Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Effektforstærkerselvbyg...overdrivelse gør godt!?

Det betaler sig at gøre noget ud af strømforsyningen, ikke sandt?

Jeg har tidligere underholdt om de forstærkere, jeg i tidens løb har valgt IKKE at leve sammen med. Se http://ing.dk/artikel/97100-memory-lane-2-dyre-laerepenge-forstaerkere der slutter med en Luxman MQ 60 rørforstærker, hvis efterfølger denne artikel handler om.

Nemlig: Historien om vejen frem til The End Millenium XP i seneste aftapning.

Illustration: Privatfoto

Her ses bæstet forfra. Kampvægten er godt 22 kg og den skulle være god for 125W i 8 ohm.

Det begyndte beskedent med den første udgave af The End. Konstruktionen blev bragt i High Fidelity  - jeg byggede den og fik den aldrig til at virke. En tur omkring et værksted hjalp ikke - konstruktionen var vist ikke helt stabil. Dengang - vi skriver ca 1990-91 - var jeg på Brüel & Kjær og kunne via personaleordning anskaffe en ordentlig strømforsyning til favørpris. Så jeg havde 120.000 uF BHC (12 stk 10.000 uF) af bedste kvalitet med lav ESR, og trafoer og dele til kabinet var også på plads, så printene var sådan set den mindste side af sagen.

Bagpladen bærer præg af de mange ombygninger undervejs. På et tidspunkt var den forberedt for balanceret indgangssignal, heraf de to XLR indgange. Den opmærksomme læser kan desuden se, at forstærkeren engang har haft den halve højde - ude til højre kan man se, at den ene side er opbygget af to køleplader i halv højde. Ved siden af står en ny køleplade. Den venter på en uge, hvor Thomsen er laaang i spyttet, for den er meget besværlig at samle. Som jeg husker det, brugte jeg way back mindst en halv time på få lirket en enkelt bolt på plads.Og som den står nu, virker den. If it ain't broke, don't fix it...for problemet er: hvordan borer man (=ikke så fingernemme Thomsen)  lige ca 16 huller i ny køleplade NØJAGTIG samme steder som i eksisterende montage? (Når man nu også er doven og ikke vil splitte bæstet halvt ad, lodde om og hvad ved jeg...) ** Så da LC Audio relativt hurtigt udkom med en ny udgave baseret på de velrenommerede Sanken udgangstransistorer, sprang jeg på - og nu virkede bæstet. En tid lang spillede jeg på en udgave, der hed The End 3,1. Den var opbygget i fuld dual mono, med to 500W trafoer, og der var også tre separate udgange i hver kanal, i noget Clausen kaldte virtual triamping. De tre sæt udgange i hver kanal var forbundet til hver sit sæt højttalerterminaler, men var ikke koblet i parallel i normal forstand, idet hver af de to ektsra boards blev født direkte fra driverne.

Hovedprintet ses forneden, extention board foroven. Som det ses benytter jeg nu kun ét extention board per kanal

Selv om transistorerne var omhyggeligt matchede, skulle fordelen være, at man undgår lydforringelse ved at de ikke sidder i parralel.

Da LC Audio udkom med en nyere udgave (nu: The End Millenium XP) var det en mindre udskrivning at anskaffe den nye version med bedre indgang og mulighed for separat forsyning af indgangstrin og udgangstrin.

Min ene hovedtrafo var begyndt at snerre, så den røg ud og istedet fik jeg så plads til den ekstra forsyning af indgangstrinnet. Der er tale om en mindre trafo med en lidt højere spænding. Ved samme lejlighed nedskalerede jeg til kun to udgange per kanal - jeg havde haft et uheld og var ikke sikker på ordentligt match mellem transerne i mit lager.

Engang var der god plads. Men så kom lytterne i bunden til den lille forsyning til indgangstrinnet.

Som sagt fik jeg langt om længe indbygget en ekstra, separat forsyning til indgangstrinnet. Jeg havde ellers ment, at 2 x 60.000 måtte være rigeligt til at sikre stabil og støjsvag lydgengivelse, så mine forventninger til den ekstra forsyning var små.

Her ses trafoer, DC-fælde og slow-start kredsløb. Nedenunder er de 2 x 60.000uF monteret liggende. Kobberskinnerne der forbinder dem kan lige skimtes i billedet ovenfor.

Her tog jeg fejl. Forskellen var dramatisk - lydbilledet blev større, med bedre ro og tredimensionalitet. Den gengiver detaljer med stor finesse og nuancering. Violiner, f.eks, gengives med alle nuancer fra det skarpe til den smægtende sødme, afhængig af programmaterialet. Og bas og slagtøj står med al den fasthed og punch, man kan ønske sig. Jeg har aldrig ´savnet min gamle rørspille, ligesom jeg heller aldrig har ærgret mig på en udstlling hvor jeg lyttede til noget dyrt og berømt grej. Den spiller nemlig forførende dejligt, som om den retter ind MED musikken - er det fint og delikat, ja men så gengives det sådan, er der smæk, punch og afgrundsdyb bas, så er der kontrol og smæk for skillingen.

Derfor er jeg kommet til den overbevisning, at en strømforsyning skal være pænt (læs: kæmpe) stor før den er FOR stor...og at man har glæde af den såvel når ønsket er punch i bassen som klippefast ro og de allerfineste nuancer.

Årsag: selv om hovedforsyningen ikke er decideret lille, så opstår der måske alligevel spændingsvariationer, som overlejrer signalet i de følsomme indgangstrin, hvorved den ekstra forsyning trods alt kommer til sin ret - også når der ikke sker de store energiudladninger.

Har jeg ret?

PS Da jeg åbnede den for at tage billeder, kunne jeg glæde mig over ikke at skulle servicere den, for pladsmangelen og den valgte opbygning er ikke just servicevenlig. Det gør så heller ikke så meget, for den har foreløbig holdt uden at kny i godt og vel 15 år, alle mutationer inklusive. Undervejs var der faktisk en periode, hvor layoutet gav god mening. Og elektrisk er det OK - der er ikke skyggen af opsamlet støj eller brum.

LC audio har for nylig indstillet produktionen/leverancen af printkortene, så den kan ikke fåes mere. Det er en skam. Jeg er ikke overbevist om, at de nye klasse D forstærkere er mere musikalske. Og jeg er ikke overbevist om, at effektforstærkeren er det svageste led i min kæde.

Skulle jeg endag få mod på tre forstærkere og elektronisk delefilter, så havde jeg satset på to ekstra The End - det lader sig desværre ikke gøre.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Min erfaring er også at det betyder rigtigt meget med en god strømforsyning.

Især er det selvfølgelig vigtigt når effekttrinet og småsignal elektronikken "deles" om strømforsyningen.

Jeg har en Roland USB audio interface (UA-1EX).
Den bliver normalt forsynet fra USB stikket. Sikken forskel, da den fik sin egen rene 5V forsyning.

Går selv med tanker om at bygge en ren batteridrevet effektforstærker, med nogle Hypex moduler og drive den balanceret fra en Thule PR-100....

http://www.hypex.nl/UcD180.htm

Der er også lidt inspiration her:

http://www.mother-of-tone.com/byob.htm

Nå, men der skulle vist være nok til at der ikke bliver tid til at lytte til musik i påskedagene...

  • 0
  • 0

Årsag: selv om hovedforsyningen ikke er decideret lille, så opstår der måske alligevel spændingsvariationer, som overlejrer signalet i de følsomme indgangstrin, hvorved den ekstra forsyning trods alt kommer til sin ret - også når der ikke sker de store energiudladninger.

Har jeg ret?

Både ja og nej - en strømforsyning kan selvfølgelig ikke blive for stor; men det er ikke ensbetydende med, at det virkelig hjælper noget, at gøre den større.

Hvis forstærkeren er opbygget med diskrete komponenter er PSRR (power supply rejection ratio) givetvis ikke ret god, hvorfor strømforsyningen skal være god.

Hvis forstærkeren er opbygget med moderne opamps (god PSRR), giver det ikke meget mening med en overdimensioneret stømforsyning.

Stømforsyning til indgangstrinnet bør være separat eller separat stabiliseret , det giver meget mere mening end at overdimensionere hele strømforsyningen, for at holde forsyningen til indgangstrinnet stabil.

Hvis du har noget der spiller virkelig godt, kan det være svært om ikke umuligt, at forbedre yderligere, uden at kigge på hele designet.
Hermed mener jeg, at der ikke er vej udenom en forstærker til hver enkelt højttalerenhed, højttalerne integreret i lytterummet etc..

Jeg tror mange selvbyggere bliver skræmte, når der tales om forstærkere til hver enkelt højttaler; men i virkeligheden er det simplere, fordi en lang række problemer forsvinder med dedikerede forstærkere. (Der kan opbygges på ens print)

  • 0
  • 0

Jeg er ikke helt enig.

Grunden til at opamps ofte har en højere PSRR, skyldes det høje open loop gain og at de dermed også behøver kraftig modkobling.

Forstærkere med lav modkobling, lyder ofte bedre, selv om de har højere målbar forvrængning.

  • 0
  • 0

Forstærkere med lav modkobling, lyder ofte bedre, selv om de har højere målbar forvrængning.

Hvis det lyder bedre når forvrængningen er større, er vi uden for mit område.
Jeg har intet kendskab til forbedrende forvrængning!

  • 1
  • 0

Hvis det lyder bedre når forvrængningen er større, er vi uden for mit område.
Jeg har intet kendskab til forbedrende forvrængning!

Hej Preben

Jeg tror det skyldes at harmonisk forvrængning ikke er en særligt god model, for at vise om udstyr lyder godt eller ej.

Et eksempel er at triode rørforstærkere med 3-5% forvrængning for det meste lyder helt fantastisk, mens japanske perfektionist forstærkere med 0.0001% forvrængning for det meste lyder helt forfærdeligt.

En højttaler er ikke det samme som en målemodstand, og musik er ikke det samme som en sinustone. :-) Sjovt nok er det sådan at når man måler forvrængning på en effektforstærker så er målemodstandens kvalitet ofte den begrænsende faktor, for hvor lav forvrængning man kan måle. Der du'er en trådviklet effektmodstand simpelthen ikke. Det siger måske lidt om hvor stor forskel der er på målbar THD og faktisk musikgengivelse.

Men det er jo også den slags der er med til at gøre hifi til en interessant og sjov hobby.

  • 0
  • 0

Hej Gert og Lars,

I mit første indlæg tog jeg udelukkende stilling til strømforsyningen, ikke om det lyder bedre med den ene eller anden type forstærker (Ole skriver ikke hvordan forstærkeren er opbygget)

Det virker logisk, at en hvis form for forvrængning, kan forbedre lydbilledet, i og med en højttaler er en komponent, der er meget langt fra at være ideel.
Det er blot ikke noget, jeg har professionelt kendskab til.
Hvis man ønsker en forstærker med overshoot eller speciel sleewrate, kan dette også bygges med opamps, her vil det så igen være en fordel med en forstærker til hver højttalerenhed.
Hvis I har et link, der beskriver hvilken type forvrængning, der er ønskelig mere indgående, modtager jeg det gerne.
Jeg formoder, at tilsigtet forvrængning bør knytte sig til bestemte frekvensområder og bestemte højttalertyper?

mvh
Preben

  • 0
  • 0

Hej Preben.

Det er sådan set ikke forvrængningen, der er tilsigtet.

Mere fraværet af den type forvrængning, der får en forstærker til at lyde "kold og klinisk".

Ikke at forveksle med "mere korrekt - eller mere neutral".

Netop den type forvrængning der kan opstå, hvis for eksempel open loop båndbredden ikke er stor nok og der er brugt meget modkobling.

Gert

  • 0
  • 0

Netop den type forvrængning der kan opstå, hvis for eksempel open loop båndbredden ikke er stor nok og der er brugt meget modkobling.

Der er ikke problematisk, at designe en forstærker med tilstrækkelig open loop gain med moderne opamps.

Man kan få lige så meget, som man ønsker, evt. ved at putte flere forstærkere i loopen, det er i realiteten uden grænser.

Open loop gain mangel, må være forbundet med gamle (eller billige) designs!

  • 0
  • 0

Philips har engang benyttet MFB-princippet for mange år siden.
Kunne man, f.eks ikke lade en laser-stråle aftaste højttalerens bevægelser, via små påklæbede spejle på tragt-konen og derved styre forvrængning meget præcist og undgå ustabile svingninger.
Konstruktionen ville nok blive dyr, men effektiv !

  • 0
  • 0

Jeg har fået nye højttalere - 4 ohm i stedenfor 8 ohm og 88dB følsomhed i stedenfor 90 dB... ...så min hjemmebyggede kl. A forstærker med knap 2 ampere tomgangsstrøm har for lidt at give! Lyden er der intet galt med, bare man ikke spiller højere end de kan følge med og det er nu blevet for lavt!

Jeg er derfor ved at overveje gode alternativer - f.eks. et godt byggeprojekt! Det har jeg før kørt med held, hvor vi er flere om det, så de forbindelser og evner vi har tilsammen gør det bedre end hver for sig! ;-)

Har du et forslag til en god kontruktion og er der nogen der kunne tænke sig at være med??

  • 0
  • 0

Afhængig af erfaring og andet, så vil jeg foreslå at du starter med en 41Hz.com AMP6 kit, vrider på strømforsyningen ved at drosle spændingen lidt ned til godt 13V, og sætter en lille blyakkumulator parallelt. Så er der ingen strømbegrænsninger.

