Det dersens opsving...

For et års tid siden var der meget stakåndet heppen i de såkaldte "finansmedier" om at nu var opsvinget på vej.

En meget stor del af det var baseret på nogle dot-com lignende handler med internet-startups, handler der ikke så væsentligt mere fornuftige ud end det der foregik i den sidste bobbleøkonomi.

Optimismen nåede så langt at FED hævede renten og hvis der havde været skygge af noget opsving før, så forsvandt det nærmest som dug for solen med rentestigningen. Den efterfølgende rentestigning, planlagt til december, blev hurtigt lagt i skuffen.

Forbrugerprisindexet fortæller en klar historie, eller rettere, to klare historier:

Den Første historie slutter med anden verdenskrig hvor den Anden historie begynder.

Lige nu er der tre muligheder for fremtiden: Første, Anden og Tredje historie.

Alle politikere og folk med store kapitalafkast kæmper febrilsk på at forlænge Anden historie.

Visse økonomier, særligt Piketty, ser os på vej tilbage til Første historie.

Og endelig er der altid en god og solid sandsynlighed for at vi ikke har forstand på fremtiden og bevæger os ind i en Tredje Historie.

Anden historie

Det altovervejende drivmiddel i Anden historie var enorme offentlige investeringer som skabte en masse vellønnede jobs.

Der blev bygget skoler, sygehuse, børnhaver, broer, fabrikker, kraftværker, motorveje, svømmebassiner og sågar helt nye byer.

Men en meget stor del af investeringerne, for USAs vedkommende størstedelen, var militære.

Anden verdenskrig og den kolde krig var i bund og grund enorme jobskabelsesprogrammer drevet af skattekroner.

Det er ikke tilfældigt at kurven har et lille knæk efter murens fald: Da Reagan og Bush d.æ. indkasserede "The Cold War Dividend" var de godt igang med at smadre hele vestens økonomiske stabilitet og det var kun Internettet og dot-com bobblen der forhindrede det i at gå rigtig galt.

Hvis man kigger objektivt på situationen lige nu, mangler den helt centrale forudsætning for at fortsætte den Anden historie: Statens økonomiske cirkulationspumpe fungerer ikke.

Det er der mange årsager til, EUs indre marked medførte f.eks at IC4 skabte jobs i Italien frem for Randers, men den alt afgørende årsag er at politikerne faktisk prøver at stoppe pumpen: De skærer ned, rationaliserer og digitaliserer alt hvad de kan, med det ene formål at reducere pumpeydelsen.

Hvorledes nogen seriøst kan tro at Anden historie fortsætter er mig en gåde og jeg har rigtig mange af dem der plaprer højest om det mistænkt for bare at prøve at tale kurserne op mens de selv sælger ud.

Første historie

Hvis det ikke kan være Anden historie må det vel være en tilbagevenden til Første historie, der i parantes bemærket, som dokumenteret af f.eks Piketty, ikke starter i år 1900 som på kurven, men for nogle tusinde år siden med opfindelsen af penge.

Den helt centrale cirkuationspumpe i Første historie er at der er arbejde at få for dem der vil. Bevares, ikke altid det arbejde de havde lyst til og ikke altid bedre arbejde end det de havde tidligere, jvf. f.eks folkevandringen fra land til by, og nogen gange på et helt andet kontinent, men der var arbejde at få.

Denne pumpe er i fuld gang med at blive demonteret af automatiseringen, robotter og kunstig intelligens.

Vi kan diskutere hvor hurtigt det kommer til at gå, inddrag gerne en avistypograf eller en stenograf i den debat, men der er ingen tvivl om at det kommer til at ske.

Vi kan også diskutere hvilke jobs der bliver tilbage, kan det f.eks betale sig at udvikle en robot der kan klatre op i en mast og fejlsøge på et antennekabel ? Vil vi overhovedet erstatte højesretsdommere, vurderingsmænd, taksatorer og Etisk Råd med kunstig intelligens ?

Men der er intet realistisk scenarie hvor der er fuld beskæftigelse for alle, med mindre vi på Sovietisk vis begynder at opfinde jobs bare for at holde folk borte fra gadehjørnerne.

Man kunne f.eks insistere på at arbejdsløse skal skrive en masse håbløse ansøgninger, som HR afdelinger derefter skal pløje sig igennem, det giver beskæftigelse både med at kontrollere at de bliver sendt og med at smide dem ud.

Med andre ord, nej, vi kan ikke vende tilbage til oldefars tids med dens forudsigelige i glasvinduer ætsede rentesatser hvor man svare enhver sit i sit ansigts forsved.

Tredje historie

Kender vi af gode grunde ikke endnu.

Vi kan opstille nogle randbetingelser for Tredje historie, hvis den skal være blot nogenlunde stabil.

F.eks skal næsten alle have noget at spise hver dag.

Folk der er ved at dø af sult gør det sjældent i stilhed og enten vil de ty til selvtægt, med kraftigt forøget tab i fødevarebutikker til følge, eller også kommer staten til at betale for deres mad mens de sidder i fængsel for deres "berigelseskriminalitet".

Det er i bund og grund derfor vi har overførselsindkomster: Det er en billig måde at undgå en masse kriminalitet og politiarbejde.

Det er værd at bemærke her, at forskellen på gode og dårlige tider i Anden historie typisk kun var en håndfuld procent fuldtidsledige.

Hvis vi, som mange forudser, står overfor teknologiske arbejdsløsheder i 20-30% klassen indenfor de kommende par årtier, vil Tredje historie ikke ligne noget vi nogensinde har set før.

Mange i Anden historie heppe-koret påstår, uden på nogen måde at sandsynligggøre det, at "der kommer andre jobs", til det er der kun en ting at sige:

Det eneste forslag der foreløbig har nogen chance for at opfylde randbetingelsen "det daglige brød" er en eller anden form for bogerløn.

Det giver årsag til en anden randbetingelse: Der skal penge i den kasse borgerlønnen betales ud af. Det betyder igen at en eller anden økonomisk aktivitet skal beskattes.

Hvis en stor brøkdel af befolkningen ikke arbejder, fordi der ikke er arbejde at få, er en indkomstskat ikke vejen frem.

Hvis vi også stiller som randbetingelse at der skal være nogenlunde geografisk balance i tingene, skal beskatningen foregå hvor den økonomiske aktivitet foregår, således at pengene ikke opkoncentereres der hvor det er billigst at installere robotter og kunstig intelligens.

Der er mange problemer med bruttonationalprodukt begrebet, men det er noget i den stil der skal beskattes i Tredje historie, det nemmeste sted at gøre der formodentlig en konsekvent og flad skat på alle køb/salg lignende transaktioner.

Min hovedregning siger at vi kan droppe indkomst-, firmaskat og MOMS og erstatte dem med en ca. 5% bruttobeskatning på alle køb/salg lignende transaktioner.

En sådan nyordning ville løse nogle store problemer, f.eks ville Alibaba, Amazon, Apple, IBM, CSC, Google, NetFlix, Monsanto osv. osv. ikke længere kunne snige sig udenom beskatning af deres økonmiske aktivitet. Det ville også gøre sort arbejde langt mindre attraktivt.

Hvis man tænker lidt kreativt vil det gøre det meget nemmere at starte en virksomhed: Lad Dankort automaten automatisk sende 1/20 til skattevæsnet, så slipper du helt for at føre regnskab, forudsat hele dit salg går via Dankort automaten.

Der er naturligvis også andre problemer der der også skal håndteres, arvafgifter der modvirker kapitalkoncentration og den slags.

Men hvis vi tager os sammen kunne det faktisk blive et ret lækkert samfund, hvor forældre havde tid til deres børn, hvor unge havde tid til at lære noget og hvor vi ikke døde af stress og hjerte-karsygdomme fordi vil altid skal hænge i en klokkestreng - altsammen muligt fordi vores nye teknologiske slaver tager slæbet.

Fra Anden til Tredje

Man skulle tro at en sådan bredspektret forbedring af livskvalitet ville være noget der fik alle visionære politikere helt op på dupperne, det burde være en selvskreven valgsejr at kunne love kortere arbejdstid og bedre livskvalitet.

Men nej, de er gået helt i Anden historie-baglås.

Pensionsalderen skal hæves, virksomhedsbeskatningen sænkes, danskerne skal arbejde mere, billigere og længere, de unge skal piskes igennem studier der fører til skattebetalende erhvervsaktivitet og kultur er der ikke råd til, hverken på de nye hospitaler eller nogle andre steder. Fyringerne fortsætter indtil den økonomiske vækst er blevet bedre.

Der er politikere der har lugtet lunten, Uffe, Corbyn, Sanders osv. men der er ikke ret meget Viggo Kampmann over nogen af dem og en ombygning af den skala vi taler om kræver en rigtig god projektleder med styr på både de store linier og detaljerne.

Vi kan ikke helt se bort fra at Tredje historie slet ikke involverer et højteknologisk globalt samfund.

Flygtningepresset på Europa er kun en lille forsmag på hvad der venter når klimaforandringene slår igennem og hvis vi både skal rykke dobbelt så tæt sammen i samfundet og kæmpe med en meter eller to højere bølgetoppe, vil mange uformulerede forudsætninger vise sig ikke at være opfyldt længere.

Hvis intet andet kan, burde det perspektiv kunne motivere alle der nyder godt af det højteknologiske samfund til at arbejde for en hurtig, gennemtænkt og planmæssig overgang til den Tredje historie.

Gør I det ?

phk

Poul-Henning Kamps billede
Poul-Henning Kamp
er selvstændig open source-softwareudvikler. Han skriver blandt andet om politik, hysteri, spin, monopoler, frihedskampe gør-det-selv-teknologi og humor.

Kommentarer (103)

Men nu har vi jo brugt 300 år eller mere, på at opbygge et yderst komplekst, problem fyldt, ustabilt og fuldstændig ulogisk finansielt system, hvor personlig vending er regel nr. 1. Jeg kan ikke se udvejen, og jeg kan ikke få øje på nogen reel chance for vi kan ændre ''verden'' i tide.> enten redder De den hjem med historie nr. 2.(-Hvilket ikke kan betragtes som en rigtig redning) eller falder det hele sammen og så skal vi starte forfra IGEN. Misforstå mig ikke, jeg kan ikke være mere enig med dig, i dine betragtninger. Men jeg er bare ikke sikker på vi har evner, ell. muligheder for at vælge de Rigtige folk, der kan lede os over på sporet til historie nr. 3.

Men der er jo altid en lille smule håb,> der slap ifølge savnet, lidt håb ud af Pandoras Box dengang den blev åbnet. Men vi skal vist også rammes af lidt held og tilfældigheder før tingene flasker sig.
Jeg lover jeg krydser mine fingre og mere til(-;

  • 7
  • 0

Der er dog et problem med 5% transaktionsskat, og det er at vertikalt integrerede virksomheder vil slippe meget billigere:
Hvis en vare skal gennem 3 virksomheder før den er klar vil den være 10,25% dyrere end en vare som kan gøres klar i en virksomhed.
Det samme med virksomheder der lader ansatte bo i virksomhedens boliger, mod at få mindre i løn.

Det største problem for beskatning bliver dog husejeren, der med solceller på taget, egen brøndboring og rensningsanlæg, drivhus m.m. er i stand til at være helt uafhængig, og dermed ikke bruge penge i nævneværdigt omfang.
Her er det faktisk kun grundskyld der virker, og sådan en skal kan kun fases ind over 50-100 år, hvis det skal være retfærdigt, og så er det allerede for sent at starte.

Men ellers er jeg enig i at borgerløn/negativ skat/basisindkomst er den eneste løsning hvormed vi kan bevare en vis harmoni i samfundet. Det er vejen til en fremtid som i Star Trek. Jeg kan kun se at alle de andre veje fører til Blade Runner.

  • 10
  • 0

Vi bliver ikke rigere eller lykkeligere af at betale hinanden for ikke at lave noget så borgerløn er jeg ikke sikker på jeg forstår.

Til gengæld er den nuværende neoliberale ide om at man kan spare sig til vækst helt idiotisk.

Der er masser af ting vi kan gøre for hinanden så opgaven er at skrue på knapperne så vi får mulighederne for at gøre noget for hinanden.

  • 5
  • 0