expedition ellesmere 2019 bloghoved

Dagbog: Reparationer i 43 graders frost

Illustration: Satellitfoto

Den 14. april: Morten opdagede ved middagstid en bjørn, som lå og hyggede sig et par km nord for hytten.

Den modvillige isbjørn, der ikke ville fotograferes. Illustration: Privatfoto

Vi bevæbnede os, og tog derud for at fotografere den, men allerede på en kilometer afstand, stak den i løb væk fra os.

Vi fortsatte et stykke derud, og samtidigt gjorde bjørnen omkring, idet den nu gik i en bue tilbage mod os. Den stoppede et par hundrede meter fra os, og efter lidt tid luntede den afsted mod vest og dermed væk fra os.

Morten sendte en drone afsted for at få billeder fra luften, men straks bjørnen så dronen, lagde den sig helt fladt ned, så den mest af alt lignede en hund, som er lagt "dæk".

Senere, men efter vi var gået igen, luntede den hen tilbage til det sted, vi havde siddet for at lugte til de tobenedes fært, inden den endeligt gik mod vest og forsvandt ud i isen.

Den blev nok ikke decideret bange for dronen, men måske ville den gøre sig usynlig, så den kunne slå den underlige "fugl" ned fra luften og få sig en hapser.

Iskolde mekanikere

Den 15. april: Terry og Olaf skulle være ankommet hos os i går, men den ene slæde var gået i stykker, så de var blevet forsinkede og ankom derfor først i dag.

Terry havde medbragt sin isbjørnehund, Biguess, som hurtigt fik øgenavnet "the beast", til trods for at den var utroligt sød og kælen og hyggesov i sengen hos Terry.

Det var super skønt at se de to unge gutter igen, men trist at se, hvor medtaget deres ene slæde var blevet af turen. Den ene mede var helt knækket, og passagerboksen var grangiveligt ved at falde helt fra hinanden.

Vi havde lavet et ordentligt måltid mad klar til, når de ankom, og bagefter hjalp vi efter bedste evne hinanden med at få lavet nogle nødtørftige reparationer.

Det var koldt, og temperaruren fald til 43 graders frost, så fornøjelsen ved arbejdet var ligesom til at overse, og jeg må tilstå, at jeg - uvant som jeg endnu er med denne kulde - var den mindst effektive på holdet.

Anders 15. april 2019

Anders Bilgram er uddannet akademiingeniør, AUC, januar '90. Ansat v. Ingeniørhuset i Aalborg 1991-1997. Medlem af Eventyrernes Klub. Har ledet Dansk Nordvestpassage Ekspedition 1993-95 og Polarpassage 2000 Expedition 1999-2008. Siden 2009 indehaver af destilleriet Nordisk Brænderi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I Ojmjakon i Siberien, den s.k. sibirske kuldepol, regner man ikke -43°C for noget, det er blot gennemsnits dagmax i januar. Her bliver børnene kun holdt hjemme fra skole, hvis temperaturen falder til under -55°C. Den 6. februar 1933 blev der målt -67,7°C.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten