expedition ellesmere 2019 bloghoved

Dagbog: T-bonesteaks til morgenmad

Illustration: Satellitfoto

Den 17. april: Til trods for den lange dag i går, stod vi op efter 6 timers tung søvn.

Olaf i hytten. Illustration: Privatfoto

Det ville under alle omstændigheder tage nogle timer at få pakket og gjort klar. Vi havde lidt udfordringer med at få øjne, men da det omsider var lykkedes, tilberedte Terry nogle monster store T-bonesteaks til vores morgenmad - så var vi ligesom i gang!

Den ødelagte passagerslæde blev efterladt, og så blev alt habbenguttet ellers pakket solidt og godt til slæderne. I fin aftensol kørte vi nu mod sydøst til næste hytte, hvor Morten og jeg skulle sættes af, da der i området hernede ville være de største chancer for at møde ulve.

Det blev en utroligt smuk og kold tur, hvor vi til tider havde det fineste føre, og til andre tider skulle passere områder med baks, der gav os de vældigste tæsk, vi endnu havde oplevet i passagerslæden. Men det er altid rart at opdage, at der trods alt er forbindelse mellem rygsøjle og nakkehvirvler, hvilket de mange voldsomme stød gentagne gange kunne bekræfte os i.

Vi nåede frem til den anden hytte ved Sor Fiord ved 6-tiden om morgenen.

Terry og Olaf var ligesom vi selv aldeles uhørt trætte. De to gæve gutter havde med kun alt for lidt søvn været på farten og rejst hundredvis af kilometer siden de for snart fire døgn siden forlod Ausuittuq. Til trods for trætheden, insisterede de dog på at fortsætte det sidste stykke hjem efter et måltid mad. Det var ikke uden en vis bekymring, at vi sagde farvel til vores venner klokken otte denne morgen. Foran dem lå endnu 4-6 timers kørsel, og så trætte de var, skulle der ikke meget til for at de kunne rende i et trist uheld på vejen.

Chartret fly til bjørnejagt

Den 18. april: Jeg vågnede ved 13-tiden, og endnu lå der ingen besked fra Terry om at de var nået sikkert hjem. Jeg skrev til ham og forsøgte at ringe til ham med iridium'en, men uden succes. Klokken lidt i to, kom der så besked om, at de var nået sikkert frem. Samtidigt skrev han, at der var jægere på vej til hytten.

Vi benyttede eftermiddagen til at strukturere vores grej, rydde op og gøre rent i den noget mogede hytte og så se frem til, at møde nye folk.

Da vi syntes, vi var klar, satte vi os udenfor for at tænde piben, men vi havde kun akkurat sat os til rette, da lyden af snescootere ramte vores ører, og op over bakken dukkede der nu tre snescootere med efterspændte slæder op.

Vi genkendte den ene - det var Jeffrey fra Ausuittuq. Han var en stor fyr, stærk som en okse, og med det varmeste smil. De to andre var hans ældste sønner Jessie på 24 år og Nathan på 18 år, som nu var med deres far som assistenter på jagt efter isbjørn.

Vi bød ind på kaffe og en snak, og vi erfarede, at det var en fyr fra Alberta, som skulle på jagt. Han havde chartret en Twin Otter via Kenn Borek Air, og han ville blive sat af oppe ved den hytte vi netop havde forladt. Herfra skulle der så jagtes i Norwegian Bay de næste dage, idet han maksimalt havde 12 dage til rådighed.

Det var Jeffreys plan, at de ville fortsætte efter kaffe og et måltid mad, men der indløb besked til ham via hans Garmin InReach, at jægeren først ville komme lørdag. Fra denne hytte og til den næste tager det omkring 7-8 timer at køre med snescooter, og Jeffrey var glad for, at de nu i stedet kunne tage en overnatning inden de skulle videre.

Det blev en utrolig hyggelig aften i deres selskab, hvor vi nød at lytte til hinandens fortællinger. På et tidspunkt spurgte Jessie om ikke vi ville ryge noget "weed", noget hash, men vi takkede høfligt nej, og nød i stedet en pibe Ellesmere Island tobak. Hash er blevet frigivet i Canada sidste efterår, så nu kan det købes i pakker, som cigaretter. Jeffrey rystede på hovedet ad sin søn - han var nok mere til et glas brændevin i ny og næ, og heri kunne Morten og jeg kun give ham ret.

Jeffrey fortalte en historie om, hvorfor ravnen var sort og ikke hvid som andre dyr og fugle i Arktis. Det skyldtes, at dengang sneuglen blev malet af ravnen, og ravnen kunstnerisk satte fine mørke pletter ind i den hvide fjerdragt, så fik ravnen i tilgift nogle skønne varme kamikker af sneuglen som tak for hjælpen. Ravnen hoppede og dansede af glæde, var helt ustyrlig i sin jubel, at sneuglen til sidst blev så irriteret på ravnen, at den i ærgrelse kastede resten af den sorte maling over på ravnen, og i stedet for at blive malet smukt som sneuglen, blev ravnen nu helt sort.

Jessie kom resten af aftenen med pudsige spørgsmål og kommentarer og spurgte blandt andet om vi havde "big-foot" i Danmark... De spurgte også en del ind til vardeberetningerne, idet der blev snakket om dem i Ausuittuq. Vi fortalte om varderne og fundet af dem, baggrundshistorien, og at vi ville holde foredrag om det i Ausuittuq, inden vi rejser hjem til Danmark.

"Skrivebordet". Illustration: Privatfoto

Spor af ulv

Den 19. april: Vi sagde farvel til vores hyggelige nye venner, som vi håber at se igen, når de kommer retur efter en forhåbentligt veloverstået isbjørnejagt.

Om eftermiddagen fik vi godt gang i opladning med solpaneler, og da der var styr på det hele, blev der tid til at nyde eftermiddagssolen med en pibe tobak og en Monastery Aquavite i koppen.

Omkring hytten er der spor af en ulv, som også har taget en blund 10 meter fra hytten.

Vi håber, den kommer igen, så vi kan få gang i kameragrejet.

Anders 19. april 2019

Anders Bilgram er uddannet akademiingeniør, AUC, januar '90. Ansat v. Ingeniørhuset i Aalborg 1991-1997. Medlem af Eventyrernes Klub. Har ledet Dansk Nordvestpassage Ekspedition 1993-95 og Polarpassage 2000 Expedition 1999-2008. Siden 2009 indehaver af destilleriet Nordisk Brænderi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten