David Favrholdt: Niels Bohr var filosof

Utvivlsomt hører Niels Bohr til blandt de allerbedste og allervigtigste videnskabsmænd nogensinde. Men at Bohr også hører til gruppen af de vigtigste filosoffer, er et budskab, som professor emeritus David Favrholdt forsøger at begrunde med sin nye bog Filosoffen Niels Bohr.

Bogen er en meget klog og indlevende gennemgang af Bohrs liv og hans »erkendelsesteoretiske belæring«. Men frem for at være en biografi, må den altså ses som et forsøg på at rette lidt op på en gammeldags filosofi-tradition, der ikke kan eller vil forstå basal fysik - og især kvantemekanik. I forordet skriver Favrholdt, at Bohr »havde noget revolutionerende nyt at byde på, som under ét forkaster alle de mange forskellige grundholdninger, som man finder i den vesterlandske filosofi fra Platon og frem til vor tid«. Og det er jo lidt af en mundfuld.

Bohr er skuffet

Det er ikke nemt at gøre Bohr til filosof, især når Bohr selv sagde, at han ikke var interesseret i filosofi. Gennem sin halvfætter Edgar Rubin var Bohr dog nogenlunde opdateret med de filosofiske strømninger mellem 1905 og 1960. Men generelt var han skuffet over hvad han så, og holdt sig væk. Den logiske positivismes reduktionisme anså Bohr som forkert, ligesom Kants transcendentalfilosofi, der antager, at der findes visse erkendelseskategorier forud for erfaringen. Wittgensteins lære om sprogspil var i princippet tæt på Bohrs egen tro på, at dagligsproget er en forudsætning for al erkendelse, men alligevel fjern, fordi Wittgenstein ikke var interesseret i at vide, hvilken form og basis sproget må have ud fra virkelighedens beskaffenhed.

Og det er her, hvor Favrholdts bog er stærkest. Den viser at Bohrs indsigt i kvantemekanikken gav ham en hyppermoderne forståelse af tænkningens grænser uden at forfalde til positivisme eller subjektivisme. I analogi med Plancks konstant, der giver os en fysisk grænse for at måle et objekts tilstande, har menneskets erkendelse ifølge Bohr sin grænse i det sprog og de begreber, som vi bruger til at give ting deres kommunikerende mening. Verden/virkeligheden kan ikke betragtes 'udefra' (som f.eks. Einstein og hele den platon-inspirerede filosofi insisterede på), men den kan heller ikke siges at være struktureret af sproget, som så kun kan verificeres eller falsificeres ved hjælp af data og observation (som påstået af positivisterne).

Verden eksisterer alligevel

Favrholdt insisterer på, at Bohrs epistemologiske indsigt er dyb og ny, netop fordi den ikke medfører relativisme men komplementaritet. Der findes en verden. Der findes en virkelighed. Men virkelighedens beskaffenhed former menneskets dagligsprog, hvilket er det eneste vi kan bruge til at forstå virkelighedens beskaffenhed. Og det ser ud til, at det kun er gennem denne iterative proces af eksperiment og fortolkning, at kan vi komme tættere på denne virkelighed og dens 'mening', sådan som den udfolder sig for os. Og når visse målinger af et objekt i verden ekskluderer hinanden på grund af det kvantemekaniske iagttagelsesvilkår, udtømmer deres komplementaritet al mulig viden om dette objekt.

Med sin enorme viden i bagagen kommer Favrholdt godt rundt i videnskabs- og filosofihistorien. Det er gode kapitler om Bohrs forhold til religion og om hans ofte overvurderede inspiration fra folk som Søren Kierkegaard, William James og Harald Høffding. Det er spændende at læse om forholdet mellem den fri vilje og determinismen, og bogen er fuld af anekdoter og personlige betragtninger, hvilket gør læsningen meget nærværende.

Filosoffen der ikke har brug for at være filosof

Favrholdt var selv elev af Bohr, og han er ikke bleg for at kritisere gamle kolleger, som måtte have misforstået mesteren. Nogle gange kan det forekomme som om forfatteren arbejder på at være den mest loyale disciple af dem alle, men man kan mærke, at det hverken skyldes nostalgi eller forfængelighed, men en ægte intellektuel affinitet til Bohr, og en genuin søgen efter noget så gammeldags som sandhed.

Vi kan være absolut glade for, at der findes en så kompetent videnskabsfilosof og Bohr-kender som David Favrholdt. Der er meget at lære fra denne bog, som nok er en af de bedste, der findes om Niels Bohr på markedet. Om dette er nok til at få ham inkluderet i kanonen af 1900-tallets vigtigste filosoffer er tvivlsomt, men det skal man ikke lade sig slå ud af. Som Bohr engang sagde: »Det modsatte af en dybsindig sandhed kan meget vel være en anden dybsindig sandhed.« Det samme må vel også gælde for så dybsindige discipliner som fysik og filosofi.

David Favrholdt

Filosoffen Niels Bohr

459 sider, Informations Forlag, 2009

Anmeldelser:

Kristeligt Dagblad

Robin Engelhardts billede
Robin Engelhardt

Kommentarer (7)

En fremragende bog, som jeg havde den uventede glæde at få forærende i julegave af mine svigerforældre. Jeg har Niels Bohrs "Atomfysik og menneskelig Erkendelse" øverst på listen over bøger, jeg snart skal have læst igen...

  • 0
  • 0

Er han?
Såvidt jeg ved er hr Favrholt indifferent overfor religion.
Hvordan man så kan skrive om Niels Bohr- er mig en gåde?
Man kan jo læse "Det udelige" af Nørretranders først.

Den er i hvertfald mindre prætentiøs.

Og nej, jeg kan ikke lide hr Favrholt. Han mangler respekt.

Jeg mener personligt, religion rådner folks hjerner. Men jeg har ikke- modsat hr Favrholt- behov for at fornærme folk fordi, de er religiøse.

Jeg ved, hvem han er- efter min dreng fortalte om et foredrag han holdt, hvor han gjorde sig umage med at fornærme læreren, der er katolik..
Min dreng er vild med filosofi- men efter episoden ikke vild med hr. Favrholt. Han ville bare ikke høre efter!
Den slags mennesker har jeg det også svært med.

Mvh
Tine- der højst er sokratisk uvidende

  • 0
  • 0