Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
expedition ellesmere 2019 bloghoved

Dagbog: Hjemløse i Iqaluit

Ankommet til Iqaluit - byen uden ledige senge Illustration: Privatfoto

Vi vågnede kl 4.15 AM og efter en kop kaffe og et bad smuttede vi ned til Hampton In by Hilton Toronto Airport Hotels mere end almindeligt lækre morgenmad. Endnu engang blev vi overfyldte, og retur på værelset måtte vi hvile ud på sengene, før vi kunne bevæge os videre i dagens program.

Næste projekt var en tur i lufthavnen i Toronto for at få styr på bagagen. Allerhelst ville vi indtjekke det hele i dag, men den gik nu ikke. West Jet var imidlertid fra ende til anden utroligt hjælpsomme og fleksible, og vi fik lov til at tage mere bagage med end de normalt tillod. Alligevel måtte vi sampakke nogle af taskerne, så vi reducerede fra 12 til 10 stk, idet First Air, som skulle bringe os den sidste del af dagens flyvetur fra Ottawa til Iqaluit maksimalt tillod 5 stk pr person, og de var på ingen måde fleksible som West Jet.

Forberedelser og shopping i Toronto Illustration: Privatfoto

Vi fortsatte fra lufthavnen med tog mod Toronto centrum, hvor vi ville frekventere den enorme outdoor shop MEC (Mountain Equipment Co-op).

På vejen blev vi ikke overraskende sultne. Først kiggede vi ind i noget vi troede var en café med to-go mad, men det viste sig at være en eksklusiv restaurant, hvor højpolerede forretningsfolk fik en udsøgt frokost i selskab med smarte damer. Vi indså hurtigt, at det ikke var et sted for os, og tøffede derfor videre mellem byens mange skyskrabere med enorme glaspartier, der dækkede over utallige kontorer og luksuslejligheder.

Kevin Arbour Illustration: Privatfoto

Vi så en lille snack-bar. Her smuttede vi ind og fik falaffelrulle og oksekødsrulle med tilhørende kartofler og dåsecola. Det smagte super godt, og vi blev stopmætte. En midaldrende mand, Kevin Arbour, satte sig ved siden af os. Interesseret spurgte han til, hvor vi kom fra, og hvor vi skulle hen. Han fortalte, at han havde en hestefarm et par timers kørsel fra Toronto, mens han viste os billeder af sit bjælkehus langt ude i skoven ved en stor smuk sø. Det lignede den rene idyl og han opfordrede os til at komme tilbage og finde ham igen via FB.

Vi gik videre mod MEC og kort efter stod vi i slaraffenland for ethvert friluftsmenneske. Butikken var enorm, og vi måtte rundt for at se os godt om. Lidt indkøb blev det også til - blandt andet fandt vi et par svenske Mora-knive, som i deres helt simple udformning med plasticskæfte og ditto skede var perfekte til en tur som vores.

På returen mod toget, fik vi pludselig trang til en god øl, og kort efter sad vi i en bar med godt lokalt øl. Et par timer senere returnerede vi til hotellet, ompakkede vores tasker og tog så ud for at få noget mad på en bar.

Aftenens højdepunkt var, da vi lidt senere sad udenfor baren med vores Twin-piber, som jeg havde fået lavet til os - to ens piber, indgraveret med Ellesmere 2019 og vores respektive navne. Tobakken var udviklet af Skjold Burne i Aalborg, hvor Søren Skovlund, der har butikken havde hørt om vores ekspedition og derpå havde taget min yndlings My Own Blend pibetobak og videreudviklet denne til en ny My Own Blend tobak, der var iblandet Wanderum. Resultatet var en utroligt blid og aromatisk tobak, der havde fået det gode navn “Ellesmere Island”.

Morgensol over Toronto Illustration: Privatfoto

I dag tidligt op og i lufthavnen, hvor vi fik hele herligheden tjekket ind mod en klækkelig overvægtsbetaling på 6.250 kr. Efter en mellemlanding i Ottawa gik det mod sneen og kulden i Iqaluit, hvor vi landede lidt før klokken 13.

Og nu havde vi balladen. Ingen ledige værelser i hele byen.

Vi er i skrivende stund fortsat i gang med at undersøge, om et godt menneske i byen kan hjælpe. Alternativt bliver det teltet, men det er lidt vanskeligt at telte i en by, hvor vi samtidigt har en masse værdifuldt og uundværligt grej, der konstant skal holdes opsyn med.

Vi må se, hvad det ender med.

Anders, klokken 14.30 i Iqaluit

Anders Bilgram er uddannet akademiingeniør, AUC, januar '90. Ansat v. Ingeniørhuset i Aalborg 1991-1997. Medlem af Eventyrernes Klub. Har ledet Dansk Nordvestpassage Ekspedition 1993-95 og Polarpassage 2000 Expedition 1999-2008. Siden 2009 indehaver af destilleriet Nordisk Brænderi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ja, man kan roligt sige, at Grønland var mere heldig med 'deres 2. generations missionær', Samuel Kleinschmidt:

https://da.wikipedia.org/wiki/Samuel_Klein...

Som skrevet står: Samuel Kleinschmidt dokumenterede det grønlandske sprog, da han udgav en grønlandsk-tysk ordbog, en grønlandsk-dansk Ordbog 1871, desuden en grammatik (i 1851) og han formulerede en grønlandsk retskrivning, der siden blev taget alment i anvendelse. Altsammen med brug af 'almindelige bogstaver'.

Det er interessant at tænke på, at Samuel Kleinschmidt var aktiv i Grønland nogenlunde samtidigt med, at James Evans slog sine folder i Hudson Bay - lige ovre på den anden side af Davisstrædet. Evans' brug af syllabler, har ikke været nogen fordel for de canadiske inuit. Tværtimod, vil jeg uden forbehold hævde.

Jeg vil gerne tilslutte mig den danske historiker, Thorkild Kjærgaards ord: "Grønland fremstår i dag ikke bare som den sundeste, den bedst uddannede, den mest velhavende og den mest selvbevidste af de arktiske nationer, men også som den eneste af de mange amerikanske first nations, som har formået at bevare sit sprog og danne sin egen regering."

  • 3
  • 1