close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
gts-bloggen bloghoved blog

Er danske virksomheder klar til Industri 4.0?

Gæsteblog af Lars Frello, projektleder, Center for Simplimize på Teknologisk Institut

I en tid, hvor du ikke kan åbne en avis, et nyhedsmedie eller et hvilket som helst fagmedie uden at støde på begreber som Industri 4.0, automatisering og digitalisering, er det, som om man glemmer den virkelighed, som mange danske virksomheder befinder sig i.

Alt for mange fremstillingsvirksomheder kæmper med komplicerede arbejdsgange, yderst komplekse produktprogrammer og alt for mange varenumre.

Det giver et dårligt dækningsbidrag, det trækker produktiviteten ned - og det bremser dem ganske enkelt i at komme ud over rampen med de nødvendige omstillinger.

Kundetilpassede løsninger til standardpris

Automatisering af produktionen kræver eksempelvis en høj grad af standardisering og gentagne arbejdsgange - men med antallet af de individuelt tilpassede løsninger og produkter, jeg ser blive fremstillet i danske produktionsvirksomheder, er det ikke just gentagelser, der præger billedet – tværtimod.

Jeg taler dagligt med virksomheder, der, for at overleve i et hårdt presset marked, siger ja til at udvikle kundespecifikke løsninger, som de efterfølgende sælger til samme pris, som en standardvare koster.

Den lave grad af standardprodukter, de mange omstillinger i produktionen og det nærmest ikke-eksisterende genbrug fra ét produkt ind i det næste skaber en høj grad af kompleksitet i virksomheden. Og det hænger bare ikke særlig godt sammen med omstillingen til den automatisering og digitalisering, der ligger i begrebet Industri 4.0.

Hvor opstår kompleksiteten?

Jo mere kompleks en virksomheds produktprogram er, jo mere kompleks er virksomheden. Kompleksiteten forplanter sig i alt lige fra indkøb, administration og logistik til produktion, produktudvikling og salg.

Men hvis du formår at forenkle udbuddet af produkter, forenkler du resten af virksomheden – og dét giver lynhurtigt udslag på bundlinjen!

For enhver virksomhed, der ønsker at automatisere og digitalisere - og dermed blive en del af Industri 4.0-klubben – er det altså essentielt at opstille klare rammer for, hvad der er standardprodukter, og hvad der ikke er. Det forenkler virksomheden både hurtigt og markant.

Få styr på produktprogrammet

I min optik er der fire spørgsmål, danske fremstillingsvirksomheder skal kunne svare klart og tydeligt på, hvis de for alvor vil generobre kontrollen over udviklingen af deres produktprogram:

  • Hvad vil kunderne gerne have?
  • Hvad ønsker vi at levere?
  • Hvordan opbygger vi vores produkter på den smarteste måde?
  • Hvordan producerer vi på den smarteste måde?

Det kan virke som ganske banale spørgsmål, men vil din udviklingschef svare det samme som din sælger? Og hvad med dine folk i indkøb og logistik?

Desværre er der ikke et quick-fix mod et komplekst produktprogram. Gid det var så vel. Men et godt sted at starte er at kortlægge og analysere værdikæden bredt i virksomheden ved at involvere medarbejdere fra forskellige afdelinger, typisk indkøb, logistik, produktion, udvikling og salg samt repræsentanter fra ledelsen.

På den måde sikrer man en reel forandring og forankring.

Al optimering starter med forenkling

Med forenklingsmetoden Simplimize (udviklet af DTU og Valcon og finansieret af Industriens Fond) som fremgangsmåde oplever vi gang på gang, hvordan virksomheder for første gang diskuterer en række helt grundlæggende ting omkring deres produktprogram på tværs af funktionsområder, skaber en klar definition af standard og kundetilpasset samt opbygger et fælles sprog i organisationen.

Og læren er tydelig: Når en virksomhed først får skabt et mindset omkring forenkling og standardisering, tager kontrollen over produktprogrammet tilbage og opbygger en modulariseret produktarkitektur, er den langt bedre klædt på til at tage de næste skridt imod avanceret produktion, automatisering og digitalisering.

Jeg ser derfor et udtalt behov for at hjælpe virksomheder med at modularisere deres individuelle løsninger og skabe en intern forenkling og standardisering af produktprogrammet, produktionen og salget, før virksomhederne kan høste det fulde potentiale af Industri 4.0.

Ét sted for forenkling og modularisering

For at hjælpe danske virksomheder til en ny hverdag i retningen mod Industri 4.0 samler Teknologisk Institut virksomheder, organisationer og konsulenter, der arbejder med forenkling, produktkonfigurering og modulbaseret produktion i Center for Simplimize.

Her kan danske fremstillingsvirksomheder indhente viden, værktøjer, hjælp og uddannelse inden for forenkling og modularisering.

Metoden Simplimize består af seks open source web-værktøjer, der ligger frit tilgængelige her.

Denne artikel er en del af Ingeniørens Automationskampagne. Læs mere her
Ragnar Heldt Nielsen
er direktør i GTS-foreningen, der er en paraplyorganisation for Danmarks GTS-institutter. Han er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet og blogger om digitalisering, innovation og vidensamarbejde.