Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
expedition ellesmere 2019 bloghoved

Dagbog: De gæstfrie og de ugæstfrie i Arktis

Da det blev weekenden 17.-20. maj - inkl. mandag, som er en helligdag her - havde vi fortsat ikke en kørelejlighed til fiskekonkurrencen på Devon Island, og vi måtte indse, at det ikke ville være muligt for os at deltage.

Vi fulgte fredagen igennem familiernes afrejse mod fiskesøen, der ligger omkring 180 km mod sydvest. Slæderne var pakket med kogegrej, telt, mad, benzin samt bedstemødre og børn, som tronede på de tungt lastede slæder.

Ved 18-tiden kom borgmesteren, Meekas mand Charlie forbi på sin snescooter, og nærmest ud for deres hjem, sprang bæltet på snescooteren. Senere viste det sig, at de ikke havde været i stand til at fremskaffe en anden snescooter, så de var heller ikke kommet afsted.

Også flere andre lokale, samt én af skolelærerne måtte blive i byen, så det var muligvis ikke så underligt, at der ikke var plads til os to turister. Det tog dog nogle dage at forstå - eller prøve at forstå - omstændighederne og de lokales mindset, da vi, mens vi var på tur med Terry og Olaf, havde haft en god dialog med dem om mulighederne for at deltage i fiskekonkurrencen.

Ideen om Klanen blev født i cigar- og piberøg i hytten ved Sorfiord. Illustration: Expedition Ellesmere 2019

En klan er født

Når man som vi, er på en længere rejse til en fjern afkrog af verden - og i perioder er helt udenfor kontakt med familie og venner derhjemme - blomstrer ofte nye tanker og ideer ud af samtaler i hytte eller telt.

Da jeg for år tilbage sejlede rundt om Ishavet i åben båd, fik jeg ideen til at starte et mikrodestilleri på min ejendom i det nordjyske, og få måneder efter at ekspeditionen dengang var afsluttet, blev Nordisk Brænderi født.

Således havde Morten og jeg mange dybe, gode og spændende samtaler om mangt og meget, og i hytten i Sorfiord blev ideen om Nordisk Brænderis Klan - "Klanen" - til. En klan, hvor klanmedlemmerne i kraft af deres medlemsskab og interesse for nytænkende spiritus, vil få mulighed for at smage på unikke produktioner, som er forbeholdt klanfolket.

Natur, historie, kultur o.l., vil være inspiration for kreative produkter, som kun kommer i meget begrænsede oplag. Det essentielle vil være, at give klanmedlemmer nogle helt enestående smagsoplevelser, hvor jeg som destillatør, vil lægge op til dialog omkring produkterne. Klanmedlemmer vil årligt modtage tre flasker unik spiritus fra destilleriet, og hver flaske vil være ledsaget af en lille bog/hæfte, hvor mine tanker og ideer bag indholdet er beskrevet i ord og billeder.

Jeg vil også indkalde til klanmøder rundt om i landet, hvor man som medlem sammen med en gæst får mulighed for at deltage i helt særlige arrangementer.

Børnene leger udenfor skolen i Ausuittuq. Illustration: Expedition Ellesmere 2019

Højarktisk gin

Mens jeg nød midnatssolen og det hvide forår i hytten i Sorfiord, gik tankerne hjem til det grønne danske forår, hvor planterne vælter frem og haveejerne irriteres over de mange gule mælkebøtters fremmarch i de nytrimmede plæner.

Gul har altid været min yndlingsfarve, og når man studerer mælkebøtten, løvetand lidt nærmere, er det faktisk en ganske køn blomst - og ikke uinteressant, så gemmer denne forhadte plante på overraskende smagsoplevelser.

Derfor vil min første klanbrændevin være en gin, som jeg præsenterer ved Food Festival i Aarhus primo september. Det næste klanbryg vil efter planen komme primo december, og mit mål er, at få hjembragt planter til en Ausuittuq gin.

Om kort tid begynder botanikken på Ellesmere Island at tage fat, og jeg har lavet aftale med Terry om, at han plukker, vacuumpakker og sender på frost udvalgte spiselige planter fra det højarktiske Canada. Man vil hen over sommeren kunne følge mere om klanen på Nordisk Brænderis hjemmeside.

Børn foran skolen - sten og ansigter males. Illustration: Expedition Ellesmere 2019

Vores foredrag på skolen dagen før, folk tog til Devon Island, forløb ellers fint, og der var et stærkt fremmøde af både lærere og elever.

Både dyrelivet og vores fund af meddelelser fra Christian Vibe, lod til at interessere de fremmødte, og bagefter slog vi telt op foran skolen og flere af børnene trak med vores pulk.

Tid er jo relativt

Besøg af Lily og AJ. Illustration: Expedition Ellesmere 2019

Et par af børnene fra skolen, AJ og Lily, kom gentagne gange både før og efter foredraget hen til os for at snakke. Det var et par rigtigt søde børn på 10-11 år, som havde mange spørgsmål til os. Tilsyneladende bestemte de selv over sengetider og "latterlige" detaljer som mødetider på skolen. I hvert fald var det ikke sjældent at se dem på gaden eller på hotellet klokken 22 eller 23 eller senere, og vores hentydninger til, at de måske skulle gå hjem og komme i seng, så de kunne komme op i skole næste dag, prellede af som vand på en gås. I stedet fik vi historier om, hvor sent de nogle gange var oppe...

Da jeg for år tilbage besøgte David og Martha Porter i Gjoa Haven, og senere igen i Cambridge Bay, var det langt hen ad vejen den samme grundlæggende holdning, idet David måske nok gentagne gange sagde til sine mange børn "Go to bed - you're tired", men hvis ikke børnene gad det, så gjorde de det ikke, og hyppigt var klokken 03 eller 04 om natten, før de dejsede om på gulvet, i en sofa eller en stol - sjældnere i deres senge.

Generelt virker børnene i Ausuittuq, som alle andre steder i Arktis, utroligt glade og åbne, og uanset hvor man færdes i byen, bliver man mødt af søde børn, som vinker, løber hen for at holde i hånd eller spørger om ens navn, selvom de udmærket kender det.

Lækker middag hos lærerne i Ausuittuq. Fra venstre Jonathan, Susie og Dan. Illustration: Expedition Ellesmere 2019

Flyttet på falske løfter

Lige så åbne og glade børnene virker, ligeså lidt indbyder de fleste voksne i Ausuittuq til dialog og interesse for nye mennesker i byen. I hvert fald, som vi oplevede det. I al den tid vi opholdt i Ausuittuq, fik vi kun to invitationer til at komme hjem hos folk. Den ene var til te hos Jeffreys søn Jessie - ikke hos ham selv, men hos hans bedstemor, og den anden var til en middag hos skolelærerne efter vores foredrag på skolen.

Her havde vi en super hyggelig aften med Dan, der var skoleleder, med hans kæreste Susie, som nu på niende år arbejdede på skolen og med Jonathan, der var midlertidigt ansat lærer. Det var varme og interesserede folk, der kerede sig om verden omkring dem, og som brændte for at undervise og gøre en forskel for børnene i byen i kraft af en stor kulturel forståelse for lokalsamfundet.

Jessie byder på te hos sin bedstemor. Illustration: Expedition Ellesmere 2019

Da vi var til te hos Jessies bedstemor, var det kun Jessie og hans bror Nathan, som vi kendte lidt i forvejen, fra vores møder ude i hytten ved Sorfiord, som talte med os. Deres bedstemor værdigede os stort set ikke et blik, og det samme gjaldt hendes mand, som blev liggende på sofaen for at se TV - hvis ikke det havde været for Jessie havde vi på ingen måde følt os velkomne.

