Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Dine cd-stabler kommer til at blegne

Producenter af datalagringsmedier må have svært ved at tørre smilene af i disse tider.

Deres vådeste drøm er godt på vej til at blive virkelighed i Europa. Intenst lobby- og parlamentarisk arbejde er i gang, som skal sørge for at udmønte sig i cirkulærer, bekendtgørelser og lovgivning, som pålægger tele- og internetlverandører at logge trafikdata minutiøst, så efterforskningsmyndigheder et år senere kan blotlægge min og din dagligdag.

Så kan storebror se, hvem jeg har snakket med hvornår og på hvilken facon. Og konstatere at jeg har sendt tre sms-beskeder, kommunikeret via gprs og anvendt messenger samt surfet til 38 forskellige websites i løbet af 4 timer og 35 minutter.

Umiddelbart ligner den slags noget, der kun kan interessere folk, der ikke har noget liv.

Men hensigten angives jo til at være for at kunne opklare terrorisme og grove forbrydelser.

Jeg er personligt mere i tvivl om, hvorvidt datalogning vil kunne forhindre den slags i at ske. Nogen garanti mod mere dødelige ting som naturkatastrofer, bilulykker, forurening og flykatastrofer er det i hvert fald ikke.

Og så kan man undre sig over, om nogen overhovedet har overvejet proportionaliteten i den slags datalogning inden alle de mange planer er sat i søen.

For data fylder jo. Her har vi at gøre med en digital substans, som manifesterer sig fysisk på samme måde, som når ånd bliver til materie (når jeg pudser næsen). Bugnende trafikdata kommer til at bruge harddiskplads. Og tænk på de cd'er, som sikkert flyder på dine reoler, hvis du har en cd-brænder. Hvor mange skal der til at gemme alverdens trafikdata.

En flig af svaret kan du se hos en af hollands største internetudbydere. Siden den 5. september har XS4ALL startet en tæller, som løbende viser lagerbehovet.

Her, tre dage senere, har tællersiden hos XS4ALL rundet den første million cd'er. Så kan vi fatte, det kan vi.

Personligt synes jeg lognings-planerne er skingrende skøre. Hvorfor de kommende investeringer ikke i stedet bliver kanaliseret til konkret opklarende og forebyggende arbejde i forbindelse med kriminalitet og bombninger er svært at forstå.

Hvis det er teknofetischisme og tyrkertro på teknologiens antikriminalistiske udfrielser, der er rationalet, så kunne man da i stedet forsyne vores hemmelige tjenester med alskens rumovervågningsudstyr, mikrobølger, keyloggers og avanceret kommunikationsgrej kombineret med satellitovervågning, en kopi af Google Earth og nogle funky samarbejssystemer a la Groove.

Samtidig kunne man give offentligheden bare et gran af indsyn i de hemmelige tjenesters arbejde, så man kunne danne sig en kvalificeret mening om, hvorvidt deres kæmpebudgetter anvendes fornuftigt.

Men det er en ekskurs, som udspringer af de trættende og monotone udmeldelinger a la "Vi følger løbende den aktuelle udvikling tæt med henblik på at foretage en relavant vurdering af trusselsbilledet," og lignende meningsløst nonsens.

Tilbage til data-boomet. Jeg spår, at dyngerne af brugte datamedier i fremtiden kommer til at blive en miljømæssig udfordring og et destruktionsmæssigt mareridt, når alverdens trafikdata skal destrueres af hensyn til udgifterne med at bygge sikre lagerbygninger.

Det bliver massiv logning af hele befolkningers kommunikationsmønstre og en masse meningsløse data, som kommer til at fylde mange Europa-paller.

Man må håbe, at kommunikationskablerne kan få en tykkelse, så lagringen kan outsources til andre verdensdele, som dermed kan overtage de tilhørende lagringsproblemer.

Jeg ser gerne indlæg om nytteeffekterne af massiv datalagring. Sjovt nok er det modstanderne, der råber højst i den offentlige debat. Er du logging-lover, så kom ud af busken.

/kurt

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Et lille hjørne af den absurde verden oplever vi i øjeblikket hvor mit bibliotek har fået forbud mod at sende mig en e-mail som fortæller mig at den bestilte CD med U2 "how to dismantle an atomic bomb" er hjemkommet, fordi det er omfattet af data-hemmeligheden. Så nu skrives informationen ud på et A5 papir og sendes som postkort til mig.

Hvilket må medføre i den hellige krig mod terroristerne at vi må forlange at postdanmark fotokopier alt inden de udbringer posten, da dette kan muligvis indeholde materiale i hemmelig kode. hvem fanden tror på moster Oda når hun skriver hjem fra ferien i Tyrkiet at det er en dejlig ferie

ha en god dag

Mikael Boldt

  • 0
  • 0