expedition ellesmere 2019 bloghoved

Dagbog: Flaskepost fra fortiden

Illustration: Satellitfoto

Den 16. april: Vi fik pakket alt grej, og gjort klar til at køre mod Axel Heiberg Island, idet vi ville køre så let som muligt, og forventede at komme retur senest om tre dage.

Afsted det nu gik ud mod nordvest. Biguess sad i passagerslæden under den lette lærredsoverdækning, og desværre frøs den bitterligt, da det ikke var en slædehund, men en korthåret hund, som på ingen måde var egnet til de lave temperaturer vi færdedes i. Flere gange sad Morten inde hos den, for at give den en smule kropsvarme, mens den frøs bitterligt.

Vi passerede undervejs et fastfrosset isbjerg, hvor vi gerne ville have isklumper med, da det er langt lettere at smelte disse til vand end at smelte sne. Imidlertid var isbjerget utroligt stejlt hele vejen rundt, så det var ikke muligt at få noget med.

Vi fortsatte i fineste vejr, med sol fra en skyfri himmel og omkring 25 graders frost.

Godt halvvejs kørte vi ret tæt på Axel Heiberg Island, og vi nød det smukke syn af det sneklædte landskab.

6 timer tog det Terry og Olaf at reparere motoren. Illustration: Privatfoto

Med blødende hænder og frosne tæer

Pludselig stoppede Terry. Olaf manglede, og nu kørte vi hastigt tilbage for at finde ham.

Efter vel omkring 20 minutter så vi ham, og som vi kom nærmere, kunne vi se, at motorhjelmen på snescooteren var åben. Olaf havde skilt det halve af motoren ad, da der var et stempel, som havde sat sig fast.

De næste seks timer arbejdede Terry og Oluf intenst i 25 graders frost med de bare hænder, på at reparere motoren.

Terrys hænder blødte flere steder, fordi det iskolde aluminium og jern limede sig til hans hænder og trak huden af. Olaf måtte på et tidspunkt holde sine tæer ind over flammen i det transportable komfur, for at få liv i dem igen.

Det var dybt imponerende at opleve deres helt ukuelige indsats for at få scooteren til at køre igen.

Vi fik os undervejs i reparationshelvedet lidt mad, og så fortsatte de uden på noget tidspunkt at kny, idet de holdt på med det gode humør til det sidste. Da de var færdige spurgte jeg Terry om, hvad der nu skulle ske?

Vi manglede kun cirka 58 km til Cape Southwest på Axel Heiberg Island, hvor jeg forventede at finde én ud af fire varder med beretning fra Christian Vibe og hans team. Det ville være utroligt ærgerligt at skulle opgive så tæt på målet, men på den anden side forstod jeg også godt, hvis Terry ville vælge at køre retur af sikkerhedsmæssige grunde.

På vardejagt igen

Motoren kom i gang, og efter nogen tid og nogle runders testkørsel samt skift af tændrørene for anden gang, begyndte den at lyde fornuftig. Men reparationen var jo ikke ligefrem foretaget under de mest optimale forhold, og med nyt stempel, skulle den køres til, og måtte ikke belastes for meget.

Terry spurgte mig så, om jeg kunne leve med, at vi kun gik efter den sydligste varde, og sprang de andre over? Vestkysten af Axel Heiberg Island er præget af aldeles voldsomme isskruninger, og han ville være ked af at binde an med dem under de givne omstændigheder.

Jeg var ovenud lykkelig over, at han og Olaf var klar på at gøre det på denne måde, så det var et hurtigt ja fra min side.

Vi fortsatte nu, idet vi lod efterlod den ene slæde på isen, så Olafs snescooter ikke fik for hård belastning under tilkørslen af den.

Med kurs mod Cape Southwest. Illustration: Privatfoto

Snydt af sten

Timerne gik og vi nærmede os støt og roligt Cape Southwest. Solen forsvandt bag bjergene, men da der nu kun er en uges tid til, der kommer midnatssol her, blev det på intet tidspunkt mørkt.

Ausuittuq Adventures fik mange gode ord, tanker og dybeste respekt fra Morten og jeg, som vi sad der i passagerslæden sammen med Terrys bjørnehund. Hvis man som læser ønsker at se mere om Terry og hans aktiviteter på Ellesmere Island, kan man se det på deres website.

På god afstand kunne vi nord for kappet se "de to kratere", som de blev døbt af Otto Sverdrup, da han for ca. 120 år siden kortlagde området. Det har imidlertid intet med kratere at gøre, men deres form skyldes et hårdt og mørkt diabaslag på toppen, som står tilbage, mens det omkringværende er borteroderet.

Smukt var det, og utroligt spændende at nærme mig målet for min rejse. Netop som vi rundede kappet og vi stoppede så jeg oppe på en afsats en varde. Jeg jublede og råbte hurra, men kunne se, at de andre ikke var helt overbeviste. vi kørte nærmere, og stor var skuffelsen, da det viste sig at være en del af klipperne, som havde snydt mig.

Vi fortsatte op langs sydvestkysten af kappet, idet vi afsøgte de stejle skråninger for spor af en varde.

Isskruningerne var voldsomme, og det gik langsomt, samtidigt med at Terrys materiel fik en hård medfart.

Efter cirka en kilometer, stoppede Terry snescooteren. Han og vi andre havde lagt mærke til nogle sten, som lå spredt på en ikke så naturlig måde lidt oppe i uren.

Terry og Morten var hurtigt deroppe, mens jeg nedefra prøvede at skanne hele bakken for sten, der lå unaturligt stablet. De konstaterede, at det nok var mennesker, som havde flyttet på stenene, men at det ikke var varden.

Morten Hilmer og Terry Noah ved Christian Vibes 79 år gamle varde. Illustration: Privatfoto

Flaskepost fra fortiden

Terry gik lidt længere op ad bakken og både han og Morten lagde mærke til nogle sten lidt højere oppe, som så lidt underlige ud. Da Terry nåede derop, rakte han den højre arm i vejret - han havde med sit skarpe blik fundet varden, der på nær en topsten, så ud til at være intakt.

Jeg ilede derop, og fik dermed også sparket lidt varme i kroppen. Temperaturen var faldet til minus 38 grader, så det var koldt, men jeg ænsede det ikke nu.

Terry pegede ned i varden, hvor der lå en lille glasflaske. I stedet for selv at tage den frem lod han mig gøre det - en fin gestus fra en mand, der kunne se, hvor meget det betød for mig.

Jeg tog den lille flaske, som var forseglet med en korkprop, op og indeni lå et stykke papir med en meddelelse på. Vi turde ikke åbne flasken, da vi var bange for at ødelægge indholdet for bestandigt.

Imidlertid lagde vi selv en meddelelse i en metaldåse sammen med én af Olafs cigaretter, nogle tændstikker, en patron og lidt bolcher fra mine gode venner Dorte og Stefan fra Fribol.

Morten Hilmer (th) og Anders Bilgram ved varden ved Cape Southwest. Illustration: Privatfoto

Mission One Completed

Vi fik derpå lidt hurtig snackmad nede ved snescooterne, og så vendte vi snuden retur mod den efterladte slæde på isen.

Undervejs stod solen op og et flammehav af lys åbenbarede sig over det kolde land i nord. Tre timer efter nåede vi slæden, og i stedet for at sove, fortsatte vi mod Goosepoint og hytten.

Det sidste stykke på vej mod hytten, var slæden igen gået i stykker, og Morten og jeg sad derfor bag på hver sin snescooter.

Vi var alle dødtrætte, og jeg faldt et par gange i søvn under kørslen, var ved at falde af, men hånden holdt alligevel fast, så jeg vågnede med et sæt i stedet. Olaf var selv ved at falde i søvn over rattet et par gange. Heldigvis kørte vi ikke så hurtigt, så det havde nok mest set sjovt ud, hvis vi var drattet af snescooteren.

Retur i hytten fik vi hurtigt fyret op, spist nogle feltrationer og kom til køjs, og det var med stor glæde, at jeg lagde mig til ro: Mission one completed". Selvom der fortsat ligger enkelte beretninger fra Vibe og hans team, som andre senere rejsende kan få glæde af at finde, hvis deres færd skulle bringe dem på disse kanter.

Hvor er vildtet?

Næste opgave bliver at finde og opspore ulve, eller måske mere realistisk, at lade dem finde os. Mission two starter nu, og hertil har vi omkring en måned.

Imidlertid er det tilsyneladende et særdeles mærkeligt år, hvor der på ingen måde er så meget vildt, som der plejer at være.

Vi har nu kørt omkring 1000 km i området her, og har undervejs kun set skyggen af ulv, nogle få moskusokser, enkelte harer og en ræv. Rensdyr har vi ikke engang set spor af, hvilket i den grad undrer Terry.

De få gange vi har set ulvespor, er det kun af en enkelt eller nogle ganske få ulve, hvilket også er helt unormalt ifølge Terry, der fortæller, at kobler på 10-12 ulve ofte ses i et normalt forår.

Under alle omstændigheder er vi nu klar til næste opgave: At finde den hvide ulv, og forhåbentligt dokumentere den i billeder og måske også lyden af ulve, der tuder oppe i fjeldene, hvilket Christian Vibe oplevede flere gange, da de i sin tid rejste i området.

Anders 16. april 2019

Anders Bilgram er uddannet akademiingeniør, AUC, januar '90. Ansat v. Ingeniørhuset i Aalborg 1991-1997. Medlem af Eventyrernes Klub. Har ledet Dansk Nordvestpassage Ekspedition 1993-95 og Polarpassage 2000 Expedition 1999-2008. Siden 2009 indehaver af destilleriet Nordisk Brænderi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten