Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
phloggen

Der mangler kun nogle få ting...

At ramme et indkommende ballistisk missil der bevæger sig med op til fem gange lydens hastighed er ikke nogen nem opgave og endnu har ingen ramt under en prøveaffyring hvor man ikke alene på forhånd vidste hvor og hvornår målraketten blev affyret, men også hvor dens computer var programmeret til at ramme.

Men i USA begynder det at ligne noget, der måske kommer til at virke en gang, så forsvarsministeriets Missile Defence Agency "MDA" er gået igang med at få hægtet nogle radar stationer, herunder Thule, mindst tre kommandocentre og et antal missilbaser, primært på USAs vestkyst, sammen med et computernetværk.

Målet er at kunne detektere et atombevæbnet missil affyret fra Nord Korea, bestemme dets baneparametre, beregne hvilket af de affyringsklare forsvarsmissiler der har en realistisk chance for at kunne ramme, sende et eller flere af dem afsted i den rigtige retning og mens de er undervejs, via et dedikeret satellitnetværk, løbende overføre nye og mere præcise koordinater og baneparametre for det angribende missil.

Projektet hedder "Ground-based Midcourse Defense" (GMD) og netværket hedder "GMD Communications Network" (GCN).

Bortset fra at alle forsvarsvåbnene står på eller lige under landjorden istedet for at kredse om jorden, er det Reagans gode gamle "Starwars"/"SDI" projekt der lever videre, en drøm USA har haft lige siden Cuba-krisen i Kennedys dage.

Ifølge den øverste chef for projektet er GCN netværket "uden lige i hele verden" og det bekræftes af forsvarsministeriets auditører, men så stopper enigheden.

I auditørenes rapport siger at det ikke er muligt at garantere eller overbevise sig om at netværket og de data det indeholder ikke er blevet misbrugt eller ændret af udefrakommende.

Som om det ikke var slemt nok, noterer auditørene sig også at på grund af elendig intern sikkerhed og lemfældig anvendelse af passwords er netværket, trods alt, mest udsat for trussler indefra.

Netværket skulle have automatiske faciliteter til at lave et sikkerhedscheck i real-tid, men det har man opgivet. I stedet er leverandørene blevet bedt om at foretage ugentlige manuelle check, men det er for besværligt og tidskrævende, så det gør de ikke.

Mange af de officerer der er sikkerhedsansvarlige vidste det ikke før auditørene fortalte dem det. Man brugte en gammel sikkerhedsstandard fra 1985. De krypterede og ukrypterede dele af netværket arbejder ikke sammen efter faste retningslinier.

"Computers can solve that..."

Da Reagan skubbede på for at få SDI til at blive til noget anslog man at der skulle bruges flere hundrede millioner hvis ikke ligefrem millarder linier programkode for at få det til at virke efter hensigten.

Taget i betragtning hvad det er for noget hardware der interfaces til, giver det sig selv at koden skal have højest mulig kvalitet og ligeledes give det sig selv at man ikke kan lave en fuldskala test alt for ofte, hvis overhovedet.

Til sammenligning er det kun fem millioner liner kode der bringer så meget af rumfærgen sikkert ned som fysikkens love og heldet tillader.

Alene derfor var der mange respekterede computerfolk der dengang dømte projektet til at være dødfødt.

"Det er vores pligt som videnskabsmænd og ingeniører at slå fast at vi ikke har nogen teknologisk magi der kan løse et sådant problem." skrev professor David L. Panas da han tog sin afsked fra en lukrativ post på et af SDI projektets vejldende råd i Juli 1985.

Det har han stadig ret i.

Vi har ingen ide om hvor mange linier kode der idag indgår i GCN, vi finder nok aldrig ud af hvor mange milliarder det har kostet, men på en intern konference i April 2003 fremlagde Brigadegeneral Obering fra MDA en liste over hvad der manglede allermest:

  En overordnet arkitekt    Klare og faste kravspecifikationer    Realistiske deadlines    Dækkende og nøjagtige testprocedurer    Komptente medarbejdere         

phk

PS: Her i Danmark kan vi tage det nogenlunde roligt, vi burde ikke kunne blive ramt af noget isenkram som GCN kan affyre.

PPS: Og den slags projekter begiver vi os heldigvis aldrig ud i her i landet. host DEMARS host AMANDA host EPJ host host host

Kilde: Bulletin of the Atomic Scientists, sep/oct 2006 pp 64-65.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg synes egentlig, at det det er underligt at så mange projekter strander eller fejler, på grund af software problemer.  Jeg synes der er samlet tendens til at når det drejer sig om hardware (computersystemer f.eks.), så er vi ufatteligt gode til at tænke kreativt og finde løsninger. Når det kommer til software, så går tingene skarpt ned ad bakke.
 
Det er jo klart at det er ufatteligt komplicerede algoritmer, som skal til for at lande en rumfærge sikkert eller bringe to missiler til at ramme hinanden i luften og som du skriver så er det som oftest kun muligt at lave simulerede tests.
 
Jeg koder selv industrielt og kender derfor selv til software verdenen og det er klart der komplexiteten og udfordringen ligger i disse systemer, men det synes ikke udelukkende kan forklare at store software udfordringer så ofte strander/går galt. Der må være andre faktorer i spil??

  • 0
  • 0

Det kan siges i et ord: komplexitet.
 
Ud over softwareudviklere er der ikke mange mennesker her i landet der arbejder på konstruktioner med over en million unikke  og indbyrdes afhængige dele. 
 
Den eneste vej fremad er at få gennemtrumfet moduler i størrelser der kan bringes til at fungere der samarbejder igennem dokumenterede interfaces.
 
Poul-Henning 
 

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten