Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.
3D-print uden filter bloghoved

Danske virksomheder er mere teknologiparate end det hævdes

Danske virksomheder er mere teknologiparate end det hævdes

Af Jesper Damvig, Damvig A/S 3D Printed Solutions

Er Danmark befolket af teknologientusiaster og er danske virksomheder generelt skrappe til at tage ny teknologi til sig? Ja eller nej? Jeg mener klart ja. Det er eksempelvis ingen tilfældighed at Danmark for nyligt vandt verdensmesterskabet i robotteknologi, da Japan var værtsnation.

Vi er nemlig generelt godt med på den seneste teknologiske bølge. Danskerne - unge som ældre - har et generelt højt vidensniveau og er vant til at tilpasse og drage fordel af trends og tendenser. Det gælder også når det handler om teknologiskift og erhvervslivets tilpasningsevne. Det er godt, fordi nye teknologier skaber nye vækstmuligheder for de virksomheder, der ser og tror på potentialet.

I Damvig udvikler og producerer vi avancerede 3D Print løsninger til en bred vifte af danske virksomheder. Vi anvender selv den nyeste teknologi og inddrager en mængde forskellige materialer i vores forskellige udviklingssamarbejde.

Uanset hvilket produkt, det handler om oplever vi en konstant stigende interesse fra flere og flere virksomheder til at få prototyper og mindre serier udført i 3D Print. Når jeg taler med kollegaer i branchen og andre virksomhedsledere er indtrykket identisk: der er ingen tvivl om at danske virksomheder er dygtige til at til drage fordel af den seneste teknologi.

Men ifølge Teknologisk Institut tegner der sig mærkeligt nok et andet billede. Ifølge Teknologisk Institut er danske virksomheders teknologiparathed sølle. Det får man nemlig indtryk af når man læser udmeldingerne om indholdet i en ny rapport, som Teknologisk Institut for nyligt sendte på gaden. Baseret på en rundspørge konkluderes det i rapporten at Danmark nærmest har et teknologisk efterslæb, der betyder at vi herhjemme går glip af enorme vækstmuligheder.

Jeg opfordrer til at man skal tage de udmeldinger med et gran salt og i stedet nærlæser rapporten. Heri fremgår det bl.a. at 44 pct. anvender robotter og at 35 pct. af de adspurgte i dag anvender avanceret materialeteknologi. Gør det Danmark til et teknologisk uland? Nej! Naturligvis ikke.

Hvad baggrunden er for at Teknologisk Institut forsøger at fremmane et billede af at danske virksomheder som teknologisk fodslæbende skal jeg lade være usagt. Under alle omstændigheder er det godt om flere rapporters konklusioner fandt vej til læserne. Men i dette tilfælde tegner udmeldingerne et misvisende billede af danske virksomheders teknologiparathedsniveau. Det står ikke så slemt til, som man umiddelbart får indtryk af.

Jesper Damvig
Er indehaver af 3D-print-virksomheden Damvig A/S 3D Printed Solutions. Han har beskæftiget sig med 3D-print siden 1990’erne og er én af dem i kongeriget, der ved mest om teknologien. Han blogger om nye teknologier, trends og tendenser – råt for usødet.

Jeg er langt hen ad vejen enig med Jesper Damvig i hans betragtningerne om danske fremstillingsvirksomheder. De er på nogle områder i verdensklasse, når det gælder avanceret teknologi. Opgørelser over udbredelsen af robotter sætter fx Danmark frem i forreste række, når vi ser bort fra automobil og elektronikindustri. En lille spydspids af virksomhederne anvender flere forskellige typer avancerede teknologier, men kun de fremmeste har fat i kunstig intelligens eller 3D-metalprint.

Fortolkningen af resultaterne er afhængig af øjnene der ser. Det samme glas kan jo være både halvt fuldt og halvt tomt. Vores analyse ”Teknologisk bølge skaber muligheder for danske virksomheder” er som jeg ser det et wake-up call til danske virksomheder. Ude i verden er der en næsten aggressiv teknologisk udvikling med masser af nye muligheder. Det kan vende op og ned på de markeder og produkter og produktionsformer vi kender fra den ene dag til den anden. Derfor skal virksomhederne være på tæerne.

Hver tredje virksomheder råder ikke over nogen af de 5 teknologier vi spørger til, blot 4 procent af de interviewede virksomheder har deltaget i forskningsprojekter og i Danmark hører kun en ud af tyve virksomheder til i kategorien ”High technology” efter EU's begreber. Vi kan trøste os med, at situationen sandsynligvis ikke er bedre i andre lande – men vi kan også tage springet og for alvor sætte Danmark i førersædet.

  • 0
  • 0