close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Toxblog bloghoved

Dør man af at spise slangegift?

I flere lande drikker man slangesnaps, og i visse film tilsætter de rigtig hårdkogte typer slangegift til deres tequila, inden de drikker den. Men hvor farligt er dette egentligt? Er det bedst at fjerne giftkirtlerne eller malke slangen, før man spiser kobrakarry? Hvad ville der egentligt ske, hvis man spiste eller drak slangegift?

Slangesnaps

I flere sydøstasiatiske lande er det ikke unormalt at finde slangesnaps på hylderne i butikker.

Intuitivt lyder det måske plausibelt, at det ville være farligt at drikke slangegift. Nogen af verdens giftigste slanger (læs om nogen af disse her) har i hvert fald ekstremt potente gifte, bestående af alt fra paralyserende neurotoksiner (som bl.a. kendes fra den sorte mambas gift), vævsødelæggende cytotoksiner (som kendes fra spyttende kobraers gift) eller hemotoksiner, der påvirker blodets evne til at koagulere. For at gå i dybden med dette emne, skrev jeg sammen med min studerende Jonas Arnold Jürgensen og studenten Emil Priess Nielsen for nylig en populærvidenskabelig artikel om hvilken type toksiner, der ikke er giftige at spise, og hvilke toksiner, der er (Læs denne artikel her).

Det forholder sig netop sådan, at der overordnet set findes to forskellige typer gifte, som udgøres af to fundamentalt forskellige typer af toksiner. På dansk skelner man ikke mellem "venoms" og "poisons", men bag de tilsyneladende ens termer ligger der rent faktisk en vigtig forskel. Venoms er gifte, som besiddes af slanger, edderkopper (læs om Redback spider gift her), bier, hvepse, skorpioner og en række andre kryb, som bruger giften primært til at nedlægge bytte. Venoms består af proteinbaserede toksiner, som har den fordel, at de kan være uhyre potente i små doser. Men de har også en svaghed. Netop fordi de er proteinbaserede, har de ikke mulighed for at krydse tarmen og komme over i blodbanen. Derudover er der en god sandsynlighed for, at de vil blive nedbrudt af mavesyre og enzymer - ligesom de proteiner vi får gennem føden. Proteinbaserede gifte (venoms) skal således sprøjtes ind i kroppen for, at de kan udøve deres toksiske effekt. Det er også derfor, at de føromtalte kryb har hhv. hugtænder og brodde til at injicere deres gift.

Modsat forholder det sig med poisons. Poisons er gifte, som besiddes af giftfrøer, svampe, salamandere, planter og adskillige flere arter, som bruger giften som forsvar mod at blive spist. Poisons er således giftige både ved spisning og injektion. Poisons består nemlig af såkaldte små molekyler, som netop kan krydse tarmen og komme ind i blodbanen, hvor de kan udøve deres toksiske effekt. Men hvorfor bliver disse små molekyler ikke nedbrudt i mavetarmkanalen? Det forholder sig reelt sådan, at mange små molekylære i virkeligheden ville være giftige, hvis de blev sprøjtet direkte ind i kroppen. Men de små molekyler, vi kender som "små molekylære toksiner" (poisons), har de særlige egenskaber, at de både kan passere upåvirkede gennem mavetarmkanalen og blive optaget i blodbanen. De små molekyler, som hypotetisk set er giftige, men som bliver nedbrudt i mavetarmkanalen, betragtes generelt ikke som toksiner - netop fordi de ikke (fra naturens side) kan komme ind i kroppen i intakt form (det er dog lidt mere en definitionsmæssig gråzone, hvordan man betragter syntetiske små molekyler, som ikke kan krydse tarmen, men som er giftige).

Set med naturens øjne er det at være "et toksin" en slags egenskab, der hænger sammen med den toksiske funktion, et dyr eller en plante har benyttet sig af for at have bedre overlevelseschancer i løbet af evolutionen (læs om, hvornår et slangetoksin er giftigt her).

En af måderne, som både mennesker og dyr benytter for at undgå at spise poisons, er vores smagssanser. At noget "smager dårligt", hænger ofte sammen med, at det indeholder små molekylære toksiner, som er bitre eller harske. Reelt er det dog ikke sådan, at disse små molekylære toksiner er "lavet" for at smage bittert, men derimod nærmere, at de mennesker og dyr, som godt kunne lide smagen af meget toksiske planter og svampe ikke levede så længe, hvorimod de mennesker og dyr, som fandt smagen bitter og uappetitlig, generelt levede længere (og fik flere børn). Så udover vores immunsystem og metabolisme er vores smagssanser et stærkt våben mod gift (særligt poisons)! (Læs om man kan lave modgift mod poisons her)

Svaret på, om man ville dø af at spise slangegift, og hvad der ville ske, hvis man som tequiladrikkende cowboy tilsatte slangegift til sin drink, har måske allerede afsløret sig selv ovenfor. Summa summarum er dog, at man skal holde sig langt væk fra poisons, men man godt kan spise/drikke venoms (såsom slangegift. Læs mere om slangetoksiner her) - omend jeg ikke ligefrem anbefaler det, hvis nu man skulle have rifter i munden, som toksinerne ville kunne komme ind igennem.

Andreas Laustsens billede
Andreas Laustsen
er kemiingeniør, PhD og biotekentreprenør (Biosyntia and VenomAb). For tiden arbejder Andreas som Postdoctoral Fellow på Danmarks Tekniske Universitet med bioteknologi-baserede modgifte mod slangebid. I 2014 blev han kåret som Danmarks Sejeste Ingeniør, i 2016 som en af Europas top 10 biotekentreprenører under 30 år og i 2017 som en af Europas "30 under 30" af Forbes.

Kommentarer (11)

Spændende som altid!

Jeg har et enkelt spørgsmål, som jeg måske kunne lure ved at lede i de gamle indlæg, men det gider jeg ikke ;)

Du har før skrevet om den spyttende kobra, og som jeg husker det var det ikke så smart at få dens spyttede gift på huden. Hvordan ville det således opføre sig i en tequila?

  • 5
  • 0

Jeg læste for mange år siden, en, allerede dengang, gammel rejsebeskrivelse.
Deri beskrives, at den rejsende bad en lokal, Sydamerikansk medicinmand om lov til at smage den frøgift stammen anvendte på deres pile.
Først tjekkede medicinmanden angiveligt omhyggeligt mundhulen på forfatteren for sår og rifter, og afsatte derefter er tyndt lag giftstof med sin finger.

Var det en totalt falsk beskrivelse, eller findes der undtagelser?
(Jeg husker ikke hvordan smagen blev beskrevet.)

  • 2
  • 0

Først tjekkede medicinmanden angiveligt omhyggeligt mundhulen på forfatteren for sår og rifter, og afsatte derefter er tyndt lag giftstof med sin finger.

Var det en totalt falsk beskrivelse, eller findes der undtagelser?

Jeg tror at det kan være både og! Hvis såret er lille og blodudstrømningen relativt stor, kan man være ret godt beskyttet mod at giftstoffet kan komme ind i blodbanen; giftstoffets evne til at diffundere er naturligvis også en parameter!

Ellers tak til Andreas Laustsen for en god forklaring!

John Larsson

  • 1
  • 0