close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
3D-print i praksis bloghoved

Den (dele-)økonomiske 3D-printer

Advarsel: Langt indlæg forude...

For et par uger siden mødte jeg Kent Damsgaard fra Dansk Industri ved et seminar om vækst i Region Sjælland. Han delte efterfølgende en særdeles interessant artikel om deleøkonomi i industrien, som satte en hel masse tanker i gang.

Hvem vil ikke være interesseret i at bidrage til et potentielt velstandsløft på 1,7 milliarder kroner – samtidig med at eksisterende kapacitet kan udnyttes mere effektivt?

Men artiklen påpeger også en række forhold, som bremser den industrielle del af den deleøkonomiske revolution. Og her er udgangspunktet mindre positivt.

Omstillingsevne og kvalitetssikring er væsentlige barrierer

Blandt andet nævner artiklen, at omstillingsparathed er en afgørende forudsætning. Det må antages, at det primært vil være produktudviklings/opskalerings/småserie-produktionsopgaver, der vil blive søgt håndteret via deleøkonomiske løsninger, idet skalaproduktion kræver dedikeret udstyr. Og som produktionsvirksomhed har jeg ikke meget gavn af at udbyde deleøkonomiske løsninger, hvis omstillingsomkostningerne mellem de enkelte jobs bliver for store.

Her beskriver artiklen den væsentlige (teknologiske) udfordring der ligger i, at en stor del af de interviewede virksomheder savner fleksibilitet og omstillingsevne i deres produktionsapparat.

En anden udfordring knytter sig til behovet for kvalitetssikring. Hvis jeg skal anvende (dele af) en anden virksomheds produktionsapparat til at fremstille mine produkter, har jeg brug for at kunne sikre mig, at kvaliteten af det, der bliver produceret, er ok. Og her er jeg desværre nødt til at tage min ”djævelens advokat”-hat på - især når snakken falder på deleøkonomiske anvendelser af 3D-print.

3DHubs – som i artiklen bruges som deleøkonomisk mønstereksempel – har gjort en fantastisk indsats for at understøtte kapacitetsdeling inden for 3D-print. Men selv en frontrunner som 3DHubs har måttet indføre Managed Services, med håndholdt kundebetjening og projektstyring, for at understøtte, at kundernes kvalitets – og leverancekrav bliver opfyldt.

Og dermed lander vi tættere på traditionel service-produktion end på egentlig deleøkonomi.

Andelstankegangen: En mulig løsning?

Når selv et produktionsapparat baseret på 3D-print ikke når i mål med at forløse potentialet i industriel deleøkonomi, må der tænkes i andre baner. Og i Danmark har vi en hæderkronet tradition for andelsselskaber og produktions-kooperativer. Artiklen fra DI tager godt nok udgangspunkt i platformsbaseret deleøkonomi, men andelsbaseret kapacitetsdeling ligner umiddelbart et nemt og rimelig jordnært skridt på vejen mod mere deleøkonomi i industrien.

I AddiFab har vi med stor interesse drøftet kapacitetsdeling med virksomheder i plast-støbe industrien, og en kooperativ model ser ud til at finde en hel del opbakning.

I det klassiske produktions-kooperativ køber en række virksomheder et fælles produktionsaktiv, og deles om omkostninger og profit. Kooperativet giver de deltagende virksomheder mulighed for at udnytte komplementære kompetencer, og høste mange af de byrdefordelingsmæssige fordele, der ligger i deleøkonomien. Samtidig bliver det mere overskueligt at håndtere udfordringerne omkring kvalitetsstyring og leverance-planlægning, når de enkelte aktører arbejder sammen i en nogenlunde fast struktur.

Omstillingsparathed er imidlertid stadig en kritisk faktor. Med ambitionen om at kunne tilbyde hyperfleksibel produktion ved hjælp af øget digitalisering burde industri 4.0 være et oplagt bud på en løsningsmodel. I det ideelle 4.0-system er det 3D-printeren, der skal give den nødvendige omstillingsparathed på produktionssiden. Men manglen på egnede produktionsmaterialer har traditionelt været en væsentlig barriere for anvendelsen af 3D-print i produktion.

Næste skridt: Eksperimenter

På det seneste har blandt andet sammenkoblingen af 3D-print og sprøjtestøbning rokket ved denne barriere.

Hos AddiFab ser vi et stort potentiale i at øge integrationen mellem 3D-printere og sprøjtestøbemaskiner. Blandt andet samarbejder vi med DTU og virksomhederne Elos Medtech og Sintex om at automatisere kvalitetssikring i proceskæder baseret på 3D-print. Og her kan der hentes masser af inspiration i værktøjskassen for industry 4.0.

Over de næste måneder kommer vi til at deltage i et par eksperimenter, som skal give erfaringer med øget kapacitetsdeling i et produktions-kooperativ. Udgangspunktet vil være samspillet mellem 3D-print og sprøjtestøbning, og ambitionen vil være at sætte flere virksomheder i stand til at levere styret produktion baseret på ét fælles produktionsanlæg.

I vil her på bloggen kunne følge vores frem – og tilbageskridt, og vi håber på denne måde at kunne levere et lille, positivt bidrag til at forløse det deleøkonomiske potentiale.

Så må tiden vise, hvor stor en del af de 1,7 milliarder kroner, vi kan være med til at mobilisere...

Denne artikel er en del af Ingeniørens Automationskampagne. Læs mere her
Lasse Guldborg Staal
er direktør i 3D-printerproducenten Addifab og blogger om økosystemet rundt om selve 3D-printeren.Hvad er barriererne for 3D-print? Er det overhovedet muligt at automatisere printprocessen? Og hvordan er det lige, at 3D-print og Industri 4.0 spiller sammen?