Raket-Madsens Rumlaboratorium

Ekstase

Kære læsere,

Ecstasy... - eller på dansk ekstase, er ikke bare navnet på et populært kemisk giftstof som nogen bruger til at ødelægge deres liv med. Markedsføringen af gifstoffet rammer spot on. Hvis altså ikke det også ødelagde liv. For ekstase er virkelig noget der kan få os op i det vilde, gasblå felt.

Ekstase er også betegnelsen på det vi higer efter. Når vi oplever ekstase, bliver vi nemlig helt ekstatiske, og har det uendeligt vidunderligt.

Tag et øjeblik og tænk på dine egne øjeblikke i ekstase.

Gudskelov oplever de fleste at være helt hengivet til øjeblikket nogle gange i deres liv. Det kan f.eks. være når teenageren får prøvet sit første blide kys med hende eller ham man bare syntes var så lækker. Eller det kan være et lille barns fødsel. Dit eget barns måske. Hvis du selv fødte, eller bare holdt moderens hånd i din, er jeg ikke i tvivl om at du oplevede ekstase. Ekstase er når koden med et kører fejlfrit. Når du kan mærke du kan flyve dronen som den var en del af dig selv. Ekstase er når du lykkes, med det du har knoklet på, og gennembrudet endelig kommer. Ekstase kan være få sekunder, minutter og i sjældne tilfælde timer. Men lykken er lunefuld, og den smutter hurtigt videre til den næste.

Jeg har ikke født, og ikke holdt en fødende mors hånd.

Men jeg har oplevet skibe jeg har bygget på blive født, og være dybt ekstatisk, da det skete.
Så ekstatisk at selve tiden gik langsommere, og sindet oplevede verden som gennem high speed kameraets slowmotion. Da Nautilus blev født, og bragt til live ved mødet med havet, så jeg en lille dreng stå og vinke med et dannebrogsflag. Han var nok fire år. Men han mærkede det. Jeg så voksne mænd med tårer i øjnene, og oplevede mennesker hengive sig til dette øjeblik, som aldrig før og aldrig siden.
Jeg har kravlet tilbage gennem min hukommelse på jagt efter ekstasen, for at finde de mønstre som kan lede en på sporet af de store øjeblikke. Ikke bare i historien, men i fremtiden.

For de er der ude, de store øjeblikke.

Jeg har opdaget at de virkeligt store øjeblikke ofte skabes ikke af fakta - men af forventninger. Ekstasen ved den fødende mors leje, kommer ikke af at føde, for det gør mest af alt forbandet ondt. Men om forventningen til det lille ny liv, der nu skabes, og som nu tager hul på verden, med alle dens indtryk, al dens skønhed og al dens mangfoldighed. Som fylder sine lunger med den første luft, og ser lys, og mærker det - selve livet - for allerførste gang. Som giver igen når hun brokker sig første gang, og når hun for første gang bedyrer sin personlige ejendomsret, og tager de første famlende skridt mens mor hjælper. Når hun første gang mener noget, og giver kraftigt udtryk for det. Forventningen til det kommende, skaber ektasen i øjeblikket vi er i. Man starter som lille. Man skal jo starte et sted, ikk´..

Dette er et teknisk medie.

Alvorligt og for mænd i hvid skjorte med sort slips, med et stort kompliceret årmbåndsur, og en lommeregner i skjortelommen. Med tunge briller der kan fokusere det skarpe blik på tal og tabeller, formler og grafer. Dette er Ingeniøren. Så en masse af mine egne bedste øjeblikke i dette liv hører ikke hjemme her. Men forelskelse og erotik er i den grad hjemsted for ekstasen. Gudskelov kan teknik og innovation, opdagelsesrejser og landinger i endnu ikke udforsket land sende os op i ekstasens endeløse forventninger, hjertebanken og snappen efter vejret. På min ( behørigt censurede ) liste kommer de første forsøg med små og siden større balloner ind på en meget høj plads. Jeg var absolut ekstatisk da min første lille hydrogen ballon lettede, for jeg havde virkeligt knoklet for at finde en måde at skaffe hydrogen på. Jeg var lykkedes med at knække gåden - og fløj det gjorde den. Endnu bedre den dag jeg endelig magtede at kontrolere en varmluftballons gradvise opbygning af opdrift. Nu kunne ballonerne jo blive store, nu var bæregassen ikke mere en uoverkommelig hindring.

Hos mig skal alting helst være stort -

og de flyvende maskiner der første gang fik luft under vingerne og tog kampen med tyngdekraften op, var aldrig små eller normale julelege for børn på min alder. Men det gav mig en ekstatisk følelse at se termodynamikken besejre tyngdekraften, om så bare for et øjeblik. Det samme galdt mine tidlige raketforsøg. Oversize, overdrive, overmade og altid ude af proportion. Og det' helt med vilje. Jeg skulle jo selv med ombord en dag, og selvom jeg stadig er en splejs, så vejer jeg altså lige nu 78 kg. Hos Peter Madsen er alting forceret, en national prioritet og en hellig krig mod det umulige; uopnåelige. Ekstatisk var det. Hvad enten det var i teknikkens verden, eller jeg var på opdagelse i erotikkens afkroge, har jeg altid søgt de vildeste, skøreste og mest ekstatiske øjeblikke.

Undervandsbådene kunne man altid stole på.

Byg 38.000 kg sort helvedes maskine, og brug hver en nikkel og hver en fiber i din krop på det. Giv den gas og formgiv den så sexet at selv garvede krigssejlere tager bådsmandspipen frem når kaptajnen går ombord - se, det er ekstase, så det basker. Ekstatisk var det at få hende trykket ud af den gamle Hangar, så man endelig kunne se hendes former, og bedre endnu at se hende på vandet, med skum om boven. Se trafikken stoppe når Nautilus løber under Langebro, på vej til havs; se dét er ekstase. Man ved at man nu er en del af et broderskab af de der behersker dybet - og intet kan sænke ens tårnhøje kampmoral. Oplev den slanke sorte undervandsbåds bevægelser blive rolige og tredimensionelle, når hun beslutsomt og frygtløst skærer sig under bølgerne i det dyb hun behersker - det er et øjeblik man aldrig bliver træt af. Jeg har prøvet det godt og vel et tusind to hundrede gange og jeg glæder mig stadig til næste gang. Damn, det er for fedt !

Raketopsendelser burde vel være ekstatiske.

Jeg har bare ikke oplevet dem såden. Det har været nervepirrende og grænsende til det ubehagelige, fordi jeg følte mig ansvarlig for succses eller fiasko. Havde jeg været en del af noget større, hvor nederlagets tunge åg kunne og skulle bæres af andre, og sejrens sødme deles i flere stykker, havde jeg nok kunnet nyde raketopsendelserne på en anden måde. Men som det nu blev, var det noget jeg gjorde fordi det forventedes, og fordi jeg skyldte folk at gøre min del. Ekstasen lå, hvis den var noget sted, i de stunder hvor man designede og byggede raketternes dele. Jeg har været mere ekstatisk når jeg målte densitet på nybrygget Hydrogenperoxid, end når jeg brændte det af. Eller når en oversize, overdrive, overmade TM65 Tordenskjold sugede sine seks hunderede liters store drivmiddeltanke tørre på bare et kvart minut. Vi kunne aldrig mætte den maskines tørst efter brændstof... "She was flexing her muscles" og vores trommehinder... og ekstasen stod malet i alle ansigterne i bunkeren, og blandt hundredvis af puplikummer... fra drengerøve af begge køn fra seks år til firs år.
Eller min dirrende finger på den helt sindsyge og endnu kraftigere LES motor. Det var som at udløse atombomben i Alamagordo, New Mexico, og ved gud, det virkede ! Prøv at se videoérne...de ligger der ude...!

Lykken er lunefuld.

Men faktisk er det værste ved lykken, at man bliver afsensitiveret af den. Oplevelser som da jeg var teenager ville have sendt hjertet op i halsen, og fået mig til at gispe, opleves i dag med kølig distance. Mange timers arbejde opløses i et glimt, og sensorer og teststandstumper flyver omking... Og man rapporterer lakonisk...

"Engine failure..." som om det var "Mere sukker, tak."

Erfaringen øger afstanden mellem snapsene. Man har oplevet skønhed, spænding, fare og chancer i så rigelige mængder, at det ikke mere rigtigt betyder det samme. Skru mig bare fast i dén kapsel, og kobl den på en raket eller en ballon. Jeg er klar. Jeg er afsensitiveret...

Come what may.

Wuw... lad rakettens muskler klemme luften ud af os de førte sindssyge sekunder. Lad os se atmosfærens blå bånd, mod rummets gnistrende sorte hvælving. Høre stilheden, og mærke at vi ikke mere mærker tyngdekraften. Lad os høre hvislen af den første tynde luft under re-entry og lettelsen ved synet af de bølgende hvide og orange faldskærme. Lad os bare tage knaldet når vandet rammes.

Come what may.

Det er nemlig spændende.

Det har så mange Volt at byde på, at man mærker verden igen, og det' for alvor. For et par uger siden hoppede jeg sammen med de fleste andre fra Laboratoriet i ballon. De der var lette nok kunne flyve rundt ubesværet. Båret af 256 kvadratmeter af den tyndeste, billigste Polyetylenfolie. I en flyvende maskine bygget af to heltinder fra DTU og en kugleskør blogskribler fra Refshaleøen. På én formiddag. På de hop til 4 - 6 - 8 meter var det to solide knob der holdt en fra rullestolen. Men solide var de, og testet og afprøvet godt... så det gav lige den sidste snaps jeg af livets ecstacy har smagt* - og flere skal komme fra den flaske... Afsensitivering for ekstasen er erfaringens forbandelse. Men så må man skrue op for spændingen, øge omdrejninger og frekvens. Vi ved alle det ender, så lad os sætte på det spil - og turde.

Husk at leve mens du gør det, husk at elske mens du tør det...

-Skrev en klog mand en gang.

Peter Madsen

*Som kan passere ing.dk´s censur.

varmluft sælger bedre end fremskridt (sagt med et smil)

Er du helt gået over til luftskibe eller vil der stadig være liv i raketprojektet?

  • 9
  • 2

Det er en ting jeg godt vil lege lidt med senere. Bygge et rigtigt stort luftskib man selv kan flyve rundt i. Når Vi er færdige med rumskibene vil jeg gerne være med til at bygge et luftskib.

  • 5
  • 4

varmluftshistorie du kommer med i bloggen :-) Nogen kan lide dem andre springer dem over.

Erik har helt ret at det kommer fra facebook-siden. Der var bare ikke nogen forklaring på hvad du gik og lavede med det luftskib. Du bestemmer selv hvad du bruger din energi på men hvis der postes på facebook så kan du vel ikke bruge overrasket over at der kommer respons. Problemet er jo så at man kun får den halve historie på meget af det I laver.

Personligt villle jeg ville hellere høre om hvordan det går med at få styr på at jeres raketmotor ikke igen ender i to dele. Der blev jo ellers lovet et indlæg fra én af dine kollegaer.

  • 7
  • 1

mænd i hvid skjorte med sort slips, med et stort kompliceret årmbåndsur, og en lommeregner i skjortelommen. Med tunge briller der kan fokusere det skarpe blik på tal og tabeller, formler og grafer.

Er det virkelig sådan, du opfatter ingeniører? Jeg føler mig ialtfald ikke særlig ramt af den beskrivelse.

Ekstase kommer ofte samtidig med et "Yes, we did it", og den følelse har de professionelle i nøjagtig samme grad som amatørerne, når et eller andet svært og risikofyldt lykkes, og alt går op i en højere enhed. Se bare jublen i kontrolrummet ved ethvert rumskud, landing eller landsætning på et himmellegeme eller anden spektakulær manøvre, der lykkes. Hvor er det lige, at du mener, at ingeniører adskiller sig fra andre mennesker på det punkt?

Du har imidlertid ret i, at:

Afsensitivering for ekstasen er erfaringens forbandelse. Men så må man skrue op for spændingen, øge omdrejninger og frekvens.

Ekstasen bliver naturligvis meget mindre efterhånden som noget bliver rutine eller er så gennemregnet, at man på forhånd ved, at det vil virke, og det sker selvfølgelig hyppigere for professionelle, der computersimulerer tingene, end for amatører, der bare prøver sig frem; men så er det netop bare om at flytte grænserne mod noget endnu sværere, hvis man vil opleve ekstasen, og det bliver næppe dit største problem i rigtig mange år fremover! Som Peter Kristensen fra ESA skrev for omkring 3 år siden:

Af en eller anden årsag tror alle raketamatører at bare de har fået styr på deres raketmotorer under static test, jamen så er resten piece-of-cake. I virkeligheden er det bare først der alt det sjove begynder...

Du har rigelig med ekstase - og skuffelser - at se frem til. Bortset fra nogle galcit sideburners, som jeg ikke kan se, hvad du skal bruge til fremover, er det vist ikke rutinen med deraf følgende kedsomhed, der er dit største problem. Når du når til det punkt, hvor ét eller andet ikke længere giver dig ekstase, når det virker, kan du bare "hakke" det af som færdigudviklet og gå videre til den næste udfordring. Dit største problem bliver vist at holde fokus længe nok :-)

  • 8
  • 2