Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
motorbloggen

Ejer du virkelig stadig din bil?

Jeg er så gammeldags, at jeg ejer min bil.

Ikke noget med GoMore, delebil, kort- eller langtidsleasing.

Det skulle ifølge de kloge fremtidsforskere putte mig i samme kategori som Berlingskelæsere, fastnettelefonbrugere og flowfjernsynseere: En uddøende race!

I dag fik jeg endnu nyhed om at opgive bilejerskabet og melde mig ind i familien af danskere, som har skiftet engangsinvesteringen ud med en månedlig betaling.

Men denne gang bliver det tilbuddet skåret helt ned, at jeg nærmest kan skifte bil når jeg vil.

Er det sådan fremtidens bilejerlandskab ser ud?

Er I også ved at droppe det personlige ejerskab?

I får lige hele reklameteksten og linket her:

Nyt bilabonnement vil gøre op med leasing og ejebiler

Nu lanceres abonnementstjenesten Dribe, der gør det muligt for forbrugerne at abonnere på bilen i stedet for at eje eller lease den. Med Dribes app kan medlemmer vælge blandt et stort udvalg af biler og desuden få adgang til specielle køretøjer til særlige lejligheder. Dribe er udviklet af Semlers danske innovationsafdeling.

Forestil dig at have en bil i hverdagen, som du kan køre i, så længe du vil, men også skifte, når dit behov ændrer sig. Forestil dig samtidig, at du kan supplere din hverdagsbil med en speciel bil, hvis du skal noget særligt én eller flere dage.

Det bliver nu muligt med tjenesten Dribe, hvor forbrugerne abonnerer på deres bil i stedet for at eje eller lease den. Dermed får danskerne en helt ny måde at have bil på, der gør op med lange bindingsperioder, værkstedsregninger og tanken om at eje sin bil.

”Det skal være slut med at være bundet til sin bil. Moderne forbrugere har brug for fleksibilitet og frihed, og deres kørselsbehov ændrer sig oftere end før. Derfor giver Dribe både adgang til et bredt udvalg af biler og frihed til at skifte, når dit behov ændrer sig, eller hvis du har brug for en speciel bil til særlige lejligheder,” siger Lars Eegholm, der er adm. direktør i Dribe.

Færre vil eje deres bil i fremtiden

Dribe er udviklet af Semlers danske innovationsafdeling, og som medlem får man adgang til et bredt udvalg af biler fra Volkswagen, Skoda, Audi, Seat, Porsche, Bentley, Lotus og Lamborghini. Abonnementet giver desuden adgang til et ekstra køretøj til særlige lejligheder – et såkaldt Special Ride – som kan lejes i en kortere periode. Det kan fx være en 7-personers bil til familieudflugten eller en cabriolet til når solen skinner.

Dribe følger dermed med den nye tendens, hvor færre og færre bilister ønsker at eje deres egen bil. En ny analyse fra konsulenthuset KPMG blandt 2.100 bilister fra hele verden viser, at hele 55 pct. af alle bilejere ville skaffe sig af med deres bil, hvis en deleordning eller tilsvarende service kan tilbyde samme transporttilgængelighed.

”Tidligere var det vigtigt for danskerne at have egen bil, men i fremtiden bliver det vigtigere at have adgang til netop den transport, der opfylder dit behov nu og her. Den bil, du har brug for i dag, er ikke nødvendigvis den, du har brug for om et halvt år – eller i næste weekend for den sags skyld. Den fleksibilitet tilbyder Dribe, og vi tror på, at vores løsning har et kæmpe potentiale,” siger Lars Eegholm.

Alle biler samlet i én app

Dribe er bygget op om en app, hvorfra alt styres – fra at tilmelde sig og booke bil til at leje Special Rides og tilføje ekstra chauffører.

Medlemskabet koster 499 kr. for 30 dage. Hertil kommer en fast pris for den bil, du vælger. Den faste pris afhænger af bilmærke og model.

Fakta: Sådan fungerer Dribe

Du opretter dig som medlem via Dribe-appen – og med straksgodkendelse tager det kun 5 min. Medlemskabet koster 499 kr. for 30 dage.

I Dribes virtuelle Garage vælger du først din hverdagsbil – dit Everyday Ride. Du betaler en fast pris for denne bil, som afhænger af bilmærke og model. Den samlede pris svarer til leasing, og alt er inkluderet bortset fra brændstof.

Du henter og afleverer din bil hos Dribe på Turbinevej 9 i Søborg.

Du kan skifte til en anden bil, hvis dit behov ændrer sig. Du skal dog som minimum betale for bilen i 30 dage.

Hvis du har behov for et særligt køretøj i en periode, kan du via Dribes app få adgang til et Special Ride – fx en 7-personers bil eller en cabriolet. Lejeprisen afhænger af køretøjet.

Som medlem optjener du loyalitetspoint både på dit Everyday Ride og medlemskabet, som bl.a. kan bruges til betaling af Special Rides. Og når du har optjent nok point, opnår du flere forskellige fordele – fx nedsat selvrisiko, gratis levering og vask af bil.

Om Dribe

Dribe er udviklet af Semler Innovation og er en ny og fleksibel måde at have bil på. Her abonnerer du på din bil i stedet for at eje eller lease den. Al administration foregår via Dribe-appen, og prisen svarer til almindelig leasing. Et medlemskab koster 499 kr. for 30 dage, og derudover betaler du en fast pris for den bil, du vælger, som afhænger af bilmærke og model. Som Dribe-medlem har du altid adgang til de nyeste biler, og der kommer hele tiden nye til. Du optjener også loyalitetspoint, som bl.a. kan bruges til betaling af ekstra køretøjer til særlige lejligheder. Og når du har optjent nok point, opnår du flere forskellige fordele som nedsat selvrisiko, gratis levering og bilvask.

Bjørn Godske er redaktør på IndustryTech og uddannet ingeniør fra DTU. På Motorbloggen vender han store og små emner inden for biler - både dem med traditionelle brændsler og de alternative.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Er dette ikke noget der kun virker i DK fordi man som "ejer" betaler høj skat af bilen, medens Dribe udlejer erhvervsmæssigt og derfor slipper for registreringsafgift? Jeg tror det er samme skatteundragelsesmekanisme der gør at privatleasing er en god ide i Danmark, uden dog at være sikker herpå.

  • 24
  • 1

Det er sikkert bare fordi jeg lever et kedeligt, forudsigeligt, småborgerligt, ligusterfascistisk midaldrende liv, men:

Jeg kan, i min situation, ikke se hvilket problem, dette er en løsning til?

Karakteren af mit transportbehov skifter ikke sådan fra måned til måned, så det ville give mening at købe sig til muligheden for at skifte bil hele tiden. De få gange, hvor jeg har behov for specialtransport kan jeg leje en varevogn for en dag eller to.

For mig ligner det mere en smart løsning, der prøver at skabe opfattelsen af et behov. Men, som sagt, jeg er nok også bare kedelig og sat.

/Bo

  • 25
  • 0

Lad os sige at jeg har en normal bil til en fornuftig leasing pris. Jeg har så brug for en 7-personers bil i vinterferien...

Med mindre prisen er mindre end normal udlejning (når man tæller de 499kr/abonnement - optjente point med) og de kan garantere tilgængelighed, så ser jeg ikke de vilde fordele...

  • 4
  • 0

HVIS en deleordning eller tilsvarende service kan tilbyde samme transporttilgængelighed.

Der er altid et HVIS, og det er det der er udfordringen.
Man kan i dag leje biler/trailere for meget korte/lange perioder, hvis det er det man har brug for, og HVIS udlejer har den ønskede bil til rådighed, sådan vil det også være for Dribe.
For Dribe betaler man abonnement + + + + , så det er uklart hvad det kommer til at koste. Resten er sandsynligvis en skattefinte som påpeget at Kristian Glejbøl.

  • 3
  • 0

Jeg kunne godt lide at vide hvad KPMG egentlig har spurgt om siden de kommer frem til at 55% ville udskifte ejerskab med ... noget andet. (Hint: Kunne være emne til en senere blog)

Men den ovenfor beskrevne løsning er så vidt jeg kan se bare endnu en alternativ finansieringsmulighed (præcis som privatleasing) og har ikke noget med deleøkonomi at gøre. At det kombineres med en delvist forudbetalt udlejningsvirksomhed ændrer ikke noget ved det.

Når det så er sagt er jeg ikke i tvivl om at der er et marked for fleksible ordninger. Jeg gætter på det kan blive så stort som 10-15%, alt efter om det ender med at vise sig at lige på det tidspunkt hvor man har brug for en delebil / bryllupsbil / flyttebil har markedskræfterne vist at det også er der alle andre skal bruge den så prisen er tårnhøj.

Og det tror jeg vil ske ret hurtigt.

  • 5
  • 0

have en delebil,

Den skal bare altid stå i min garage og være klar, når jeg har brug for den ;o))

Mvh (endnu) en, der tilhører den uddøende race.
(ser endda flow tv somme tider)

;o))

  • 16
  • 1

Fossilbrænderen er sendt på bilkirkegården til evigt hvile.

Elbilen er ikke købt endnu, spørgsmålet er om den nogensinde bliver anskaffet.

Ifm. jeg gjorde mit kørselsbehov op med henblik på at skifte til elbil, konstaterede jeg, at hvis jeg valgte:
At betragte transport som en mulig kilde til motion., (ikke elcykel)
Bide i det rådne æble og supplere med offentligt transport.

Så ville jeg kunne nøjes med en lejebil de få dage om måneden der reelt er et "stort" kørselsbehov.

Tidsmæssigt ender det med at koste mig ca 20 timer om måneden, hvoraf de 15 er motion som så ikke skal dyrkes på andre tidspunkter, fitness abonnement blev opsagt.

Økonomisk er der en samlet besparelse på ca 1200,- /md.

Javist jeg brænder stadigt lidt fossiler af, men væsenligt mindre end før.

P!sse besværligt er det..
Men et par dybe vejrtrækninger og så går det faktisk hæderligt med tilpasningen til denne nye levestil.

  • 7
  • 1

Jeg kunne godt lide at vide hvad KPMG egentlig har spurgt om siden de kommer frem til at 55% ville udskifte ejerskab med ... noget andet.

Så snart der er mange der skifter til statsfinancieret udlejning håber jeg for retsbevidstheden at man enten

a/ lægger afgift på leasing biler
b/ løfter afgiften på privatejede køretøjer

Både a/ og b/ vil gøre skattefinten mindre attraktiv.

Det kan ikke være rigtigt at dem der ejer biler skal financiere festen for leasingbilerne (specielt ikke når brugte leasingbiler kan sælges til fordelsagtig pris, fordi der ikke betales registreringsafgift af værditabet i lejeperioden).

  • 15
  • 0

Er det kun mig der kan se den spændede tankegang i dette projekt.

Jeg tager en el-bil, som "my daily ride" og pendler frem og tilbage på arbejde. Så har jeg brug for at komme på skiferie, så skifter jeg til en forsilbrænder den uge. Hvis jeg skal besøge moster Magda i nordjylland, låner jeg en forsilbrænder igen.
Det vil jo netop gøre op med min gammeldags tanke, jeg kan ikke bruge en el-bil da jeg skal kunne køre på ferie i Italien, besøge familie i jylland.

Jeg synes det er en spændende.

  • 5
  • 5

Per:

Jeg tager en el-bil, som "my daily ride" og pendler frem og tilbage på arbejde. Så har jeg brug for at komme på skiferie, så skifter jeg til en forsilbrænder den uge. Hvis jeg skal besøge moster Magda i nordjylland, låner jeg en forsilbrænder igen.

Og din skiferie falder naturligvis sammen med alle andres også, hvorfor der skal stå et kæmpe antal fossilbrændere "standby" hele året - undtagen primært i skolernes ferier ??

Ligeledes med moster Magda, hende vil du besøge i weekender, påske og jul, hvor alle andre også har brug for fossilbrænderen.

Så alt i alt i alt kan der måske ikke undværes mange fossilbrændere i bilparken på den filosofi.

Selvfølgelig er der potentiale i systemet, men for rigtigt mange vil det ikke være acceptabelt ikke at have fuld rådighed over "sin" bil, og det vil blive betragtet som en væsentlig degradering i forhold til, hvad vi har nu, så med mindre der er en (kæmpe) økonomisk gulerod i det, er det nok en meget marginal del af befolkningen for hvem, det er attraktivt?

mvh Flemming

  • 12
  • 3

@Flemming

Du har selvfølgelig ret, noget af vejen. Men nu er dette en udbyder. Hvis jeg ser på det, ligner det et tiltag fra Folkevogn, men jeg tror ikke BMW, Mercedes, etc. kan side dette overhørigt.

Hvor mange kører på skiferie, i forhold til fly etc.? Det har jeg ikke styr på.

Men som sagt, så synes jeg det ser spændende ud.

  • 2
  • 1

Uha, jeg kom til at besøge deres hjemmeside.
For de penge kan man dælme komme langt på anden vis, også inklusive selv at eje bilen.

Skift bil som du skifter bukser, betal dyrt ved kasse 1.

Sølvpapirshatten siger: Skatte-/afgiftsspekulation og konkursrytteri.

  • 13
  • 0

Jeg tager en el-bil, som "my daily ride" og pendler frem og tilbage på arbejde. Så har jeg brug for at komme på skiferie, så skifter jeg til en forsilbrænder den uge.

Det ser også ud til at det er hvad de lægger op til, men... som Mads Ornesen også kommenterer på længere oppe: Så findes den mulighed jo allerede idag.
Alle udlejning/leasing-firmaer har denne mulighed, så hvis ikke total-udgiften hos Dribe bliver lavere end de eksisterende muligheder, har jeg også svært ved at se fidusen for brugeren.

Fidusen for Dribe er til gengæld ikke så svær at få øje på, og den ligner mistænkeligt meget noget som f.eks. motions-centre spinder guld på; at når først en person er blevet medlem (fordi man har de bedste intentioner om at bruge det fuldt ud!) og kontingentet kører på PBS, så er man ikke helt så tilbøjelig til at stille spørgsmåltegns ved om man nu virkelig får det meste ud af sit medlemsskab. (det kunne jo være at behovet kommer igen)

  • 14
  • 0

Dem, det kører bil gør det fordi det er nemt, praktisk, og behageligt. Har man ligeglad med dette er en kombination af offentlig transport, taxa og biludlejning ofte billigere.

En af de store behageligheder, ud over tilgængelighed, er at bilen er personlig. Ikke bare med hensyn til udstyr, men også ekstraudstyr. Anhængertræk. En holder, det passer til din telefon, placeret hvor du kan lide det. Et tæppe i bagagerummet til brug når der er en forfrossen passager med. Udvidet værktøjssæt eller nødhjælpskasse. Arbejdshandsker. Læbepomade og brillepuds i handskerummet. Ekstra solbriller. Og en paraply. En elektronisk p-skive. Barnestole. Ekstra la de kabel til min Android. Og et til konens iPhone. Og. Og. Og.

Det mest irriterende ved at skifte bil er, udover at skulle indstille sæde og spejle, er at flytte alt end uundværlige personlige grej med. Hvem gider gøre det flere gange om måneden? Og hvis ikke, køb en bil der passer til hverdagen. Og lej en anden (hvorsomhelst, så der er konkurrence på prisen og max. udvalg) den ene gang om året hvor behovet - måske - er helt anderledes.

Det er da den ultimative behagelighed?

  • 17
  • 1

Vi har lige købt ny bil og hvis vi havde Dribe for en måned siden havde konceptet nok været tiltalende – uden jeg dog kan gennemskue om der er nogle fordele frem for normal leasing.

I vores krav har vi skulle forholde os til hvor min kone arbejder om et år og om vi skal have et barn til. Det ville helt klart have været lettere hvis vi kun skulle forholde os til de næste 6 måneder, frem for en tidshorisont på 5-10 år. Så derfor kan jeg godt se et behov som Dribe løser, men det handler om vores aktuelle familie- og arbejdssituation. Næste gang vi skal købe ny bil tror jeg ikke at konceptet er tiltrækkende på samme måde.

Ser jeg på priserne og vores nuværende valg, så tror jeg at Dribe ville koste os 100.000 kroner ekstra over 5 år. Godt nok tager den beregning udgangspunkt i en bil fra Dribe med mere funktionalitet end vores nye bil, men ikke noget jeg umidelbart tillægger nogen værdi for os.

Og selvom jeg nok godt kan se fornuften i at kunne skifte bil løbende, så er det helelr ikke noget jeg behøver en app for. Efter min mening er en app til daglige opgaver, ikke noget jeg gør en gang eller to om året.

  • 0
  • 0

Jeg syntes det er enormt dyrt. Man kan leje biler langt billigere - selv en stor og ny flyttevogn kan du leje til en lavere pris end nogle af dagligdags bilerne koster.
Min bil kostede ca. 8000 kr. som ny (brugt), og jeg forventer den holder ca. 1.5 år til næste syn. Ok, den hænger så også lidt med lygterne, men den kører fint, og holder fint til næste syn. Lygterne bliver holdt oppe med gaffa-tape, så det skulle være indenfor det lovlige.

  • 1
  • 2

For mere end 11 år siden købte jeg (nu fyldt 70) min lille og nok sidste dieselbil (kontant), med en indbygget dieselvarmer, beregnet til de kolde vinterdage, og den kører stadig - og stadigt billigere, for hvert år jeg ejer den! Efterhånden er det årlige værditab jo forsvindende lille og bortset fra den normale og nødvendige vedligeholdelse, forsikring, brændstof og lejlighedsvis rustbeskyttelse, en gang imellem - den blev ekstra rustbeskyttet allerede før leveringen, så er mine årlige udgifter absolut beskedne! Den kører, ifølge min førte brændstofbog, stadig op til og ind imellem langt over 23 - 24 km/l, på en tankfuld! Der er selvfølgelig ikke megen status i en ældre, velholdt dieselbil, men det kan jeg stadig smile af, hele vejen hen til banken!

  • 3
  • 1

Efterhånden er det årlige værditab jo forsvindende lille og bortset fra den normale og nødvendige vedligeholdelse, forsikring, brændstof og ...


Præcis. Jeg er i en lignende situation og frydes dagligt over at jeg til en ganske beskeden pris kan føre mit flyvende tæppe (Citroen Xantia) hen hvor jeg vil. Der er klima, trækkrog, alt mit personlige grej, stationcar-bagagerum og en årlig afskrivning på 1000 kroner. Et bytte til en nok så lille mikrobil (den slags, som er så lille at man skal ta' den af nøglen, når man har låst) vil uvægerligt udløse en omkostningsstigning, hvadenten den er købt, lejet eller leaset. Og ingen af de mikro'biler' jeg har prøvet leverer tilnærmelsesvis samme komfort, plads eller køreglæde som den gamle franske flyder. Så jeg har overordentlig svært ved at finde motivationen.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten