Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
expedition ellesmere 2019 bloghoved

Dagbog: Skørtejægerens jagt på brunstsælen

Der er gamle ulvespor lige ved hytten. Men ikke en ulv i sigte. Illustration: Privatfoto

Vi har nu været i hytten i 1,5 uge og endnu ikke set så meget som skyggen af en ulv.

Vejret har de fleste dage været smukt og koldt med meget lidt vind, og vi har travet området tyndt på ski og med pulk og gang på gang afsøgt fjeldene med kikkert uden resultat.

Fra hytten kan vi se utroligt langt, og når vi går til fjelds endnu længere, men intet liv er at øjne. Dog så Morten på et par af sine ture to harer og en fjeldugle. Desuden er der et ravnepar, som jævnligt besøger hytten - dog er de alt andet end fortrolige med mennesker, så de holder sig på behørig afstand.

I går kom en snespurv til hytten. En lille fin dunet fyr, som trodser kulde og sne i denne arktiske ørken, hvor der kun er plads til meget lidt dyreliv. Det er forårsbebuderen som vi nu så for anden gang, idet vi første gang så en snespurv for tre uger siden på et tidspunkt, hvor kulden fortsat havde godt fat i landet. Nu håber vi, at snespurven vil blive ved hytten, hvor der er masser af mad udenfor, så den på ingen måde vil mangle noget.

Her i elvlejet finder vi gamle spor fra moskusokser i frossent ler, samt store klumper trækul med tydelig struktur fra træet. Illustration: Privatfoto

Fossiler fra en svunden tid

I bunden af det frosne elvleje nordøst for hytten, ligger der store mængder trækul, som tavse vidner om en svunden tid, fra en varmere geologisk periode med et skovklædt landskab og et formentligt ganske anderledes rigt dyreliv.

Vi har ikke selv viden om alderen af det forkullede træ, men formoder, at det drejer sig om en periode for 3-5 millioner år siden, hvor kloden var varmere end i dag, og hvor der her måske har groet store træer i vidtstrakte skove. I dag er her kun frossen jord med kun ganske sparsom plantevækst.

Trækullet er ganske let, porøst, og ofte ses indlejrede stykker af træ, der ikke er forkullet, men som stadigt fuldt ud ligner tørt træ.

Langs stranden, som afgrænses mod fjorden af landbrækket, finder vi blandt småstenene små fossiler, der ligeledes fortæller om fordums tider, omend vi tænker, at disse er af noget ældre dato end vores trækul i elvlejet.

Dag med blæst og sne. Illustration: Privatfoto

Øde på den helt forkerte måde

Da vi valgte at blive i hytten for at vente på ulv, var det ud fra alle de informationer, som vi kunne skaffe fra de lokale jægere og alle bekræftede, at her ved hytten i Sorfiord, havde vi de absolut bedste muligheder for at fotografere ulve, moskusokser og pearyrener.

Og alligevel virker alting komplet dødt i miles omkreds. I hvert fald, hvad angår større vildt. De sidste flere år i træk, har der netop her i området været en bestand på cirka 400 moskusokser, og på vores ture, har vi flere steder i såvel gammel og hårdtblæst sne, som i frosset mudder, set spor af moskusokser. Ligeledes mht. ulvespor, såvel til fjelds, som her ved hytten.

Det er frustrerende at der så er så tomt for vildt netop nu, og vi undrer os dagligt over, hvor dyrene kan være henne.

Dejlig pulktur i strålende sol på Ellesmere Island. Illustration: Privatfoto

Vi er klar over, at de i deres søgen efter føde kan gå viden om, og det er tankevækkende, at vi kun har set en enkelt lille flok på fem moskusokser - vel at mærke flere hundreder kilometer herfra.

Vi overvejer nu, om vi med pulkene skal trække mod nordøst for at prøve lykken der, men samtidigt virker det som et desperat forsøg på blot at gøre noget - og det uden mål og med. Vi kan måske flytte os 25 km om dagen, mens ulvene rask væk bevæger sig 100 km i døgnet, og hvis ikke der er byttedyr, der hvor vi bevæger os hen, så er der næppe heller ulve.

I så fald, bliver det en ren motionstur ud i nye ismarker.

Taget renses for sne, så vi kan komme op på solterassen. Morfar forude. Illustration: Privatfoto

Landbrækspiraten

Vi kan nu mærke, hvordan foråret trænger sig på. Den ubønhørlige kulde med temperaturer ned til 35-40 graders frost har vi ikke længere, idet de koldeste "nætter" nu snarere er på 25 graders frost i stedet, hvilket til sammenligning føles helt varmt. I dagens varmeste timer, når temperaturen op på måske 10-15 graders frost, og man har lyst til at sidde ude og sole sig.

For nogle dage siden rengjorde Morten hyttetaget for sne, og om eftermiddagen nød vi solens stråler på det varme tag, hvor vi fik tegnet lidt og skrevet noget dagbog - samt ikke mindst nappede en "morfar" i solen.

Når vi har været på tur med ski og pulk, kan vi næste morgen finde mange gode undskyldninger for at sove godt igennem - det er jo sundt for krop og sjæl. På et tidspunkt, skal vandet tømmes ud af kroppen, men godt er det så at komme i posen igen og "efterligge" yderligere en stund, til den ene af os, tager initiativ til at brygge morgenkaffe.

Hver dag må vi hver især tage den tunge gang ned til Landbrækspiraten, for at klare dagens nødtørft. De fleste gange en lidt kold historie for bagdelen, men på det seneste dog ved at være så lunt i vejret, at man fristes til at medbringe et Anders And blad til hyggelæsning.

Terry og Olaf brugte udtrykket, at de smuttede en tur ud på "the washroom", hvad der så end skal lægges i det. Under alle omstændigheder er der som regel, når ikke lige sneen fyger om ørene på én, en glimrende udsigt.

Sælen som den lå, med hovedet nede i åndehullet. Illustration: Morten Hilmer

Skørtejægerens isdans

Således lagde jeg en dag mærke til en mærk plet langt ude på isen, og kort efter kunne jeg i kikkerten få bekræftet, at det var en sæl, der lå og solede sig på isen.

Tilbage i hytten, fik vi hurtigt samlet den skydeslæde min far havde bygget til mig før afrejse, og straks begav jeg mig nu på sæljagt.

Morten fik i camouflagens tegn snarrådigt lavet et hvidt skørt af noget stof, der lå på gulvet i hytten, og nu kunne jeg med en vis tilfredsstillelse kalde mig selv for "skørtejæger".

Afsted det gik på skiene i retning mod sælen, og som jeg nærmede mig den, måtte jeg i stigende grad snige mig langsomt ind på dyret.

Tænderne løb formelig i vand ved tankerne om de store sælbøffer vi senere skulle nyde. Skarpt fulgt af en cigar.

Det var en meget stor og meget urolig sæl, så efter at have sneget mig så tæt på som muligt i stående position, måtte jeg ned på maven, mens jeg skubbede skydeslæden med hvidt skydesejl foran mig.

På 175 meters afstand, tænkte jeg: Nu eller den forsvinder!

Den kiggede op en sidste gang, jeg skød, og sælen blev liggende.

Jublen ville ingen ende tage. Nu havde vi masser af kød.

Morten i køkkenet. Illustration: Privatfoto

Fy for en brunstig sæl

Morten kom derpå ud til mig med pibe, kaffe, saft og varmt tøj samt en pulk til at trække sælen på. Åhhhhh, hvor var den tung. Og så stank den ganske forfærdeligt.

Det blev et hårdt slid at trække den de knap 2,5 km tilbage til hytten, hvor vi et par hundrede meter ude på isen, flåede den og tog spækket af skindet, som jeg håbede, kunne bruges af Olafs bedstemor, eller måske jeg kunne få med retur til Danmark?

Vi fik skåret alt kødet fra og lagt det i sneen, så det kunne blive frosset ned. Med store mængder mundvand, skar vi et pænt stykke filet ud til aftensmaden - vel normalt nok til fire personer, men da vi kun var os to, og nu havde enorme mængder frisk kød, kunne vi jo ligeså godt angerløst kaste os ind i kampen.

Morten, som havde alle tiders opskrift på sæl, gik i gang med omhyggeligt at udvande kødet, for at slippe af med noget af blodet, og dermed mildne smagen en kende. Han skiftede troligt vandet adskillige gange, før han startede tilberedningen.

Som enhver god kok, smagte han nu på lækkerierne, idet han få øjeblikke senere satte et ansigt fyldt med mishag op. Kødet fra denne store og trinde hansæl smagte modbydeligt. Han fik ost, pastil og en dram til at fjerne smagen, som dog ikke lod sig forsvinde.

Hundeæde frosset ned i sneen - ikke føde for vores ganer. Illustration: Privatfoto

Det var jo mærkeligt, men måske skulle det udvandes endnu mere, så under kogning fortsatte han nu med at udvande yderligere et par gange.

Herpå var det min tur til at være mundskænk. Føj, hvor det smagte - en helt ubeskrivelig dårlig smag, som blev ved med at hænge i munden, til trods for alle gode kneb for at slippe af med den.

Nu gik det op for os, at sælen var i brunst, hvilket vi senere fik bekræftet af Jeffrey. Både Morten og jeg har smagt kiviaq, syltede søkonger fra Nordgrønland, som godt kan være udfordrende for hvid mands gane, men de smager himmelsk i forhold til brunstsæl. Jeffrey var færdig af grin, da han hørte om det, men til gengæld var både han og Terry glade for at der nu var hundemad at finde ved hytten i Sorfiord.

Bjørnekølle vi fik af Jeffrey - som plaster på såret i forhold til brunstsæl :-) Illustration: Privatfoto

Bjørnetjeneste

For nogle dage siden var Jeffrey, hans sønner og hans kunde Steve forbi, idet de havde haft en succesfyldt jagt, hvor kunden havde nedlagt en stor flot hanbjørn. De havde kun set få bjørne, og i deres søgen, været helt oppe ved sydspidsen af øen Ulvingen sydøst for Axel Heiberg Island, på hvilken ø´s nordlige spids vi for nogle uger siden fandt den første beretning fra Christian Vibe og hans team.

Her havde de set to ulve og friske spor fra pearyrener. Ulvene var kommet tæt på, og de havde sat sig på toppen af bakken og hylet. Det gibbede i Morten og jeg - var dog blot deroppe nu, men det var over 200 km væk i den forkerte retning i forhold til Ausuittuq og derfor klart langt uden for vores aktionsradius med pulke.

Så vi håber fortsat, at der sker nyt her ved hytten, hvor der nu i det mindste ligger masser af kød udenfor, hvilket måske kan friste en omstrejfende ulv.

Anders 28. april 2019

Anders Bilgram er uddannet akademiingeniør, AUC, januar '90. Ansat v. Ingeniørhuset i Aalborg 1991-1997. Medlem af Eventyrernes Klub. Har ledet Dansk Nordvestpassage Ekspedition 1993-95 og Polarpassage 2000 Expedition 1999-2008. Siden 2009 indehaver af destilleriet Nordisk Brænderi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først