Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
expedition ellesmere 2019 bloghoved

Derfor vil vi finde den hvide ulv på Ellesmere Island

Illustration: Morten Hilmer

Christian Vibe (zoolog) var en særdeles flittig forsker, som gennem sin lange karriere som zoolog kom til at spille en meget stor rolle for udforskningen af zoologien i Arktis og specielt i Grønland. Vibe rejste et utal af gange ud på eventyr, ud i det ukendte. Han forskede lige til sin død i 1998 i så vidt spændende emner som arktiske ulve og global opvarmning.

Han er imidlertid på flere måder ukendt for mange, hvilket ikke harmonerer med hans imponerende aktivitetsniveau og talrige initiativer, der den dag i dag ses og opleves i Grønland. Vibe satte solide spor for eftertiden, og han var bl.a. i 1942 initiativtager til den i mange årtier førende avis Grønlandsposten, ligesom han under 2. Verdenskrig oprettede og redigerede en daglig radionyhedstjeneste i Grønland.

Moskusokser og isbjørne

Han var i perioden 1961-65 leder af moskusokseekspeditionerne, hvor han med Zoologisk Have i København som mellemstation lykkedes med at udsætte ikke mindre end 27 moskusokser fra Øst- til Vestgrønland.

Selvom mange var skeptiske og flere forskere decideret imod projektet, blev det gennemført med uhørt dygtighed, og i dag lever moskusokser, der nu har nået et antal på omkring 600 dyr, side om side med den oprindelige bestand af rensdyr til stor glæde for fangerne i Vestgrønland.

Han var desuden leder for De Danske Isbjørneekspeditioner i Nordøstgrønland i perioden 1973-75 og de følgende år andre steder i Grønland og i Polhavet. Vibe var ydermere én af hoveddrivkræfterne bag oprettelsen af verdens største nationalpark i Nordøstgrønland i 1974 og Melvillebugtreservatet i 1977.

Illustration: Morten Hilmer

Endelig leverede Vibe et overordentligt stort skriftligt materiale, der spænder lige fra videnskabelige artikler til bøger af såvel fagligt som skønlitterært tilsnit. Han gjorde sig desuden tidligt bemærket i forhold til det dengang meget kontroversielle emne om globale klimafluktuationer, som han satte i forhold til dyrenes bestandsudsving.

Varderne, der aldrig blev fundet

Christian Vibe var endvidere, med baggrund i sine mange polarekspeditioner som deltager eller som leder, medlem af Eventyrernes Klub, hvor han med sit lune og sin behagelige person gjorde sig positivt bemærket omkring det runde bord. Han indviede ofte klubbens medlemmer i sine betragtninger vedrørende globale klimaforandringer, der allerede dengang var på de mest fremsynede forskeres læber, men endnu ikke et større emne i politikerkredse.

Kort før sin død i 1998, fortalte han Anders om sin deltagelse i Den Danske Thule og Ellesmere Island Ekspedition i 1939-40. Han fortalte, at James van Hauen havde været ekspeditionens leder, men at de på rejsen ind over Ellesmere Island i 1940 havde delt ekspeditionen i et nordgående hold under van Hauens ledelse og et sydgående hold under hans (Vibes) ledelse.

Det sydgående hold havde efterladt flere varder langs Norwegian Bays kyster og så pressede Vibe en finger i brystet på Anders og sagde:

»Vores varder fra 1940 er aldrig blevet fundet - dem skal du tage op at finde!«

Lige siden har det været en del af Anders’ livsplan at finde disse varder med beretninger og bringe dem hjem til udstilling på et relevant museum eller på Arktisk Institut.

Vardeberetningerne er formentligt ikke af større skriftlig karakter, men de rummer trods alt beskrivelser fra en gruppe danske og grønlandske mænd og en kvinde, der i 1940 gennemrejste nogle af Canadas mest øde områder og her lagde beretninger, der eventuelt kunne bruges i tilfælde af eftersøgningsekspeditioner, såfremt Vibe og hans team ikke nåede retur til Thule som planlagt.

Vardeberetningerne er således et stykke dansk ekspeditionshistorie, som med god ret kan udstilles på museum sammen med en større beskrivelse af ekspeditionen, som qua sine zoologiske observationer og undersøgelser var med til at kaste lys over denne del af verden.

Ulvene!

Vibe var på sin rejse meget bevidst om ulvenes tilstedeværelse i det nordlige Canada og om denne bestands betydning for ulvene i Nordgrønland. Undervejs blev Vibe og hans folk gentagne gange fulgt af ulve, som af og til kom ganske tæt på deres slæder. En enkelt gang stak nogle af Vibes hunde af for at jagte ulve, men kort efter kom de tilbage med halen mellem benene – de havde fundet deres overmænd.

Vibe beskriver flere steder i sin dagbog fra 1940 om hele kobler af ulve, der i lange perioder fulgte slædernes færd, og på et tidspunkt måtte de lave regler for færdsel i fjeldet – aldrig alene, og altid bevæbnet.

Undervejs nedlagde de enkelte ulve, som Vibe kunne undersøge og bringe tilbage til Grønland og til Danmark. Det foregik med respekt for naturen og for de canadiske myndigheder, som velvilligt havde tilladt ekspeditionens færdsel og undersøgelser.

I dag er den arktiske verden, som vi kender den, truet af global opvarmning, udledning af pesticider mv. For nuværende synes ulvebestanden i det nordlige Canada dog endnu ikke at være truet, men alligevel tæller bestanden af polarulve i det højarktiske Canada kun omkring 100 dyr, som primært lever af moskusokser, rensdyr og harer.

Ligesom ulvene fascinerede Vibe, fascinerer de Morten Hilmer, som har ledt efter det rigtige sted at fotografere og filme denne enestående arktiske jæger, og derfor har Morten som mål – helt i Christian Vibes ånd – at filme og fotodokumentere de hvide ulve med fotos i verdensklasse.

For et par år siden kontaktede Morten Anders for at drøfte helt konkrete steder i Arktis, hvor det måske ville være muligt at fotografere de hvide ulve. En god snak, lidt mad og en dram senere faldt snakken på Ellesmere Island som et oplagt sted at finde ulvene. Få dage senere sendte Morten en sms til Anders: '

»Jeg vil til Ellesmere for at fotografere ulve,« stod der.

Det var jo i grunden superstærkt, men da det jo var præcis samme sted som Anders ville finde Vibes varder, ringede Anders til Morten for at spørge om ikke, de skulle slå pjalterne sammen og lave en fælles ekspedition. Som sagt, så gjort, og nu er de netop taget af sted til det kolde nord efter næsten to års planlægning og træning til turen.

Illustration: Morten Hilmer

Lidt fakta om Grise Fiord og naturen der

Grise Fiord hedder på sproget inuktitut Aujuittuq, som betyder 'stedet, der aldrig tør'. Bygden huser en befolkning på omkring 130 personer, og den er det største samfund på Ellesmere Island. Længere mod nord ligger en lille vejrstation ved navn Eureka og helt mod nord ligger stationen Alert. Både ved Eureka og Alert findes der stærke ulvebestande, som har vænnet sig til menneskelig aktivitet. Ekspeditionen kommer ikke i nærheden af disse stationer, og det er således den helt vilde ulvebestand, det er målet at dokumentere.

Ellesmere Island er verdens 10.-største ø, og det har vist sig, at dette øde og iskolde hjørne af kloden, gemmer på hemmeligheder om en varmeperiode for 45 millioner af år siden, hvor kæmpe kameler og et rigt dyre- og planteliv præget af en mangfoldighed af arter og enorme træer, står i skarp kontrast til nutidens dybfrosne, golde arktiske ørken.

Flere steder findes fossile skove, og bl.a. beskriver Vibe en sådan i bunden af Bay Fiord tæt på deres nedkørsel til fjordisen på vestsiden af Ellesmere Island. Umiddelbart ser det ikke ud til, at denne fossile skov er beskrevet, og det lader heller ikke til, at de lokale i Grise Fiord kender til den. Der ligger en tilsvarende 'skov' i området ved Strathcona Fiord, som er kendt og jævnligt undersøges af forskere, men det kunne være spændende, hvis vi kan dokumentere Vibes 'skov' og få den registreret.

Dyrelivet på Ellesmere Island og Axel Heiberg Island er for større dyrs vedkommende præget af moskusokser, pearyrensdyr, ulve og isbjørne. De sidste lever mest på fjord- og havisen, hvor de ernærer sig af sæler, som der skulle være rigeligt af. Ulvene tager for sig af såvel moskusokser som pearyrener, men også af de talrige harer, der kan være her. Desuden findes der lemminger og polarræve.

På den sydlige del af Axel Heiberg Island er der polarpil, græsser og lav og her skulle være en del rener og moskusokser – samt naturligvis ulve.

Anders Bilgram er uddannet akademiingeniør, AUC, januar '90. Ansat v. Ingeniørhuset i Aalborg 1991-1997. Medlem af Eventyrernes Klub. Har ledet Dansk Nordvestpassage Ekspedition 1993-95 og Polarpassage 2000 Expedition 1999-2008. Siden 2009 indehaver af destilleriet Nordisk Brænderi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

YAY!
Det er SÅ fedt at følge og glæder mig allerede helt vildt til at få jer hjem igen - Og også lidt til at høre eventyr.

KH

  • 0
  • 0

Jah, Kristian Skjødt glæder sig til at følge med på færden.

Jeg glæder mig til at læse andet end ældgamle udklip fra Den Store Danske i form af en artikel om Christian Vibe. Der er i udstrakt grad tale om genbrug fra dette opslag http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_...
hvor beskrivelseb af Christian Vibe er fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84! D

Det der satte mig på sporet, var Anders Bilgrams oplysning om, at de 27 moskusokser, der blev udsat i første halvdel af 60erne ”… nu har nået et antal på omkring 600 dyr…” Det tal, 600, lugtede langt væk af gamle nyheder. Det fremgår af dette, nyere link til Naturinstituttet under Grønlands Selvstyre:
http://www.natur.gl/pattedyr-og-fugle/land...

Altså: De udsatte 27 okser har gennem de følgende fire årtier haft den hurtigste vækstrate i verden. Det anslås, at den nuværende bestand er på 10-25.000 dyr. Og ikke de sølle 600 dyr, som Anders Bilgram skriver om, på basis af en ældgammel kilde, der slet ikke er opdateret.

Lad mig tilføje, at der gennem årene er blevet udsat moskusokser fra Kangerlussuaq området til andre lokaliteter på Grønlands vestkyst, bl.a. Kap Atholl (nord for Qaanaaq), Svartenhuk (syd for Upernavik), Ivittuut og Nanortalik. Der er også en bestand af moskusokser ved Nuuk, som selv er vandret sydover fra Kangerlussuaq området.

Et sidste hjertesuk (i denne omgang): Er det for meget at forvente af de to eventyrere, at de nævner, at Inuit kalder Ellesmere Island for Umingmak Nuna, som betyder ’landet med moskusokser’?

  • 1
  • 0

Tak for informationerne.

Jeg har talt med nogle lokale fangere til aften, og de hævder, at de ikke bruger et bestemt navn til Ellesmere Island - de kalder stedet Aussuituk, men har ikke et særligt navn for Ellesmere Island. Jeg tror, det er i Grønland man har et navn til øen. I hvert fald ikke lokalt.

  • 1
  • 0