I søndags rejste jeg til Amsterdam og derfra videre sydpå til Noordwijk, som om sommeren - eftersigende - er en ferie- og badeby i Løkken-klassen. På denne årstid, i det tidlige forår, er badestrandene ikke ligefrem fyldt med turister, men byen er alligevel relativt meget i live.

Det er nemlig også i Noordwijk, at the European Space Research and Technology Centre (ESTEC), som er det "tekniske hjerte" af det Europæiske Rumagentur (ESA = European Space Agency), har hjemme. ESTEC er, med ESAs egne ord, "the incubator of the European space effort", og det er her, at de fleste ESA-projekter udformes og gennemføres.

På ESTEC afholdes i denne uge et kursus, "Antennas for Space Applications", som er en del af the European School of Antennas, og som jeg sammen med 40 ph.d.-studerende og ingeniører har deltaget i. Kurset har dækket det basale, det avancerede og fremtidige tendenser inden for antenner i rummet, eksempelvis til brug på satellitter.

This week's office: The European Space Agency, @esa. #Space #Technology #ESA #TICRA #Engineering pic.twitter.com/NgRbmVmPC0— Jakob R. de Lasson (@Jakobrdl) 14. marts 2016

Udviklingen af teknologi til brug i rummet er en usandsynlig dyr og tidskrævende proces, og i ugens løb har vi hørt om både elektromagnetiske, termiske og mekaniske aspekter af udviklingen af eksempelvis satellitter. Der er, meget kort fortalt, mange brikker, der skal passe sammen, for at man kan sende en raket, som f.eks. "afleverer" en satellit til kredsløb om jorden i hundrede- eller tusindsvis af kilometers højde, ud i rummet. Og uanset om rummissionen foregår i kredsløb omkring jorden eller i fjernere egne af galaksen, udsættes teknologien for ekstreme forhold, bl.a. store temperatur- og trykvariationer, hvilket der i sagens natur skal tages højde for.

"We are used to space conditions - so we can deal with the cold in Kiruna, too". https://t.co/QEu1gjf7pe #ESoA #ESA #Space #Antenna— Jakob R. de Lasson (@Jakobrdl) 16. marts 2016

En essentiel del af enhver rummission er antennen eller antennerne, som bruges til kommunikation; når først opsendelsen til rummet har fundet sted, er antennerne (på eksempelvis satellitten) den eneste vej til kommunikation.

For at antennen skal være brugbar, må den først og fremmest være i stand til at sende og modtage signaler til og fra jorden. Ligeledes er der et behov for, at antennen er effektiv; det meste af den energi - der er en særdeles begrænset ressource på et rumfartøj - som fødes til antennen, skal blive til modtagelige signaler på jorden. Dette er de aldeles nødvendige minimumskrav til en antenne til brug i rummet. Derudover kommer en lang række af mere sofistikerede krav afhængig af, hvad antennen mere specifikt skal bruges til.

Kurset har været særdeles spændende og har givet et godt indblik i både videnskaben og ingeniørarbejdet bag enhver rummission, hvad enten formålet er kommercielt, eksplorativt eller videnskabeligt. Og jeg har uden tvivl fået mere indsigt og information til min nye faglighed, end jeg endnu har været i stand til helt at fordøje.

PS: Mandag, kursets første dag, var en stor ESA-dag, idet ExoMars-missionen bogstavelig talt blev skudt i gang! Opsendelsen blev forståeligt nok mødt med applaus i ESTEC-korridorerne.