De nødvendige kompromisser

Der sker ting med vores kommende hus:

Igår opmærkede jeg huset i dets nuværende, forhåbentlig endelige form på græsplænen markerede døre og vinduer og gav konen sidste chance for at veto'e.

Det gjorde hun ikke.

Resultatet er at vi skal have dispensation til at bygge 2.19m fra skel og jeg har seriøst overvejet om jeg bare skulle bide 21cm af huset i stedet for, så vi kunne få en byggetilladelse på en uge, frem for fem, men så travlt har vi heldigvis ikke.

Men vi er nået til at skulle indgå de nødvendige kompromisser: Taget bliver ikke massivt guld, vi må nøjes med bladguld. Brunkagedej, som ellers er totalt økologisk og genanvendeligt, lever ikke op til EUROCODE kravene til en klimaskærm. En 1kW CO2-laser som tyverisikring ville være for farlig for katten.

Eller noget...

Det har hele tide været målet at bygge et ordentligt hus, forstået på den måde at penge skal bruges der hvor de gør mest gavn, men det er jo aldrig en sort/hvid beslutning, kniven skal altid placeres et sted i en gråzone.

Gulv af massive egeplanker ville have været dejligt og flot, men det er der ikke brug for, gulvet støtter på hele fladen og trælaminatgulve er mere formstabile og ikke så lidt billigere.

Jeg ville gerne have støbt husets betonvægge på stedet, men helvægselementer er godt nok, det er jo ikke nogen Storebæltsbro.

Andre steder vender beslutningen den anden vej.

Jeg vil gerne betale ekstra for at flytte gulvvarmen op i trælaget, det giver bedre regulering og der skal ikke brydes beton op hvis der er en materialefejl.

Ligeledes vil jeg også gerne betale ekstra for et fast undertag frem for banevare. Det giver taget stivhed og dæmper støjen fra jernbanen yderligere.

Jeg har også endegyldigt besluttet at jeg ikke stoler på skumplast i terrændækket og det kommer til at koste mig noget der ligner 70 kkr.

Den første årsag er at vi har et plasticproblem ude i datamuseum.dk, eller rettere: Vi har mange plasticproblemer.

Plastic der pulveriserer, plastic der depolymeriserer og bliver til klister, plastic der bliver skørt, plastic der bliver blødt osv.

Plastic, eller som de mere korrekt hedder, polymerer, er grundlæggende små molekyler der lokkes til at kæde sig sammen til lange molekyler og netværk.

Da man først havde gennemskuet den ide, viste det sig at man kunne få alle mulige molekyler til at polymerisere og verden blev fyldt med polyester, polyethylen, polyvinylklorid, polydit og polydat.

Polymeriseringen kan faciliteres af alle mulige fænomener, fra en tilsat katalysator (som f.eks Araldit lim) til ultraviolet lys (som hos tandlægen).

Rent industrielt har man fokuseret på polymerer der var nemme og billige at lave, hvilket vil sige at der ikke skal så meget til at trigge polymeriseringen, men Le Chatelier's princip er ubønhørligt: Depolymeriseringen er stort set lige så nem.

Der findes polymerer hvor tærskelenergien for depolymerisering er høj, min yndlingtape "Kapton" er en af dem og PVCs uforgængelighed kan man observere i enhver grøftekant.

I teorien kan man lave skumplast af alle polymerer og hvis man bruger en god en, skriver leverandøren noget i stil med:

"resistance to a wide range of solvents and aggressive chemicals"

"resistance to UV, nuclear radiation and ageing"

Prisen er derefter: "$CALL"

Den altovervejende vigtige egenskab for varmeisolering er lav densitet og specielt her i Danmark, lav pris, hvorfor det er EPS, expanderet polystyren, man indbygger i terrændæk.

Hvis man kigger hos producenterne af EPS til byggeformål, finder man ofte ude i et hjørne af hjemmesiden noget i stil med:

Is EPS resistant to chemicals? -- It depends. [...] fulgt af en gang beroligende PR-spin.

Læser man råmaterialefabrikanternes datablade finder man: "chemical resistance to a number of diluted acids, alkalis and organic solvents"

Frit oversat: "Der findes faktisk stoffer der ikke ødelægger EPS."

Det er så hvad det er, men der er også stoffer der virker som depolymeriseringskatalysatorer og ingen har tilsyneladende nogensinde prøvet at lave en liste.

Det er de processer vi ser i datamuseum.dk.

Det tager måske 20 eller 40 år, men pludselig er der ikke små "gummifødder" under et Zyxel modem, men istedet klistrede "tjæreklatter" og støjdæmpningsskummet i en RC7000 kan med stor fordel støvsuges bort, inden de spredes for alle vinde.

Det næste problem er at alle "ved" at plastic er biologisk uforgængeligt.

Det passer bare ikke.

PVC er stort set uforgængeligt fordi ca. ⅓ efter vægt er kloratomer. Andre langtidsbestandige polymerer indeholder tilsvarende ubehageligheder fra det periodiske system: Flour, Brom, Silicium osv.

EPS, Polystyren, er derimod en ren kulbrinte, (C8H8)n, med stort giftfrit oxideringspotientiale for mikroorganismer og svampe.

Måske ikke ligefrem deres livret, men hvis man er havnet under et terrændæk er man enten kræsen og død, eller spiser hvad der er serveret.

Det sidste problem med EPS er at den lave densitet betyder lav trykstyrke og høj opdrift. Hvis grundvandet stiger, f.eks under et skybrud hvor regnvandsafledningen ikke kan følge med, kan EPS skum simpelthen blive kvast mellem grundvandet og betonlaget.

I alle tre tilfælde ender man med et hulrum, fyldt enten med luft, eller mere problematisk med den pentan EPS blev opskummet med.

Hvis det så var et sted i konstruktionen hvor man kunne checke hvorledes det stod til og foretage en udskiftning uden at rive hele huset fra hinanden, kunne jeg måske leve med med disse ricisi, men ikke i et terrændæk.

For husejeren er risikoen ringere varmeisolering og et betondæk med manglende understøtning, som muligvis sætter sig.

I vores særlige tilfælde vil sådanne hulrum øge risikoen for gulvresonanser fra den nærliggende jernbane.

Alt i alt, nej tak: Jeg bruger gerne 70 kkr på at fylde kemisk kedelige coatede Leca-nødder i mit terrændæk.

phk

PS: En detalje som jeg ikke har kunnet finde information om: Radon henfalder under udsendelse af en alfapartikel med næsten 5MeV, formodentlig rigeligt til at splitte bindinger i EPS.