Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
metascience blog

En hund efter viden

Hvis du tror, hunde har bevidsthed, er du formentlig hundeejer. Hvis du ikke tror det, har du nok ikke hund. Udtalelsen falder i en bog af filosoffen Daniel Dennett. Da Dennett er skeptisk med hensyn til eksistensen af bevidsthed over en bred kam, er det ikke underligt, at tilskrivningen af bevidsthed ifølge ham er styret af vores følelser. En let drejet udgave af bemærkningen kunne også anføres over for nutidens robotforskning. Hvis du tror, din robot har anlæg for bevidsthed, er du formentlig robotforsker.

En anden udlægning af forholdet, der hurtigt sorterer robotforskningen fra, fordi robotter er alt for simple, kunne dog også være, at man skal være godt kendt med en genstand for at forstå den. Problemet med at forstå bevidsthed er, at vi ikke har glasklare ‘beviser’ for, at nogen eller noget er bevidst. Det er ‘overfladefænomener’ som ‘hensigtsmæssig’ eller ‘intelligent’ adfærd, vi bruger til at vurdere, om der er bevidsthed bag. Der er visse tvistpunkter forbundet med disse kriterier.

For det første er det sandsynligt, at vi har størst fidus til de dyr, der ligner mennesker mest. Det vil sige dyr, der har adfærd, som vi intuitivt kan aflæse, fordi mennesker typisk opfører sig på samme måde. Det er lettere at forstå, hvad der mentalt foregår, når chimpansen med hånden verfer en pågående unge væk, end hvad edderkoppen kontemplerer i løb over stuegulvet. Når vi synes, vi forstår hundeadfærd, er det jo bl.a., fordi hundes sociale væsen ligner vores. Vi kan lettere kommunikere med hunde (og aber), fordi deres sociale livsvilkår principielt ligner vores.

Dyr med andre livsvilkår – som dybhavsfisk, sommerfugle eller flagermus – kræver længere tid at forstå, fordi der ikke synes at være umiddelbart genkendelige overfladefænomener som tegn på bevidsthed. Vi kan ikke intuitivt gribe, hvad det vil sige at svømme rundt i fuldstændigt mørke, at opleve metamorfosen fra forpuppet larve uden ekstremiteter til væsen med vinger eller at ‘se’ verden med hørelsen og sove med hovedet nedad. Her kan aflæsningen og fortolkningen af dyrets adfærd til mental aktivitet kun forsvarligt gennemføres, hvis man har investeret lang tid i at forstå dynamikken bag. Tidskriteriet er nødvendigt, fordi kun tiden skaber muligheder for, at man opdager sammenhænge og ‘rationelle’ årsag-virknings-mønstre i adfærden.

Den helhedsorienterede tilgang er mere i overensstemmelse med observationer i felten end i laboratoriet. Man får ikke detaljeret viden om hønseadfærd ved at observere seks burhøns på en kvadratmeter. Ligesom det er svært at få øje på ret mange varianter over menneskeadfærd i en dansktime i 6. klasse. Vil man forstå, er laboratorieforsøg til afdækning af dyrs intelligens- og bevidsthedsniveau endsige præstationen ved eksamensbordet altså næppe vejen frem.

Empiriske undersøgelser skal foregå ved tålmodige og systematiske iagttagelser, hvor vi metodisk så vidt muligt aflægger os vores egne antropomorfiske fortolkninger. Det er altså hverken hundeejeren eller ham uden hund, der ved bedst, fordi begge parter bare forlader sig på egne uigennemtænkte antagelser. Det er menneskets evindelige navlepilleri, der udgør den største trussel mod videnskabelig viden.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten