Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Død og genopstandelse - lp'ens Indian Summer i min stue

Sammen med min pladespillers genopstandelse gør jeg mit indtog på ing.dk som blogger. Som blogbeskrivelsen afslører, vil I her kunne læse om stort og småt fra en kronisk nørds eget hi-fi-rum.

Da jeg flyttede for et par år siden, var det med nød og næppe, at min pladespiller overlevede flytningen. Den klarede den kun, fordi jeg selv har bygget den - efter alle amatørkunstens regler: 10 kg tung, luftbåren pladetallerken i sandwichkonstruktion, materialer med god vibrationsdæmpning - avanceret armbasedesign med næsten ubegrænsede justeringsmuligheder og så videre på samme niveau.

Jeg var - og er - knyttet til den med ejerglæde og skaberstolthed, uanset at jeg har stjålet andres ideer med arme og ben. Hvad jeg ikke nænnede at smide ud, var et 15 år gammelt, næsten helt færdigt selvbyggerprojekt: en luftbåren tangentialtonearm.

Juledagene benyttede jeg til at færdiggøre det projekt, som jeg slap for 15 år siden: den luftbårne tonearm inspireret af en konstruktion af Johhny Sørensen bragt i High Fidelity.

Den består af et rør i rustfrit stål med en række små laserborede huller, et kortere let bærerør i aluminium hvorpå armen er monteret, en passende pumpe (jeg bruger en akvariepumpe placeret i en kasse ude i haven). Armen er af kulfiber (en forhenværende fiskestang), hovedet er en titaniumskive, som er fastgjort til armen med epoxy.

Illustration: Ole Thomsen

Forkablingen er noget 40 AWG forsølvet kabel fundet på nettet. Kontravægten stammer fra en gammel arm fra rodekassen. Armen er fastgjort til røret med en akrylklods. Når luften blæser, og nålen er i rillen, så glider armen lige så nydeligt fra yderste til inderste rille, kun drevet af rillens retning og kun begrænset af luftlejets minimale friktion og armens egen inerti. Alt i alt lowtech og low-knowhow.

Min arm minder meget om http://www.thecartridgeman.com/conductor.htm - der som en af de billigste luftpudearme på markedet koster en "bagatel" af ca. £1500. Min har stået mig i lidt mere end en tiendedel.

Alt i alt: lowtech de fleste kan få til at virke, med de rigtige materialer samt tålmodighed og omhu. Og har man ikke lige de rør, der skal bruges, bruger man i stedet nogle vinkelprofiler.

Udtømmende byggebeskrivelse kan findes på: http://www.aiko.com/roscoe/airbearingarm.html, hvor en af dansk audios grand old men, Poul Ladegaards, opskrift er gjort tilgængelig for alverden. Estimeret kostpris uden pumpe og pick up: 500-1.000 kr. Max.

Min arm er nu så godt som færdig og spiller som en drøm. Den pløjer med iver igennem min gamle pladesamling, og en stille brand er tændt i mig, for det spiller, når det er bedst, MEGET bedre end min 13 år gamle modificerede CD-spiller, som jeg stadig synes er mere end ret god - men som altså ikke kan måle sig med den gamle, "genfødte" teknologi.

Hvad er jeres erfaringer med arme og selvbyggeri?

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg kørte i mange år med en "MapleKnoll Athena" luftpude konstruktion, men den led af nogle dumme detailler der gjorde den til et besværligt kendskab.

Både tallerken og arm var lavet som trykluft- (istedet for flow-) lejer så forholdet imellem lufttrykket og luftstrømmen til de to var til evig justering

Derudover var kravet til lufttrykket temmelig højt, så jeg endte med at køre med fire parallelkoblede akvariepumper fordi den medfølgende kompressor ikke var langtidsholdbar (muligvis pga. et 50/60 Hz resonans problem ?)

Men derudover var den en sand fornøjelse at lytte til...

Nu hvor andet tager tiden nøjes jeg med en Rega...

Poul-Henning

  • 0
  • 0

Hej Ole,

I gamle dage lavede B&O en pladespiller med tangential arm. Men designet slog aldrig bredt igennem, hvorfor de fleste pladespillere er med et-punkts ophæng. Er der en teknologisk forklaring herpå?

(Der selv lever med en meget tung Nottingham-spille og tilhørende arm + cartridge man pick-up. Og ja - vinyl er bare bedre. ).

  • 0
  • 0

Har selv en Beogram 3300 (med tangential-arm). Det er en fantastisk lille plastik-robot, der får systemet til at spille sammen i det apparat, men det er lækkert at se den arbejde.

Lyden - den er god nok til jazz, som man siger.

/Laursen

  • 0
  • 0

... har jeg netop fundet min "Inertia" frem fra depotrummet for at se på hvordan min vinylsamling har det og evt. spille lidt af det ind på computeren....
Jeg mener jeg købte den i PF Tone i S-huset men er ikke helt sikker...... det var efter de gyldne Lenko-dage der varede indtil en eller anden idiot gik ned i Fona for at sepå en Lenko for så lakonisk at meddele sælgeren, at han nu ville gå op i Bygn.101 og købe den 30% billigere. Så var den fest forbi :-(

  • 0
  • 0

Har prøvet mange pladespillere. Den bedste på markedet (synes jeg) er stadig Mørch, som har eksisteret i mange år, og nu laver de vist kun "pickup arme".
Den beskrevne tangentialarm er meget fristende - enkel og elegant.
- og det er rigtigt (Arne R. Steinmark siger), at vinyl på en god pladespiller er bedre end CD. Selv med gamle ører er det oplagt. Vi mangler en værdig afløser til gode (velholdte) vinylplader.
Findes det ?? Memory er billigt efterhånden.

  • 0
  • 0

B&O's tangential-arm var ubrugelig i hi-fi udstyr. Princippet var godt, men B&O's ingeniørarbejde var skidt:

Armens base, som skulle følge nålens retning på tværs indad over pladen, blev ikke flyttet kontinuerligt, men i små forsinkede ryk, drevet af en lille motor. Disse små ryk, betød små hvin fra motoren, og denne lyd var tydelig at høre, på to måder, dels direkte, og dels forstærket igennem signalkæden, på ingen måde i harmoni med tyste passager i Mahler, fx. Dertil var selve armen fremstillet af udæmpet letmetal med mange resonanser. Sum: Dumpekarakter i den tids hi fi.

Dette produkt fra B&O indeholdt i øvrigt striber af ingeniørfejl, i forhold til ønsket om at opnå »gode toner.« En af de andre værste, var tallerkenen, som pladen skulle lægges på: Den eksisterede ikke. I stedet var der smalle forhøjede riller, der strålede ud fra centrum som fra en sol, som pladen vaklede på, fordi pladerne dengang aldrig var geometrisk perfekte, og som pladerne desuden ikke blev lyddæmpet af, som betød frit spil for resonsanser i pladernes akryl. Det betød, rent faktisk, usædvanlig voldsom forvrængning af lyden fra pickuppen, i uforudsigelig grad, fordi pladerne dengang, fra forskellige selskaber, havde vidt forskellige tykkelser og densiteter og egne indre dæmpningsgrader.

I øvrigt var produktet seriøst godt designet, på visuel måde, forstået. Pickupperne, som var specialdesignet dertil, viste sig at være usædvanligt gode, isoleret set. De var som perler smidt til svin, i forhold til resten af produktet.

I form af PR-billeder, var produktet genialt for B&O, dengang. En hi-fi mæssig løgn. Skaden på goodwill var tilsvarende fantastisk.

  • 0
  • 0

Efter min mening er de væsentligste fordele ved en tangentialarm at man kan styre inertimomentet eller den bevægelige masse uafhængigt i det vertikale plan (høj resonansfrekvens ønskes) og det horisontale plan, hvor der ønskes en lav resonansfrekvens.

Den anden fordel er at der ikke er nogen mekaniske lejer i almindelig forstand hvorved returfleksninger i armrøret hidrørende fra disse ikke optræder.

Først herefter kommer det manglende behov for skatingkorrektion, hvad der selvfølgelig også er en fordel, men som nævnt anser jeg det ikke for et kardinalpunkt.

B&O og i et noget andet prislag Goldmund udnytter ikke disse fordele, og resultaterne er da også derefter. På den nævnte Kolibri er det vist muligt, men det vil kræve en del luft.

Jeg vil slå et varmt slag for Poul Ladegaards arm, hvis man har forstået princippet i den kan den bygges for 50kr + en akvariepumpe på en eftermiddag, og det er så klart den der giver bedst mulighed for at trimme de variable.

  • 0
  • 0

Hvorfor har markedet aldrig været oversvømmet af tangentialarme, når det teoretisk er det optimale? Jeg tror grunden er, at radialarmen er nemmere at realisere. Lige meget hvad, så er en tangential besværlig. Bruger man luft, så skal man slås med pumpe, slanger, trykudligningsbeholder, præcisonsforarbejdet luftleje og jeg ved ikke hvad. Ikke billigt at fremstille - og hvem kan man sælge det til? Kun de allermest bibeltro, vil jeg tro Mange af de motoriserede løsninger, jeg har set - Technics havde en - var noget spinkelt plastik med remtræk og servomotor. Skal det gøres ordentligt - og det er der vel intet i vejen for - bliver det dyrt. Så jeg tror der er en god kommerciel forklaring på, hvorfor de aldrig blev særligt udbredte.

Når billigste kommercielle luftarm koster ca 1500£, hvor en anstndig radialarm måske en 2-300£ (f.eks Rega), j men så tror jeg deter forklaringen.

  • 0
  • 0

Jeg er helt enig - med tangentialarmen får man placeret resonanserne, hvor de skal være, ikke mindst i vertikalt plan, hvor det er nemt at komme godt væk fra bulefrekvensen, op i idealområdet lige over de ca 10 Hz.

Havde jeg ikke oprindeligt anskaffet stumperne til den her beskrevne arme og samlet det meste INDEN Ladegaards artikler, ja men så var det den, jeg havde kastet mig over.

  • 0
  • 0

Optimering i stuen foregår også med produkter anno 2008, nu med digitalt udstyr, som jeg kan anbefale, modifikationer, ikke kun til hobbister, også til IT-centre.

Sagen er, for hobbyister, at nu hvor fx Deutsche Grammophone sælger downloads af 320 kbit mp3-filer, er brugervenlig hi-fi begyndt at blive en realitet med udgangspunkt i en personlig computer. Det kræver blot et allerbedste lydkort fra fx Creative. Bemærkning: Separate lydkort, isat en computer, er stadig anno 2008 seriøst bedre end indbygget lyd i selve bundkortet.

Humlen er dog, at en computer anno 2008 støjer, for ikke at sige larmer, som en støvsuger. Hvad gør en klog?

Det er der nogen, der har opdaget, hvordan at løse:

  1. Man vandsliber cpu'en, indtil dens øverste flade er geometrisk fuldkommen plan og består kun af kobber. Jeg tvivlede på, om det var en god idé, men det gik fint. (masser af opskrifter på Internet, følg dem omhyggeligt. Søgeord: »cpu lapping«)

  2. Man vandsliber køleblokken på tilsvarende måde. (Læg vel mærke til, at der er sket en revolution i køleblokkes effektivitet, fra visse producenter, hvorimod andre producenter, på trods af deres navn og image, er elendige kopister.)

  3. Man anvender kun en minimal mængde kølepasta, og samler de to dele på en særlig måde, så luftlommer ikke kan opstå.

  4. Resultatet er forbløffende: cpu'ens temperatur under drift falder drastisk, i mit tilfælde fra 70 grader til 24 grader celsius, som beviser at den fysiske fremstilling i moderne fabrikker er intet mindre end elendig.

  5. Man gør tilsvarende med grafikkort, og med diverse andre chips og transistorer på bundkortet, af den slags som kræver monterede køleblokke.

(dermed er alle produktgarantier værdiløse)

  1. Resultatet bliver, forudsat at man vælger sig et kabinet med gode luftgennemstrømninger, at behovet for larm fra ventilatorer falder drastisk. I mit tilfælde har jeg opnået en stort set lydløs computer. (Vandkøling, kan i praksis, når alle faktorer efterprøves, for tiden ikke konkurrere med luftkøling.)

  2. Samtidig har jeg kunnet nedsætte computerens strømforbrug, knap så drastisk, men dog mærkbart. Hvis alle IT-centre gjorde dette, med alle computere, eller hvis alle fabrikker udførte produkterne ordentligt, ville planetens strømforbrug til sådant formål falde væsentligt.

  3. De fleste hobbyister, som jeg har læst om, udnytter princippet til i stedet at sætte seriøst meget fut i bundtkortets »omdrejninger«, som giver forbedret udbytte i krævende applikationer, imod betaling af et større strømforbrug. Også dette princip kan selskaber udnytte, som jeg dog kun kan anbefale til hårdt belastede workstations, ikke til hårdt belastede driftskritiske servere, fordi vigtige produktgarantier mistes, og fordi driftsikkerhed kan sættes over styr.

  • 0
  • 0

B&O's [...]
I øvrigt var produktet seriøst godt designet, på visuel måde, forstået. Pickupperne, som var specialdesignet dertil, viste sig at være usædvanligt gode, isoleret set. De var som perler smidt til svin, i forhold til resten af produktet.

I form af PR-billeder, var produktet genialt for B&O, dengang. En hi-fi mæssig løgn. Skaden på goodwill var tilsvarende fantastisk.

Som en af mine USAnske bekendte engang sagde "B&o is perfect design with Phillips inside it."

Den ene undtagelse fra denne regel er Beocord 9000 hvor HX-pro bias kontrollen var en ren Struer opfindelse som gjorde cassettebånd til Hifi medier.

Pickup'erne var så vidt jeg ved fra Ortofon og ja, mmc1 var en fabelagtig pick up til pengene.

Poul-Henning

  • 0
  • 0

Sagen er, for hobbyister, at nu hvor fx Deutsche Grammophone sælger downloads af 320 kbit mp3-filer, er brugervenlig hi-fi begyndt at blive en realitet med udgangspunkt i en personlig computer. Det kræver blot et allerbedste lydkort fra fx Creative. Bemærkning: Separate lydkort, isat en computer, er stadig anno 2008 seriøst bedre end indbygget lyd i selve bundkortet.

Du kan da ikke seriøst mene at mp3 formattet har noget med HiFi at gøre. Selv de bedste dekodere gør, at det virker som om man smider en dyne hen overhøjtalerne. Lyden bliver kedelig at høre på, stereo billedet bliver væk, og efter en tid bliver man træt i ørene af at høre på det.

Det er fint til transportabelt grej, men har intet med HiFi at gøre.

  • 0
  • 0

Hvad mener du med at stereobilledet bliver væk?

  • Jeg hører størsteparten af min musik via iPod og/eller cd'er. Og virkeligt, jeg oplever super stereo og klarhed.

Kan nogle redegøre for forskellige lydkvaliteter i forskellige medieafspilninger? - Og grundende dertil?

Jeg kræver ikke nogen større afhandling, men blot en redegørelse til en ung, uvidende fyr....

  • 0
  • 0

Du kan da ikke seriøst mene at mp3 formattet har noget med HiFi at gøre. [...]

Præcis 5 timer og 56 minutter tog det, før A/D krigen brød ud :-)

Imidlertid er der jo så mange andre steder den foregår, så skal vi ikke holde os for gode til den her ?

Poul-Henning

  • 0
  • 0

Du kan da ikke seriøst mene at mp3 formattet har noget med HiFi at gøre.

Vel, det må komme an på en prøve.

Nedenstående link peger til en usædvanlig god (kunstnerisk) indspilning af sange af Mahler, udgivet i mp3-format, som mine ører erklærer dom over, at det desuden også er hi-fi.

Der er tale om en forholdsvis lille bit-strøm (320 kbit), i forhold til ønsket om at opnå hi-fi, alligevel er den tekniske kvalitet fremragende. Prisen for at downloade dette værk, eller dele deraf, er så begrænset, at alle bør vove et forsøg:

http://www2.deutschegrammophon.com/cat/res...

Jeg har en fortid, fra gamle dage, med hi-fi som hobby, som jeg sidenhen forlod. I dag spiller jeg kun musik fra computer, via et x-fi lydkort (»Extreme Music«) fra Creative, og via en ganske almindelig allermindste forstærker og et par små B&W højttalere (usle, fjern-fremstillet i Kina, som jeg har modificeret). Alligevel mener jeg, at jeg i dag, i gennemsnit, har omtrent tilsvarende lige så god lyd som jeg i gamle dage havde fra katastrofalt dyrt udstyr. Til gengæld kan jeg ikke spille nær så højt.

  • 0
  • 0

Selvom det er off topic så må jeg påpege min dybe medfølelse med Carsten Scherrebeck Møllers helt utroligt ringe hørelse ;-)

De mahler optagelser er i lighed med enhver Dolby Digital, MP3 eller OGG kodet musikfil en hån mod musikken.

At nogen vil give penge for 192 eller som her 320 KBit udgaver af musik er mig en gåde. Selv i min iPod med et par Grado SR-60 htlf. kan man tydeligt høre forskel på de forskellige bitrates. Faktisk kan man nemt høre forskel på 16bit 44,1 KHz (CD) og 16bit 48 KHz (DAT), når de to formater er skabt på baggrund af et 24bit 96KHz master signal.

Lokaliseringen og rummet omkring vokaler er meget bedre ved 48 KHz samplerate.

VH/Jens

  • 0
  • 0

Jeg vil gerne referere til mit spørgsmål her:

Hvad mener du med at stereobilledet bliver væk?

  • Jeg hører størsteparten af min musik via iPod og/eller cd'er. Og virkeligt, jeg oplever super stereo og klarhed.

Kan nogle redegøre for forskellige lydkvaliteter i forskellige medieafspilninger? - Og grundende dertil?

Jeg kræver ikke nogen større afhandling, men blot en redegørelse til en ung, uvidende fyr....

For fx - Hvad betyder "lydkvalitet". - Hvad ligger unde xbits?

  • 0
  • 0

Udover at jeg, trods mine udgydelser ovenfor, må medgive at kvaliteten af de 320Kbit Mahler optagelser er sindssygt meget bedre end det meste iTunes crap, så kan jeg måske hjælpe Rune lidt på vej.

Den største forskel jeg oplever med højere opløsninger - dvs. fra 16bit/44,1KHz og op - er at punktformigheden i lydbilledet bliver meget bedre. Prøv at lægge mærke til at selv gode anlæg ofte breder en sangstemme ud i bredden så den ikke lyder som om den kommer fra een person, men i stedet som om sangerens mund er 1 meter bred. På en 24Bit 96KHz optagelse er det fænomen helt væk og det samme er den på en god optagelse der spilles via en god vinylplade.

På de komprimerede formater synes det største problem er den underlige metalliske aura der opstår omkring især ellers klare sangstemmer. På meget moderne musik er det imidlertid ikke noget problem ligesom den manglende detaljeringsgrad heller ikke er noget problem ved aflytning i S-toget eller som baggrundsmusik på arbejdet. Det er ikke en nedvurdering af musikken, men bare en konstatering af at meget musik i dag produceres med en så ringe "mastering" af det er inderligt ligegyldigt om man komprimerer det.

Jeg er i øvrigt modstander af polariseret vrøvl om analog kontra digital, men samtidig synes jeg at mp3 og lignende er for ringe.

Håber det opklarer lidt uden at være for nørdet.

  • 0
  • 0

Selvom det er off topic så må jeg påpege min dybe medfølelse med Carsten Scherrebeck Møllers helt utroligt ringe hørelse ;-)

Tak, tak. :-)

Jeg har nu fremfundet en gratis reklame-download, også i 320 kbit, fra Telarc, et vidunderligt lille stykke musik:

ftp://telmedia.telarc.com/telarc/mp3/80530...

Jeg er i øvrigt helt enig i kritikken, at digitale formater let afsløres af ører, og, at digital forvrængning endda er udpræget ubehagelig, når man først er opmærksom, hvis man sammenligner med analoge optagelser. Dette er logik, for al lyd er af natur analogt, i hvert fald medmindre at man digitaliserer ned i en grad der matcher kvantespring, og, vor hjerne er i stand til at tolke lydbølger med overvældende præcision.

Problemstillingen er dog, at digitalt udstyr, der giver temmelig god kvalitet, er relativt særdeles billigt. Hvad er bedst? Der er ingen tvivl, men det kommer an på hvor mange penge man vil ofre, også på strømforbrug. I gamle dage var jeg ligeglad, det er jeg ikke i dag. Ovenstående link er en mp3-fil, som, hvis man overhovedet ikke er tilfreds, forudsætter særdeles godt alternativt hi-fi-udstyr (min mening).

Dovenskab spiller også ind, gjorde for mig. Jeg havde en stor samling af lp-plader, mange af dem såkaldt »direct cuts«, som jeg endte med at smide ud, fordi jeg ikke gad at anvende dem, havde hørt dem alt for ofte, og alt for besværligt, i forhold til at gøre et klik med fjernbetjening eller mus. Dette, og endnu en faktor, at dyrt analogt udstyr efterhånden bliver slidt, og altså skal erstattes, som betyder at man på et tidspunkt begynder at overveje, om valgene af art af teknologi er optimal. Jeg gjorde mit valg, skrottede alt, og ventede i nogle år, på at digital teknik skulle blive billigt i samspil med almindelige computere, og satte et lavere ambitionsniveau. Om dette niveau befinder sig over eller under bundgrænsen for »hi-fi«, er et godt spørgsmål. Min mening fremgår af hvad jeg har skrevet.

Hermed tilbage til emnet, at jeg blot ønsker at gøre opmærksom på, at der også er muligheder i digital teknik, hvis man ønsker at rode med hjemmebyg.

  • 0
  • 0

Det tekniske baggrund for fænomenet med stemmernes punktformighed er noget med udtværing i tidsdomænet pga. den stejle lo-pass filtrering af signalet både før og efter AD-DA konverteringen.

Det er der med garanti andre der kan forklare med vandfaldsplot osv. :-)

  • 0
  • 0

Det tekniske baggrund for fænomenet med stemmernes punktformighed er noget med udtværing i tidsdomænet pga. den stejle lo-pass filtrering af signalet både før og efter AD-DA konverteringen.

Det er der med garanti andre der kan forklare med vandfaldsplot osv. :-)

De væsentligste forringelser på dette områder sker i mixepulten, der ingen eksistensberettigelse har i opgaven, hvis det er en naturtro gengivelse der tilstræbes.

Poul-Henning

  • 0
  • 0

Det var da en overraskelse!

Her har jeg gået i alle de år og endda repareret enkelte af dem i den tro, at indmaden var lavet af Philips!

Men selve ideen med at montere hovedlejet oven på valsen på en gammeldags skrivemaskine er en opfordring til ulykker.

Nu er det mange år siden jeg har fulgt med i B&O, men dengang havde de ofte én genial idé som derefter blev tabt på gulvet ved at blive installeret i nogle omgivelser som slet var på samme niveau. MMC1'en skulle vist vinde betragteligt ved at blive belastet højohmsk, gerne 1Mohm, hvis nogen stadig skulle køre med den.

En rigtig god ting, som jeg ikke har prøvet men altid advokerer for, er at anbringe programkilden i et tilstødende rum. Det løser problemet med støj fra akvariepumper og blæsere, lige så vigtigt er det at det også beskytter grammofonen eller DVD'en mod luftbårne vibrationer. Jeg tror at mange spikes og dæmpefødder kunne spares på den konto.

Det er en snes år siden at jeg har hørt et SOTAanlæg baseret på en digital programkilde. Det lød gyseligt, og helt grotesk var det at et fornuftigt 15kkr's anlæg lød langt bedre, det dyre kostede trekvart million. Med lyde godt mener jeg, at jeg kan høre på det og umiddebart tænke på og opleve musik. Hi-Fi eksisterer kun hvis man ikke tænker på det. Jeg går altså ikke efter bestemte tekniske egenskaber. Er der nogen her der inden for de senere år har hørt et topklasse digitalt anlæg? Og hvordan var det i givet fald i forhold til et ditto analogt?

Med hensyn til DG's udgivelser, så er det vist økonomisk urealistisk for mig, da jeg betaler pr MB.

Jeg er bange for at årsagen til at det ligger tungt med high-end (og helst til rimelige priser) skal søges i de teknisk-økonomiske vilkår i vores samfund. CD'en var nødvendig for at få fjernet banale fejl i de analoge systemer så som blandt andet wow og brum. Desværre havde den betjeningskomforten med sig, og da der tilsyneladende kun er plads til ét medie, så blev LP'en forvist til en mikroskopisk niche. Det betyder at en generation er vokset op uden at kende det emotionelle indhold i musik, hvis de da ikke er forbrugere eller udøvere af den live.

  • 0
  • 0

Jeg havde engang en vis forkærlighed for at hjemmefuske med mine pladespillere. Jeg havde en luftpude-tangentialarm som givet var god, men monteret på et elendigt ORACLE flydede ophængt værk var det en katastrofe. Ikke nok med at betjeningen umuliggjorde at nogen andre kunne betros at spille musik, så krævede det ugentlig indjustering fordi alt i ORACLE værket gav sig og arbejdede med temperatur og fugt så det der den ene uge var perfekt balance den næste sendte armen direkte mod stoppet i den ene ende af basen...

Hvis man har mod på det skal man bruge sin fremragende pladespiller og RIAA-preamp til at lave digitale udgaver via fx E-MU modulerne her: http://www.emu.com/products/product.asp?ca...
Så kan jeg ikke finde nogen der kan høre forskel - i hvert fald ikke via mit anlæg som ellers er nådesløst afslørende - dog uden at være sindssygt dyrt.

  • 0
  • 0

Sagen er, for hobbyister, at nu hvor fx Deutsche Grammophone sælger downloads af 320 kbit mp3-filer, er brugervenlig hi-fi begyndt at blive en realitet med udgangspunkt i en personlig computer. Det kræver blot et allerbedste lydkort fra fx Creative.

Sagen er måske også at dem der opfandt mp3 formatet, syntes at god lyd var at man kunne høre sangen, og at der ikke var skratten i baggrunden.
Imidlertid stiller rigtig hifi lyd langt højere krav til signal kæden, end at man blot opløser musik til diskrete frekvensbånd, med tidsinddelte niveauer.

44.1 khz PCM 16 bit CD formatet vil altid give afgørende højere lydkvalitet end mp3, wma osv.
Forskellen ligger ikke i om der er skrat i baggrunden, eller om man kan høre sangen, det problem har folkene hos Fraunhofer skam løst.
Forskellen ligger i om der er liv i musikken, om der er sjæl over tingene, og man kan høre hvilket instrument der står forrest og bagest. Med andre ord om musikken er værd at lytte til i forhold til at hænge foran fjerneren og se en reklame opdelt amerikansk soap.

Det betyder dog ikke at computerlyd er lige til skraldespanden. Slet ikke, indspil dine CD'er i WAV format (ukomprimeret) og afspil på et godt lydkort, evt. netværksafspiller, fx squeezebox, så har du super lyd, med moderne opbevaring.
Og et lydkort eller en squeezebox kan skam sagtens modificeres ligesom alt andet hifi, og give langt bedre lyd end fabriksversionen. Operationsforstærkere, reference clock, black gate kondensatorer osv osv. Det er bare om at finde loddekolben frem fra klædeskabet :-)

  • 0
  • 0

Mine to valgte musikeksempler ovenfor i andre indlæg, baseret på MP3, er begge indkodet af Deutsche Grammophone og af Telarc med 44,1 khz i stereo, som i sig selv er et kvalitetstab, pakket med en algoritme der også medfører kvalitetstab, inden for en fyldramme på op til 320 kbit pr. sekund, heller ikke optimalt.

Lydkvaliteten kunne muligvis have været en anelse bedre, sandsynligvis i form af mindre hørbar digital forvrængning, hvis selskaberne havde tilladt sig at vælge 48 khz, som MP3 formatet også giver mulighed for. I hvert fald, jeg har en gammel DAT bærbar båndoptager, den type Tascam maskine som DR vistnok typisk benyttede for en del år siden, som benytter 48 khz, og den lyder væsentligt bedre end CD-standardens 44,1 khz.

Men ellers, er de to eksempler vistnok udtryk for maksimumkvalitet inden for MP3-formatets muligheder netop nu.

At nogen vil give penge for 192 eller som her 320 KBit udgaver af musik er mig en gåde.

Årsag, hvorfor nogen er nødt til det:

Deutsche Grammophone, og Telarc, blot eksempler, som ejer lydoptagelserne, vil være meget lidt begejstret for at sælge fuldkomne kopier af originale lydoptagelser, fordi varerne da vil komme ud af kontrol, i hænder på piratkopister. En måde at kunne indgå et kompromis: at sælge musikken med indbygget kopisikring, har markedet afvist at ville acceptere, anno 2008. Årsagen er, at hvis købere af musikken udskifter en computer, da kan den indkøbte kopisikrede musik, på den gamle harddisk, vise sig at være ubrugelig i en ny computer. Har man først oplevet det én gang, da holder man op med at købe sådan musik. Jeg har selv oplevet det, at backup-servere, fx hos TeleDanmark, viser sig at svigte i praksis, og at support-personale er umuligt at få kontakt til, hvorved alle indkøb er tabte.

Dermed, tilbage som mulighed, hvis vi taler om distribution af musik via downloads fra Internet, taler vi om kvalitets-handikappede udgaver af musik, uden kopibeskyttelse. Det forklarer Deutsche Grammophones valg af MP3 i 320 kbit formatet, et format (min egen beskrivelse) »akkurat godt nok til at tilfredsstille en akkurat stor nok andel af den kvalitetsbevidste målgruppe, den målgruppe der accepterer et vist kvalitetstab i forhold til maksimum, imod at kunne købe via downloads.«

Den vigtige faktor i dette, er »købe via downloads.« Nogle købere af musik, er så heldige at leve i nærheden af en velassorteret specialbutik, kan købe dér, på skiver. Andre er tålmodige, vil gerne acceptere at købe musik på DVD eller CD eller LP og vente i ugevis på at få varerne leveret med post. Og så er der købere som mig selv, der ofte pludseligt, på et helt vilkårt tidspunkt, får lyst til at høre noget særligt, og som lever et sted hvor specialbutikker slet ikke findes, og som sætter sig til skærmen, vælger noget, fremfinder et Master Card, og downloader.

Dermed min indledning allerøverst i et andet indlæg: »... nu hvor fx Deutsche Grammophone sælger downloads af 320 kbit mp3-filer, er brugervenlig hi-fi begyndt at blive en realitet med udgangspunkt i en personlig computer.«

Brugervenlighed.

  • 0
  • 0

Hej Ole

Vældig fint billede, af din afspiller. Du må gerne vise os nogle nærbilleder af selve armen. Har du tilfældigvis en voldsom indspilning af 1812-overturen, og kan fotografere det, så vi kan få en idé om hvordan din arm opfører sig, når rillerne svinger adskillige millimeter? Jeg tænker på, om inertien i basis er for stor, i sidelæns retning, i din løsning?

Og hermed er jeg endelig nået til emnet, efter en forkert gade, i forhold til dit spørgsmål.

Arme: Jeg lavede engang min egen pladespiller, fuldkommen. Mit projekt led skibsbrud i to detaljer: Jeg måtte opgive armen, fordi finmekanikken krævede for meget af mine evner. Desuden svigtede min elektroniske motorstyring, fordi der enten var fejl i det B&O-diagram som jeg søgte at få inspiration fra, eller at jeg selv begik dem. Til gengæld var tallerkenen cirka fem centimeter tyk, af aluminium, og lejet var af kobber, og begge dele vejede adskillige kilogram, og kassen var af egetræ, fyldt med sand, og vejede, jeg ved ikke hvor mange, og lignede et norsk lokum set fra oven. Låget var desuden fantastisk, for jeg indkøbte en B&O tangential-afspiller, kassede alt og stjal låget derfra. Adskillige år senere solgte jeg metallerne, og fik rent faktisk derved en del af pengene reddet hjem igen, måske var råvarepriserne steget imens. Min konklusion om hjemmebyggede hjemmelavede analoge pladespillere: Lad være.

Bygning af højttalere: Jeg lavede engang mine egne elektrostatiske højttalere, efter mit eget design. Jeg opnåede fantastisk kvalitet, fx til opera, men kun forudsat at jeg spillede så lavt som en flue kan synge. Problemet var resonanser i foliet, den membran som jeg opspændte, som opstod når lydniveauet overskred en alt for lav grænse. Jeg har sidenhen erfaret, at der findes teknikker til at forhindre det, under montage, men mit projekt fandt sted før Internet, altså havde jeg ikke denne viden, og kendte også kun til lokale leverandører, ikke optimalt. (Jeg kendte desuden brugsmæssigt kun til britiske ELS 63, særdeles gode, som jeg havde, og som jeg desværre kom til at brænde af.) Min erfaring er, at elektrostatiske højttalere kan være det bedste i verden, forudsat en ekstra lyddæmpet stue (fordi højttalerne også stråler bagud).

Derimod: Modifikation af almindelige dynamiske højttalere, har jeg særdeles gode erfaringer med, så der også fra disse kan komme forholdsvis god lyd. Badeværelsesfliser, fx, kan man let påmure udvendigt, eller indvendigt, hvis kasserne er store nok, og fylde hulrum med fx bomuldstwist, og således dræbe enhver lydudstråling fra andet end selve enhederne, som normalt altid stærkt forbedrer lyden. En mildere modifikation kan være at påklæbe plader af filt udvendigt, som også nedsætter lydudstråling fra kassernes flader, som normalt straks medfører en forbedret lyd, medmindre at højttalerne (kasserne) i forvejen er særdeles gode.

Bygning af for-forstærkere: Dette har jeg gjort, men, at opnå et resultat med acceptable niveauer for støj og brum, er spild af tid, min erfaring. Fabrikkerne har den fordel at de kan eksperimentere i månedsvis, og dernæst kopiere et heldigt resultat i tusindevis.

Effektforstærkere: Dette er heller ikke let, og dyrt i indkøb af komponenter, jeg tænker på, til gode gammeldags klasse-A typer. Men, hvis man ønsker virkelig power, af dynamisk art, da behøver man en masse effekttransistorer og ekstra store elektrolytter og radiatorer i forstærkeren, og det betyder økonomi i indkøb til hjemmebyg. Jeg har haft min egen klasse-A forstærker, som jeg fik hjælp med, faktisk var mit eget bidrag især penge, og bortset fra strømregninger, og bekymringer over varmeudviklingen, var lyden vældig god.

Elektroniske indgreb i fabriksvarer, ombytning af komponenter: Dette har jeg gode erfaringer med, forudsat at jeg har kunnet kopiere andre. Jeg har, desværre også, erfaring med ulykker. Nogle indgreb, dem der især forbedrer lyd, har for mig ofte betydet en dårligere sikring imod afbrænding af forstærkere og af højttalere. Virkelig god lyd forudsætter dynamik, med voldsomme spidsbelastninger, som, midt i Verdi, fx i 4-mands kor i Rigoletto, kan føre til sammenbrud. Problemet: Når lydkvaliteten er tæt på at være fuldkommen perfekt, er det vanskeligt at høre hvor højt man reelt spiller, fordi der ingen forvrængning er, og så kommer afbrændinger ofte som en overraskelse.

Udfordringer, af helt anden art, nu hvor megen musik er digitalt lagret; er der nogen der har løst disse problemer:

A. Jeg ønske mig gerne en gratis reference-lydoptagelse, at kunne afspille via højttalere, og samtidig optage med mikrofon, så et eller andet gratis softwareprogram til computer kan beregne min stues behov for equalizing.

B. Jeg ønsker mig et gratis softwareprogram, der kan konvertere alle mine digitale stykker musik, så de bliver lagret med denne equalizing (se A). Jeg antager at dette er bedre (billigere!) end at anvende en real-time løsning under afspilning?

C. Jeg ønsker mig et gratis softwareprogram, der kan konvertere al min (stereo-)musik, så bassen i de konverterede lydfiler bliver sendt direkte til min subwoofer (altså konverteret til ~ DVD 5.1 format uden bagkanaler). Softwaren til mit Creative lydkort har en real-time fix til dette, men det påvirker lydkvaliteten.

D. Jeg ønsker mig et ditto program, der kan vende fasen 180 grader, individuelt i hver musikfil, eller generelt under afspilning, hvis jeg kan høre at den er gal.

  • 0
  • 0

"B&O is perfect design with Phillips inside it."

Det er en overdrivelse at påstå at B&O=Philips. På Mekaniksiden var der intet der var Philips. På Elektronikssiden blev der da brugt Philips transistorer, integrede kredse og billedrør, men måden de blev at sammen ver 100% B&O.

Pickup'erne var så vidt jeg ved fra Ortofon og ja, mmc1 var en fabelagtig pick up til pengene.

Nej, Pickuppen var 100% B&O. Faktisk indrømmede Ortofon, at de ikke havde så god en pickup, da den første integrerede B&O pickup kom på markedet. Inden da var det muligt at skifte selve pickupstiften. Jeg husker ikke andre der brugte MMC princippet (Micro Moving Cross), som også var et B&O princip. Alle andre brugte Moving Magnet eller Moving Coil. Sidstnævnte gik for at være det bedste, da først diverse fabrikanter fandt ud af at lave integrerede pickupper.

De sidste tangentialafspillere havde et snoretræk der eleminerede støjen fra motoren, og havde desuden et specielt ophæg af tonearmen, der gjorde den helt fantastisk dansevenlig. Man kunne stå med pladespilleren i hænderne og ryste den uden at pickuppen hoppede. Tonearmen var også dæmpet, hvilket den ganske rigtigt ikke var på de tidligere modeller. Der blev ikke solgt ret mange af disse pladespillere, da CD'en løb med hovedparten af markedet.

Pladetallerkenen ødelagde ganske rigtigt det hele. (0 dæmpning)

Jeg sad i B&O's lyttepanel da CD'en kom frem, og den væsentligste forskel på plader og CD'er, var at CD'en lød renere, men også steril, medens LP'en lød mere levende/naturtro, men med nålestøj. I en A/B test var det tydeligt, men hørte man det ene den ene dag, og det andet en anden dag, var man tilbøjelig til at vælge CD'en, da den var støjfri.

Dengang havde Philips deres dobbelte oversamplig, mens alle andre brugte analoge filtre til at fjerne samplestøjen med. Ifgl. diverse fagblade var det 2 vidt forskellige verdener, men der var ikke een i lytterpanelet der kunne høre forskel!!!!! Rent religion, men så havde fagbladene da noget at skrive om. Det sælger jo ikke, når man skriver at det hele lyder ens. Den første B&O CD-afspiller var reelt en Eiwa med "B&O tøj", og den var forsinket ca. ½ år, da de første laserhoveder brændte af i en langtidstest. Man ville ikke sende produktet på markedet, selv om de fleste kunder næppe nåede op på den spilletid de første mange år.

Når det gælder placeringen af diverse instrumenter i lydbilledet, har optageteknikken langt mere at sige en afspilleudstyret. Vi havde diverse LP'er og CD'er hvor vi havde indhentet oplysninger om hvordan de var optaget, så var det tydeligt. Det har jeg kun sjældent set beskrevet, når fagbladene beskrev forskellige produkter.

Det hændte da også, at et fagblade lånte lytterummet, og de målte IKKE om lydtrykket i en A/B test var nøjagtigt det samme. En dødssynd for et fagblad. Det er ganske enkelt useriøst. Man kan ikke lytte sig frem til en forskel på få db, når man lytter på lydstyrken, men på det samlede resultat giver det en forskel.

På forstærkersiden er der heller ikke den store forskel. Det er også mest religion.

På højttalersiden var der derimod stor forskel. Meget stor endda, men her skal man huske, at det rum de står i samt og placeringen, også skal passe sammen med højttalerne.

Jeg går ikke så meget op i HiFi mere, så jeg vil ikke kloge i hvordan forskellene lyder nu om dage, blot konstatere at det lyder bedre nu om dage, end dengang. Sikkert mest p. g. a. bedre højttalere.

  • 0
  • 0

Gennem mine år i audiobranchen og den der af kommende DIY mani (det kan jeg gøre bedre) som mange af os får har jeg lavet mange forsøg med produkter af alle slags.

PT har jeg bl.a. en B&O 3300 med tangentialarm. Som på den 4004 jeg havde for længe siden er pladetallerkenen ikke den bedste understøttelse for pladen under afspilning. I begge tilfælde er løsningen simpel. Læg en måtte på. IKEA har nogen runde dækkeservietter http://www.ikea.com/dk/da/catalog/products... som er perfekte til formålet. På en B&O 4004 høvler man lige de førhøjede riller af inden man lægger måtten, men så lyder den klasser bedre.

  • 0
  • 0

Hej Carsten

Respekt! - min nørddetektor hyler højlydt - herligt.

Jeg har en forkærlighed for at gå radikalt til værks.

Dog ville jeg aldrig selv vælge at gå samme vej som du, af følgende grunde:

1) Hvis jeg skulle bruge en pc som musikserver, ville jeg primært sats på ukomprimerede filformater. Jeg har endnu ikke hørt en komprimeret musikfil, som jeg synes lød tilfredsstillende. Selv om det efter sigende ikke skulle være en decideret lidelse at koble en i-pod til et godt anlæg.

2) Selv om der efter sigende kan fås gode lydkort, så tror jeg ikke på, at de kan måle sig med dedikerede high-end audioløsninger.

3) Som jeg bor, ville den mekaniske støj fra PCen kunne undgåes ved at lade den stå, hvor den allerede står: i et andet rum.

4) Der er meget digital støj i sådan en PC, bl.a fra switch-modeforsyningen. Det er en rigtig god ide at holde audiokredsløb væk/afskærmet fra elektriske støjkilder.

Så hvis/når den dag kommer, hvor jeg selv begynder at bruge PC-server, ville jeg satse på at have en tynd klient - f.eks en Slim Device Transporter - tæt på mit isenkram.

En af min nære venner vælger formentlig en sådan løsning. Og selv har jeg planer om at starte en tråd om det når nu svingningerne fra pladespilleren dør ud...

Vh Ole

  • 0
  • 0

På forstærkersiden er der heller ikke den store forskel. Det er også mest religion.

Her er jeg lodret uenig. Ca 1987 var jeg med i en seance arrangeret af den daværende Quad-importør, Fritz Sø og Hi Fi og Elektroniks Peter Olsen. Fritz Sø hævdede, at vi ikke kunne høre forskel på en Quad 405 og Olsens EAR rørforstærkere. FS og Olsen stod for blindtesten, vi inviterede kunne identificere forstærkerne med overbevisende statistisk signifikans. Dårligste score var 7 af 10.

Noget andet er så, at elektronik over en bred kam er blevet meget bedre, men jeg kan garantere for, at man kan høre det, hvis man sætter en brystsyg forstærker med underdimensioneret forsyning til at spille med gode signaler igennem gode højttalere ved realistiske niveauer. Dynamik, stereoperspektiv, tredimensionalitet, detaljer, nuancering, luftighed - jeg kunne blive ved længe - lider skade eller går tabt.

  • 0
  • 0

Hej Carsten

Inspireret af dit indlæg har jeg brugt formiddagen på at skille l..... (pladespilleren) ad og tage billeder af stumperne sammen med konstruktionstegningerne. Om en ugestid (vinterferien!) kan jeg begynde at lægge noget af det ud.

  • 0
  • 0

Dårligste score var 7 af 10.

En score på netop 7 af 10 er helt ubrugelig og vidner om dårligt forsøgsdesign.

Der findes præcise statistiske formler, men man kommer meget langt med tommelfingerreglen, der siger at man skal være statistisk uangribeligt over 2/3.

Det er man ikke med 7 af 10 og ved at vælge netop ti runder, har man dermed givet sig selv handikap af et muligt udfald der hverken siger det ene eller det andet.

Det havde faktisk været mere brugbart, om der kun havde været 9 runder, men selvfølgelig endnu bedre med 12, 15, 18 osv.

Men den anden ting vi skal vide er, om det var tilfældigt hvad der blev spillet i de 10 forsøg.

De fleste laver den fejl at "begge forstærkere skal have lige meget play-time" og derfor ved man på forhånd at der skal være fem A og fem B resultater, hvilket hjælper forsøgspersonerne meget mere end man skulle tro.

Så I har sikkert haft en god aften, men det lyder ikke som om I har ført noget numerisk bevis for noget.

Til det kræves der en kompetent og en strengt korrekt udført dobbelt-blind test, noget HiFi branchen desværre altid har været overfølsom overfor.

Poul-Henning

  • 0
  • 0

Hvad mener du med at stereobilledet bliver væk?

Hvis du hører musik på et bare nogenlunde fornuftigt anlæg, sker der lige så meget mellem højtalerne. Dette er oftest tydeligst på LP'er men også på godt producerede CD'er er det tydeligt. Dette forsvinder næsten totalt på mp3 filer (og i øvrigt på de fleste digitale komprimerede formatter.

Jeg kan godt lide et stort flot lydbillede, hvor man er i stand til at lokalisere hvor de enkelte sangere og instrumenter er. Derfor er det vigtigt for mig, og derfor dumper mp3 hos mig.

Mange (især nyere) CD'er lider af samme skavank, men heldigvis udgives der også stadig godt producerede plader.

Jvis det er at føre krig beklager jeg. I mine øjne er det at have en mening.

  • 0
  • 0

Ellers isterninger, der smelter, det er glat. En båd, der flyder på tværs af en sø af kviksølv, er måske sikrere ... Man kunne også anvende en arm der er mere end ti meter lang, og således opnå omtrentlig en parallel aflæsning, med fæste fra kun ét punkt. Eller, man kunne vende afspilleren på hovedet, i et badekar, og lade pickuppen være tvunget til at neddykke imod sin vilje, det vil give en anelse tvungen opdrift imod pladen, godt for tracking. Med iblanding af en tilpas mængde sirop, vil det dæmpe godt. Jeg sværger dog til aflæsning med mikro-hårtørrer, der blæser ned i rillen, det giver ekkoer, for en mikrofon at opfange.

  • 0
  • 0

Med alvor fremfundet:

»Cykelpumpen« på tværs, som armens base glider på, denne kunne man gøre længere. I så fald kan den monteres på tværs oven over lp-pladen, i stedet for ved siden af. Hvis således, så kan armen gøres vilkårligt kort, måske halv eller kvart længde.

Dette vil medføre en fordel, at kontravægten kan gøres lettere, som vil betyde, at hele inertien mindskes, i armen og i armens base. Især denne faktor har betydning, at kunne eksperimentere sig frem til et inerti-optimum, hvis man ønsker med succes at kunne afspille hidsige lp-plader med fuld dynamik (fx orgelmusik). Som jeg husker det, i mine eksperimenter for mange år siden, havde mine pickupper en tendens til at blive kylet bort, fx når kanoner blev affyret i rillerne.

  • 0
  • 0

Hej Carsten

(Jeg kan ikke nå et skrive det hele på én gang, og planen er, hvis der er interesse for det, at nå hele vejen rundt.) Det er rigtigt, at ledningerne ligner en antenne - og jeg fanger da også en lille smule brum, jeg skal jagte en dag hvor tid, motivation og tålmod går op i en højere enhed, for så slemt er det heller ikke)

Ledningerne går gennem et hul i væggen ind til(pladespilleren står i rum under trappe) forforstærker mv. Den korte historie er div selvbyg baseret på ideer/konstruktioner baseret på Hiragas batteridrevne pré-pré, High Fidelitys/Michael Madsens) Riaa og LcAudios The End Millenium.

  • 0
  • 0

Hej Karsten

Jeg troede at DIT indlæg var en vittighed. Magneter, som du foreslår, jeg forestillede mig et atomkraftværk, til at drive magnetfeltet. Hvis altså ingen vittighed, naturligvis har du ret, at magneter er en mulighed, det forudsætter kun at du kan udglatte magnetismen, og dér var i mine øjne din skjulte vittighed, for jeg forestiller mig at det vil forudsætte en seriøs overstørrelse inklusive inerti så stor som et lokomotiv.

Du havde en særlig idé om dette i tankerne?

  • 0
  • 0

Blindtest...

Jeg skal vare mig for at kloge mig på statistik og kriterierne for design af videnskabeligt valide testomstændigheder. Vi var 4 lyttere, som konsistent (med den nævnte undtagelse) kunne identificere hvillket apparat der spillede.

Såvel Sø som ingeniør Olsen mente sig overbeviste om, at forsøgspersonerne kunne høre forskel.

Videnskabeligt var det givetvis ikke og diskussionen om den subjektive oplevelse versus det objektiverbare omkring lyd er jo rimeligt omfattende.

Kortfattet (og sagt helt upolemisk) mener jeg, at øret er et meget følsomt "måleinstrument" og at den tekniske udvikling har været provokeret af og nydt godt af, at der har været ildsjæle, som kunne høre mere end man lige her og nu har kunnet måle og forklare.

  • 0
  • 0

Poul Ladegaard - som, bl.a igennem en række artikler publiceret i Audio Engineering Society - har udforsket hele problemtikken omkring samspillet mellem pu og tonearm, dvs. bl.a. den effektiv masse, resonansfrekvensers indflydelse mv. - han hævder, at det er ønskeligt med høj effektiv masse i vandret plan og en let i lodret plan. For at få adskilt de to resonansfrekvenser fra hinanden. En meget kort arm kan medføre andre ulemper (ved bulede plader!) og egenresonansen må altså ikke komme op i det hørbare område.

  • 0
  • 0

Fritz Sø hævdede, at vi ikke kunne høre forskel på en Quad 405 og Olsens EAR rørforstærkere.

Hej Ole

Jeg indrømmer at jeg strammede den lidt, da jeg skrev at der NÆSTEN ikke er forskel. Netop rørforstærkere lyder ofte lidt bedre, på trods af at de har mere harmonisk forvrængning. Det skyldes at det er såkaldt lige harmonisk forvrængning (2. 4. 6. overtoner) Dem kan øret godt lide i modsætning til ulige (1. 3. 5. overtoner) En transistor der klipper har flest ulige overtoner, men når den ikke klipper er forvrængningen meget lille. Af samme årsag foretrækker guitarister rørforstærkere. Det er iøvrigt også årsagen til at at Moving Coil pickupper foretrækkes af feinschmaekkere. Det har også mere harmonisk forvrængning, men af den lige slags.

En forstærker der har åndenød p. g. a. for lille strømforsyning lyder selvfølgelig heller ikke godt. Når vi lavede lyttetest, spillede vi aldrig højere end man stadig kunne tale sammen uden ligefrem at råbe.

Da I lavede lyttetest, var der så lavet målinger på lydtryk ved de forskellige frekvenser, så det var ens? Ingeniøren, der forberedte lyttetesten på B&O, kunne til hver en tid snyde os, ved at lave små forskellige setups på 2 helt ens anlæg. Det kunne være en lille forskel i volumen, eller forskellig placering af højttalere. Tæt op ad væggen og helt ude i hjørnerne giver mere bas end hvis de blev rykket lidt ind mod midten. Derfor kan de bedste B&O højttalere lave en selvjusterende test. Vi vidste heller aldrig hvad det var hvad vi lyttede på.

  • 0
  • 0

Poul Ladegaards mening er og var fornuftig, fordi den endda er temmelig fysisk nødvendig:

A. Hvis en arm er for tung i det lodrette plan, vil nålen bøje eller knække ved afspilning af en bulet plade.

B. Hvis en arm er for let i det vandrette plan, vil nålen ikke kunne afspille brede udsving i rillen; hele armen vil i stedet bevæge sig.

Der er dog nogle muligheder, som i forvejen udnyttes mere eller mindre:

  1. Man kan anvende en pladestrammer, til at udglatte buler med.

  2. Man kan anvende dæmpere i en arm, fx ved hjælp af magnetisme eller væsker, i stedet for inerti.

  3. Man kan anvende fjedre i en arm, i stedet for tyngdekrafts træk i armens vægt.

  4. Moderne komposit-materialer bør kunne dæmpe temmelig godt, imod resonanser, i forhold til for tyve år siden.

  5. En kort arm har en særlig fordel, at ledningen deri også bliver kort. Kortere arm, og kortere ledning, giver mulighed for, forudsat tangential aftastning, at anvende en tykkere ledning med bedre afskærmning i armen, i forhold til ønsker om at opnå en given vægt i armen. Især denne korte del af signalvejen er et særligt problem, fordi der i normale sving-arme er behov for at anvende en umanerlig ekstraordinær tynd ledning (fordi tykke ledninger nægter at lade sig dreje uden modstand).

Alt i alt, bør en kort arm være en mulighed, men muligvis ingen samlet fordel. Ærligt talt, jeg aner det ikke, alt dette er kun en kommentar. Mine egne erfaringer har været, at uanset valg af design, så er især graden af evner til finmekanik, i hjemmearbejde, afgørende for resultatet.

  • 0
  • 0

Jeg bruger selv et mediacenter i stuen med passiv køling både til GPU og CPU. Det eneste du kan høre fra denne maskine, er tilgangen til HDD, og for at høre denne, skal du have øret helt tæt på kabinettet.

Desuden er hele molevitten pakket ind i et MC kabinet fra Thermaltake med LCD display, DVD skuffe og ellers hel tom for vilde dimser osv.

Folk som ikke ved det, bliver tit overrasket over at det er en computer der står.

Med et rigtigt godt lydkort, og nogle mp3'er indkodet i ordentlig kvalitet, fås der ikke en så fleksibel løsning andre steder i denne kvalitet.

Ud over musik kontrollerer boxen også film, billeder, TV, Lys, Alarm, tlf på alle fjernsyn/højtalere i hytten.

  • 0
  • 0

Michael Nielsen, en digital forbundsfælle, har meldt sig.

For at ingen skal misforstå mig, og af hensyn til Ole, vil jeg gerne nuancere med to eksempler:

1 temmelig perfekt testlyd (ikke mp3):
http://www.ebu.ch/CMSimages/en/tec_sqam_48...

1 uperfekt og kun tåleligt eksempel (mp3):
ftp://telmedia.telarc.com/telarc/mp3/83509...

Et hurtigt resumé:

  • Er jeg tilfreds med mp3? Nej, slet ikke.
  • Er jeg tilfreds med brugervenligheden? Temmelig, ja, pga. nemme downloads.
  • Vil jeg investere målrettet i en samling af mp3 musik? Aldrig.
  • Vil jeg købe via download, nu og da, i mp3? Hidtil ofte, og tilfældigt, fordi prisen er lav.

Og i detaljer:

Den helt store fordel opstår, som Michael Nielsen skriver om, hvis man anvender den samme hardware til alt. Man sparer penge, og man får kun én brugerflade, som fjerner bøvl i forhold til i gamle dage. Disse to fordele vejer tungt, som gør at man sagtens kan leve med mp3, fordi mp3 kun udgør en del af alt hvad man afspiller.

Til gengæld, når jeg adskiller min computer, som ofte er sket, er det ikke nær så interessant, som i gamle dage da jeg rodede med analoge pladespillere. Der er noget særligt, ved at have et fysisk udtryk for musik i sine hænder. Jeg afviser ikke, at jeg på et tidspunkt får lyst til at rode med sådant igen, og i hvert fald vil jeg gerne følge med i hvad andre roder med.

  • 0
  • 0

Dæmpning...

Du er givetvis inde på noget af det rigtige. Det forbandede/herlige ved selvbyg uden måleinstrumenter er, at man må prøve sig frem.

Med flere ubekendte end rigtig godt er. Og mon ikke der indgår en stor portion trial and error i de færdige arme, man kan købe.

Hen ad vejen vil jeg eksperimentere med en smule dæmpning med et oliebad.

Jeg tror faktisk jeg har en rektangulær tandbørstebeholder, der kunne fungere som badekar...men kan jeg finde den?

Jeg har for mange år siden eksperimenteret med det samme på en radialarm - problemet her var vist at en dårlig arm ikke bliver meget bedre af det.

The Cartridgeman sælger et lille mellemlæg til montage mellem pu og armhoved. Det ligner noget skumplast med lidt tilbehør. Det hævdes at give noget mht ((transport af?)(mellemfrekvente?) )resonanser. Men næsten 100£ for så lidt...

Alt i alt må jeg jo tilstå, at dovenskab indgår som en absolut usaglig parameter i mit design, som jo lægger sig op ad allerede afprøvede ideer. (For uden at købe meget andet end en stump træ kunne jeg godt lave en ny version med røret moneret over tallerkenen, end nedadhængende klods og en superkort arm.)

  • 0
  • 0

Ladegaards tangentialarm

Jeg anser også Ladegaards design for at være det bedste. (Men nu var dennneher jo så gost som færdig...) Og vil man bygge sådan en, er der en stor, snakkesalig menighed på nettet. Google på Poul Ladegaard og der er en skattekiste af beskrivelser, billeder og blogs.

  • 0
  • 0

Blindtests...

Det er 20 år siden, jeg ved ikke det præcist, hvordan det teknisk var sat op, men Olsen - der jo var e-ingeniør - hævdede at have gjort det rigtigt.
Men man kan sagtens forestille sig, at vi har detekteret forskelle betinget af testomstændighederne, f.eks at de benyttede forstærkere har reageret forskelligt på den belastningsimpedans, som skiftemekanik og højttalere tilsammen har udgjort.

Et helt uvidenskabeligt, retorisk modspørgsmål: ville vi have oplevet så stor lydmæssige fremskridt over de sidste f.eks 20 år inden for højttalere og forstærkere, hvis ikke folk - med åbne eller lukkede øjne - kunne høre forskel.

  • 0
  • 0

Nu kører jeg selv men nogle højttalere som man vist roligt kan kalde verdens mest klassiske i den forstand, at det er dem der er produceret i længst tid og stadig produceres, kun med mindre justeringer, ingen strukturelle ændringer. Jeg har hørt andre gode højttalere, for eksempel Mark Levinson HQD, men ingen der har fået mig til at ønske mig noget andet.

Der er sket en stor udvikling i demokratiseringen af mediet, alle har råd til et anlæg, men der er langt imellem de engagerende anlæg, nok også fordi der ikke pt. er nogen udbredt standard for en god software. Det gør det ret absurd at bygge gode anlæg i dag.

Lidt senere kommer jeg med et indlæg om blindtests og hvorfor de ikke virker i audio, men den er svær, fordi den ikke kan undgå at træde på nogle ligtorne, og det får folk til at gå i panik. Håber I har lidt tålmodighed.

  • 0
  • 0

Selv bruger jeg en Mac mini med loss-less komprimering (Apples egen, har ikke forsket videre i om det er godt eller skidt).

Mac mini støjer ikke og er ikke specielt dyr.

Men den helt store (hemmelige?) fordel er at den har optisk udgang, som jeg sender ned i min Denon forstærker.

Det giver acceptabel lyd for en gut som mig, der ønsker en vis balance mellem lyd og WAF. (Mac mini og Blue Room HousePod ser fine ud sammen)

mvh
Rene

  • 0
  • 0

Jeg vil gerne høre kommentarer fra heldige asener, dem der ejer virkeligt gode hi-fi anlæg, om de er enige i, at disse testoptagelser er temmelig gode?

Sådan laver man testen:

A) Hent et program fra Internet, som kan serie-sammensætte wave-filer til én stor fil:
»MediaJoin« (gratis, fra www.tucows.com)

B) Hent 40 wave-filer (vælg track 8 til 48):
http://www.ebu.ch/en/technical/publication...

C) Sammensæt filerne ved hjælp af MediaJoin.
(vælg 44,1 og stereo og 16 bits, og angiv et filnavn).

Resultat:

Når jeg afspiller, med min computer og Windows Media Player som kilde, synes jeg at lyden er fremragende.

Mit spørgsmål:
Hvordan er disse digitale optagelser i forhold til moderne god analog lyd?

(pas på med at skrue for højt op, dynamikken i testen er temmelig voldsom, med stilheder)

  • 0
  • 0

På modtagersiden..

Er der nogle der kan foreslå et godt mærke i høreapparater - Helst et der kan ud-kompensere tinnitus?

Bør det være et par "analoge" helbølgehorn eller kan digitalerne tolereres. ;-)

I har da alder og baggrund. :-

Projektet her, der aldrig blev til noget, var bl.a. betonstøbte bas horn i krybekælderen under stuegulvet.

Måtte nøjes med noget Lowther og klasse A i mere beskeden størrelse.

Søren er vel til Klipsch :) ...

Så for øvrigt i et jubilæums interview med en af pionerene fra Orotofon, at man på et godt nok tidligt tidspunkt forsøgte at lave en ny version af en legendarisk mikrofon, der var berømmet for sine naturtro optagelser af trommer og især lilletrommer.

Stor var skuffelsen da optagelser med den nye viste sig tamme og kedelige.

Til sidst fandt man på at high-speed fotografere membranen, et bånd i den gode gamle, og stor var overraskelsen, da den naturtro lyd viste sig at opstå ved, at båndet ved transienter klaskede ud i siden på huset.

Jeg tror artiklen stod i High Fidelity og så passer det.

Hvilket høreapparater er de bedste. Skal man ha 2 .. Vi taler ikke om frekvensgangen, vel. Men hvordan er det med punktformighed og separation. Hvad kan man forvente?

:-))

Sten Basbøll

  • 0
  • 0

Høreapparater, er det en joke på bekostning af os andre?

Jeg havde dårlig hørelse for ti år siden, og blev testet, som bekræftede problemet. For otte år siden ophørte en hel masse andet også med at fungere tilfredsstillende, som betød at jeg opgav mange ting, og heriblandt min vigtigste hobby, at stå på ski i Frankrig. Siden da, lige så langsomt, er en hel del af min hørelse vendt tilbage. Min erfaring: Det er skidt for hørelsen at være udsat for masser af blæsevejr og atmosfæriske trykforskelle. Endda uanset at det kun skete 2-3 uger om året.

Altså: Trækker det omkring dig? :-))

Det er ikke sådan, at du har glemt at afbryde for en bashøjttaler i kælderen? :-))

Jeg skulle mene at en analog forstærker, i øret, alt andet lige må være meget mere behagelig at lytte til end en digital. Jeg aner ikke, om sådanne findes.

Vistnok i New Tork Times, hvor der ofte er gode artikler, og i hvert fald her:

http://www.wired.com/wired/archive/13.11/b...

læste jeg om indbygning af chips i kraniet.

Det er åbenbart ved at være forholdsvis almindeligt, hos høre-entusiaster med høreproblemer. Man får vistnok et lille stik bag det ene øre. Hvor mikrofonen er, ved jeg ikke.

Det er interessant at læse om, for hvis man først har en chip indbygget, så ønsker man sig gerne en opgradering af denne hardware, men en ny operation er ofte for risikabel, altså et dilemma. Til gengæld er disse chips fyldt med software og drivere, og sådant kan opgraderes, akkurat som vi kender det fra grafikkort og Windows. Det er ganske fantastisk at læse om, at man hos en speciallæge bliver koblet til en bærbar computer, hvor de nye drivere ligger, og kan prøve-høre med sit eget hoved, hvad en opdatering betyder, om man derved bedre kan høre Ravels Bolero, eller om der er bivirkninger, måske en programmeringsfejl.

  • 0
  • 0

"Høreapparater, er det en joke på bekostning af os andre?"

Nej nej.. Perspektiv. :-))

Tak for artiklen.

Der blev sagt oppe, at forstærkere og højtalere er af mindre betydning. .. :-O
Lodret forkert og kan kun være sagt af en tidlig B&O stakkel. :-))

Bortset fra det mangler den ganske, ½ mm tynde? gummimåtte der engang hørte til på denne vacum sag.. Luxman PD-370. Der ligger et billede her http://www.ttb.com.cn/ttx/uploadpic/200611...

Jeg har en ide om at pladen med den, pga. højden i forhold til læbe pakningerene, ville ligge mere an mod pladetallerkenen. Men det er et gæt. Så i en debat, at nogen mente, at pladen med vacum bare får nogle andre buler end dem den har i forvejen. Har man hørt den med gummimåtten på? Pladen ligger da urokkelig fast - i modsætning til på så meget andet. Man kan faktisk, nålen i vinylen, "tromme" på etiketten med fingeren uden bashøjtalerne falder ud af kasserne.

Jeg er ikke vild med armen, men når nu den sitter der, så. Mest en hyldeting.

Nogen der har en "måtte" eller et materialeforslag, kommentar. Vil forskellen ku høres ?

Mvh Sten

  • 0
  • 0

Hvad enten det kan høres eller ej, så skal der en blød måtte ovenpå den pladetallerken af metal. Ellers vil du presse alle urenheder op i vinylen, når de kommer i klemme imellem plade og tallerken (bitter erfaring)

  • 0
  • 0

Jeg studerer Oles fotografi, de lange ledninger der stritter. De svarer til min egen erfaring, at ledningerne er det store problem i hjemmebyg:

  1. Armen skal frit kunne dreje sig, som minimum opad og nedad.

  2. Armens base skal frit kunne flytte sig sidelæns, uden at afbryde for, eller påvirke, signalforbindelsen imellem nål og forstærkeren, eller nålens arbejde.

Ledningen, at den rent fysisk er nødvendig, betyder stivhed i armens evne til at dreje, og ledningen betyder ofte også en latent tendens til at fungere som en genstridig fjeder i en uønsket retning. Jeg er sikker på, at Ole har bøvlet med dette, og at han næppe er tilfreds med sit resultat. I hvert fald, sådan var mine egne erfaringer.

Og nu om fakta: En analog pladespiller svarer til alpint skiløb ned ad en stejl pukkelpist. Jeg har været en sådan skiløber, og min forbavselse var stor i starten, da jeg havde skilærere, at mine fødder, undervejs, nedad, skulle bevæge sig opad og nedad i det lodrette plan, og også fra side til side, i det vandrette plan, og endda skulle fødderne vride sig i forhold til min krop fra side til side, og alle disse bevægelser skulle ofte ske på omtrent samme tid, og, som om at det ikke var nok, imens måtte min overkrop på intet tidspunkt forlade en lige linie ned ad bakken.

Jeg kan fortælle, at hvis man opfylder disse betingelser, så følger fødderne overfladerne på alle buler og huller i sneen undervejs nedad, og det foregår tyst, og man føler sig imens i en plastisk og kontinuerlig kontakt med verden, der er udpræget analog.

Men, hvis man beregner sin samlede inerti forkert ned ad bakken, eller hvis man ikke trækker sine fødder opad i tide, før en pukkel nærmer sig, eller hvis man ikke udstrækker sine knæ hurtigt nok, når en pukkel er passeret, da mister man kontakten med underlaget (bakken, sneen, bulerne), og da er der dømt øjeblikkelig »digital« afspilning af resten af bakken, i form af overspringelse af tre ud af fire pukler, og det larmer, for man får voldsomme slag af bakken, ryggen bliver skiftvis bøjet så meget sammen at knæene rammer hagen, eller man bliver smidt to meter opad i luften, og undervejs, også, opfører benene med at kunne holde sig sammen, man bliver til en sprællemand, og kun kunstværker og krumspring kan redde én fra et styrt.

Det svarer, i praksis, til en pickup og en arm. Min mening er, at kombinationen af pickup og arm bør være fuldkommen lydløs under afspilning, fordi dette vil være et bevis på at nålen følger samtlige overflader nede i rillen. Men, sådan er det ofte ikke, man kan derimod ofte høre musikken direkte fra nålen og armen, og det betyder, min mening, at nålen rent faktisk ikke følger udsvingene nede i rillen, men ryster sig delvist forbi dem, med masser af bittesmå overspringelser. Med andre ord: Hvad man tror er en analog afspilning, er i virkeligheden ofte en fysisk form for myriader af stikprøver, fremtvunget af resonanser, altså digital. Samtidig, helt sikkert, er det af denne årsag at plade og nål bliver hurtigt slidt. For, jeg har set masser af dygtige franskmænd køre pukkelpister bedre end mig, og de påvirker knap nok bakken, og alligevel afspiller de samtlige overflader.

Det betyder, at hvis man vil have optimal lyd fra sin analoge pladespiller, da skal man være særdeles opmærksom på armens indstillinger. Fx:

  • Er vægten på nålen den allermest optimale?
  • Hvordan med side-trækket?
  • Kan nålen få en anelse mere vægt, uden at der sker for megen slitage?
  • Var det måske en idé at anvende en anelse fjeder-belastning og samtidig mindre vægt?

Fra pukkelbakker i Frankrig, kender jeg til det, at hvis jeg doserede min enerti korrekt i forhold til bakkens hældning, da kunne min underkrop og ben og fødder foretage myriader af fine og stært bevægelige og hurtige bevægelser og drejninger, med masser af variationer, i takt med bakkens udfordringer. Det er hvad en analog nål har behov for, at kunne »sprælle« med frihed, for det betyder optimal dynamik i musikken, og den skal samtidig kunne »følge overfladerne«, for det betyder maksimal klarhed (»definition«, »opløsning«, »perspektiv«) i musikken.

Dertil er der dæmpning. På Oles billede kan jeg se, at hvis nålen gør en lille bevægelse, da bliver ekkoet af denne inerti formidlet igennem en lang arm, og kan dernæst boltre sig i lange løst ophængte ledninger. Ganske klart ønsker Ole sig ikke disse ophængte ledninger, men han har været tvunget til at fuske med dem sådan, af årsager nævnt allerøverst i min indledning. Afhængig af fysikken i Oles ingredienser, er der enten tale om dæmning eller det modsatte. Jeg husker fra mit skiløb, at det ikke var ligegyldigt hvor tunge eller hvor smidige mine bukser var, undervejs ned ad pukkelpister, og især var det vigtigt at anvende gamle ski (til denne særlige art af skiløb), fordi de var mest smidige. Ofte ventede jeg også til klokken 14 hver dag, for at være sikker på at sneen var en smule blød pga. af solen, for ellers: Pukler af sne er reelt af is, og disse er ikke at spøge med. Dette fortæller mig at det heller ikke er ligegyldigt hvilket materiale en analog plade er gjort af, og temperaturen er tilsvarende vigtig.

Håber, at disse betragtninger kan hjælpe, vel især læsere der er så unge at de ikke aner hvad en analog pladespiller er for noget.

  • 0
  • 0

Ledningen, at den rent fysisk er nødvendig, betyder stivhed i armens evne til at dreje, og ledningen betyder ofte også en latent tendens til at fungere som en genstridig fjeder i en uønsket retning.

På min gramofon løste jeg dette ved at bruge to sæt identiske ledninger der kom ind fra hver sin side således at jeg opnåede en stort set konstant nettokraft i hele bredden af armens område.

Det tager nogle experimenter at få geometrien rigtig, symmetri om alle tre akser er nødvendigt, men det kan lade sig gøre.

Det var kun det sæt ledninger der var forbundet, det havde selvfølgelig været smartere at nøjes med et bundt og så føre de to sterokanaler hver sin vej, men det var næste plan der aldrig blev til noget.

Poul-Henning

  • 0
  • 0

Ledningsføring og luftleje...

Jeg kan til fulde bekræfte, at her bevæger man sig inden for snævre rammer dikteret af modsatrettede hensyn.

For mit vedkommende har det foreløbig vist sig, at de ledninger jeg har benyttet, i den viste opstilling IKKE påvirker armens sideværts bevægelser. Til gengæld opsamler de lidt brum.

Det ser ud som om jeg med sindsro kan gøre sløjfen mindre uden at det påvirker armens sideværts bevægelighed.

Men den primære løsning på problemet med brum tænker jeg at løse med afskærmning., et bur (en åben kasse)omkring ledningerne. Andre har måttet ty til den løsning

  • 0
  • 0

Tak for tippet med plademåtten på vacumpladespilleren. Jeg bruger nu mest en anden, udmærket, med automatik.

Man kan stadig gøre pladefund hos diverse genbrugssteder - og her vaskes de hvis de trænger - med vand, opvaskemiddel og en gammel plys plade børste. Vi har fået kondenstørretumbler og har nu masser af "destilleret" vand til skylningen. Derefter dubbes de tørre med udbredte gamle udvaskede viskestykker.

Jeg har spekuleret på om det er tilrådeligt at tilsætte en sjat alkohol, passende mærke, til vandet! og i grelle tilfælde - et par teskefulde salmiak? Sidste er vel meget voveligt? Hvad gør i? Etiketterne ER vandfaste til en hurtig skylle!

Kan man tilsætte skyllevandet et par dråber "antistof" af en aller anden art. Forslag? Eller er det snask?

Og så har jeg et klenodie. En batteridrevet plade "fejemaskine". Maxell Record Cleaner AE-320. loppemarked kr. 5- (Hvad ER det, siden du køber?)
Tingest med en roterende kulfiberbørste der sat på centertappen i plades bredde kører rundt og børster støvet op i et kammer over børsten. Har et billede men kan ikke se hvordan det lægges ind her. Kik på Maxel i dk.binaer Message-ID:

news:47b17d29$0$2970$ba624c82@nntp06.dk.telia.net

glemt hvordan man laver linket, håber det virker.

Lys under klargøring, 100 watt :-)

Og så kommer sønnen med sin memory stik og foreslår noget andet. 1 sekund. Her skal du høre - rigtig musik. :-))

Han mangler andagt og forberedelse, søge/tænke tid i reolen. Kort sagt kultur.
Hvad skal der blive af dem!

Sten

  • 0
  • 0