Hvad sker der, når man parrer en europæisk honningbi, der lever i et koldt klima og laver velsmagende honning, med en afrikansk bi, der er tilpasset livet i troperne? Får man så en bi, der laver masser af velsmagende honning under tropiske forhold? Givetvis. Man får desværre også en voldsomt aggressiv biart, der er i stand til at slå mennesker ihjel. Disse bier er kendt som dræberbier!
Dræberbi (Apis mellifera scutellata) fra Florida.
I mit sidste indlæg skrev jeg om mine brasilianske gæsteforskere og deres forskning med at lave modgift mod giften fra den brasilianske gule skorpion, der har en dødbringende gift, og som udelukkende formerer sig via jomfrufødsler. Men dette er ikke den eneste dødbringende krabat, som Manuela og Felipe har deres toksinologiske kærlighed til. Nej, ved siden af dette har de også i bogstaveligste forstand et biprojekt.
Sammen med andre forskere tilbage i Brasilien har Manuela arbejdet med at udvikle fuldt humane antistoffer mod to af de vigtigste toksiner fra giften fra dræberbier. Selvom bistik godt kan være skyld i menneskers død pga. hyperallergiske reaktioner, er det på ingen måde normalt, at bigift kan være så toksisk, at det kan slå mennesker ihjel alene pga. toksicitet og ikke immunogenicitet (evnen til at fremkalde immunologiske/allergiske reaktioner – læs mere om forskellene her). Men det kan giften fra dræberbier!
Tilbage i 1950’erne arbejdede andre forskere i Brasilien på at krydsparre forskellige biarter mhp. at fremavle en biart, som både kunne modstå det tropiske klima i Brasilien, men som også kunne levere store mængder velsmagende honning. Førstnævnte egenskab var særligt veludviklet hos afrikanske bier, mens sidstnævnte egenskab var bedst udviklet hos europæiske honningbier, fordi disse er mere afhængige af at producere masser af honning til at kunne overleve de europæiske vintre. Desværre frembragte disse fremavlinger et bizart afkom med en række andre egenskaber, der har givet dem tilnavnet ”dræberbier” eller ”killer bees”, selvom de teknisk set hedder afrikaniserede bier.
Sammenlignet med europæiske honningbier er afrikaniserede bier mere aggressive, forsvarer deres kolonier i en større radius og er ophidsede i længere tid. Ofte er de også flere bier i deres sværme. Kombinationen af de store sværme og deres øgede aggressivitet er roden til problemet med, at afrikaniserede bier kan forårsage død blandt mennesker. Et enkelt bistik fra en afrikaniseret bi vil ikke skade et menneske alvorligt (medmindre man er allergisk), udover at man naturligvis vil føle intens smerte i en del timer. Problemet opstår for alvor, hvis man er så uheldig at støde på en ophidset bisværm med flere tusinde individer, som alle sammen går efter at stikke dig. Det vurderes, at der skal ca. 20 stik per kg kropsvægt til at slå et menneske ihjel af bistik, hvilket svarer til ca. 1600 bistik for en velvoksen mand på 80 kg eller 600 bistik for et 30 kg barn. Det lyder voldsomt. Det er det også. Men det sker desværre flere gange årligt i Nord-, Mellem- og Sydamerika.
Manuela Pucca og resten af laboratoriet til Snakebite Farm Academy 2019.
Fra 2001 til 2012 blev der registreret over 66.000 episoder, hvor mennesker blev stukket af afrikaniserede bier alene i Brasilien. Dette forårsagede 216 dødsfald. De eneste behandlingsmuligheder, der findes pt. mod bistik, er symptombekæmpende (særligt mod eventuelle allergiske reaktioner). Der findes endnu ikke modgift, der direkte kan neutralisere toksinerne fra bigift.
Et af problemerne med at udvikle modgift mod bigift vha. den traditionelle metode til at udvikle modgift er, at bigift ikke er særligt immunogent (immunogenicitet er evnen til at fremkalde at antistofrespons ved immunisering). Dette betyder, at hvis man forsøger at immunisere et produktionsdyr med bigift, er det meget svært rent faktisk at få dyrets immunsystem til at producere effektive antistoffer, der kan neutralisere giften. Dette er årsagen til, at Manuela og Felipe her i Danmark benytter sig af vores metoder til at udvikle humane antistoffer mod toksiner vha. en metode, der ikke afhænger af noget dyr eller menneskes immunsystem.
Om Manuela og Felipe lykkes eller fejler med deres eksperimenter i mit laboratorium er jo en noget binær måde at anskue tingene på. Der kan jo teknisk set nemlig også godt komme biprodukter ud af ens forskning, og dette kunne jo også udløse klapsalver og bifald!
