Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
expedition ellesmere 2019 bloghoved

Dagbog: Udflugter efter ulve

Terry og Olaf kom tilbage til os i hytten, så vi kunne komme på ny research tur efter ulve. Illustration: Privatfoto

For et par dage siden ankom vi til Ausuittuq, efter nogle skønne dage med Terry og Olaf fra Ausuittuq Adventures.

De ankom til os ved Sorfiord hytten den 6. maj sen aften - eller måske rettere den 7. maj tidlig morgen. Vi gik rundt i hytten som ulve i bur, mens vi spejdede efter dem. En sms dukkede ved midnatstid op på iridiumtelefonen, hvor Terry skrev, at de ville komme om cirka en time. Klokken rundede et, og de var stadigt ikke i syne.

Så pludselig kunne de høres, når vi gik uden for hytten. Lyden af snescooterne forplantede sig mellem fjeldene, men det lød som om, den kom fra en anden retning, end fra elvlejet, der var den normale vej til hytten. Kom de fra den anden elv syd for fjorden? Vi kunne ikke bestemme retningen på lyden. Pludselig dukkede de op, over fjeldkammen øst for hytten, og kort efter, gik det op for os, at de havde taget en "shortcut" over fjeldene.

Vi havde mad klar til dem, og efter et solidt måltid og en god snak, tørnede vi ind, idet det passede os rigtigt godt at få byttet om på nat og dag netop nu, hvor sneen i dagtimerne var begyndt at tø, og derfor var sværere at færdes i.

Vi ledte efter gamle gravsteder på kysten her, men sneen gjorde det svært. Illustration: Privatfoto

De forsvundne grave

Efter en god nats søvn, mad, snak og planlægning af de næste dages tur, skød vi rifler ind og hen på eftermiddagen, stak vi af.

Det gik mod Vendomfiord lidt øst og derpå primært nord i forhold til Sorfiord. Jeffrey havde tidligere nævnt, at der lå to grave øst for Sorfiord i retning mod Stenkul Fiord, og Morten havde et par gange på sine længere skiture ledt forgæves efter noget, som tæt på vandkanten - dvs. isfoden - kunne minde om et par gamle gravsteder.

Nu ledte vi endnu længere mod øst sammen med Terry og Olaf. Dog desværre uden resultat.

Det var spændende at forestille sig, hvem gravstederne kunne rumme, og bl.a. tænkte vi på, om det kunne have noget at gøre med Krugers Tyske Arktiske ekspedition i 1930 at gøre. Det lød dog ikke sandsynligt, da vi kun kendte til, at der var fundet beretning fra Kruger på den nordligste del af Axel Heiberg Island. Imidlertid kunne vi dog ikke vide, om de alligevel kunne være nået hertil.

Måske var det i stedet hvalfangere eller ekspeditionsfolk, som var kommet hertil fra østkysten af Ellesmere land via Makinson Inlet, og så havde mistet livet her?

Vi har senere i Ausuittuq gennem spændende samtaler med Larry Audlaluk fundet ud af, at der for år tilbage er fundet bevis for, at Kruger nåede så langt som til cirka 10 km øst for Cape Southwest på Axel Heiberg Island. Om de nåede endnu længere, står endnu hen i det uvisse.

Ulvespor fra to ulve ved "porten" til Vendomfiord. Illustration: Privatfoto

Moskusokser i tågen

Allerede i den sydøstligste del af Vendomfiord, så vi de første ulvespor - fra to ulve.

Vi bestemte os for at rekognoscere lidt i baglandet, idet vi lod den ene slæde stå, og derpå kørte vidt omkring for at lede efter yderligere spor fra ulvene. Men desværre resultatløst.

Vi slog camp her i håb om, at de måske ville besøge os i campen. Næste dag fortsatte vi uden at have set noget til hvide ulve, idet vi fortsatte op gennem Vendomfiord, og næsten mod toppen af den, fortsatte ind over land i det smukkeste aftenlys, hvor tågen begyndte at stige op her og der.

Vi fortsatte i tågen, og så nu spor fra moskusokser, der for nyligt havde skrabet sneen væk, for at komme ned til den sparsomme vegetation.

Vi fortsatte, og pludselig så Terry en lille gruppe moskusokser i tågen. De var svære at se, men den altid årvågne Terry, opdagede alt omkring sig.

Efter nogle billeder af de fascinerende fortidslignende dyr, slog vi lejr tæt derpå, i håb om, at okserne kunne tiltrække et kobbel ulve. Der var dog ingen ulveaktivitet, og næste dags eftermiddag, fortsatte vi først mod nord uden at se spor overhovedet, og derpå mod syd gennem en lang smuk dal, der løb parallelt med Vendomfiord. Igen aldeles resultatløst i forhold til ulve.

Imidlertid så vi et par sneugler, hvor den ene havde mad i munden. De landede på en stenet knold på toppen af en bakke, men de var særdeles opmærksomme, og derfor helt umulige, at komme tæt på.

Det meste af dagen eller rettere aftenen og første del af natten, havde vi skønt vejr, men på en strækning midt i dalen blæste det voldsomt op, og blev ganske koldt. For enden af dalen, kom vi igen ud på fjordisen, hvor vi tog en smuttur ud til en lille ø, som nok nærmere kunne betragtes som et skær, hvor der sikkert er et rigt liv af måger og terner om sommeren. Derpå gik det mod vest og op på land på ny.

Morten i arbejde med kameraet. Moskusokserne ses i baggrunden. Illustration: Privatfoto

Ventetid ved ulve-madpakken

Her fandt vi snart nogle tromler med flyfuel og gamle sammenpakkede ekspeditionstelte. Overalt omkring var der ulvespor, men igen så det dog ud til, at det kun drejede sig om to ulve.

Hvis Morten for alvor skulle have en chance for at få rigtigt gode billeder af ulvene, skulle der mindst være 6-8 ulve i et pack, hvor sammenholdet, gav dem tillid og tryghed til at nærme sig os mennesker. Med færre ulve, ville de næppe komme meget tæt på, selvom det af og til dog hændte, at en sulten ulv vovede pelsen, og nærmede sig mennesker. Denne eller disse ulve havde vi dog endnu til gode at møde.

Lidt længere mod vest opdagede Terry en ret stor gruppe moskusokser, og vi kørte derfor i den retning. Terry nærmede sig okserne via en lavning, hvor de ikke kunne se os, mens vi nærmede os dem.

Ved en første optælling, nåede vi frem til, at der var 12-14 stykker, men senere talte Morten dem til ikke mindre end 18 moskusokser inklusiv nyfødte kalve, som der var 5 stykker af.

Vi campede tæt på okserne, og om natten sov Morten ude i det fri, for at være klar, hvis der skulle komme ulve frem til os eller den omvandrende madpakke af moskusoksekød.

Det blev dog igen uden resultat, og den følgende dag, tog jeg på observations- og jagttur med Terry og Olaf, mens Morten koncentrerede sig om moskusokserne og eventuelle nysgerrige ulve.

Selvom vi så snedækkede spor af ulve mod nord, var der dog ingen rigtigt nye spor. Dog så det ud til at én eller to ulve havde passeret os om natten på forsigtig afstand, uden at de var kommet nærmere.

Hen på aftenen besluttede vi at køre mod syd retur til hytten i Sorfiord, i håb om, at vores fravær på ny havde lokket ulve nær hytten, hvor der fortsat lå masser af både sæl- og isbjørnekød.

Da vi nåede frem, var der godt nok nye spor, men ingen spor tæt på hytten. Det så ud til, at den eller de - måske to - ulve var ligeså forsigtige som ulven, der havde besøgt os gennem nogen tid, da vi var i hytten, og sandsynligvis var det blot den samme ulv.

Telthygge og god mad i Terrys telt. Illustration: Privatfoto

Foråret er kommet

Hen på eftermiddagen den næste dag, dvs. den 11. maj, pakkede vi slæderne på ny og kørte mod Ausuittuq.

Undervejs så vi en sneugle og nogle harespor samt spor fra to ulve, der var gået mod syd og dermed mod Ausuittuq for nyligt. Desuden nogle dovne sæler, som nød en lur på isen.

Det var i sandhed ved at blive forår, og undervejs var der steder, hvor fjordvandet var trængt op på isen. En enkelt gang røg vores slæde delvist i vandet, på et sted, hvor der lå sne ovenpå vandet, så det var umuligt at få øje på. Flere gange blev Terrys snescooter så varm, at den gik i stå under kørslen, hvorfor han måtte køle den med sne. Olaf havde tilsvarende problem, men han havde resolut skruet skærmene af snescooteren, så den kølede bedre. Begge trak de på tung last, og nu hvor vejret var blevet varmere, kneb det med luftkølingen af motorerne.

Vi ankom til Ausuittuq søndag morgen, hvor vi efter et par bøffer med ost på toppen, tørnede ind på hotellet ved 5-tiden.

De sidste dage, er gået her i byen, hvor tiden står lidt stille. Folk er søde og rare, men ridder ikke samme dag, som de sadler. Vi pakker nu en del af vores grej i en trækasse, som så skal sendes til Danmark til efteråret.

Vi skal holde foredrag på skolen om vores tur, og Morten har været gæstelærer på skolen og undervist i fotografering.

I den kommende weekend rykker halvdelen af byen til Devon Island syd for Ausuittuq, for deltage i den årlige fiskekonkurrence. Der er en sø dernede med masser af store laks, og hvert år afholder byen en konkurrence her.

Vi håber, at det vil være muligt at komme med derned, men da det meget er familietur for byens indbyggere, er det endnu tvivlsomt, om det lykkes at få et lift, eller måske leje en snescooter og tilhørende slæde til formålet.

Anders, 15. maj 2019

Anders Bilgram er uddannet akademiingeniør, AUC, januar '90. Ansat v. Ingeniørhuset i Aalborg 1991-1997. Medlem af Eventyrernes Klub. Har ledet Dansk Nordvestpassage Ekspedition 1993-95 og Polarpassage 2000 Expedition 1999-2008. Siden 2009 indehaver af destilleriet Nordisk Brænderi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten