndighederne.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten