Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
blog logo bloglogo tegnebloggen

Designerkister og logokriser

Jeg har tidligere skrevet om logoer i flere omgange senest om Aarhus Universitets gakkede logo. Nu fandt jeg disse små film, der på bedste vis illustrerer begrebet dynamisk logo - start med Casa Da Musica og fortsæt her med Media Lab. Et dansk museum - Sorø Kunstmuseum - byder ind på designscenen med sit logo - uha! Er det en kurve over besøgstallet?

Illustration: Privatfoto

Hvor stor betydning har et godt logo? Da jeg forleden arbejdede med top ti listen over de firmaer der er mest attraktive for danske ingeniører, kom jeg igennem de ti topfirmaers logoer. Jeg undrede mig over, hvor kikset et logo et firma som f.eks. Novozymes har.

Kender du det? Kan du huske, du har set det? Det er uden kraft og karakter og tilmed sart overfor graduering, det er overdesignet og trænger i den grad til hjælp. Søsterfirmaet Novo Nordisk har sin gode gamle Apistyr.

Den har fået et ordentligt pulver fra krukken med redesign, den stakkels tyr ligner jo efterhånden hverken fugl eller fisk. Men man skal nok være varsom med at påstå at det er gået ud over de to Novo-firmaers omsætning, at de må trækkes med triste logoer. Carlsberg, der godt nok ikke er på top ti for ingeniører, er ellers et lysende eksempel på, at et godt logo tåler at blive gentegnet i en uendelighed, når bare det gøres med talent.

Det er fint at se et logo som Danfoss, der ligesom Carlsbergs er en gentegnet skriveskrift fra en fjern fortid. Jeg kan godt lide det, det udstråler saft og kraft, lidt go' gammeldags manddomskraft, det er solidt: "Moderne? Her er vi ikke moderne her er vi mandfolk". Sjov nok er det den relancerede konditder Bodenhoff på Frederiksberg, jeg kommer til at tænke på, men det skal ikke komme Danfoss til skade.

Så dukkede Lego's logo også op, grimt, klodset, med sine primitive børnefarver, men effektivt, alle raske drenge og piger får automatisk lyst til at bygge en robot, når de ser det logo. Hjertet svulmer, jeg bliver hensat til min barndoms sorgløse kamp med klodserne. Tag ikke fejl af den slags kærlighed, granvoksne mænd kan finde på at få tatoveret sådan et logo hen over brystet, eller som jeg så forleden bedemanden der tilbyder designerkister med Ferrari-logo, Chanel-logo og hvorfor ikke Lego eller Novo på det sidste låg.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten