Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Derfor må man hellere helbrede sig selv

Denne gang må I finde jer i, at jeg bliver en anelse mere privat end ellers i denne klumme. Sagen er, at jeg over godt et halvt års tid har oplevet et hjørne af det danske sundhedssystem indefra og føler trang til at dele mine interessante erfaringer med jer, idet jeg nu efter mange år som hypokonder faktisk har pådraget mig en lidelse. Nej, det er hverken slidgigt  eller præsenilitet (øh, så vidt jeg da ved…), men noget så folkeligt og banalt som allergi. Derimod reagerede systemet både nedslidt og præsenilt på mine forsøg på at blive lindret eller helbredt.  

                     

Over de seneste fem-seks år er jeg åbenbart gradvist blevet mere og mere overfølsom over for en eller flere stoffer i mine omgivelser eller i min mad. Det kulminerede under vores store rundrejse i New Zealand i december forrige år, hvor næsen flød over i en sådan grad, at jeg måtte søge lokal lægehjælp. Han anviste et effektiv slimhindeudtørrende middel, der naturligvis dér på egnen kunne fås i håndkøb, og kaldte det en typisk allergisk reaktion. Men ugen efter – faktisk selveste julenat - vågnede jeg på et hotel med åndedrætsbesvær i en sådan grad, at jeg troede, jeg skulle lide kvælningsdøden. Den kan jeg for resten ikke anbefale!

 

Selv min kone, der fornuftigvis aldrig har taget mine hypokondriske tilbøjeligheder alvorligt, blev vist nok lidt forskrækket. Især da jeg fortalte, at jeg under den søvnløse nats mareridt havde gennemtænkt situationen nøje og var nået til den deprimerende konklusion, at jeg nok måtte være blevet allergisk overfor rødvin! Da jeg havde fået vejret igen næste morgen, fik jeg samme diagnose som før på det lokale hospitals skadestue: en eller anden allergi, som der ikke umiddelbart var noget at stille op med, bortset fra antihistamin. Åndedrætsbesværet stilnede heldigvis af, vi gik over til hvidvin til måltiderne og jeg overlevede på lokale anti-snøftepiller, så vi kunne fortsætte rejsen som planlagt.

 

Hjemkommet til den lokale vinter gik det straks bedre, og jeg kunne igen drikke rødvin. Men det følgende forår var vi sammen med en større familie- og venneflok i Sydfrankrig, og dér vendte mit åndedrætsbesvær pludselig tilbage. ”Det lyder da som astma, prøv min datters spray”, sagde moren til den allergiske Emilie. Den virkede! Jeg kørte straks ind til det lokale apotek i en nærliggende lille by og købte en pulverspray af samme mærke - i håndkøb, forstås – og med den fik jeg nogenlunde styr på åndedrættet.

 

Men nu måtte lægevidenskaben jo bringes ind i sagen. Vores fortrinlige huslæge  kunne heldigvis umiddelbart afvise, at rødvin kan give allergi. Han ordinerede diverse medikamenter og sendte mig videre til Allergiambulatoriet på Københavns Amts Sygehus i Gentofte. Jeg ankom til ambulatoriet første gang 12. september 2005 i sikker forvisning om, at på denne højt specialiserede afdeling ville jeg møde landets fornemmeste specialister og ekspertise på området. Jeg skulle snart blive meget klogere.

 

Den første læge (TW) fik min lidelseshistorie og konstaterer i journalen, at jeg er ikke er ryger, samt at hverken mit hjemme- eller arbejdsmiljø (der begge er uden væg-til-væg tæpper) kan være årsagen. Jeg fik derefter foretaget en såkaldt priktest, og den viste en svag reaktion for birkepollen, men var ellers negativ. Lungefunktionen var 101 pct. af forventet for en mand i min alder, og lungerne viste sig ved en desuden røntgenundersøgelse at fremtræde uden så meget som en skygge af mistanke om noget sygeligt. Diagnosen lød: ”Anamnesen tyder på kraftig birkeudløst astma/høfeber”, fremgår det af journalen. ”Anamnesen” betyder sygdomshistorien.

                     

14 dage senere var vi nødt til at rejse til USA, og jeg fik derfor ordineret mere astma-  og allergimedicin. Jeg var ikke så slemt plaget under rejsen, men hjemkommet herfra var jeg simpelthen så snottet, til at det ikke gav mening at undersøge mig ved hjælp af en såkaldt  antihistaminprovokation, konstaterede en ny læge (HA) på KAS i Gentofte. Hun udstyrede mig med en recept på næsepuster med binyrebarkhormon. Da jeg spurgte hvorfor, sagde hun, at hun mente at det kunne hjælpe på min næsetilstopning, hvilket senere viste sig at være rigtig nok. Jeg udtalte min forundring over, at den første læge så ikke havde ordineret det, men det svarede hun ikke på.

 

Da jeg godt en måned senere efter aftale igen møder op på afdelingen, anmoder jeg sekretæren i indskrivningen om at komme ind til den samme læge, som sidst. Bare for ikke at skulle forklare det hele igen. Det kunne ikke lade sig gøre: ”Hun er her ikke længere, lægerne er her jo kun tre måneder af gangen”, svarer hun. Efterladende mig i dyb undren. I stedet kommer jeg for en helt tredje læge (MA), og da jeg over for hende på slutningen af konsultationen tillader mig at udtrykke forundring over, at jeg hver gang møder forskellige læger på afdelingen, forklarer hun med stor overbevisning i stemmen, at det skam er en fordel for patienterne at få så mange diagnoser som muligt. ”Du kan selv se, at din første læge ikke tænkte på det med næsen, men det gjorde den næste så!”

  

                  

Jamen, tænkte jeg forundret, øvelse gør vel stadig mester - også hos læger? Enhver ingeniør kender indlæringskurven og værdien af specialisering: Bygger man fem skibe i en serie, koster hvert skib i gennemsnit måske kun det halve tidsforbrug af det, det koster kun at bygge ét skib. Det er vel for resten af samme grund, man i sin tid fandt på at uddanne speciallæger?

 

I øvrigt gav hun mig en recept på en ny spray og vi aftalte, at jeg skulle få konsultation hos en praktiserende øre-, næse- og halsspecialist for at blive undersøgt for polypper i næsen. Næseundersøgelsen hos specialisten viste sig kun at tage et øjeblik og kan, så vidt jeg kan se, uden videre udføres af enhver nogenlunde ædru klejnsmed med et ganske simpelt apparatur. Jamen, tænkte jeg, når sådanne næsepolypper er velkendt en del af sygdomsbilledet, hvorfor kan man så ikke bare udføre denne ganske simple undersøgelse med det samme hos KAS’  allergiambulatorium? I stedet har jeg måttet vente i 14 dage på en tid, køre over til en specialist i Herlev, glo en halv time i hans venteværelse og køre hjem igen. Blot for en undersøgelse, der tog under ét minut, efterfulgt af tre minutters hyggesnak. Det tænkte jeg meget over, da jeg kørte hjem igen fra Herlev.

 

Specialisten konstaterede i øvrigt, at jeg kun havde nogle små polypper, som han ikke mente skulle behandles, de ville gå væk med behandlingen med binyrebarkhormon, mente han. Det viste sig siden hen at være noget sludder.

                     

Den fjerde konsultation foregik ved juletid, hvor jeg ved et mirakel møder den samme læge, som sidst – hvilket ganske givet er et rent uheld. Hun ordinerer nedsatte doser af den forebyggende pulverspray  (”Det er så pokkers dyrt”, som hun sagde). Desuden skal jeg forsøge at nedsætter doserne af binyrebarkhormon i næsen. Det gik ikke godt. Jeg fik det meget dårligere hen over julen, både med min vejrtrækning og næsesymptomerne. Faktisk oplevede jeg endnu et rædselsvækkende tilfælde af natlig kvælning i lighed med det i New Zealand. Det kan stadig ikke anbefales.

 

Jeg havde fået besked på selv at melde mig, hvis jeg fik det dårligere, og det lykkedes mig at få en tid på Allergiambulatoriet den 1. februar. Her mødte jeg endnu en ny læge (KP), altså min fjerde på fem besøg. Efter at jeg havde orienteret ham om min miserable tilstand, kigger han i journalen og siger vrissent ”Jamen det er jo også børnedosis, hun har givet dig, det skal sættes op!” Han iværksætter en kur med solid dosering af binyrebarkhormon, og jeg skal så komme igen efter de 10 dage, kuren varer. Da har jeg det betydeligt bedre. Hvilket jeg  - nu med en vis resignation - kan fortælle endnu en ny læge (PF), altså den femte læge på seks konsultationer. Han undrer sig ikke over virkningen af kuren og konkluderer, at jeg skal have større doser af binyrebarkhormon og forsyner mig med de fornødne recepter. Desuden konkluderer han fornuftigvis, at behandlingen på KAS ”ikke kan føre til yderligere indsigt”, og at vores huslæge må tage sagen over herfra.

                     

Her slutter historien desværre ikke. Hen under sommeren blev næsen værre, faktisk totalt tilstoppet, selv om jeg holdt de øvrige symptomer i skak med diverse spray. I begyndelsen af juli, ugen før vi igen skulle til udlandet (vi rejser ret meget i disse år), sendte min huslæge mig derfor til den eneste øre-, næse- og halsspecialist i Storkøbenhavn, som ikke var på ferie. Han kunne godt forstå forstoppelsen, for han fjernede tre kæmpestore polypper fra min næse. De lignede fjendtligsindede gople-væsner fra Outer Space én miniature. Ih, hvor det lettede at slippe af med dem!

 

Jeg er siden kommet igennem resten af sommeren ved selvdosering med diverse relevante  medikamenter uden at være urimeligt generet af hverken min astma eller min allergi. I løbet af juli og august konstaterede jeg imidlertid med uhyggelig matematisk præcision, at mine astma-symptomer korresponderer nøje med Astma-Allergiforbundets tal for græspollen. Så meget for kvaliteten af Allergiambulatoriets priktest, der overhovedet ikke havde givet udslag herfor, men denne sammenhæng kan naturligvis skyldes andre forhold – disse ting er meget vanskelige at gennemskue. Da græspollen kom ned under 4, forsvandt mine astma-symptomer næsten helt, så det ligner en tanke.

                     

Men hvad pokker er det for et sundhedssystem, jeg har mødt? Fem forskellige læger på seks konsultationer over et halvt år. Læger, der famler sig frem og er indbyrdes uenige. Man finder åbenbart ikke en eneste regulær specialist i astma og allergi på en specialafdeling herfor!

                     

Forklaringen fik jeg såmænd i Politiken den 7. juli: ”Stor mangel på allergilæger” lød en overskrift. Artiklen indledes: ”Hver dag ringer stribevis af fortvivlede mennesker til Astma-Allergiforbundet. De fortæller, hvordan de er kørt sur i allergibehandlingen, hvordan de er resigneret på egne eller børns vegne... For selv om antallet af danskere med allergi er steget, er det ikke muligt for læger at specialisere sig i denne folkesygdom. Det betyder, at der om 10-12 år sandsynligvis ikke er flere læger med allergi som speciale…”

                     

Det mener professor i lungesygdomme i Århus, Ronald Dahl, naturligvis er et problem. ”Kompetencen forsvinder efterhånden her i landet…der bliver frit slag for hvem som helst til at mene hvad som helst – og så kan lægerne sidde og have nogle meninger, der ikke kan testes eller korrigeres”, siger han til bladet. Jamen, jeg kan forsikre, at det er ikke er noget, der først sker om 10-12 år. Det er lige netop det, jeg allerede har oplevet på ambulatoriet hos KAS Gentofte.

                     

Overlæge og kontorchef i Sundhedsstyrelsen Eva Hammershøy er ikke enig heri: ”Generelt er det sådan, at de, der behandler allergiske patienter, må formodes at have forstand på det”, siger hun besværgende til avisen. ”Må formodes”? Hvad med at få vished? Jeg er ganske enig med Astma-Allergiforbundets direktør Thorkil Kjær, der tvivler på ”at de halvanden million danskere, der lider af allergi, kan se fornuften i, at antallet af læger med speciale i allergi svinder, og at uddannelse er lukket.”

                     

Naturligvis har jeg ikke konsulteret allergiambulatorium igen, hverken i anledning af min næsetilstopning eller mine nye observationer med græspollen. Jeg orker ikke igen at skulle forklare mig overfor fem tilfældige andre læger, der er på tre måneders turnus for at øve sig på os naivt tillidsfulde patienter. Vi, der tror, at hospitalets specialafdeling for astma og allergisygdomme er bemandet med specialister, men som i stedet møder en flok glade amatører.

 

For resten: Når det åbenbart er overladt til patienterne selv at tage hånd om deres lindring og helbredelse på dette indviklede område, hvorfor pokker skal lægerne så have patent på at foreskrive medicinen? I alle andre lande i de fire verdensdele, jeg har gæstet under mit nu seksårige sygdomsforløb, kan man uden recept gå ind i en hver medicinforretning og købe de fornødne spray og anti-snøftemidler. Men ikke i Danmark, hvor f.eks. en receptpligtig Bricanyl-spray  koster 150 kr. pr. styk – den samme som du kan købe receptfrit for ca. 70 kroner i  Frankrig. Hvad blev der mon af det indre marked? Og hvad hjælper det på samfundsøkonomien, at jeg får hele ekstraudgiften refunderet af det offentlige? 

                     

Man vil forstå, at jeg må konkludere, at vores sundhedssystem på dette punkt er sygt – det lider tydeligvis af både præsenilitet og slidgigt. Det må I såmænd gerne fortælle sundhedsministeren ved lejlighed.    

 

 

 

 

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der var en tid hvor det var almindeligt at tænkte at men kunne sende kroppen til lægen for at få den repareret. Ligesom man sender bilen til mekaniker osv. Men man må nok acceptere at det kun bringer en et stykke på vejen mod sundhed. Læger er hverken ingenører eller guder. (Er der mon en forskeld?...) Den nyere trend (10-20 år) er at betragte læger som konsulenter. Du selv er ansvarlig for din krop og hvad der skal gøres ved den. Men indkalder specialister til at vejlede dig.Det kræver selvfølgeligt at du sætter dig ind i emnet. Men de fleste læger acceptere uden videre at optræde som konsulenter og gøre som du ønsker, hvis det er inde for det de opfatter som rimeligt. Hvis man er normalt til godt begavet begavet og kan søge (og forstå) viden, er det faktisk ikke så svært. Men det kræver selvfølgeligt en lidt større indsats.Men mon ikke det er et område er der vigtigt nok til at det er værd at gøre det? :o)   

  • 0
  • 0

Simon Rigét har fat i en meget vigtig pointe. Mit allergitilfælde dokumenterer såmænd også den gamle sandhed, at man skal vide lige så meget, som sine rådgivere eller konsulenter. Ellers kan man ikke gennemskue, om de kan deres job, så man med sindsro kan overlade dem opgaven. Det gælder, hvad enten man skal have udskiftet sit gasfyr eller bygge en motorvejsbro, og naturligvis også, hvis man søger helbredelse for en sygdom. Vh. Lynch

  • 0
  • 0

(Carsten havde problemer med sit logon, så jeg lægger denne kommentar ind for ham/Lynch:)Det er desværre min erfaring at allergibehandlingen i Danmark er mere eller mindre tilfældig. Man har nogle bredt virkende lægemidler (som fx binyrebarkhormon og antihistaminer), som man deler ud til de lidende uden at have den store ide om hvad det egentligt er man behandler. Det er ren symptombehandling med spredehagl. Bare det virker, er man tilfreds. Problemet er bare, at man intet løser med denne behandling, som samtidigt er enormt dyr - både for patienten og for det offentlige. Og så vidt jeg kan se bliver problemet bare værre år for år; man får brug for større doser eller anden, mere potent medicin.Jeg rendte rundt i den onde cirkel i 10 år, men løbende næse og øjne, og skjulte mig for det meste indenfor om sommeren, fordi det gjorde det lidt bedre. Heldigvis er mit problem nu løst, ved hjælp af ”Høron”. Det er et homøopatisk lægemiddel. Og jeg kender godt al kritikken af homøopati; jeg er selv ingeniør, så jeg kan godt se, at det i princippet ikke giver mening. Jeg mener dog, at bare fordi vi ikke kan forstå eller forklare noget, betyder det ikke, at det er forkert - vi har stadig meget at lære. Det, der betyder noget for mig er resultaterne. Jeg tog Høron i tre år, og havde betydeligt færre problemer; symptomerne var så ubetydelige, at jeg sagtens kunne leve med det, og endnu vigtigere - jeg kunne kontrollere det, i modsætning til tidligere, hvor det en gang imellem gik helt amok. Efter tre år kunne jeg helt stoppe behandlingen, og har siden kun haft minimale symptomer.Med venlig hilsen,Carsten

  • 0
  • 0

Min far er praktiserende læge, af den gammeldags huslæge slags. Dvs. han bruger (ifølge min moder der er medhjælpende hustru i klinikken) aaaalt for meget tid på snak med sine patienter i konsultationen, og ringer også til yndlingspatienterne om aftenen og i weekenderne, for at høre om de har det bedre.  Anyway...Du spørger, hvad det dog er for et sundhedsvæsen, du har mødt.Min fars motto har i mange år været : "En læges fornemste opgave er at underholde patienten, mens naturen klarer helbredelsen !" Men vi har nu også tit diskuteret det faktum, at for hver ny læge du spørger om din lidelse, får du en ny diagnose - eller i hvertfald et nyt behandlingsforslag. Det generer en ingeniørsjæl som min, der har det bedst med ting, der kan sættes to streger under ;)Men i den branche, er der åbenbart et vidt spillerum for fortolkninger. P.S. Han har desuden allergi og astma som sin store interesse, så hvis du mangler ENDNU en specialist udtalelse, så udleverer jeg gerne hans mailadresse :) MvhJørgen

  • 0
  • 0

Tak til Jørgen Jakobsen for tilbuddet! Hans far synes at ligne vores egen fortrinlige huslæge, der også er både en dygtig læge og god til at snakke. Han trådte sine lægelige barnesko som ulandsfrivillig i Malawi, og det giver et dejligt praktisk syn på lægegerningen. Men han kunne nu ikke snakke mig ud af min allergi... Jeg vender tilbage til din far, Jørgen, hvis alt andet viser sig forgæves! I skal vide, at jeg sendte en forkortet version af min lidelseshistorie (min anamnese, som det hedder) til magasinet "Dagens Medicin", som i sidste uge bragte det som debatindlæg i fin opsætning. Foreløbig har jeg så fået svar i form af en sludder for en sladder fra KAS i Gentofte, som ikke uventet mener, at de udelukkende beskæftiger specialister, og at der ikke er nogen grund til at lave om på noget som helst. Sådan er det jo. Men jeg fik også et meget venligt brev fra allergologen overlæge, dr. med. Holger Mosbech, der er tidligere formand for det videnskabelige selskab, der uden held kæmpede for at bevare allergi-specialet. Han takkede mig for at være stået frem: "Mange har oplevet det samme som du - også andre steder i landet, men få har stået frem. Formentlig af frygt for at blive set skævt til i deres videre behandling...", skriver han bl.a.Holger Mosbech er i øvrigt ansat på Rigshospitalets Allergiklinik "hvor vi ironisk nok ikke længere har læger under uddannelse, men kun specialister!" Det bliver nok dér, jeg forsøger mig næste gang, og derefter hos Jørgens far, og lykkes det heller ikke ham at helbrede mig, må vi jo få huset tjekket for jordstråler eller prøve med en gang auralæsning...;-) Lynch

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten