close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
DTU roadrunners blog hoved

De første testkørsler på dette års SEM-bane

Sammenhold og familiefølelse

I forgårs aftes var der familiefotos af udvalgte hold og deres biler! Det var en fedt at opleve, hvor stort et event SEM egentlig er, og at få en samhørighedsfølelse med alle de andre hold – og ikke mindst et tættere forhold til sit eget. I forgårs var også en stor dag for hele holdet generelt, da prototypen havde sin første testkørsel, der gik over al forventning – dette mens Urban Concept bilen klarede sig igennem sidste del af den tekniske inspektion. Der var en glædesrus i paddocken, der ikke var til at tage fejl af – folk havde håb forude!

Man får hurtigt et venskab på tværs af landegrænser, når man løber rundt i mellem hinanden, spørger om hjælp og får gode råd på tværs af lande og universiteter. Det viser at dette ikke blot er en konkurrence, der går ud på at vinde, men at der er blevet skabt et åbent miljø, hvor idéer og passion bliver delte på trods af stolthed og konkurrenceånd.

Figur 1: Familiefotos taget af Shell - både Prototypen og Urban Concept bilen fik æren af at være med på det velkendte familiebillede

Først UC, så PT, så UC igen

I går var i særdeleshed en spændende dag. Både for Prototypen, DTU Innovator og for Urban Concept bilen, DTU Dynamo 12.0. I går havde begge hold store udfordringer, men også store sejrer, og det var specielt en meget nervepirrende dag, fordi dette var den sidste dag med testkørsel, inden det i dag skulle gå løs med de rigtige løb. I dag starter konkurrencen for alvor! Dette kan tydeligt mærkes på holdets entusiasme og energi. Vi er travlere end vi nogensinde har været før! Holdet vi har opbygget i løbet af året viser sig nu for alvor og man ser sammenhold, kammeratskab og samarbejde på trods af de mange komplikationer!

Figur 2: Den gode stemning på holdet, bliver let fanget på mange af billederne

Der var stort pres på den første kører af Urban Concept bilen, DTU Dynamo 12.0, da det var de første kilometre bilen skulle ligge bag sig i går - og med alt det besvær holdet havde haft med at få bilen køreklar, havde de kun anelser og forhåbninger, at smide efter bilen, når den for første gang skulle ud på banen.

Det gik dog til alles lettelse super godt! Bakken, der havde været en frygtet strækning på ruten, kom bilen let og elegant over, uden videre problemer. Holdlederne stod glade og smilede selvtilfredst, da bilen tog sine første runder på banen, og med god grund - for alle har knoklet hårdt for dette øjeblik.

Figur 3: Billeder fra testløb med Urban Concept bilen

Prototyperne var næste levende billede: denne skulle leve op til den fantastiske præstation den leverede i forgårs, men i dag med en anden kører. Alle var spændte på at se om alt stadig fungerede. Der var ikke lavet nogle større ændringer på bilen siden dagen forinden, så alt burde i teorien stå som det var blevet efterladt – velfungerende og i god stand.

Pludseligt, mens holdet bag prototypen stod i køen og tændte og slukkede motoren for at varme den op samt at tjekke, at alt virkede, kunne PT’eren ikke starte mere. Der var nu kun 10 minutter til, at vi skulle på banen! Panikken bredte sig langsomt, da ingen kunne finde ud af hvad problemet var. Folk tjekkede tryk, olie, benzin, batterier - men intet hjalp på starten af bilen. Til sidst kunne det kun være encoderen, der måler omdrejningstal og stempelposition, den var gal med. Hvis denne ikke virker, ved motoren ikke hvornår den skal antænde benzinen og køre sine indsprøjtninger - så det kunne godt være svaret på problemet. Prototypeteamet løb derfor hurtigt ind til Urban Concept holdet og spurgte, om de måtte låne deres. Og selvfølgelig måtte de det! Nu var det om at være hurtigt ude af starthullet, og at få monteret denne, så PT’eren kunne komme i gang. Nu virkede den!

Prototypen blev sendt ud på banen, men nåede aldrig mere end en halv omgang, førend at motoren stoppede med at køre. Dette skyldtes et batteri, der ikke var ordentligt tilkoblet. Bilen blev derfor hevet af banen, men kom hurtigt ind i køen igen, mens dette blev fikset. Efter kun kort tid, var den klar til at tage endnu en tur på banen. Dette endte med at blive en stor succes - der blev evalueret på svingene og placeringer af burns, og der blev øvet kommunikation mellem folkene bag energimodellen og køreren. Det var et yderst vellykket løb.

