Din tekstbehandler bliver social

Ideen er simpel. - Lav et webbaseret tekstbehandlingsprogram, som kan klare det udbredte MS Word-format. - Sørg for at lave direkte publiceringsgenveje, så du kan bruge det til at lave blog-indlæg. - Gør det nemt at uploade tekster direkte eller via email med attachments til en hemmelig emailadresse. - Gør tekstbehandleren klar til kollaborativt arbejde ved at tillade synkron redigering med flere samtidige brugere.
Det er Writely i en nøddeskal. Det nye sociale tekstbehandlingsprogram er tilgængelig i en velfungerende betaudgave og giver en forsmag på, hvad det meget hypede Web 2.0 og Ajax-baserede applikationer egentlig drejer sig om.

Man kommer meget hurtigt igang med at bruge Writely. Brugergrænsefladen er nem og intuitiv og på tilnærmelsesvis samme måde som Flock-browseren, er tekstbehandleren en komfortable affyringsrampe til at blogge. Indtil videre er understøttelsen af forskellige blog-maskiner dog stærkt begrænset.

Det er nemt at få pumpet tekster ind i tekstbehandleren. Udover direkte upload, kan man maile worddokumenter til sin egen hemmelige emailadresse, som oprettes sammen med adgangen til Writely.

Det rigtig sjove starter dog, når man i fællesskab begynder at redigere dokumenter. Det kan både foregå synkront og asynkront. En automatiske gemmefunktion, gør det nemt at rulle versioner tilbage.

Selvom Writely på ingen måde jkan frembyde det overflødighedshorn af (ubenyttede) funktioner, som findes i de store officepakker, er den lille enkle tekstbehandler et sjovt glimt af den fremtid, der utvivlsomt kommer, når Microsoft om et år eller to får øjnene op for, at de kollaborative rum er på vej til at flytte ud på internettet sammen med en lang række applikationer.

Grænsen mellem desktop og intra- og ekstranet er ved at blive brudt ned. Samtidig er de kollaborative funktioner som i Writely endelig ved at vinde frem. Det kan komme til at ændre din og min brug af pc'en meget hurtigt.

Eller?

/kurt

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Så vidt jeg kan se kan man ikke redigere dokumenterne samtidigt, og herved ryger en af de store fordele der er ved programmer som moonedit (gratis) og gobby (gratis/gpl). Her har alle der er logget ind sin egen cursor, og kan redigere samtidigt. Hver brugers tilføjelser får sin egen farve. Multiplayer text editing kan man nærmest kalde det.

  • 0
  • 0

Hej Jacob Såvidt jeg kan se, kan man godt foretage en "multiplayer-redigering", men jeg må tilstå at jeg kun har forsøgt mig med asynkron redigering.

  • 0
  • 0

Dette med at alt skal ske via nettet - ja det lyder jo besnærende, vi skal alle dele i fryd og gammen. MEN hvad mon firmaernes sikkerhedsfolk siger til at interne hemmeligheder deles ud. Endda via en Amerikansk central(læs Microsoft) som nu kan læse med. Hvad mon landets militære sikkerheds folk vil sige når medarbejdere, for at være smarte, udveksler på denne måde. Jeg må på det kraftigste advare imod denne tendens til at alt skal igennem nettet. Ikke blot kan Microsoft se når vi starter Word, Excel mfl. (De kalder det - at checke efter nye versioner) men nu vil de altså også se HVAD det er vi skriver - PAS PÅ.

  • 0
  • 0

Meget interessant - jeg tror bestemt, at vi vil se flere applikationer som kører over nettet fremover. Der er klart et sikkerhedsaspekt, men det er der jo også ved at have virksomhedens dokumenter spredt ud på mange maskiner (hjemmearbejdspladser/ vedhæftede filer i e-mails / USB-nøgler / bærbare computere) med varierende sikkerhed til følge?

Hvis man forestiller sig, at man kunne sikre sine filer på nettet (stærk kryptering/digital signatur), skulle man jo kun koncentrere sikkerhedsindsatsen ét sted? Og hverdagen ville jo klart være meget nemmere set fra vidensmedarbejderens perspektiv, hvis vi havde adgang til vores arbejde alle steder fra? Især hvis fremtiden bliver så mobil, som nogen mener?

På den anden side virker det også lidt farligt. Jeg mener, hvad nu hvis nettet er nede? Så kan man slet ikke arbejde?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten