true cousins

Dansk el-motorcykel slog verdensrekorden - se videoer her...

Illustration: Peter fra Dansvej

*Team-hjælper Benedichtesammen med True Cousins i pitten *

Dobbelt triumf - True Cousins gjorde det igen - nu er både den hurtigste el-bil og -motorcykel danske.

Følgende er vores egen pressemeddelelse, udsendt i går mandag:

Blot 2 uger efter at det danske drag racing team, fætrene i True Cousins, havde sat verdensrekord med el-bilen TC-X, lykkedes det igen. Lørdag d. 26/9 kørte teamets dragbike verdens hidtil hurtigste, officielle tid på 1/8-mile for elektriske motorcykler, da de med deres selvbyggede el-motorcykel , Silver Bullitt, kørte tiden 5,1668 sekunder (222 km/h i udgangshastighed) over distancen 201 meter (1/8-mile) og dermed slog den forrige rekord på 5,2110 sekund, sat i 2010 i USA.

Rekorden blev igen sat på Malmö Raceway, der ovenpå rekorden 2 uger tidligere havde indvilget i at præparere banen ekstra godt (for at få øget greb), og det viste sig at være til stor hjælp, da rekordløbet (og backup løbet på 5,2108 sek) blev kørt - marginen mellem den tidligere rekord og backup løbet var blot 0,0002 sekund.

Videoklip: Klip fra TV2 Lorry, mandag aften 22.25 Et meget kort klip, der til gengæld viser løbet fra siden og også et klip fra nedenunder, hvor forhjulet er overvejende løftet de første 100 meter

"Et helt vildt løb, det »vildeste nogen« sinde, som jeg har prøvet. De første ca. 100 meter af løbet foregik stort set kun på baghjulet, men to gange opstod der oveni hjulspind, mens den kørte på baghjul - den fik dog hurtigt greb igen. Alligevel eller måske netop derfor føltes det ikke hurtigt nok til rekorden, men hold op hvor var det fedt at komme tilbage til teamet og få tiden", siger Hans-Henrik Thomsen. Accelerationen svarer i øvrigt til 1,28 sek på 0-100 km/h og en G-kraft påvirkning på 2,2.

"En fantastisk afslutning på sæsonen! Begge køretøjer nåede at slå verdensrekorder og Silver Bullitt endda på sæsonens aller sidste dag og med med en forbedring på 0,3 sekund - fra tidligere 5,46 til nu 5,16 - ikke noget vi på nogen måde havde regnet med allerede i år", siger Glenn E. Nielsen, der står for udvikling og konstruktion af de hurtige - og for de fleste - ret avancerede køretøjer.

Rekordløbet på 5,16

Dermed er såvel den hurtigste, elektriske bil OG motorcykel danske og fra True Cousins. Det blev samtidig til verdensrekord nr. 7 siden fætrene gik i gang med batteridrevet drag racing for 8 år siden - de øvrige rekorder er sat i langsommere klasser. Silver Bullitt har potentialet til at komme under 5 sekunder, men visse forbedringer vil være nødvendige - blandt andet skal forgaflen lægges mere ned, stellet skal forstærkes flere steder og en ny, kraftigere batteripakke er på tegnebrættet - men meget afhænger af om der kan findes midler til det hele - noget der dog konstant arbejdes på, fortæller Hans-Henrik, der er ansvarlig for den kommercielle del af True Cousins og fortsætter:

"Efter rekorden med TC-X har vi mærket en stigende interesse for vores køretøjer og det er jo kun glædeligt at andre også kan se det fascinerende i den vilde power, der kan være i eldrevne køretøjer - bl.a. Tesla har jo også været med til at gøre opmærksom på dette".

En interessant detalje her er, at da Glenn ser tiden på tavlen (der kun viser 3 decimaler), ser han 5,211 sek, som er PRÆCIS magen til den eksisterende rekord. Den virkelige tid er 5,2108 sek og dermed 0,0002 sek hurtigere end rekorden på 5,2110, men da han ikke ved dette (før senere da han får timeslippen), ærgrer han sig naturligvis højlydt.

Her ses vores 5 rekorder (ud af 10 i alt) i 24, 48, 96, 150 og 200 volt indenfor 1/8-mile i den hurtigste kategori "Drag motorcycles - DMC"

Illustration: Tina Meinecke
Hans-Henrik Thomsen, True Cousins fortæller sammen med sin fætter Glenn E. Nielsen om arbejdet med at udvikle og bygge deres lynhurtige el-motorcykler og -biler.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten