Hvad var det første, vi tyede til, da coronapandemien nåede til Danmark? Forskning. Og hvad var det sidste vi genåbnede, nu hvor vi har fået nogenlunde kontrol over sundhedskrisen? Forskning.
Hvad bør vi sætte vores lid til, når det kommer til håndteringen af både en potentiel anden bølge eller en forestående økonomisk krise? Forskning, innovation og viden er svaret på mange spørgsmål.
Så det er positivt, at regeringen og Folketinget endelig har vedtaget at åbne igen for den forskning, der kræver fysisk tilstedeværelse på universiteterne.
Det fjerner dog ikke bekymringen over den politiske beslutning om ikke at prioritere forskningen højere i åbningen af statsligt finansierede arbejdspladser.
Jeg har fuld forståelse for, at det har været svære politiske valg, der skulle træffes. Skoler og daginstitutioner, frisører og tatovører, museer og biografer, barer og butikker – meget har været lukket, og ikke alt kunne åbnes samtidig igen.
Men at nedprioritere forskningen, formentlig fordi denne ikke altid genererer en økonomisk gevinst på helt kort sigt, er netop kortsigtet. Man kan ikke trykke pause på forskningsforsøg eller innovation og tro, at man kan fortsætte, hvor man slap.
Det tab, som danske forskningsmiljøer, inklusive erhvervslivet, lider af nedlukningen, rammer os først i nakken senere. Men det vil ramme os, og det bliver dyrt.
Vi bruger i dag én procent af Danmarks BNP på offentlig forskning. Det er ikke for meget, og skiftende regeringer bliver ofte mindet om, at den ene procent bør være et absolut minimum.
Nu er situationen selvfølgelig særlig, da samfundsøkonomien har fået én på tuden, og vi har brugt mange milliarder på hjælpepakker, der skal sikre, at bunden ikke går ud af den hårdt ramte økonomi.
Regeringen forventer, at den danske økonomi vil skrumpe hele 5,3 pct. i år – et større fald i BNP end under finanskrisen – så hvis man fastholder kun at afsætte en procent af BNP til forskning på den kommende finanslov, vil der skulle spares så meget, at det vil være en katastrofe.
Det nuværende niveau af forskningsbevillinger bør som minimum fastholdes på samme beløbsniveau, også nu hvor de politiske spareøvelser begynder. Vi har simpelthen ikke råd til at slå det lange lys fra.
Vores forskning er en væsentlig del af det vidensøkosystem, som vores Science & Engineering-virksomheder opererer i. Disse virksomheder baserer deres forretning på viden og forskning, og de er helt centrale for, at vi kan trække Danmark ud af en økonomisk krise.
Science & Engineering-virksomhederne bidrager i høj grad til en stærk dansk økonomi, og deres produktivitet er markant højere, når de er forskningsintensive og indgår i en symbiose med den offentlige forskning på universiteterne.
Det har Akademiet for de Tekniske Videnskaber redegjort for gennem en række undersøgelser, blandt andet i den årlige ”State of the Nation”-rapport, der belyser nøgletal for disse vidensintensive virksomheder.
Rapporterne viser, at disse virksomheder vokser langt hurtigere, omsætter for langt mere, eksporterer langt tidligere og ansætter langt flere medarbejdere. Så når virksomhederne benytter sig af højtuddannet arbejdskraft, og samarbejder med forskningsmiljøerne, har det en positiv effekt på dansk økonomi.
Mit budskab til politikerne er derfor, at der skal findes midler til vores forskning, så Danmark fortsat kan være en attraktiv base for de vidensintensive virksomheder.
Vi lever af viden, og denne type virksomheder udgør rygraden i dansk økonomi. De skaber fundamentet for vores velstand og velfærd, og det er i hele landets interesse, at netop disse virksomheder kommer godt gennem krisen. Det kræver vedvarende investeringer i forskning og udvikling både i virksomhederne og på vores universiteter.
Forsknings rolle for Danmarks erhvervsliv, innovationskraft og økonomi må ikke undervurderes.