Som der også står på netsiderne når man først er logget ind, så er der også en del at hente ved at lege med indgangskondensatoren, selv sværger jeg til Jensens papir i olie, men det er et sted hvor man kan opgradere efter behov og/eller økonomi hvis der ellers er afsat plads til det.

Denne anbefaling fordi den er nem, billig, og kan bringes til at lyde fremragende inden for effektområdet. Den lyder som langt større end den er, og den har vist sig at være tilstrækkelig til at trække Infinity, som vist minder om dine højttalere i betydningen lav impedans og lav følsomhed. Dette så længe det ikke er til høresmertebrug, men kun til almindeligt hjemmebrug.

Samme firma har også store forstærkere, men de indebærer vist alle håndlodning af små (i førnævnte forstærker indgår der nogle få og store) SMD-komponenter. Det er en sport for viderekomne, men hvis det ikke afskrækker dig, så kan du jo bare gå i gang, eventuelt med deres lille øvesæt i SMD-lodning.

Hilsen
Søren B

  • 0
  • 0

Jeg er nu overbevist om, at det med store forstærkere og store strømforsyninger er rent overtro. Det vigtige er, at der kommer den rette spænding ud på højttaleren - og dermed basta. Intet andet her. Hvis du er i stand til at opnå dette med switch mode principper, klasse D, og "små forstærkere", så er det ok.

I virkeligheden, er højttalerforstærkere noget af det mindst kritiske indenfor analogelektronikken.

  • 0
  • 0

"Det vigtige er, at der kommer den rette spænding ud på højttaleren - og dermed basta. Intet andet her."

Mnjaah, det er vist ikke alle der er enige om at det er så enkelt, jeg er det for eksempel ikke, og det er emnet i en anden tråd. Selv mener jeg at man skal se forstærkerens output som en spænding i serie med en reaktans, og at denne reaktans kan være af ganske kompleks natur, især hvis den bliver provokeret af retursignalet fra højttaleren. Her opfører forstærkerne sig meget forskelligt, og jeg kender ikke selv nogen almindelige transistoreffektforstærkere som jeg ville kunne leve lykkeligt med, det der kommer nærmest er de små i klasse A.

Om en forstærker er meget afhængig af strømforsyningen kommer an på dens topologi. Som Ole har nævnt, så er de typiske Hiragakonstruktioner meget afhængige af strømforsyningen, og de virker udmærket, det er nærmest en slags specialitet hos ham.

Den nævnte konstruktion fra 41Hz baseret på en Tripath er forbavsende lidt følsom over for strømforsyningen, men på den anden side er det klart, at den kan ikke smække nogle ampere ud, hvis strømforsyningen ikke kan levere dem.

Jeg foreslog det bare som den mest effektive løsning på det problem som Kurt stillede op, idet jeg antager at der er økonomisk loft over og at det ikke må være alt for svært.

Hilsen
Søren B

  • 0
  • 0

Nu er min hørelse nok ikke verdens bedste. Og skal jeg vurdere lyd, sker det på et skop. For mig, leverer en klasse A forstærker en spænding ud, der er k*input spændingen, og så simpel er det. Der er ingen reaktans på en klasse A forstærkers output. Selve højttaleren er en kompleks konstruktion, og der er ingen garanti for, at to højttaler har samme strøm, hvis de tilsluttes samme signal.

Det er korrekt, at der ved forstærkerdesign, og når der konstrueres noget der skal lavere store ændinger i strøm og spænding hurtigt, betyder meget med induktionen i ledninger. Skifter du fra 0 til 50A, på få nanosekunder i et switch-mode design, så sker løjer. Men, hvis vi kan lave en forstærker, der giver den rette spænding ud, uanset vores induktive højttalerbelastning, så mener jeg nu, at det ikke kan høres forskel, uanset om forstærkeren er klasse A, klasse D, eller klasse AB - forudsat at spændingen er præcis ens. At opnå det, kan så være et mindre teknisk problem. Men, det er jo ikke umuligt at løse. Konklussionen er derfor, at klasse D er godt nok...

  • 0
  • 0

Det er godt nok en hurtig konklusion at drage :-)

Du har da ret i at hvis spændingen på udgangen e lig indgang plus forstærkning er det ok :-) men livet er sjældent ideelt.

En god øvelse er at prøve at trække udgang (delt ned ti lnivea) fra indgang og se på det signal.
Ideelt:

xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

Reelt måske

                 x  

xxxxxxxxxxxxx x xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx
x

hm : de flyvende x'er skal være ovr/under hvor der er huller
det s..... cms system ;-)

Hvor fnidder er ved en nulgennemgang på indgangssignal.

Dermed ikke sagt at det er uendeligt svært, men en effektforstærker er nok ikke det nemmeste led i en forstærkerkæde at bygge :-)

Eks har en powerFET meget varierende impedans som en funktion af frekvens osv osv

Men 80% af balladen ligger i højtalerne

som sagt før dobbelt blindtest skal der til før man kan være seriøs i hvad der "lyder bedst" :-)

  • 0
  • 0

Jeg plejer selv, at bruge klasse AB - men det er mest fordi, jeg synes det er simplest, og jeg ikke har brug for store effekter. Som regel, føles på udgangen med en OPAMP, der så kobles tilbage, og styrer de to emitterfølgere, som med en 3-4 dioder forespændes til at have konstant strøm. Er jeg utilfreds med effekttabet, så bruges flere spændinger, leveret af en switch-mode supply, f.eks. 0V, 5V, 10V, 15V, 20V, 25V, 30V, 35V, 40V, 45V - og så sættes alle trin parallelt, samt en transistor på hver transistor, der kortslutter "langsomt" når dens spænding bliver for stor. Derved, opnås en klasse AB forstærker, med meget lav effekttab, da kun der reelt kun bruges de to transistorer fra 20V og 25V, hvis spændingen er derimellem. Ialt, er derfor meget lavt tab, og det er simpelt at styre. Har man lyst at lave noget sjovt, er også muligt at bruge færre spændinger, f.eks. 5V, 10V, 20V, og 40V og så sætte højttaleren mellem to af disse spændinger - så kan opnås noget lignende, men det er sværre at styre til en glidende og pæn overgang. Grunden til, at jeg gør det i stedet for klasse D, er at jeg synes det er nemmere at styre til at give den korrekte spænding hurtigt.

  • 0
  • 0

Tak for tippet, Søren. Har før hørt om disse moduler, men aldrig hørt dem. Er lidt skeptisk mht. deres evne til at spille lige så rent og detaljeret som en kl. A forstærker... ...men måske skulle man lede efter en lejlighed til at høre dem.

Den lille er dog lidt for lille - den giver ikke mere end min nuværende forstærker - selv om jeg ikke spiller højt, så er der i f.eks. big band jazz rigtig meget dynamik, der kræver en del af forstærkeren - men der er jo også alternativer...

Mht. pris - hvis kvaliteten er iorden, giver jeg gerne mere - men lyden skal være iorden. Jeg har efterhånden oplevet en del forstærkere og ved at "bare spændingen holder sig" i praksis aldrig opnås i et dynamisk system, så forstæker og strømforsyning HAR en hørbar indflydelse!

Mht. lodning - så er jeg gammel fusker og elektronikmekaniker, så det finder jeg nok ud af - men der er bare mange andre detaljer der skal være på plads før der står en færdig forstærker, med kabinet og det hele og det er dér man med fordel kan hjælpe hinanden! Det var bare en tanke.

Så bliver det også sjovere og der sker mere, når familien, arbejdet, betyrelsesposter og huset også skal passes... ...men det må nok vente på en lejlighed viser sig! Eller man ikke kan vente og må købe færdigt! ;-)

  • 0
  • 0

Kurt,

den er virkelig god, jeg kender ikke nogen der er bedre, kun enkelte der er anderledes. Hvor god den er, kan ses af at den er bedre end for eksempel Hiragas monster, og selv bruger jeg Jensen i indgangen og en Elma/NL attenuator som volumen, og det giver en kraftig forbedring, som forøger prisen med et par tusinde, og det er det værd.

Jeg ville med glæde låne dig en TA2020 forstærker så du kunne se om det var nok til dig, men her fra Tasiilaq bliver det så dyrt i porto, at du kan købe kittet for de samme penge omend uden Jensen og Elma. Men hvis du ikke er bange for at lodde små SMD-komponenter, så kan du jo bare bygge en lidt større model.

Du skulle læse PH-loggen, den der handler om strømforstærkere. Den hedder vist Current Gain Clone. Der diskuteres emnet indgående, og der er ingen grund til at gentage det her.

I forlængelese heraf, så kan jeg sige at jeg aldrig har forstået begrebet dæmpningsfaktor som andet end et reklameord. Det springende punkt er efter min mening, at man overser at svingspolens DC-modstand skal medregnes som siddende i serie med forstærkerens udgang, og så falder hele argumentationen til jorden.

Hilsen
Søren B

  • 0
  • 0

Hej. Tak til Ole og alle for en spændende blog. Som (halv)gammel lyddyrker har det været godt at få opfrisket interessen.

Men der har ikke været nye indlæg siden forsommeren, kan jeg se. Er denne blog lukket, eller kan vi vente flere indlæg i fremtiden?

Mvh.

John

  • 0
  • 0

[quote]Forstærkere med lav modkobling, lyder ofte bedre, selv om de har højere målbar forvrængning.

Hvis det lyder bedre når forvrængningen er større, er vi uden for mit område.
Jeg har intet kendskab til forbedrende forvrængning!

[/quote]

Forvrængning af en tone giver musikinstrumenterne deres klang. Den samme node lyder forskellig på en træblæser og en messingblæser. En træblæser tilfører grundtonen mere lige harmonisk forvrængning end ulige harmonisk forvrængning. Messingblæseren tilfører mere ulige harmonisk tilskud til grundtonen. Træblæseren lyder som følge heraf blød og behagelig og messingblæseren skarp og .... metallisk.

Mængden af harmoniske tilskud til lyden og især blandingen af disse giver ikke kun instrumenterne klang, men også elektronikken og ikke mindst højttalerne og pickup'en for de der ligger inde med vinylplader. Kombination af alle disse mange led kan resultere i alt fra et dårligt til et velspillende anlæg.

For forstærkerens vedkommende er strømforsyningen vigtig. Da en højttaler er alt andet end impedanslineær kan en given højttaler få en forstærker til at opføre sig helt anderledes end den statiske måling viser. Højttalernes komplekse impedansmæssige belastning af forstærkeren skærper kravene til højttalerkablernes tykkelse og kvalitet.
Forskellene på kablernes "lyd" er et udtryk for højttalernes og forstærkerens forvrængning i samspil med kablet. Kablernes kombination af ohmsk modstand, induktiv og kapasitiv påvirkning af forstærkere og højttaler kan forbedre eller forværre forholdene for højttalerne og forstærkeren alt efter kombinationen. Derfor ser man så mange opskrifter på superkabler, som ikke nødvendigvis giver samme resultat hos alle brugere. www.kajmogensen.dk

  • 0
  • 0

Det betaler sig at gøre noget ud af strømforsyningen, ikke sandt?

For en god ordens skyld vil jeg nævne, at jeg ikke har læst alle indlæggene, men netop strømforsyningen, eller 'headroom' er afgørende for en god lydoplevelse.

Kraftige baspassager kræver meget mere effekt end man tror - prøv at sætte et oscilloskop på og se.

Sidst jeg kiggede[1] var det ratio 60:1 - men der er et par år siden, eller flere, og den 'klods' jeg lavede havde 4 C-kerne trafoer (2*45V-2,5A/stk), og ikke kun en enkelt lille ringkernetrafo som du beskriver.
(Tiden var dog en anden, da ringkernetrafoer var 'ubetalelige').

[1] 30+ år siden, men jeg går ud fra ratio er en samme i dag.

  • 0
  • 0

Da tråden nu er åbnet igen, vil jeg kommentere flere indlæg især fra Gert og Lars.

Jeg har tænkt lidt over den forbedrende forvrængning, og er kommet frem til følgende - ret mig endelig hvis jeg tager fejl.

Ud over de helt indlysende problemer, med de første transistorforstærkere, der hverken havde tilstrækkelig openloop gain eller tilstrækkelig sleewrate, må den "forbedrende" forvrængning, som opleves med rørforstærkere bestå i ringning.

Altså at forstærkeren er mere eller mindre ustabil ved højere frekvenser, der så forstærker overtoner fra musikinstrumenter.

En "god" forstærker, der ikke er ustabil ved høje frekvenser, vil derfor opfattes som ukorrekt og mat, idet det korrekte indhold af overtoner fortabes i kabler, højttalerenheder o.lign.

Vil man derfor efterligne rørforstærkere med opamps må man sørge for, at de ringer ved højere frekvenser.
Det er ikke specielt svært! En del opamps ringer fortrinligt ;o) hvis de ikke dæmpes.

Muligvis kræver det flere led, da opamps normalt har tildens til at ringe i et begrænset frekvensområde - forstærkeren bliver også nemt decideret ustabil, hvis kraftig ringning tillades over et bredt frekvensområde.

Det taler igen for, at man bygger aktive højttalere, altså med en forstærker til hver højttalerenhed.

Skal man lave noget brugbart, skal der nok fintænkes lidt ;o) og man slipper nok ikke uden om en del forsøg :o(

  • 0
  • 0

Preben,

nej, det har intet med ringning at gøre, og jeg kan ikke se meningen med brugen af ordet 'derfor'.

En af forskellene på rør og transistorer, herunder opamps, er at rørene er langt mere lineære. Derfor kan en forstærker bygges op med ganske lidt modkobling, eventuelt helt uden. Med transistorer er man normalt tvunget til at bruge ret meget modkobling eller andre forvrængningsreducerende metoder, og det bevirker at man næsten altid er nødt til at gå efter et nul-forvrængningskoncept. Det kan lyde ganske neutralt.

Når nogle af os snakker om forvrængning eller harmonisk rigdom i positiv betydning, så er det baseret på det forhold at alle de lyde vi kender i naturen er kendetegnet ved, at når amplituden vokser, så vokser andelen af harmoniske endnu mere. Hvis man som jeg spiller på et strygeinstrument, så ved man at det praktisk taget ikke har nogen dynamik, men at der er enorme fraseringsmuligheder ved at ændre overtonefordelingen, i praksis sker det ved at føre buen tæt på stolen hvis man vil lyde kraftig hvor overtonerne dominerer, og over gribebrættet hvis det modsatte ønskes.

Nu er det desværre sådan i tidens audioverden at vi udsættes for en masse forvrængningsformer som opfører sig omvendt, det vil sige at der kommer kraftigere højere ordens harmoniske når amplituden bliver lav. Det gælder for eksempel cross-over, (tidlig) digitalteknik, snavsede stik, dårlige potentiometre og meget andet, og det gør at det meste af tidens audio er så utrolig uengagerende at høre på. Det er vel også en del af grunden til at mainstreammusikmarkedet er så uinteressant.

Her kommer de enkle rørforstærkere ind i billedet som et plaster på såret, idet de har en vis forvrængning ved en eller anden amplitude, som vel at mærke er kendetegnet ved at aftage hurtigt og jævnt jo højere harmonisk orden det gælder og at forvrængningen vokser kraftigt og jævnt med amplituden. Ganske som i naturen.

Derfor kan musikken lyde utrolig dynamisk, det er nemt for vores hjerne at leve sig ind i den. Dynamisk skal her opfattes som piano og forte, ikke som nogle dB'er.

Det er så godt som umuligt at opnå med transistorer.

Rørene er også fri for andre unoder som for eksempel termisk forvrængning.

Søren B

  • 0
  • 0

karakteriseret ved ( i klasse A)
stor open loop båndbredde
lav open loop gain
relativ megen 2. harmonisk og lige ordners forvrængning
I de arbejdsområder folk bruger rår i er de ofte ikke lineære. Eks har jeg set folk bruge ecc83 med 30 på anoden hvor den helst skal have +200V for at blive rimelig lineær.

At rør skal være bedre som forstærker end transistorer holder ikke, men ingen tvivl om at en vel dimensioneret forstærker spiller bedre end en "ikke" uanset om det er rør eller ej.

Effektforstærkere med rør og trafo i udgangen er ofte noget ringe i top og bund.

Harmoniske forvrængning har øret det fint med, 3,5,7 osv ordens forvrængning har øret det skidt med. Høj niveau 2/4 harm forvrængning kan maskere højrere ordens forvrængning

Ligeledes er højtalere mere kritisk end forstærker. Jo flere flervejs jo mere ballade beder man om.

Stik, kabler, potentiometre og anden hekseri hører ofte under audiofilt ikke verificerbar hekseri :-)

  • 0
  • 0

Jeg er helt enig i strømforsyningens betydning, man kan jo groft taget se en forstærker som en elværksmodulator, det vil sige at vi først skal have fjernet den gratis medsendte information fra elværket og derefter skal vi have tilført vores egen information.

Hvis man vil bruge enfaseforsyning til transistorforstærkere, så undrer det mig at der ikke er flere der bruger akkumulatorer som meget store kondensatorer. Hvis forstærkeren ikke trækker fuld strøm hele tiden, klasse AB eller B, så er der ingen grund til de store transformatorer.

En anden mulighed er at bruge en symmetrisk trafo (skille-) som en dobbelt selvinduktion, man skal så at sige dreje den 90 grader og sørge for at de to felter er i modfase. Princippet kendes fra netstøjsfiltre, men kan også bruges ved lave frekvenser. Meget kasseret kan anvendes.

Mest elegant er det nok at bruge trefase, men der er en vis berøringsangst over for det. Det er ikke noget jeg tør anbefale til folk i almindelighed, man skal virkelig vide, hvad man har med at gøre og hvor man står juridisk.

Netop fordi jeg tillægger strømforsyningen stor betydning, så tror jeg at man i de fleste tilfælde ville stå sig bedre ved en dobbelt så stor forsyning og en halvt så stor forstærker. Så er der også brug for færre akkumulatorer.

Søren B

  • 0
  • 0

Tak til Søren, for et langt og interessant svar på mit indlæg.

Nogle punkter af svaret, virker dog lidt underlige på mig - fx har jeg aldrig skrevet om at opbygge forstærkere med transistorer.

Kommentarerne om rørs linearitet sammenkædet med deres forvrængning virker også mærkelige.
Måske kan du beskrive nøjere hvad du mener med en linearitet med forvrængning?
Med linearitet mener du da:

  1. Bedre frekvensgang?
  2. Lineær over udstyringsområdet?

En ting jeg kunne forestille mig virker bedre med rør, er den mindre fasedrejning mellem forskellige frekvensspektre, der sandsynligvis kan opnås ved at have færre elementer (og en bedre frekvensgang?) i forstærkeren.

En del af de andre kommentarer, du har skrevet knytter sig til opbygning med diskrete komponenter, og jeg vil derfor ikke kommentere dem her, da en sådan opbygning må formodes at være outdated.
Det giver ikke mening at slå moderne opamps i hartkorn med diskret opbygning med transistorer.

Jeg bør måske tilføje, at jeg ikke er gammel nok til at have arbejdet med rørforstærkere, selvom jeg selvfølgelig er bekendt med deres eksistens.

Det virker på mig, som om du kun har erfaring med at lytte til forstærkere, hvilket sandelig ikke er uvæsentlig; men det gør det vanskeligere at diskutere teknikken på det grundlag.
Hvis jeg tager fejl, må du gerne komme lidt tættere på teknikken i et eventuelt svar.

Jeg vil gerne slutte med at sige, at det ikke er min opfindelse, at rør har en forbedrende forvrængning (selvom udtrykket er lavet af mig) , jeg prøver "bare" at forstå, hvad folk snakker/skriver om.

Dine principielle betragtninger over tidens audioverden, er jeg meget enig i.

  • 0
  • 0

Switch-mode er klart det bedste. Ved en switch-mode trafo, betyder ladelytterne mindre på primærsiden, da de er ukritiske overfor riblen. På sekundærsiden, giver en højere frekvens end 50 Hz, den klare fordel, at ladelytterne kan være tilsvarende mindre. Med en faktor 2000 i forskel, mellem en lyt i en switch-mode strømforsyning, og en i en ikke switch mode, så er det meget svært at hamle op med noget, der svarer til switch-moden's lytters effektive størrelse.

Hvor 50 Hz støj, og specielt 100 Hz, efter ensretningen, ligger indenfor det hørbare område, så har switch-mode strømforsyningerne, den fordel at støjen er udenfor det hørbare. Selvom der er 100 Hz støj på primær siden, vil den blive reguleret bort, så der ikke forekommer lave frekvenser i det hørbare område, efter ensretningen på sekundærsiden.

Ofte ligger problemerne i audioforstærkere, ikke i selve teknikken - men i varmen. Elektronikken bliver simpelthen så varm, at den regulerer spændingen ned, eller måske i værste tilfælde ødelægger forstærkerens lyd.

Alle disse problemer, kan nemt undgås, ved at bruge switch-mode principper. Med switch-mode principper, opnås lyd der er 1000 gange bedre, til 1/1000 del af prisen.

  • 0
  • 0

Wikipedia giver svaret:

Rørlyd
Der er en vis enighed om at harmonisk forvrængning er mindst generende hvis den primært består af komponenten H2 fra leddet af anden orden og udviser faldende amplitude af de højere harmoniske, H3, H4, etc. Denne type forvrængning opstår ved kredsløb hvor signalbehandlingen er asymmetrisk og krummer svagt, fx en effektforstærker med en enkelt effektkomponent. I ældre udstyr bestod udgangstrinnet et enkelt radiorør, hvilket gav en asymmetrisk krummende overføringskarakteristik, som netop kan give denne type forvrængning. Moderne guitarforstærkere har mulighed for at inkludere et kredsløb med en asymmetrisk karakteristik for at opnå den bløde og eftertragtede rørlyd fra de ældre guitarforstærkere med radiorør.

http://da.wikipedia.org/wiki/Harmonisk_for...

  • 0
  • 0

Med switch-mode principper, opnås lyd der er 1000 gange bedre, til 1/1000 del af prisen.

Interessant synspunkt :-) Har du prøvet at lytte den samme forstærker med traditionel / SMPS forsyning?

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten