Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
phloggen

Elregnings-fail

For et par uger siden fik jeg en email om "aflæsning af målernr. K25452 i selvbetjeningsløsningen".

Emailen oplyste ikke om det var el- eller vand-måleren og da der er fjernaflæning på timebasis på elmåleren var det ikke før jeg faktisk loggede ind i deres selvbetjeningsløsning at jeg indså at ja, jeg skal åbenbart manuelt aflæse elmåleren selvom der er fjernaflæsning på.

Når man har arbejdet så meget med IT som jeg har, udvikler man en slags "bat-sense" for shitty IT-systemer og min sådanne ringede kraftigt med alarmklokken.

Men hvad skidt, jeg aflæste måleren og tastede tallet ind og browsede lidt rundt nu jeg var der og opdagede at mit accontoforbrug åbenbart havde været 188212 kWh for det sidste år.

Regne, regne: 3 faser * 230 volt * 30 ampere * 24 timer/dag * 365 dage = 181332 kWh

Gult kort til SK-forsyning fordi min mastesikring er på 25A.

Jeg kiggede lidt på hvad jeg havde betalt og hvad jeg havde forbrugt og afviste den PBS betaling der lå og ventede.

Trods min "bat-sense" forventede jeg at kombinationen af et lille elselskab, en måleraflæsning og en afvist betaling ville få en eller anden person til at kigge på sagen og så ville det blive bragt i orden.

Det er tydeligvis ikke sket, for idag modtog jeg en rykker, inkl. et gebyr på 137.10 kr, som jeg også skulle betale hvis jeg allerede havde betalt elregningen på anden vis.

Godt så.

Hvis det er sådan musikken spiller kan jeg også læse noder:

Balladen starter da vi tilmelder solcelle-anlægget og en eller anden kører ud og sætter et simkort i elmåleren så den kan fjernaflæses.

Her er den rygende pistolmunding på sidste års årsafregning:

Illustration: Poul-Henning Kamp

Den tredje oktober blev SIMkortet isat og i den forbindelse blev der lavet en "nedtagning" af den "gamle" måler med nummeret "25452" og tre nye elmålere blev opsat med numrene "F25452", "P25452" og "X25452", det er hhv (F)orbrug, (P)roduktion og et eller andet (X) jeg ikke har gennemskuet.

Men bemærk F25452 måleren har aflæsningen nul på startdatoen, der burde have stået 11242, for det er samme elmåler og den blev ikke nulstillet.

Gult kort.

Mine egne måleraflæsninger via det optiske interface bekræfter dette:

    11150.6000  188.8600 # measure_201709301000.gz
    11181.4000  189.8700 # measure_201710011000.gz
    11213.0000  193.5000 # measure_201710021000.gz
    11241.7000  197.6000 # measure_201710031000.gz
    11267.8000  200.2500 # measure_201710041000.gz
    11306.2000  200.2500 # measure_201710051000.gz
    11341.3000  202.1000 # measure_201710061000.gz

Den 31 oktober årsaflæses måleren og forbruget i de 28 dage udregnes fejlagtigt til 12137 kWh.

Regne, regne: 3 faser * 230 volt * 26 ampere * 24 timer/dag * 28 dage = 12056 kWh

Vi over mine mastesikringer og SK-forsynings IT-systemer og egenkontrol burde have fanget fejlen, eller som et absolut minimum advaret kunden om brandfaren.

Rødt kort.

På basis af disse tal udregner SK-Forsynings IT-systemer så en accontobetaling og længere nede på regningen opgøres denne således:

Illustration: Poul-Henning Kamp

41934 kWh svarer ret nøjagtigt til 30A på alle tre faser, 24 timer i døgnet, stadig med en 25A mastesikring.

Også her burde IT-systemer og egenkontrol have fanget fejlen.

Rødt kort.

Hvordan kan noget IT system hos et elselskab forresten opkræve afgifter og skatter for 3248 kWh og samtidig tage sig betalt for 41934 kWh ?

Rødt kort.

Indrømmet, jeg burde også have opdaget disse fejl, men havde travlt med at bygge et hus og i min netbank dukkede der bare en elregning op som blev betalt via PBS og min økonomi er god nok til at det ikke har ruineret mig at elregningen var noget større end den skulle have været.

Omvendt vil jeg påstå at det ikke er ret mange elforbrugere der ville være istand til at gennemskue sammenhængen på den måde jeg gjorde ovenfor.

phk

Poul-Henning Kamp er selvstændig open source-softwareudvikler. Han skriver blandt andet om politik, hysteri, spin, monopoler, frihedskampe gør-det-selv-teknologi og humor.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Har du henvendt dig til deres kundeservice og fået læst og påskrevet om at IT-systemerne jo altså ikke lave fejl og at du skal betale det du har brugt ifølge måleren? :)

Det ville ihvertfald ikke undre mig om det er den tilgangsvinkel de lægger ud med..

  • 11
  • 0

Har du henvendt dig til deres kundeservice og fået læst og påskrevet om at IT-systemerne jo altså ikke lave fejl og at du skal betale det du har brugt ifølge måleren? :)

Ikke endnu.

Jeg prøvede at ringe da jeg aflæste måleren og opdagede det første gule kort, men deres automatiske "gå væk besked" sagde at man ikke behøvede ringe til dem om aflæsningen og at man skulle vente længe fordi folk alligevel gjorde det.

Det mest barokke ved den her sag er at måleren har timebaseret fjernaflæsning fordi vi har solceller.

Hvis de fremturer og mener jeg har fejlaflæst, vil jeg foreslå at kigger på den første fjernaflæsning i Energinet.dk's "DataHub" og se om der stå nul eller 11242 kWh :-)

  • 12
  • 1

Hvis man afviser en betaling, uden at tage kontakt til leverandøren, så beder man direkte om at få den samme regning tilsendt, bare påtrykt et gebyr... Det tror jeg ikke kan komme bag på nogen?

Havde du taget kontakt til netselskabet med det samme og forklarede dem at regningen måtte være alt for høj, så havde sagsforløbet formentlig været en helt del anderledes...

  • 16
  • 5

Hvis man afviser en betaling, uden at tage kontakt til leverandøren, så beder man direkte om at få den samme regning tilsendt, bare påtrykt et gebyr... Det tror jeg ikke kan komme bag på nogen?

Jeg havde netop taget henvendelse: Jeg havde indtastet min (i lyset af fjernaflæsningen helt unødvendige) aflæsning i deres system.

Afvigelsen fra acconto-forbruget burde helt uden for diskussion have medført manuel undersøgelse af sagen.

  • 13
  • 4

Hej PHK

Du har så inderligt ret - det burde være fanget af et IT system, men der er flere faldgrupper

Selvom opkrævningen kommer fra SK Forsyning, så er selskabet jo delt i Net og Strøm, og Strømmen (som sender opkrævningen ud) kender jo ikke noget til nettet, og ved derfor ikke hvor stor din mastesikring er.
Det burde Net selskabet (Zeanet) så til gengæld, men det system der hjemtager data fra målerne, kender nødvendigvis heller ikke til topologien i netværket, og dermed heller ikke til størrelsen på mastesikringen...

  • 2
  • 0

PHK.
Du ringede til selskabet, men så længe du ikke modtog en ny regning/kreditnota, er det op til dig at ringe igen. Det er sådan alt det moderne IT fungerer. Alle fejl skal opfages af kunderne og det er op til kunderne at ringe og vente i telefonkøen (tat 1 for...., tast 2 for...., tast 3.... De kalder det kundeservice.
Digitaliseringsoptimisterne synes det er smart! når man kan ordne det hele på PC-www. Det kan man så alligevel ikke. Så ring 1. gang.

  • 9
  • 0

Når nu selskabet kan tage gebyr for at rette kundens fejl (manglende betaling), burde det modsatte også være tilfældet, når kunden skal rette selskabets fejl. Selvfølgelig med et gebyr svarende til kundens tidsforbrug for undersøgelse, samt især telefonkø-ventetid. :-)

  • 20
  • 0

Jeg fik pludselig en stor aconto naturgasregning, og det var tydeligt for mig en fejl.
Jeg ringede til selskabet og de fortalte at der havde været måleraflæser forbi og han havde fejlaflæst måleren.
Det tog få minutter at få rettet fejlen i deres systemer.


Det er jo lidt der problemet ligger. På den ene side er it-systemer lynhurtige til at håndtere sagerne, men på den anden side, løber det også nemt løbsk hvis man ikke holder lidt øje med hvad der sker. For computeren kan kun finde ud af det, som den har lært - ingen selvrefleksion.
Jeg har også selv prøvet at ringe ind om fejlagtige rykkere osv. og de kan nemt have flere systemer, som er administreret af flere forskellige afdelinger, med flere forskellige ventetider og åbningstider. Igen kan det pludselig blive meget besværsligt for kunden at få rettet en fejl, som dog heldigvis i mange tilfælde, blot er et par tryk på en computer hos firmaet.
Jeg har dog prøvet at få f.eks en rykker 2 gange i træk, selv om de mente de havde rettet det, simpelthen fordi, de lige var i gang med et "nyt" it-system.

  • 0
  • 0

Jeg synes at det mest uhyggelige er, hvis det er mastesikringen der er redningen. Hvad nu hvis det fejlagtige forbrug havde været konstant 24 A?


Det er det jo heller ikke, den understørre bare at det er teknisk umuligt... Dokumentationen er den måleraflæsning hvor den gamle måler fejlagtigt er sat til 0, da de nye blev oprettet.

Når det er sagt, så skal der jo være en eller anden form for dokumentation. Der skal være noget der holder i retten. Hvis man har en moderne fjernaflæst måler, så har netselskabet en timeregistrering, hvis kunden ikke tror på den, så kan kunden kræve at der gennemføre en test på måleren. Hvis måleren ikke fejler noget er det for kundens regning er måleren defekt, får kunden medhold i klagen.

  • 2
  • 0

Jeg har dog prøvet at få f.eks en rykker 2 gange i træk, selv om de mente de havde rettet det, simpelthen fordi, de lige var i gang med et "nyt" it-system

Med Agile er man altid i gang med et nyt IT system. Jeg håber firmaerne på et tidspunkt indser at de generer kunderne, og går tilbage til lidt mere klassisk tankegang. Selvom jeg ikke er sikker på det kan lade sig gøre. Da vi gik over til Agile, sørgede man samtidig for at pensionere alle over 55. Man skulle da sandelig ikke have nogen med erfaring til at sige at der er noget galt...

  • 5
  • 0

Elleverandøren burde have en automatisk “dit forbrug er væsentligt højere end gennemsnittet for tilsvarende bolig” advarsel som sendes til kunden.

Med fjernaflæste målere kan advarslen genereres væsentligt hurtigere.

Jeg var ifm. uddannelse for en del år siden på ekskursion til en el-leverandør i Aalborg (kan ikke huske navnet, men det var på Over Kæret) hvor vi så noget værksted med elmålere.

Der fortalte en af teknikerne at der jo var kunder som mente at måleren viste et for højt forbrug, men at der skulle være virkeligt gode argumenter før at de ville foretage en egentlig undersøgelse.

Jo selvfølgelig er der nogle som brokker sig uberettiget, men jeg syntes at det var lidt “tyndt” at have en generel holdning “vi laver ikke fejl”, så jeg kunne ikke dy mig for at fortælle hvordan man kunne få sagen undersøgt øjeblikkeligt:

Du ringer ind og siger at der virker meget underligt at måleren ikke rigtig viser noget forbrug selvom ovn, kogeplade, brødrister og elkedel er tændt....

Der blev grinet, og jeg ved ikke om det rent faktisk ville virke.

Personligt ville jeg idag foretage en kontrol måling selv og såfremt den viser en væsentlig forskel vil jeg først alliere mig med uvildig tredjepart før el-leverandøren blev kontaktet - selvfølgelig på basis af hvor stor difference der er tale om.

/Peter

  • 2
  • 0

Helt enig!

Teknisk set er der nok ingen tvivl om at det er muligt, så manglende autogenerede advarsler må bunde i noget andet..... “Follow the money” popper op i mit hoved....

Måske elleverandøren mangler incetement (har absolut ingen viden omkring lovgivning for levering af el, vand, varme, gas, etc) og at det skal implementeres som en del af pakken for at kunne godkendes som forsyningsselskab.

/Peter

  • 1
  • 0

"Trods min "bat-sense" forventede jeg at kombinationen af et lille elselskab, en måleraflæsning og en afvist betaling ville få en eller anden person til at kigge på sagen og så ville det blive bragt i orden."

Hmmm - for mange timer brugt med skolebøger og anden lødig litteratur, og for få med tegneserier? Du må mene "Spider-sense" ikke? ;) Batmans superpower er at være rig.

  • 2
  • 0

Strømforbruget skyldes udelukkende de elektroder, du har anbragt i sumpen omkring huset, så du ville kunne høste et ekstraordinært stort udbytte i dit jordvarmeanlæg :-)

Du kan aldrig snyde el-selskabet. De får altid ret. Dine prokurator kneb virker ikke.

Og hvad rager det Ingeniørens læsere ?

  • 2
  • 9

Hvordan aflæser du via optisk interface? Hvilken hardware (og software) er nødvendig?

Jeg får snart installeret Kamstrup måleren fra Radius, og min tiltro til deres præcision er begrænset..

  • 2
  • 0

Jeg tror ikke, at automatikken kan tage højde for en mastesikring - en normal sikring, kan sagtens klare det dobbelte af den påtrykte strøm et stykke tid. Og en mastesikring til 25A, kan klare 30A i meget meget lang tid. Så det er svært at kode ind. Langt nemmere er det, at satse på kundeservice, og på at kunderne opdager fejlene. Når kunden så påtaler dem, kan man undersøge hvad fejlen er.

Naturligvis kan man godt lave systemer, der vurderer om der kan være tale om en fejl - men, at bruge penge på det, svarer sig næppe - det er jo kunden, som har ansvaret for at tjekke.

I supermarkedet har man heller ikke overvågningssystemer, der tjekker om priserne tastes korrekt ind. Det er kunden som tjekker.

Kunden har verifikationsansvaret. Og det er bedst sådan. For erfaringen viser, at hvis man udvikler systemer, der selv tager ansvar, og selv opdager fejlene - så medfører det, at man automatisk ikke tror på kunderne når de brokker sig. Systemerne har jo godkendt resultatet, og de er tjekket automatisk - og automatikken kan ikke tage fejl.

  • 0
  • 0

Her i Danmark, kan du selv vælge elselvskab. Måske hjælper det at skifte. Du kan dog ikke skifte dem, som står for eldistributionen. Og det er jo nok dem, som fejlen er under.

Jeg har haft blandt andet naturenergi, og været meget godt tilfreds - kan kun anbefale dem. I dag har jeg NRGI som ejer naturenergi, da det er dem der driver netværket i vores område, og de har også mulighed for at vælge strøm, hvor der går penge til at købe og bygge vindmølleparker.

  • 0
  • 0

Jeg tror ikke, at automatikken kan tage højde for en mastesikring - en normal sikring, kan sagtens klare det dobbelte af den påtrykte strøm et stykke tid

Det som rigtige IT folk bygger ind i administrative systemer er en daglig "Ting der ser underlige ud" rapport.

Kriteriet er ikke at det der foregår er fysisk umuligt, men at det er så usandsynligt at der bør kigges på det.

Rejsekortet burde f.eks automatisk flag'e rejser der fysisk er umulige, f.eks hvis den gennemsnitlige hastighed har 600km/h (https://www.version2.dk/blog/rejsekortet-i...)

Den slags "skal checkes manuelt" rapporter noget alle pengeinstitutter har og har haft siden de første hulkort. Listen ligger klar til alle kundernes udpegede "bankrådgiver" hver morgen, så de kan spotte hvis banken risikerer at tabe penge. Det er langt hen ad vejen derfor bankerne i det hele taget fordeler kunderne til faste "rådgivere" til at begynde med.

Rejsekortets manglende sanity-checks stikker specielt i øjnene, fordi de er meget nidkære, grænsende til det paranoide, når det er dem selv der risikerer at miste penge, jvf. f.eks den grænsende til at latterlige behandling af de anonyme kort.

Elselskaberne har først nu fået real-tids data og det har de tydeligvis ikke helt fundet ud af hvordan man håndterer, men den undskyldning holder ikke mange måneder mere, taget i betragtning at deres "sanity-checks" vil indeholde linier der ved rettidig omhu kan forhindre ildsvåde og personskade.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten