Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
expedition ellesmere 2019 bloghoved

Dagbog: Ufrivillig løbetur i lufthavnen

Morten og Anders med bagagen før løbeturen mod en "Gate Closed" Illustration: Privatfoto

Lørdag aften mødtes Morten og jeg i brænderiet for at få bagagen stoppet ind i min Jeep.

Set samlet, lignede det enorme bjerg af rygsække, tasker, geværer og pulke et tæt på håbløst projekt. Alligevel vidste vi begge, at det lige fra de bedste ski, tørmad og specialbeklædning til kameragrej, solpaneler og rugged tablet med tilhørende Iridium-telefoner var nødvendigheder, som alt sammen havde sin helt særlige plads for at gøre eventyret og drømmenes mål til virkelighed.

Bilen blev pakket og næste morgen, før fanden fik sko på, var vi på vej mod Kastrup Lufthavn.

Som altid var det hårdt at sige farvel til familien, som skal have dagligdagen til at rulle derhjemme. Tid er en sjov relativ størrelse, og når man er på eventyr og rejse er man i en oplevende proces, hvor tiden går langsomt. Når man er derhjemme tager den ene dag den anden med arbejde og opgaver og tiden forsvinder som dug for solen, og to måneder går hurtigt.

I Kastrup Lufthavn tog vores gode kammerat Simon Tranbjerg Vammen imod os. Han var fløjet derover for at køre min bil tilbage til Nordjylland, og nu hjalp han os gennem tre timers lufthavns mareridt, hvor vi med misvisende informationer blev gjort til kastebold mellem tre forskellige check-in skranke i to terminaler, for til sidst omsider at få alt vores grej sendt afsted.

Efter paskontrollen var tiden løbet helt af sporet og Morten opdagede et skilt, hvor der stod “Gate Closed”. Vi løb alt, hvad vi kunne med alt for tung håndbagage og enorme dunjakker mod skranken, hvor vi kampsvedende opdagede, at der endnu var en lang kø for at komme ombord. Sikkert et trick for at få folk til at skynde sig - og det virkede. Jeg var hårdest angrebet af sved, og jeg nærmest kastede vandet af mig. T-shirten var gennemblødt, og al følelse af at være en helvedes Karl forsvandt med dråberne, der ramte gulvet under mig.

I kabinen lykkedes det os at genere stort set alle på vores vej ned i bageste ende af flyet, mens vores tasker og jakker ramte samtlige passagerer ud mod gangen. Endelig kom vi i luften og jeg lånte en tør trøje af Morten, så jeg kunne genvinde lidt af min værdighed. Steward og stewardesse forkælede os på turen med ekstra mad og drikke, så de slunkne maver blev fyldt godt op med lækkerier.

Opfedning i Toronto

I Toronto fandt vi alle tasker i god behold, og en drager hjalp os mod betaling ud til hotellets shuttlebus.

Deklarering af medbragte våben hos RCMP Illustration: Morten Hilmer

Undervejs passerede vi RCMP (Royal Canadian Mounted Police), hvor jeg deklarerede mine våben. Den venlige betjent stemplede og spurgte til vores forehavende, ønskede os god tur og sagde, at jeg skulle passe godt på dokumentet med stemplet, da jeg i modsat fald ville risikere at hans kolleger lagde mig i håndjern - og at jeg næppe ville synes om “Hendes majestæts” gæstfrihed i ét af landets fængsler. På vej ud, ønskede han os med et varmt smil en rigtig god rejse til Ellesmere.

Minibussen var helt fyldt op med vores grej, da vi blev kørt til hotellet tæt på lufthavnen. Efter et tiltrængt bad tog vi på japansk restaurant, hvor Morten lagde fra land med bestilling af tre forretter og hovedret. Jeg fulgte trop med det lidt mere beskedne en forret, en mellemret og en hovedret. Vi delte herlighederne mellem os, og til sidst slikkede Morten angerløst det sidste af tallerkenen med en kommentar om, at det er god skik at spise helt op, så kokken kan se, at man værdsætter maden. Efter at være så mætte, at vi begge var blevet stakåndede, spurgte den søde servitrice, om vi ville have dessert og forbavset hørte vi os begge sige “ja-tak” i kor. Dessertkortet dukkede op og vi valgte begge den største af slagsen med dybstegt banan og tilhørende is.

Vi gik til ro kl 8.30 PM - godt trætte og noget mere end sundt mætte.

Anders 25/3-19

Anders Bilgram er uddannet akademiingeniør, AUC, januar '90. Ansat v. Ingeniørhuset i Aalborg 1991-1997. Medlem af Eventyrernes Klub. Har ledet Dansk Nordvestpassage Ekspedition 1993-95 og Polarpassage 2000 Expedition 1999-2008. Siden 2009 indehaver af destilleriet Nordisk Brænderi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten