steens kælderlab

Dims til visning af det øjeblikkelige elforbrug

Kun de allermest tungnemme blandt læserne kan have misset det faktum at elprisen er steget voldsomt den seneste tid, så hvad skal man gøre?

Selvforsyning er ikke rigtig en option hjemme hos mig. Jeg fravalgte i sin tid solceller, da mit tag er øst/vest vendt. Vandkraft ville være en oplagt mulighed hvis da ikke min grund var flad som en pandekage uden nogen å. En husstandsvindmølle må jeg nok ikke for kommunen inde i et villakvarter og de ville sikkert brokke sig over andre energikilder også...

Jeg må erkende at der er ikke en snuptagsløsning på at reducere den pris jeg betaler per kWh, så jeg har nok det til fælles med de allerfleste danskere at min eneste mulighed for at spare penge er, at reducere forbruget - ikke mindst i de ekstra dyre perioder.

Med et gasfyr som varmekilde er jeg i princippet i samme grelle situation som med elektriciteten, men her har jeg dog en vis grad af selvforsyning: Jeg er så heldig at jeg som leder har været igennem en række kurser og dermed har jeg en velspækket værktøjskasse med management termer. Der er ikke noget der på en kold dag kan hæve rumtemperaturen som en god gang varm luft!

Nå tilbage til strømforbruget

En nøje analyse har vist at der kan ikke spares så meget som en eneste mikrowatt time i mit kælderlab. Samtlige servere, switches, instrumenter, loddekolber, 3d printere og mit øl-køleskab ligger helt nede i bunden af Maslows behovspyramide. Jeg har efter moden overvejelse derfor besluttet af den øvrige del af husholdningen må udvise solidaritet i denne svære tid og spare på deres elforbrug. For vores fælles bedste, naturligvis.

Illustration: Steen Garbers Enevoldsen

Et par selvindlysende første skridt var at gennemgå huset for ineffektive forbrugere - TV setuppet bruger omkring 13W i standby. Det er nu blevet til 0W ved at slukke på kontakten. Det var nemme ~300 kr om året der blev sparet for en meget minimal ulempe.

Vi begyndte som alle andre at skifte til LED for mange år siden og har gjort det lidt løbende efterhånden som "jeg kom i tanke om det" og ved udskiftning af defekte pærer. Jeg troede egentlig jeg i dag stort set var all-in på LED, men det viste sig ikke at være korrekt. I sin tid kunne jeg ikke finde LED alternativer som var tilstrækkelig små til at passe ind i alle de eksisterende lamper. Der er naturligvis sket meget på dette felt de senere år, så en tur på internettet gav pote:

Foreløbig har jeg skiftet 6 X 10W G4 "stemningsspots" under køkkenskabene til 0,9W LED, 2 X 50W G9 halogen til 2 X 4,2W i pendlerne over køkkenvasken, samt 3 X 50W AR111 halogenspots til 3 X 7,3W. Samlet giver det en effektsbesparelse på ~275W når de alle er tændt. Mange bække små, og det skal i hvert være et råd herfra: Gennemgå hele hytten. Alle pærer og husk eventuelle stemnings lys udenfor o.l. Nogle af de mere specielle LED pærer kan dog koste en del, så besparelsen er på sigt, snarere end per omgående. I mit tilfælde kostede ovenstående LED pærer godt 800 kr.

Skal vi have omgående besparelse så skal vi ændre vaner. Det kan f.eks. være at sætte vaskemaskinen til at køre når strømmen er billigst, osv. Men det er også et spørgsmål om at huske at slukke lyset i rummet når du forlader det og alle de andre formaninger jeg forsøger at trænge igennem med hos teenageren. Hun har f.eks. en vane med at sætte sig foran TV'et, starte en film og så se en anden film på hendes ipad med TV'et kørende som baggrund..?!? "Ungdommen nu om dage!", som vi gamle r*vhuller har det med at sige...

Så hvordan ændrer man de bestående vaner?

Datteren lagde modstræbende matematikbogen fra sig. "Jamen Far, hvordan ved jeg hvor meget strøm vi bruger lige nu?" spurgte hun og kiggede beundrende op på mig. "joeh.." begyndte jeg, hvorefter datteren fortsatte "Du er jo ingeniør så kan du ikke udvikle en dims der kan vise husets øjeblikkelige effektforbrug?". "Tjoe" begyndte jeg overrasket, da datteren fortsatte: "... og så kan du jo skrive en blogpost til alle de flinke ingeniører inde på ing.dk. Det er vist lang tid siden du har gjort det".

Hvor samtalen muligvis er fiktiv er spørgsmålet særdeles reelt (og det faktum at det er alt for lang tid siden I har hørt fra labbet), for hvordan ved man egentlig hvor meget strøm der forbruges i et givent øjeblik?

Elmåleren viser for det første ikke effekt men energi, og for det andet så befinder den sig som regel gemt inde i et eller andet teknikskab. Hvis vi nu vil have noget mere håndgribeligt stående frit fremme der tydeligt viser effektforbruget, så man kan se konsekvensen når man tænder et apparat?

Efter denne omgang varm luft til at hjælpe i de kolde stuer, nærmer vi os det egentlige formål med denne blogpost: Jeg har lavet en dims!

Eller faktisk to dimser, for før jeg kan vise effektforbruget, er jeg nødt til at måle det. Eller rettere aflæse det. For vi har jo en elmåler der godt nok kun viser det akkumulerede energiforbrug, men som man sagtens kan bruge til at udlede effekt ved at detektere den LED der blinker 1000 gange per kWh som jeg tror sidder på alle elmålere.

I kan se den her på min elmåler, og linialen holder jeg fordi man dermed kan bruge billedet til at designe en 3d model som kan fiksere en fototransistor foran LED'en. I f.eks. Fusion360 kan man importere et billede som canvas og kalibrere størrelsen med et kendt mål. Det gør det supernemt at designe noget der skal interface mekanisk.

Illustration: Steen Garbers Enevoldsen

Jeg udnytter at rundt om det IR øje man kan bruge til "officiel" kommunikation med elmåleren er der en metalring som man kan hæfte til magnetisk. Her er den første prototype jeg designede. Der er meget belejligt et par små taps på elmåleren som kan bruges til at orientere sensoren præcist. Den valgte magnet er overkill, men det var hvad jeg lige kunne finde.

Illustration: Steen Garbers Enevoldsen

Hjernen i foretagenet er en ESP8266, monteret i en 3d printet kasse, som jeg ikke lige har fået lavet færdig. Så den hænger og dingler i ledningen fra fototransistoren. Kender jeg mig selv ret, så forbliver det sådan de næste mange år.

Illustration: Steen Garbers Enevoldsen

Koden er ret lavbanal. Det er blot en interrupt service routine som trigger ved et "blink" og registrerer tiden der er gået siden sidste blink. Det omregnes så til aktuel effekt og værdien skrives via wifi til en database på mit LAN gennem et simpelt API. Jeg ender så med en tabel med {timestamp,øjebliksværdi}. Den nyeste værdi viser det nuværende forbrug, og hvis man akkumulerer datapunkter i tabellen over tid så giver det energiforbruget. F.eks. per time eller døgn eller hvad man nu har lyst til at vise. Her et par eksempler:

Illustration: Steen Garbers Enevoldsen

Effektgrafen er i øvrigt interessant at kigge lidt nærmere på. Zoomer vi til et tidspunkt om natten kan man se "baseline forbruget", og ikke mindst at der er en del at hente. Det ligger omkring 500W, hvilket jeg synes lyder af meget, så jeg skal på jagt efter strømslugerne.

Illustration: Steen Garbers Enevoldsen

Spidserne der kommer med omtrent 30 minutters interval tror jeg er min Quooker, som jeg iøvrigt skal have overvejet om skal slukkes. Det er et eksempel på et ret beset unødvendigt strømforbrug, men til gengæld en stor bekvemmelighed, så her skal der foretages en afvejning. En almindelig elkedel bruger også energi og man har en tendens til at koge mere vand end nødvendigt, men jeg vil umiddelbart tro at det ville give en besparelse at slukke Quookeren. Hvis jeg får tid kan det være jeg laver en praktisk måling af Quookeren i et døgn, og så en elkedel i et døgn, bare for at få syn for sagen.

Selve den mobile dims der kan vise effektforbruget har jeg designet som et "ur" med en arm der peger på det aktuelle forbrug. Her i slukket tilstand:

Illustration: Steen Garbers Enevoldsen

Og her når den er tændt:

Illustration: Steen Garbers Enevoldsen

Og hvis effektforbruget er over 3,5 kW

Illustration: Steen Garbers Enevoldsen

Uden på nogensomhelst måde at iøvrigt forsøge på at sammenligne mig med Jacob Jensen, så er jeg inspireret af Beomaster designet fra 80'erne med måden teksten lyser gennem den sorte flade. Det er faktisk ret simpelt at gøre. Når man ekstruderer 3d modellen, så lad tykkelsen ved teksten være meget tynd. Det afhænger sikkert af printermodel, plastictype og farve. I mit tilfælde så er tykkelsen 0,2 mm ved bogstaverne, og så er modellen printet med fronten nedad på en helt ren glasplade, hvorved den får den meget flotte skinnende overflade.

Illustration: Steen Garbers Enevoldsen

Hvis vi kaster et blik ind under skørterne kan man genkende den samme ESP8266 som jeg brugte i sensoren. Den hvide ring er et delvist vellykket forsøg på at lave en diffusor/reflektor som giver en nogenlunde ens lysstyrke over alle tallene.

Illustration: Steen Garbers Enevoldsen

Viser-armen drives af en 28byj-28 stepper med en ULN2003 som driver. Resten er step-down til 5V og step-up til 12V til LED strip'en, samt et par MOSFETs til at kontrollere LED strippen. Herligheden drives af et par 18650 celler og batteriholderen er designet som en integreret del, hvor plasticen virker som fjeder til at holde batteripolerne presset mod lederne. Designet bærer præg af at jeg oprindelig tænkte det som et "ur" der skulle hænge på væggen. Derfor kun to celler (=8,4V). Men jeg skiftede mening midtvejs og besluttede at enheden skulle kunne flyttes rundt. Det rette ville have været at redesigne til 3 celler (=11,2V) og placere dem i den buede bagende hvor der er masser af plads. Derved kunne jeg have sparet step-up forsyningen. Men jeg blev ramt af dovenskab.

Softwaren er simpel. Jeg poller i et uendeligt loop et API gennem wifi som returnerer seneste sample og parser den til en passende vinkel på stepper motoren. Hvis værdien overstiger en tærskelværdi, skifter jeg LED farven til rød.

Den virker efter hensigten. Det er lærerigt at observere hvordan viseren skifter løbende, og det har allerede afstedkommet et par gode snakke med familien.

Der er dog plads til forbedring - selvom jeg har forsøgt at lave skalaen ulineær så er "dynamikområdet" så stort at det er svært at se effekten af en enkelt pære. Hvis jeg skulle lave et nyt design så ville jeg overveje at lave en dynamisk skala, som flytter sig efter den øjeblikkelige visning. F.eks., hvis øjebliksforbruget er P ville jeg vise [P-500 : P+500]. Det kunne måske gøres ved at udskifte de "hardcodede" tal i designet til rektangulære felter som stadig er meget tynde og så placere 7 segment LED displays derunder. Det ville give mulighed for et større viserudslag ved små ændringer. Eller man kunne gå all-in og selv implementere 7 segment displays direkte embedded i 3d designet.

Det var mit bud på en samtale-facilitator som kan bruges til at øge husholdningens opmærksomhed på hvor meget strøm vi bruger. Jeg har lavet en video hvor jeg viser den i aktion. Se med her:

Steen Garbers Enevoldsen er civilingeniør, nørd og rodehoved.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

§ 7. Det skal være muligt for forbrugeren efter åbne standarder at tilkoble eksterne enheder til den fjernaflæste elmåler og løbende udtage forbrugsrelevante data, jf. § 5. Stk. 2. Overførsel af data skal være sikret via kryptering eller lignende. Stk. 3. Tilkobling af eksterne enheder skal kunne foretages af lægmand uden at bryde plomber eller lignende.

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/201...

Spændende projekt du har lavet der.

Alle burde have adgang til deres live data. Jeg har forsøgt at få N1 i tale, men de spiste mig af med en eletrisk pulsudgang på måleren, hvilket er pænt ubrugeligt, når man har solceller, da man ikke kan se om det er positivt eller negativt.

Hvis man vil ud over den slags kan man fx købe en Shelly EM3 - eller hvis man vil være DIY kan man selv købe en eller flere "current transformers" og sætte dem rundt om ledningerne og læse spændingen med fx en ESP8266. Med den kan man så se både positivt og negativt elektrisk flow og belastning på hver fase (hvis man sætter den på de 3 faser).

  • 16
  • 0

Hvis Du har gas til fyret kunne der istedet være et 10kW termisk ,decentralt kraftvarmeværk. Med Dine evner ville det ikke være svært at regulere køretider så der blev optimal gevinst for Dig og samfundet.På een gang. En Lambda 1 motor(DVS med katalysator) giver CO2,men det er der så meget der gør,og lyden kan dæmpes,kvæles og modarbejdes og er der iøvrigt mest på hverdage i spidslast

  • 0
  • 12

Super nice projekt. So ein ding Muss Ich Auch haben.

Deler du ESP32 koden?

Jeg tænkte at man kunne bruge en servo istedet for motoren. Den er ultimativt nem at "snakke" med.

  • 11
  • 0

Fint projekt.

Lidt forbedringsforslag: Brug NeoPixels / WS2812B LED til oplysning af tallene, de styres digitalt individuelt, så hver tal kan tændes og skifte farve.

Brug et HAN modul til udlæsning direkte fra måleren, det giver målerstand, spænding, strøm og effekt hvert 10. sekund, både samlet og fordelt på de 3 faser. Data sendes som MQTT. Opdelingen på faser gør det nemmere at identificere de enkelte forbrugere.

Nogle projektbeskrivelser:

https://www.version2.dk/holdning/faa-indsi...

https://smarthjemmet.dk/2021/09/aflaes-kam...

Det kan købes på https://amsleser.no/

Der findes også et Smartme modul med tilhørende cloud løsning, men det er ret dyrt.

  • 2
  • 0

Hvorfor har du ikke bare kodet en MEGET simpel webserver til at køre på den ESP8266, der sidder ved elmåleren? Der er jo også rigeligt plads på en ESP8266 til at opsamle målinger for en længere periode, så webserveren kunne vise både øjebliksforbrug samt graf for en længere periode og akumuleret forbrug.

Så havde du ikke behøvet at lave et målerur (men det var måske det du syntedes var sjovt at lave?), og så kunne elforbruget umiddelbart ses på enhver browser (inklusive den i teenagedatterens mobiltelefonen).

  • 4
  • 1

Så havde du ikke behøvet at lave et målerur (men det var måske det du syntedes var sjovt at lave?), og så kunne elforbruget umiddelbart ses på enhver browser (inklusive den i teenagedatterens mobiltelefonen).

Der er masser af "standard" løsninger som kan vise data pænt i en browser og man kunne ganske rigtig bare lade ESP'en være webserver.

Men du gættede rigtig - det var lige præcis planen at lave noget anderledes og få kildet alle de relevante kirtler: 3d modellering, 3d print, elektromekanik, elektronik og software :)

  • 17
  • 0

Men du gættede rigtig - det var lige præcis planen at lave noget anderledes og få kildet alle de relevante kirtler: 3d modellering, 3d print, elektromekanik, elektronik og software :)

... og ikke mindst målet om at skabe 'opmærksomhed' om det at bruge strøm, hvilket denne trebenede "samtale-facilitator" uden tvivl formår. ;-)

Nu hvor din teenage-datter har fået klarhed over effektforbruget, har du så overvejet at lægge elforbrug og lommepenge ind under samme budget, og så udpege teenageren som husets energiminister?

Den del af budgettet, der ikke går til elselskabet, bliver udbetalt som lommepenge. ;-)

  • 18
  • 0

Med din steppermotor har du ubegrænset med omdrejninger.

Et forbedringsforslag kune være to visere. En stor der viser kW og en lille der viser W, lidt ligesom den store og den lille viser på et ur. Med det setup ville du være i stand til at se lamper blive tændt/slukket og samtidig bevare overblikket.

Alt hvad det kræver er nogle få 3D printere tandhjul.

Tak for inspirationen, aftenen igår udviklede sig til hyggeligt nørderi og leg med at få mine ESP32'ere på nettet

  • 12
  • 0

Et forbedringsforslag kune være to visere. En stor der viser kW og en lille der viser W, lidt ligesom den store og den lille viser på et ur. Med det setup ville du være i stand til at se lamper blive tændt/slukket og samtidig bevare overblikket.

Det er faktisk en skidegod ide! Hvis der kommer en næste version, så skal den helt klart med i overvejelserne.

  • og dejligt at høre at jeg kunne inspirere til noget nørderi - det er jo selve formålet med mit skriveri!
  • 13
  • 0

Men finder nu engang at en simpel elmåler til 59 kroner klarer opgaven ganske fint.

Og så kan den identificere de enkelte elforbrugs komponenter i huset.

Den flyttes rundt mellem ting, og der kigges de første par minutters forbrug ved opstart, derefter kan den tilses nogle gange over et par dage, og så videre til næste komponent.

Jeg tilstår dog gerne at vi har 2 elmålere, men det skyldes at vi ikke kunne huske hvor vi havde forlagt den første. (som nu er fundet)

Husets samlede tomgangsforbrug kan ses på timebasis via eloverblik, det tog nolge logins over et par uger og så var der totalt styr på alt elforbrug.

Hvem, Hvad og Hvor meget.

Så er det op til spotprisen og tariffer at fortælle os hvad ting koster at bruge på et givent tidspunkt.

  • 3
  • 5

Det er faktisk en skidegod ide! Hvis der kommer en næste version, så skal den helt klart med i overvejelserne

du bør dog nok hæve ambitionsniveauet noget, hvad brugervenlighed angår! :)

Det er (slet) ikke ‘nok’ at vise det momentane effektudtag - du må have timeprisen indarbejdet, så din datter løbende kan se, hvad det koster (i timen)!

Dernæst må du integrere det momentane effektforbrug over den forløbne tid siden seneste skærinsgdato for udbetaling af lommepenge - hvorved datteren løbende vil kunne evaluere størrels(orden)en af førstkommende overførsel! :)

PS Jeg håber ikke, hun finder ud af, hvor jeg bor! ;)

  • 2
  • 1

Men finder nu engang at en simpel elmåler til 59 kroner klarer opgaven ganske fint.

Jeg tror du misser hele pointen. Som Maker laver man ikke nødvendigvis ting fordi de er rationelle eller billigere end ting man kan købe. Man laver dem først og fremmest fordi det er fedt at være kreativ og fordi det er tilfredsstillende at få noget til at virke.

Tidsspilde.... tjaa måske, men vel ikke værre end at se TV, læse krimier, spille fodbold, løse Rubiks terning eller nogen af de andre af vores utallige aktiviteter, der ikke rigtig bidrager med andet end varm luft.

Til forskel fra ovennævnte aktiviteter risikerer man til gengæld at blive klogere, mere kreativ og bedre til sit professionelle virke som følge af processen - det er da en no-brainer?

Hvorfor? Fordi!

  • 35
  • 0

Fravalg af solceller... Du skriver at solceller er fravalgt da taget vender øst/vest ?

Et øst/vest anlæg producere ca. 80% af hvad et syd-vendt anlæg gør. Du får med et øst/vest anlæg dog en mere jævn produktion fra solopgang til solnedgang i forhold til et sydvendt og derfor minde behov for lagring af strømmen. Dvs. øst/vest solceller kan være en fordel i private boliger.

  • 17
  • 1

Nu er det mange fadøl siden beslutningen blev taget. Vi renoverede for omkring 13 år siden og som en del af det skiftede vi tag. Dengang så regnestykket ikke positivt ud - i dag er det nok en anden sag.

  • 8
  • 0

Den kan godt vise det øjeblikkelige forbrug og det er fint nok, men den kan ikke vise en grafik af det over tid.

Hvis jeg vil have det over tid må jeg se på denne datahub som viser det pr time.

Hvis jeg vil se hvad diverse apparater bruger, må vi være to personer. En som tænder og slukker apparatet og en som står og læser måleren. Lidt kompliceret.

I disse tider kunne man også ønske at have elprisen samtidig, men trods al digitaliseringen er det ikke muligt uden samkørsel af diverse oplysninger fra forskellige kilder.

  • 2
  • 0

..jeg har valgt at undgå webløsninger med det jeg alligevel ikke forstår og, helt ærligt ikke gider sætte mig ind i :-) For en del år siden da der kom solceller på taget blev der dog indkøbt en Norgo 101 som tæller "blink" på bi-måleren. Det virkede glimrende og gør det forsåvidt stadig. Der er en "forsinkelse" på ca 45 sekunder med opdatering af den leverede effekt. Det kan jeg godt leve med. Ligeså med elbilen, egen bimåler aflæst med "blink" og bimåler :-) Der er med Norgo 101 ingen mulighed for at gemme eller overføre data til f.eks. pc men du kan få vist forbrug hver time de sidste 5 timer, de sidste 5 dage, de sidste 5 uger, og de sidste 5 måneder :-) og det er præcist iflg. hovedmåleren. Norgo 101 er vist discontinued. Afløseren hedder noget med "Go green" Total Energy Power Meter LED Pulse Senson Count Electricity, men funktionerne er de samme Søg selv på f.eks. amazon.de :-) Go green har ikke en sender/modtager, men aflæser direkte til display via kabel

Mvh Aksel

  • 1
  • 0

Det gælder om at snige en passus ind i kommisorium, at eventuelt forbrug i husets kælderlab ikke indgår i datterens mandat til at undersøge.

Det går langsomt op for mig at det vist ikke er datteren, der har et problem med mit forslag. :-)))

Fandt du nogensinde ud af hvad det er, der trækker 500 W konstant, når I ikke er hjemme?

Er det den belyste vandkunst i forhaven, eller har du et helt kølehus kørende til øl-bryggeriet?

500 W svarer omtrent til HELE vores middel-forbrug, dengang vi havde 2 teenagere i huset! :-o

  • 6
  • 0

vist ikke er datteren, der har et problem med mit forslag. :-)))

Damn... busted :)

Jeg er ikke færdig med at måle rundt omkring, men et godt gæt er, at mit rackskab står for en ikke uvæsentlig andel. Jeg har en USG pro, en 24 port PoE switch, en 5-bay og en 9-bay NAS kørende. Jeg har overvejet om jeg skulle prøve om jeg kan redegøre for alt baseline forbruget bare for interessens skyld. Når jeg tænker over det, så er der jo mange ting der kører.

Her er en liste over hvad jeg lige kan komme i tanke om af konstante elforbrugere:

** Generelt: **

  • Dimser i standby, ladere til mobil, laptops, etc.
  • Tyverialarm
  • Sonos: 3 x play:1
  • 1 X Play:5
  • 1 X Soundbar
  • 1 X AMP
  • 1 X Subwoofer

Kontor:

  • iMac i standby

Køkken:

  • Køleskab
  • Quooker
  • 2 X ovn (slukket, men der kører et ur i begge)
  • Emhætte (hænger højt under loftet, så kontrolleres med fjernbetjening)

Kælder:

  • Udsugning (blæsermotor på timer)
  • Fryser
  • Affugter
  • Ølkøleskab
  • Gasfyr
  • Varmtvands cirkulation (pumpe på timer)
  • Gulvvarme (pumpe + Roth controller)
  • PC i standby
  • Switch (24port, PoE)
  • Router (USG Pro)
  • UPS
  • NAS (Qnap TS563 + Qnap Ts-h973)
  • Fiber mediekonverter

... og så jeg sikkert overset noget. Ikke alle ting er nemme at måle på. F.eks. har jeg et par Velux ovenlysvinduer der kan åbnes/lukkes med en fjernbetjening. Så et eller andet er der aktivt i de vinduer men jeg kan ikke komme til ledningerne uden at rive gipsen af, så jeg kan ikke rigtig måle på dem. Samme gælder emhætten. Så en 100% gennemgang er nok for omfattende, men det kunne være interessant at se hvor stor en del af forbruget jeg kan måle og redegøre for.

  • 8
  • 0

N1 skulle være klar med HAN adgang til december jf. en mail til min bror. Indtil da er det bare smart-me eller pulstæller. Krydser fingre for at tidsplanen holder :-)

  • 2
  • 0

De der management termer sniger sig da ind alle vegne: 24/7/365 ;-)

Alle ved at der er ca. 52 uger pr. år ligesom der er ca. 365 dage pr. år - svarende til ca. 8.760 timer pr. år.

24 * 7 * 365 giver 61.320 timer svarende til ca. 7 år - hvad sker der så med grejet i kælderlab'et efter 7 år??

  • 1
  • 0

Har selv ligesom andre været på udkig efter strømslugere. Her er Sonos enheder, især de gamle, TV og routere nogle værre forslugne enheder. Sonos har observeret til ca. 5-10watt i standby.

Har købt nogle Philips Hue enheder som kan slukke for det når jeg ikke er hjemme. Tv+sonos soundbar+router slukker fra kl 23:59 - 16:00 alle hverdage. Homeassistent integreres ganske godt til den slags tidsstyrring.

Samlet har jeg reduceret mit standby forbrug med ca 30% og ligger nu på ca. 200w tomgangsforbrug.

  • 2
  • 1

og så vise kr/time i stedet for W. Det er jo egentlig det som er relevant

præcis! :)

Efter min erfaring er begge tal/værdier væsentlige. Du bør vide hvad og hvilke aktiviteter der bruger strøm samtidig med at du har information om prisen.

Det kan variere henover dagen hvad prisen er, så det er godt at vide hvad det kan svare sig at flytte på.

Vi er godt på vej tilbage i tiden, hvor dagens aktiviteter afhang af vejret.

  • 2
  • 0

Det kan variere henover dagen hvad prisen er, så det er godt at vide hvad det kan svare sig at flytte på.

EU burde stille krav til alle producenter af vaskemaskiner, opvaskere, tørretumblere at maskinerne SKAL have et åbent interface som man kan sende et start signal til.

Bare en pæresimpel indgang man kan give en puls eller lignende. Med den åbne adgang til spotpriser frem i tid ville det være en smal sag at lave en "start når det er billigst, indenfor X interval" funktion. Det tror jeg kunne have en stor effekt.

  • 5
  • 0

Her er en liste over hvad jeg lige kan komme i tanke om af konstante elforbrugere:

** Generelt: **

Der er godt nok mange forbrugskilder på den liste, men langt de fleste er svjks standby-forbrug, inklusiv urene i ovnene.

Det er naturligvis strøm til ingen nytte, men næppe noget der kan forlare et konstant forbrug på 300 W.

Et typisk 40" TV bruger ekselvis 0,5-0,7 W, så der skal i størrelsesorden 500 apparater på standby til at trække 300 W.

Her i 2022, hvor jeg for første gang i årtier er blevet grebet af sparehysteri, slukkede jeg alt i huset undtagen køle-fryseskabet, inden vi sejlede på sommerferie fra sidst i Juni til først i August, altså gennem hele Juli.

Vores dagsforbrug lå i hele perioden meget konstant på 1,5 kWh, altså 62 W i snit, hvilket altså er køle-fryseskabets forbrug, når vi ikke åbner lågerne. https://i.ibb.co/jTpnQ86/Juli.jpg

Sidste år spekulerede vi ikke i den slags, så udover køleskabet, havde vi mindst 2 TV'er på standby og en gaskedel, der hold varmtvandsbeholderen varm i 6 uger til ingen nytte.

Forbruget var dengang 1,55 - 1,83 kWh pr dag, og man kan se at køleskabet bruger ca 0,3 kWh mere på varme, solrige dage end på "typisk-dansk" sommerdage. https://i.ibb.co/Nt5N88w/Juli2021.jpg

Standby-strøm og strøm til gaskedlens cirkulationspumpe og blæser, har med andre ord tilsammen brugt i omegnen af 0,1 kWh om dagen, eller 4 W i snit.

Når vi zoomer ind på timeforbruget, kan vi se at kølefryseskabet, som var husets eneste forbruger i Juli, bruger op til 110 W, når kompressoren kører, men ofte holder pause i op imod en time ad gangen, hvor timeforbruget kun er 20 Wh, og på enkelte kølige nætter, kunne skabet holde temperaturen under tærskelværdien i 1-2 timer, helt uden strøm. https://i.ibb.co/YbJR3dG/Juli9.jpg

Kølekompressoren i et Bloomberg køle-fryseskab årgang 2006, bruger altså 100-110 W når den kører og 0 W når den ikke kører.

Når jeg iagtager din 3. graf i artiklen, ser jeg 2 sådanne kompressorer, som begge bruger 100-110 W, somme tider enkeltvis, somme tider oveni hinanden, så forbruget veksler trinvist mellem ~300 W, ~400 W og ~500 W, og man kan ovenikøbet se startstrømspeaken på op til 500 W kortvarigt, som er meget typisk for kølekompressorer.

Så trinene mellem 300 - 500 W er nærmest utvivlsomt dit køle-fryseskab og dit ølkøleskab, mens de høje peaks på ret præcis 1600 W er din cooker.

Hvad der derimod opretholder en konstant base på 300 Watt, er et mysterium, som jeg ikke synes de øvrige punkter på listen kan forklare.

Affugteren kunne måske forklare 100-200 W hvis den kører 24/7, men det gør den forhåbentlig ikke.

  • 10
  • 0

Hvad der derimod opretholder en konstant base på 300 Watt, er et mysterium, som jeg ikke synes de øvrige punkter på listen kan forklare.

Jeg lover at få det målt. Men jeg vil slet ikke blive overrasket hvis størstedelen skal findes i mit rackskab. Alene en 24 port PoE switch er ret sulten, og den trækker også adskillige IP kameraer, samt 3 Wi-Fi accesspunkter.

Du har helt ret - moderne apparaters standbyforbrug er ganske lavt. Det stilles der heldigvis krav til.

  • 5
  • 0

Jeg lover at få det målt. Men jeg vil slet ikke blive overrasket hvis størstedelen skal findes i mit rackskab. Alene en 24 port PoE switch er ret sulten, og den trækker også adskillige IP kameraer, samt 3 Wi-Fi accesspunkter.

Google af ren nysgerrighed:

"How many watts does an IP camera use?"

"Standard PoE systems power most IP cameras and transmit up to 15 watts of electricity. PoE+ systems transmit up to 30 watts and are usually used in more high-power cameras with their own heating and cooling mechanisms."

Hold da magle hvor ville jeg gerne være den teenagedatter, der fik til opgave at rydde op i dit overflødige elforbrug. ;-)

Med en potentiel lommepengeforhøjelse 16.000 kr/år, kunne jeg få nyt storsejl på båden HVERT ÅR - og det endda uden at skære ned på vanen med at se to videoer ad gangen. :-)))

  • 4
  • 0

Jeg lover at få det målt. Men jeg vil slet ikke blive overrasket hvis størstedelen skal findes i mit rackskab. Alene en 24 port PoE switch er ret sulten, og den trækker også adskillige IP kameraer, samt 3 Wi-Fi accesspunkter.

Du har helt ret - moderne apparaters standbyforbrug er ganske lavt. Det stilles der heldigvis krav til.

Jeg har netop været igennem at koble en ESP32 på HAN porten i min Kamstrup måler - med dette stykke sw ovenpå

Jeg mangler stadig mqtt integration med OpenHab og priser fra ENTSOE (opsætning af det hele er beskrevet på AMS reader software github siden) men er indtil nu ganske tilfreds med løsningen.

Inden jeg kom dertil havde jeg investeret i en håndfuld energimålere, hvilke så har været sat til forskellige enheder:

En WiFi router - 10W

En Fibernet boks - 5W

En 16 port Gb swtich - 7W (Her var jeg overrasket over det relativt lave forbrug)

Et tv i drift 100W

Et andet tv i drift 150W

En affugter i drift 160W

En server (til OpenHab, mail, websider, cloud & andet sjov) 50W[1]

En spille-pc 150-450W under brug - 10W i stand-by

En hjemmearbejdsplads 150W ... og så fremdeles.

Der er ret mange 5-10-15W under-drift enheder gemt rundt omkring i hjørnerne.

En række smarte switche sørger nu for at det meste er slukket om natten.

[1] Det ville jeg rigtig gerne gøre noget ved...

  • 0
  • 0

Hej Steen,

Super spændende / nørdet projekt. Jeg er passende imponeret.

Jeg roder selv med ESP8266 og specielt ESP32, og jeg synes specielt at det kan være svært at få strømforbruget langt nok ned, til at de kan holde strøm i lang tid på batts. Min use case er sensors, logging (wifi, mqtt, nodered, influxdb) og styring af simple processer.

Må jeg spørge om, hvad du går for at holde strømforbruget (på nørd-dimsen - ikke hele husholdningen) nede, og hvor lang batteritid, du så har? Jeg er klar over, at du med sikkerhed bruger genopladelige batterier, men selv en nørd gider ikke skifte batterierne hver morgen.. ..

Glæder mig til at se flere af dine projekter!

  • 2
  • 0

Jeg har et par garageporte med fjernstyrede portåbner. Portene er lidt upraktisk placeret i ft, at kunne se om de er åbne (fordi man af vanvare har trykket på fjernbetjeningen). Spørgsmålet: Ville det være noget med en ESP8266 + noget mere, at kunne se på mobilen om portene er åbne? Og sfl skal de kunne lukkes dem via mobilen.

  • 1
  • 0

Hey Steen & ing.dk

Det her kan godt risikere at blive en rigtig sjov tråd. Jeg savner dog muligheden for at uploade billeder/filer andre kunne have glæde af.

Lige nu er jeg ved at 3D printe en lille kasse der integrerer en esp32, en swithed 3.3V strømforsyning og to ben fra en stikprop nede fra bauhaus.

Voila - netserver forklædt som stikprop der går direkte i stikkontakten. Jeg bilder mig ind, at andre kunne bruge sådan en dims også.

Det kunne være fantastisk hvis et område på ing.dk kunne udvikle sig til et virtuelt (og dansksproget) maker-space. Det ville da være ægte videnskabsformidling i øjenhøjde!

  • 5
  • 0

g jeg synes specielt at det kan være svært at få strømforbruget langt nok ned, til at de kan holde strøm i lang tid på batts

Problemet er wifi den æder strøm som død & helve....

Hvis du sender al transmission i dvale ryger du ned på 10-20mA.

https://lastminuteengineers.com/esp32-slee...

Lever du med ESP32'ere der sidder på et development board er der ekstra strømforbrug. Nogle dev-boards er optimeret bedre end andre.

Når jeg skal have ting til at holde rigtig længe bruger jeg en arduino-pro som sleep-timer. Lodder med power-led'en af sådan en fætter ryger deep-sleep strømforbrug ned under 10uA.

  • 1
  • 0

@Steen,

Inspireret af dig har jeg muret min egen kode sammen. Når jeg kigger i din kode skriver du long ints i floats og vice versa. (return type for millis() er unsigned long)

Jeg havde kopieret en bid fra dig og fik en heap error ved interruptet. Jeg rettede alle variable i koden til longint og nu spiller det.

ANyway - har en kode der sætter en webserver op og skriver til en lille tabel i html på ESP32 hvis der er nogle der er interesserede. Alt hva man behøver for at læse strømforbrug er en fotomodtand, en 10kOhm modstand et ESP32 dev board (og WIFI netværk seføli)

  • 1
  • 0

Med 2,17 kW VE / borger heroppe ( og som vokser til 2,5 KW i 2023 ) er ca. dobbelt så meget som vindmølleeffekt pr. borger i DK, så mangles der nogle nørder der kan kaste sig over at udvikle, software og elektronik der kan sikre, at absolut ingen overskudsel går til spilde, samt finde ud af, hvordan overskudsel skal prissættes. Landsstyret har lige vedtaget at støtte med 7.000 kr til pensionister, da brændolie til oliefyr er blevet så dyr og det er da sindsygt, med tanke på, at i gode vindforhold, som der er masser af i vinterhalvåret, så er der ofte i lavlasttidspunkter at op til 40 MW går til spilde, 40 MW der kunne opvarme ( give et godt tilskud ) 4 - 5.000 af resterende 15.000 huse der stadigvæk har oliefyr.

  • 1
  • 0

Det her kan godt risikere at blive en rigtig sjov tråd. Jeg savner dog muligheden for at uploade billeder/filer andre kunne have glæde af.

Enig!

Det giver en langt mere levende debat hvis man kan embedde billeder i kommentarerne. Specielt i en teknisk debat. Og det er bare ikke det samme at paste links til billeder. det giver et afbrudt læseflow, og så skal man tage stilling til om det er et sikkert link osv.

Jeg så meget gerne at muligheden for at embedde media i debattråde kunne komme med i den kommende opdatering af ing interfacet.

  • 2
  • 0

Sjovt at jeg ikke fik compilerfejl

Den slags er C ligeglad med...... Det er jo det smukke ved C - alt er tilladt. Du har bare været heldig at du overskrev et ligegyldigt heap område :)

Jeg så meget gerne at muligheden for at embedde media i debattråde

Jeg tror ikke de tør generelt, pga eventuelle problemer med copyrigt. Men i en ren DIY tråd hvor man kun sender billeder af hjemmestrik burde det være tilladeligt.

  • 1
  • 0

Rigtigt fint projekt, dit 'viserinstrument' er helt fantastisk :)

Lidt brok: Som så mange andre har oplevet, er N1 fuldstændigt umulige at have med at gøre, så at trække data fra måleren er for mig helt udelukket. Og den er endda låst i displayet, så den kun kan vise akkumuleret forbrug, det gider de heller ikke fikse, men jeg kan da betale for at få sat en ny måler ind... NOT... Og inden nogen spilder energi på at informere mig om målerbekendtgørelsen, så er min måler fra før 3dec 2013...

Så jeg byggede også en LED puls-tæller :) Jeg brugte en Arduino Nano 33IoT og har forbrugsvisning lokalt på et display samt online, enten på en hj.side eller via Arduino appen.

For dem der føler sig hjemme i Arduino verdenen, er deres cloud løsning næsten en no-brainer, i det mindste bør man prøve det af. Der er en gratis løsning, men med et abonnement får man meget mere funktionalitet, f.eks. online SW opdatering, så man kan fikse fejl eller tilføje funktionalitet selvom man ikke sidder lige ved siden af opstillingen.

God weekend :)

https://www.dropbox.com/s/k6yp9oijxp97ri1/... https://www.dropbox.com/s/ybv2w8zsxmotluf/...

  • 2
  • 0

Og inden nogen spilder energi på at informere mig om målerbekendtgørelsen, så er min måler fra før 3dec 2013...

Fra målerbekendtgørelsen:

§ 11. De fjernaflæste elmålere, der allerede var idriftsat den 3. december 2013, men ikke opfylder alle kravene i §§ 4-7, kan forblive i drift i de pågældende elmåleres restlevetid, såfremt de kan benyttes til indsendelse af timemålte forbrugsdata til datahubben, jf. § 8, stk. 1, jf. dog stk. 2.

.. Så du må jo håbe på at den går i stykker på et tidspunkt...

  • 0
  • 0

En person i en gruppe på Facebook har lavet et forsøg med A: lade den køre 24/7 B: slukke om natten

Det viste sig at den energi, der ikke blev brugt, når der var slukket om natten, var meget lig den, der skulle bruges om morgenen til at få temperaturen op til te/kaffetemperatur.

Så det vil kun kunne betale sig at slukke for den, hvis den skal være slukket flere dage i træk.

  • 0
  • 0

Lidt brok: Som så mange andre har oplevet, er N1 fuldstændigt umulige at have med at gøre, så at trække data fra måleren er for mig helt udelukket. Og den er endda låst i displayet, så den kun kan vise akkumuleret forbrug, det gider de heller ikke fikse, men jeg kan da betale for at få sat en ny måler ind... NOT... Og inden nogen spilder energi på at informere mig om målerbekendtgørelsen, så er min måler fra før 3dec 2013...

Så er voreselnet.dk på Fyn anderledes samarbejdsvillige.

"Vores Elnet opdaterer løbende software i elmålerne. I løbet af foråret 2022 bliver en opdatering udrullet, som får data fra den eksterne port til at "flyde" mere stabilt. Vores Elnet sætter stor pris på, at vores kunder har lyst til at afprøve og teste denne nye dataudgang og vi står gerne til rådighed for dialog ligesom vi gerne hører om jeres erfaringer."

"Data er ikke krypteret, da det vil hæmme nytten og brugen af H1-porten og fordi en del data alligevel er tilgængelige via målerens display."

  • 6
  • 0

"Data er ikke krypteret, da det vil hæmme nytten og brugen af H1-porten og fordi en del data alligevel er tilgængelige via målerens display."

Er det egentlig ikke i strid med Bekendtgørelse om fjernaflæste elmålere og måling af elektricitet i slutforbruget

§ 7. Det skal være muligt for forbrugeren efter åbne standarder at tilkoble eksterne enheder til den fjernaflæste elmåler og løbende udtage forbrugsrelevante data, jf. § 5.

Stk. 2. Overførsel af data skal være sikret via kryptering eller lignende.

Ikke at det giver meget mening at måleren i dit eget hus skal kryptere data på en port som du kun selv kan tilgå.

Men der er måske tænkt over at nogle målere er tilgængelige for 3. part.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten