I går kom de foreløbige tal for Kinas udbygning med vindkraft i 2020: 72 GW ny kapacitet blev det til - mellem 15000 og 20000 store vindmøller, eller en ny vindmølle hver halve time dag og nat året rundt. Det er i enhver målestok mere end imponerende. Men hvad ligger der egentlig bag, set med danske briller?
I 2005 havde Kina installeret de første 1000 MW vindkraft og havde ambitioner om meget mere, men problemerne stod i kø. Hvordan planlægger man en vindpark, hvor er de bedste placeringer, hvordan indpasses elproduktionen fra vindmøllerne i nettet og hvilke krav skal man i det hele taget stille til vindmøllerne når de kobles på nettet?
Kina bad Danmark om hjælp - man havde forstået at Danmark var foregangsland for vindmøller - og det resulterede i et femårigt program, Wind Energy Development (WED) programmet, hvor man systematisk tog fat i de tekniske problemer ved indpasningen af vindkraft. Samarbejdet slog af og til gnister - det var meget forskellige arbejdskulturer som mødtes - men ved programmets slutning i 2010 havde de danske eksperter på et meget praktisk plan introduceret de kinesiske eksperter til den danske viden om siting, om kortlægning af vindressourcer, om netplanlægning på lokalt niveau samt, ikke mindst, udarbejdet et udkast til tilslutningsbetingelser for vindmøller, som blev gennemført i Kina i 2011. Også et uddannelsesprogram for vindmølleteknikere blev sat i værk med dansk bistand. Samtidigt med programmets gennemførelse blev der bygget vindmølleparker i stor stil, og i 2010 var man næsten oppe på 30 GW installeret kapacitet, parat til næste bølge af vindkraft-udbygningen.
Vind farm i Jilin provinsen i Kina, opført af Datang i 2008 - foto fra 2009. Turbinerne er Nordex 1,5 MW.
Parallelt med det tekniske program havde man både fra kinesisk og dansk side fået fokus på at opruste den centrale kinesiske energiadministration til at forstå og håndtere vedvarende energi som et væsentligt element i den kinesiske energiforsyning. Som opfølgning på indgåelse af det strategiske partnerskab mellem Kina og Danmark i 2008 blev der igangsat et nyt femårigt program, Renewable Energy Development (RED) programmet, som blandt andet havde til formål at etablere et China Renewable Energy Centre (CNREC) i kernen af den kinesiske energiadministration.
Centret blev etableret i starten af 2012 og det har siden udarbejdet VE-roadmaps og bistået den kinesiske energiadministration med konkrete oplæg om, hvordan vedvarende energi kan fremmes og barrierer kan ryddes af vejen. Og ikke mindst har centret udarbejdet årlige scenarier for hvordan vedvarende energi i fremtiden kan blive rygraden i den kinesiske energiforsyning. Centeret har siden oprettelsen haft ekspert-bistand fra Energistyrelsen, Energinet og danske energikonsulenter.
Mellem 2010 og 2015 voksede udbygningen med vindkraft støt og i 2015 var der installeret mere end 130 GW i Kina. Samtidig var der alvorlige problemer med indpasningen af vind i det samlede system - produktionen fra vindkraft måtte i stigende grad vige for aftalebelagte leverancer fra kulkraftværker og i visse år gik mere end 15% af vindkraftproduktionen til spilde. De danske erfaringer med at køre kulkraftværkerne fleksibelt blev introduceret godt og grundigt til de kinesiske embedsmænd og efterhånden blev det klart, at det ikke var tekniske problemer, der hindrede en fornuftig indpasning af den fluktuerende produktion fra vindkraften, men mere et spørgsmål om økonomiske incitamenter for kraftværksejerne til at køre værkerne fleksibelt. Et demonstrationsprogram for kinesiske værker blev sat i gang, samtidig med at der blev sat fornyet fokus på etablering af el elmarked med klare prissignaler til aktørerne.
Problemerne med indpasningen samt problemer med finansieringen af støtteordningerne til vind og sol betød en nedgang i nye vindkraftanlæg et par år efter 2015, men i takt med at indpasningen blev håndteret og støtteomfanget blev reduceret, var der igen plads til en øget udbygning. Med udgangen af 2019 var der installeret 210 GW vindkraft og med de foreløbige tal for udbygningen i 2020, 15 år efter at den første GW blev nået, er der nu 282 GW vindkraft i Kina!
Akkumuleret vindkraftkapacitet i Kina 2005 - 2020
Hvad mere er, det er kun begyndelsen til næste bølge. CNRECs scenarier viser, at der er plads til mere end ti gange så meget vindkraft frem til 2050 og anbefaler et årligt niveau på 60-70 GW ny vindkraft i den kommende femårsperiode. For fire år siden, da de første scenarier fra CNREC blev fremlagt, var der mange i den kinesiske energiadministration der rystede på hovedet og kaldte dem ekstreme. I oktober 2020 erklærede vindmølleindustrien, at man er parat til at etablere 3000 GW frem til 2060 og scenarierne er blevet accepteret som mulige af kritikerne (nogle går endda så vidt at kalde dem realistiske). Det er jo ikke det samme, som at det er uproblematisk at få vind og sol til at blive rygraden i den kinesiske energiforsyning. Der er fortsat et væld af problemer der skal løses, men det lover godt for Kinas muligheder for at leve op til løftet om at blive klima-neutral i 2060.
Er det så Danmarks fortjeneste, at Kina i dag er i stand til at slå rekorder med hensyn til vindkraft-udbygningen? Naturligvis er Danmarks bidrag kun en brik i det samlede puslespil - blandt andet har den kinesiske vilje og evne til at opbygge en vindkraftindustri været en stærk og konstant drivkraft. Men den danske brik har på en række punkter gjort det nemmere og hurtigere at få vindkraftudbygning på et højt niveau og gjort det muligt at få fjernet showstoppere som dårlig netkvalitet, dårlig vind-sites og dårlige vindprognoser, manglende fleksibilitet i elsystemet og manglende forståelse for mulighederne i et grønt energisystem, baseret på vedvarende energi. Dermed kan den danske investering i det dansk-kinesiske energisamarbejde allerede i dag ses som en af de bedste investeringer i CO2 reduktion, Danmark nogensinde har foretaget.
PS: Kina bygger stadigt kulfyrede kraftværker. I 2020 blev der ud over de 72 GW vindkraft bygget 56 GW termiske kraftværker, hovedsageligt kulfyrede, 48 GW solceller og 13 GW vandkraft. Investeringerne i kulkraft er især drevet af interesser på provinsniveau i de provinser, der er afhængige af en kuløkonomi, og er i høj grad drevet af kortsigtede gevinster i byggefasen mere end forventninger om langsigtede rentabilitet. I 2020 gik den gennemsnitlige benyttelsestid for de termiske kraftværker igen ned med 92 timer til 4216 timer, og alt andet lige vil nye kulkraftinvesteringer presse benyttelsestiden yderligere for både de nye og eksisterende kraftværker. Rentabiliteten af de nye investeringer bliver ikke bedre, når elmarkederne bliver etableret i de forskellige provinser. Mere herom en anden gang.