Efter løbet blev der kørt ind, således at der kunne foretages målinger på brændstofsstanden, samt at der kunne blive skiftet kører, således at begge kørerne bag prototypen kunne få noget føling med bilen inden de gældende løbsdage.

Prototypen, DTU Innovator, kom forholdsvis hurtigt igennem køen og ud på banen igen, da der generelt skete mange udskiftninger grundet mange problemer med mange af de deltagende holds biler. Da bilen først kom ud på banen igen efter førerskiftet, kørte denne lidt over én lap, før føreren måtte melde tilbage, at bilen ikke havde et lige så godt træk op ad bakken, som den havde haft før, samt at der lugtede en smule af benzin i bilen. Førere valgte derfor at køre ind i pitten, og ganske rigtigt var der benzin i motorrummet. Dette gav holdet et meget godt billede på, hvor vigtigt det er, at føreren har en føling af, om bilen kører som den skal, eller om der er noget galt. Problemet blev fikset, og bilen blev sendt på banen igen.

Da prototypen kom ind på banen igen, var der mange andre der biler på samme tid, og flere gange måtte vores chauffør kaste sig ud i at lave en undvigelsesmanøvre, for at undgå kollision. På en af PT’erens senere laps, kørte en af bilerne fra et andet hold frem for at overhale, og besluttede sig derefter for at skrå skarpt ind foran Roadrunners prototypen. Dette resulterede i, at føreren måtte hugge bremsen i, for at undgå et sammenstød…

BANG! Bagdækket på prototypen gav efter for den hårde opbremsning, og punkterede på stedet. Bilen måtte nu tages af banen, derfor uden mulighed for at færdiggøre sit testløb. Alle mand skyndte sig med tilbage til pitten, og der blev sendt bud efter nye dæk. Dette var en dyr fornøjelse. Men det var dog ikke en fejl, der skyldtes holdets indsats, og ingen kunne tage fra os, at der lå nogle gode testrunder i baggagen. Så selvom irritationen var til at mærke, var folk stadig fast besluttede på at det at få bilen klar igen var det eneste der kunne fokuseres på, på nuværende tidspunkt…

Figur 4: Billeder fra testløb med Prototypebilen

Nu var banen åben for Urban Concept bilerne igen, men fordi de havde givet deres encoder til Prototypen, DTU Innovator, havde de været nødsaget til at tage en ny i brug. Der var under monteringen af denne en adapter mellem encoder og knastaksel, der ikke var blevet ordentligt fastspændt. Dette resulterede i at encoderen ikke fik det korrekte input, og derfor ikke fik koordineret tændings- og indsprøjtningstider, der så resulterede i, at motoren ikke kunne starte. Det tog noget tid før dette problem blev opdaget, og i mellemtiden blev der fortsat pumpet ethanol ind i forbrændingskammeret, der aldrig blev antændt. Dette sivede så langsomt ned i olien, der efterhånden blev mere og mere fortyndet. Dertil kom der en mindre olielækage. Holdet bag UC’eren så konsekvensen af udfordringerne som en mulighed for forbedring, og brugte derfor resten aftenen på at skille hele motoren ad ned til mindste detalje. Alt blev renset og sat sammen med ekstra fokus på efterspænding og kalibrering, således at fejlen ikke skulle gentage sig i dag, når de første officielle løb havde deres åbning!

Figur 5: I går aftes blev der arbejdet til sent på begge biler, og det endte da også med at give pote. Den gode stemning er igen let at fange

Aftenen i går sluttede af med en testkørsel på rullefelterne, hvor begge bilerne var i bedste form!

Marie Ulricke Kristensen
er 21 år og 4.-semesters studerende på Produktion og Konstruktion (Mechanical Engineering), DTU Mekanik. Roadrunners-relaterede projekter: pr-, kommunikations- og mekanisk arbejde på Økobilen DTU, deltagende ved Shell Eco Marathon 2016.
Kommentarer (5)

Hvor er det dog herligt at følge Jer på vejen!
Man får det helt dårligt, når I løber ind i uforudsete problemer af den uforståelige slags, men jeg er imponeret over, hvor flot I klarer Jer igennem.
Vedholdende ihærdighed er vejen frem, men det hjælper nok også med den gode stemning, der stråler ud af de de dejlige fotos!

Held og lykke, der krydses fingre!

  • 7
  • 0