Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.
DTU roadrunners blog hoved

En lang arbejdsliste…

Arbejdet med at gøre økobilen DTU Dynamo klar til dens officielle præsentation skrider hastigt fremad, men der er stadig langt igen før bilen er i bare nogen lunde køreklar stand. Bilens motor har indtil videre endnu ikke være startet, hjulene ikke ordentligt monteret og bilen har i øjeblikket heller ikke noget styretøj. Når man tager i betragtning at påskeferien er lige rundt om hjørnet, og at der kun er lidt over en måned til bilens officielle præsentation kan det derfor virke som om at DTU Roadrunners har ryggen mod muren og virkelig skal arbejde på højtryk for at få bilen klar til præsentationen og endnu vigtigere klar til det årlige Shell Eco-Marathon, der i år finder sted fra den 21 til den 24 Maj.

Illustration: Privatfoto

Figur 1: Der arbejdes intenst på DTU's økobil DTU Dynamo, der endnu ikke har været startet eller testkørt for egen kraft.

Økobil på ret kurs

Et af de nye tiltag på dette års økobil har holdets mekanikgruppe givet bilen er nyt styretøj. I modsætning til sidste års bil, der kørte med et stangstyringsprincip i stil med det der findes på en go-kart, får dette års bil et helt nyudviklet tandstangsstyringssystem. Det nye tandstangssystem skulle gerne give bilen bedre køreegenskaber og dermed gøre det lettere at manøvrere bilen præcist rundt på banen, og dermed minimere tab som følge af fejlagtige styreinput. Den nye tandstangsstyring er udviklet af holdets studerende og består hovedsageligt af aluminiumskomponenter og stænger i kulfiber for ikke at forøge bilens egenvægt betydeligt i forhold til sidste års styringsprincip.

Figur 2: DTU Dynamo's nye tandstangsstyring er næsten færdigproduceret og klar til montage.

Opdateret motor

Som sagt har bilens egen motor endnu ikke været startet, og der er et lille stykke vej endnu inden den er klar til en endelig opstart og testkørsel. En af årsagerne er at holdets motorgruppe i år har arbejdet intenst på at øge bilens kompressionsforhold, for at mindske spildvolumen i motorblokken og derved øge virkningsgraden på bilens motor. Motoren er oprindeligt designet til at køre med et kompressionsforhold på 12:1 (også kaldet kompression 12), men har siden vinteren været testet med forskellige kompressionsforhold på hhv. 13, 14 og 15. For at sikre at de køreklare komponenter på økobilen ikke blev ændret eller beskadiget under testarbejdet har holdet udført disse tests af kompressionsforhold i holdets prøvemotor. De første test af det højere kompressionstests har umiddelbart været lovende, men har også budt på problemer idet testmotoren efter en række tests begyndte at køre ujævnt og lyde mærkeligt, også selvom det blev ført tilbage til dens oprindelige konfiguration. Holdet forsøgte forskellige metoder til at udbedre problemet, men intet lod til at have effekt på den noget forkølet testmotor. I sidste besluttede holdet, at eftersom bilen alligevel stod til at skulle have skiftet en række komponenter i motoren forud for dette års Eco-Marathon, og som følge af det øgede kompressionsforhold, ville det give mening at skifte alle væsentlige komponenter i holdets testmotor med nye komponenter. De nye komponenter ville så blive tilkørt under testarbejdet i testmotoren, og i sidste ende vil blive monteret direkte motoren i økobilen når alle tests i testmotoren var udført. På den måde kan holdet undgå at skulle bestille nye komponenter igen og efterfølgende bruge tid på at tilkøre disse i bilens rigtige motor. De foreløbige tests med det øget kompressionsforhold har indtil nye indikeret at det højest mulige geometriske kompressionsforhold på 15:1 vil være det mest optimale og brændstoføkonomiske at køre med i den nye version af DTU Dynamo. Der mangler stadig enkelte tests for bekræfte disse indikationer, men de foreløbige resultater er lovende.

Figur 3: Holdets testmotor har givet en del problemer i forbindelse med testarbejdet. For nyligt blev testmotoren skilt ad og fik udskiftet alle væsentlige komponenter.

Ingen hjælpemidler

DTU Dynamo har tidligere kørt med et regenerativt bremsesystem i form af en elektrisk hjælpemotor og en batteribank bestående af super kapacitorer. DTU Dynamo har været udstyret med dette regenerative bremsesystem de sidste 2 år, men har begge år budt på en række udfordringer og problemer i forbindelse med Shell Eco-Marathon, og det har ikke været helt klart for holdet hvor meget bremsesystemet rent har bidraget positivt til bilens brændstofforbrug. Holdet har derfor taget en beslutning om helt at afmontere systemet forud for dette års Shell Eco-Marathon for at give systemet et fuldt eftersyn og redesign for at optimere det så meget som muligt i forhold til næste års konkurrence. DTU Dynamo vil derfor kører som en ren forbrændingsmotor bil under dette års Shell Eco-Marathon uden elektrisk hjælpemotor. Men med så mange udstående arbejdsopgaver, og en motor der endnu ikke har været startet, har DTU Roadrunners stadig en stor opgave foran sig før økobilen DTU Dynamo er klar til dette års udgave af Shell Eco-Marathon. Og lige så vigtigt til dens officielle præsentation den 7. Maj. Indtil videre er de mest positive kommentarer om bilen fra holdet selv at ”…om ikke andet kan den altid bruges som verdens største, motoriseret kulfiber blyantspidser”. Med andre ord der stadig mange brikker skal stadig falde på plads og mange komponenter der skal stadig færdiggøres og monteres før DTU Dynamo er klar til Shell Eco-Marathon 2015. Og bag kulisserne arbejder holdet også på andre økobilsprojekter, som også risikerer at falde for tidsfristen. Vil holdet nå at få det hele færdigt i tide? Og vil økobilen DTU Dynamo være i stand til at køre for egen kraft ved dens officielle præsentation, eller må holdet skubbe bilen rundt for øjnene af HKH Prins Joachim og den fremmødte presse? Det vil kun tiden vise…

Christian
Gørtz
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først