Olafs bedstemor (th) sammen med en veninde i gang med at finde modnet matak. Illustration: Expedition Ellesmere 2019

Da Olafs bedstemor en dag stod sammen med en anden kvinde og fandt matak i en tønde - matak, som de skar op, sorterede og gjorde klar til at tage med hjem for at spise det - var det en totalt afvisende mur vi mødte, da vi interesseret gik over for at se på herlighederne.

Det var mere end tydeligt, at vi ikke var velkomne, og at de på ingen måde ønskede at gå i dialog med os. Det til trods for, at vi havde tilkendegivet overfor Olaf, at vi rigtigt gerne ville møde hans bedstemor - evt. over en kop te eller kaffe. Denne interesse var tydeligvis ret ensidig.

Måske er det forståeligt, når man tænker på historikken bag Ausuittuq, der i midten af 1950'erne blev anlagt af strategiske grunde - ligesom Resolute og flere andre bygder i det nuværende Nunavut. De canadiske myndigheder flyttede på daværende tidspunkt en række inuitfamilier fra sydligere himmelstrøg - bl.a. fra Quebec - til disse fjerne højarktiske områder.

I regeringen frygtede man at blive udfordret på suveræniteten på flere fronter, hvor eksempelvis de nordgrønlandske fangeres hyppige fangstrejser til Ellesmere Island - med mulige territorialkrav fra Danmark til følge - var med i "pakken" af overvejelser.

Modnet matak i sneen. Illustration: Expedition Ellesmere 2019

Man tilbød derfor familierne sydfra frie boliger, mulighed for at flytte tilbage efter to år, fremragende fangstmuligheder mm.

Imidlertid holdt løfterne langt fra stik, og mange af familierne fristede i en årrække en kummerlig tilværelse under vilkår, som de på ingen måde var kendt med. Således var der meget stor forskel på at skulle ernære sig som fanger i Quebec-området, hvor der er et helt andet og varmere klima, end på Cornwallis Island, Devon Island eller Ellesmere Island.

Bitterheden over de falske løfter ligger stadigt som en tung dyne over befolkningen i byerne længst mod nord, og selvom der er uddelt officielle undskyldninger og erstatninger, er tilgivelsen overfor den hvide mand, nok endnu et par generationer ude i fremtiden.

I Ausuittuq var der besøg af Jack, som var ansat af Nunavut regeringen for at afdække de ældre børns mulighed og interesse for at komme til hovedstaden Iqaluit for at få en uddannelse.

Jack boede nogle dage på hotellet sammen med os, og han havde en række møder med lærere og elever på skolen.

Jack var vokset op i Pangnirttung på Baffin Island, og han fortalte, at der her var en tilsvarende historik, som rigtigt mange ældre havde svært ved at sætte sig ud over. Han huskede de kummerlige forhold, hans familie var blevet tilbudt, da de blev flyttet til "Pang" mens han var barn. Han havde nogle grundlæggende holdninger til, at alle - uanset hudfarve - var mennesker, som skulle respekteres for hvem de var og ikke dømmes for historiske overgreb på befolkningen.

Det var rart at snakke med Jack, og interessant at høre lidt om baggrunden bag den tavse afstandtagen, som vi oplevede i Ausuittuq.

Larry Audlaluk på visit på hotellet i Ausuittuq. Illustration: Expedition Ellesmere 2019

En vardeberetning mere!

Jeg havde dog i dagene op mod fiskekonkurrencen lidt kontakt med Larry Audlaluk, som var særdeles interesseret i de to fundne vardeberetninger og ikke mindst i mysteriet om Krugers ekspedition i 1930. Vi havde en del hyggelige og spændende samtaler om gamle ekspeditioner, og en enkelt gang var jeg kortvarigt på besøg i hans hjem.

Da vi for flere uger siden ankom til den lille varde ved Goosepoint, fandt vi ingen beretning, og selvom vi rekonstruerede varden og lagde vores egen korte beretning deri, var vi i tvivl om, det nu også var Vibes varde vi havde fundet. I Ausuittuq blev det så af Larry bekræftet, at det var Vibes varde, og at den originale beretning allerede for flere år siden var blevet fundet.

Larry havde en kopi af beretningen, som han gav mig.

Larry gav mig kopi af Vibes beretning fra Goosepoint inkl. en renskrivning. Illustration: Expedition Ellesmere 2019

Det betød så, at jeg nu havde halvdelen af beretningerne fra Vibes team. Beretningen fra den nordlige spids af Ulvingen Island sydøst for Axel Heiberg Island, vardeberetningen fra Cape Southwest på Axel Heiberg Island og en kopi af beretningen fra Goosepoint.

Vibe havde desuden lagt en kort beretning i en varde kun få kilometer nord for varden ved Cape Southwest - en varde, som Olaf havde ledt efter uden succes, mens vi andre var optaget af den varde, som Terry havde opdaget.

Ifølge Vibes dagbog, rummer varden ved Cape Southwest hovedberetningen, mens varden lidt længere mod nord, hovedsageligt henviser ned til netop denne varde få kilometer mod syd. Årsagen skulle ifølge Vibe være, at varden ved Cape Southwest er utroligt svær at finde, og derfor havde han på et mere iøjnefaldende sted efterladt en varde, der viste hen til den.

Ifølge Olaf lå der dog kun sten, som tydede på resterne af et depot eller en varde, men han fandt ingen beretning.

På det højeste af de to "kratere", skulle der desuden være en beretning fra Vibes holdkammerat, botanikeren Gudmundur Thorlaksson, som også havde efterladt en varde lidt længere oppe ad kysten, inden de gjorde venderejse ultimo april 1940. De to beretninger, som jeg bringer med hjem, er dog endnu ikke åbnet, da jeg er bange for at ødelægge dem - det vil kræve assistance fra en specialist.

Reelt kan de være fra en senere ekspedition og rumme en afskrift fra Vibe, men det ved jeg først, når de er åbnet. Den ene af dem er dog rullet ind i en avis - og teksten på avisen ser ud til at være dansk, så meget tyder på, at det er Vibes originalberetning.

Vores grej pakkes i kasse til forsendelse med skib. Illustration: Privatfoto

Afgang før planlagt

Både Morten og jeg har rejst et utal af gange i Arktis, og vi har begge de allerfleste steder oplevet den ægte arktiske gæstfrihed. Det var desværre ikke dette vi oplevede i Ausuittuq, hvor ikke engang hverken Terry eller Olaf inviterede på en kop te.

Alligevel mødte vi gode ord fra Terrys far Imooshie, som dagen før de tog til Devon Island sagde til mig:

"You two are fantastic people".

Det varmede og jeg blev rørt - især fordi det kom fra en stærk personlighed som Imooshie.

”Håndbagage”

Vi besluttede imidlertid at rejse fra Ausuittuq før end planlagt, da vi nu hellere ville se os om i Resolute og Pond Inlet, og i sidstnævnte by forhåbentligt møde nogle af de skønne folk, som hjalp mig i år 2000 og 2001, da vores båd kæntrede vest for byen. Vi ændrede derfor vores biletter og fløj til Resolute tre dage før end planlagt.

Mike fra Kenn Borek Air fløj den lille Twin Otter til Resolute, og igen var det en skøn tur, hvor sikkerhedsprocedurerne foregik ved at hans co-pilot stak hovedet ind i kabinen, mens han stod udenfor flyet, og med et stort grin sagde at de to forreste nødudgange var spærret af bagage, så hvis der opstod en nødsituation, måtte vi bruge de bageste.

I Resolute besluttede vi at sove i telt eller på gulvet i lufthavnen for at spare på omfattende hoteludgifter. Alligevel bød Chantel fra ATCO´s Southcamp Hotel i Resolute os på en lækker gratis frokost og fri transport mellem byen og lufthavnen.

Chantel var utroligt servicemindet, og hjalp desuden med flere lange telefonsamtaler til RCMP (politiet) vedrørende vores våben samt mailkorrespondence med RCMP, da vi skulle bruge en forlængelse af tilladelsen til at have våben i Canada.

Vi slog telt op tæt på lufthavnen, men lidt senere dukkede en gruppe seje pensionister op. De havde chartret Kenn Borek til at flyve dem op til Mackinson Inlet, hvor de i en periode på fire uger skulle trække pulke og bl.a. ville op i Vendomfiord. En eller to af dem havde været der før, mens der var andre, som var helt uerfarne. Det var friske folk i aldersgruppen +/- 65 år. De ville sove på gulvet i lufthavnen selvom det reelt ikke var tilladt, men dørene blev ikke låst. Vi besluttede så at gøre det samme.

ATCO’s Southcamp Hotel i Resolute. Illustration: Privatfoto

Man stoler da på hinanden

Næste morgen den 22. maj gik vi de 6 km ind til byen for at få en ordentlig gang morgenmad på hotellet. Det blev knebent med tiden, men vi nåede det, til trods for, at vi lavede en "shortcut".

Vejen snoede sig, og vi traskede over det korteste sted, som så fint ud, men sneen var alligevel ikke hård nok til at forhindre os - og især Morten, som havde sit kameragrej med - i at træde gennem sneen, og derfor tog det lige så lang tid eller længere, som at følge vejen, og samtidigt var det en del hårdere, så sveden sprang, selvom det blæste koldt fra øst.

Lidt senere i Resolute fik jeg betalt mit jagttegn til den lokale wildlife officer Tamara, som selv havde lagt ud for mig. For næsten to måneder siden havde jeg fra Ausuittuq talt i telefon med Tamara, og hun havde lavet jagttilladelserne på sæl og småvildt til mig, mod at jeg kom forbi og betalte, når vi nåede Resolute. Det viste sig så, at hun selv havde betalt for mig - det er da at stole på folk.

Joyce i Resolute. Illustration: Privatfoto

Som jeg gik på gaden, stoppede en bil og en kvinde spurgte om vi var de nye jægere, som var ankommet til byen. Det var vi jo ikke, og jeg fortalte hende, Joyce, hvem vi var.

Hun tilbød, at vise os rundt i byen og omegnen - jeg skulle bare komme forbi hendes kontor, og så kunne hun vise os rundt.

Joyce var ansat af Nunavut regeringen som social employee, og hun havde været i Resolute de sidste 7 år. Hun tog os senere på dagen på en fin rundtur, hvor vi hørte lidt om byen og så et par historiske steder.

Da hun hørte, at vi sov på gulvet i lufthavnen, tilbød hun, at vi kunne sove i hendes hus, hvor der var et ekstra værelse og en stue, som vi kunne benytte. Efter en gang aftensmad på hotellet, smuttede vi over til Joyce, hvor vi havde en hyggelig aften og fik vasket vores tøj. Til morgen stod hun op klokken fire, lavede kaffe og toast til os, og kørte os i lufthavnen. Et utroligt varmt og rart menneske, som i kraft af sin glæde ved at glæde andre, var indbegrebet af den arktiske gæstfrihed, som vi havde drømt om.

Kæntringen genbesøgt

Da vi senere den 23. maj ankom til Mittimatalik/Pond Inlet, var det lidt spændende, hvordan de næste dage ville forløbe.

Jeg ville rigtigt gerne besøge gamle venner, som for 18 og 19 år siden havde hjulpet os, da vi på den daværende Polar Passage 2000 Expedition - i åben båd hele vejen rundt om Ishavet - var kæntret med båden vest for Mittimatalik.

Dengang i år 2000 var det en sensommerdag blæst kraftigt op, og de lokale sejlede deres både op i den nærliggende flod, for at finde beskyttelse mod bølgerne, idet stranden ved Mittimatalik ikke gav mulighed for læ.

Vi besluttede at gøre som de lokale, men undervejs ind i floden ramte vi en sandbanke med spidsen af båden. Strømmen i floden drejede på et øjeblik jollen på tværs af bølgerne, og først én bølge og et øjeblik efter én mere, bordfyldte båden med havvand. Motorerne døde og vi stod som vrag på sandbanken.

Vi sendte et par nødraketter i vejret, og blev efter lidt tid hentet af nogle lokale. Senere, da vinden havde lagt sig en del, arrangerede gode folk i byen en redningsaktion af vores båd - med Sheatie Tagak, indehaver af Tagak Outfitting i spidsen.

Båden var kæntret helt, da vi nåede ud til den, og med bunden i vejret blev den trukket tilbage til Mittimatalik, hvor det meste af byen hjalp os med at få den på land.

Hvis ikke det var for den hjælp vi havde fået i Mittimatalik, var det aldrig lykkedes at komme rundt om Ishavet på den daværende ekspedition, og lige siden dengang havde jeg ønsket at komme tilbage for at takke nogle af de folk, som dengang havde hjulpet mig. Læs evt. mere herom i min bog Eventyrlig Ishavsfærd.

Nu var jeg her igen, og jeg havde allerede på forhånd haft kontakt med Sheatie Tagak, som det nu gjaldt om at finde og få hilst på. Vi havde kun kunnet bestille èn overnatning på et af byens hoteller, da alt var booket de næste dage, så vi håbede at det ville være muligt at finde privat indkvartering i byen. Jeg erfarede, at Sheatie var udenbys, men at han ville ankomme senere på dagen.

I mellemtiden, besøgte vi kommunekontoret, hvor jeg fik hilst på både Joshua og Enookie, som begge havde hjulpet til i sin tid. Det var dejligt at gense dem og jeg fandt senere ud af, at Joshua nu var borgmester i byen. Vi fandt yderligere ud af, hvor Norman Simonie boede. Norman var i sin tid hjælpebetjent for RCMP, og han var èn af dem, der dengang havde gjort en utrolig stor indsats for os. Blandt andet havde vores båd stået udenfor hans hus mellem år 2000 og 2001.

Kvinder kører bedre

Gensynsglæde og høj cigarføring med Norman i Mittimatalik. Illustration: Privatfoto

Vi gik op til Norman og jeg håbede han var hjemme og at han havde tid til os. Det blev en varm velkomst vi fik. Han var som dengang en hyggelig og smilende fyr samt gæstfriheden selv, og da han hørte, at vi manglede et sted at bo, tilbød han os straks husly.

Næste morgen hentede han os ved hotellet, og kørte vores grej hjem til sig selv, hvor vi nu havde et par hyggelige dage med ham og hans familie. Hans børn og børnebørn var omkring os, og vi var dumpet lige ned i en kernefamilie, hvor der var stort hjerterum.

Brandon (tv) og en kammerat. Bemærk “solbrillerne”. Illustration: Privatfoto

Dog var Normans kone Mary en lidt studs, kraftig dame, som de fleste var bange for. Norman fortalte med et stort grin, hvordan hans kone engang var faldet af en slæde, som holdt stille. Hun havde haft et godt stykke kød i hver hånd, og da hun ikke ville tabe kødet, var hun landet med sin krop uden at kunne tage for sig med hænderne. Alle havde grinet lydløst, og med ryggen til hende, da de var bange for hende.

Norman med Brandons fine laks. Illustration: Privatfoto

Norman arbejdede nu i en stor mine - to uger på job og to uger hjemme. Han var ved at tage en uddannelse som mekaniker, og når han om fire år var færdig med uddannelsen, som han tog ved siden af jobbet, ville han starte et autoværksted i Mittimatalik.

Han fortalte, at de største maskiner nede ved minen blev kørt af kvinder, idet kvinder generelt var mere omhyggelige end mænd, der hellere tog den letteste og hurtigste vej og lavede "shortcuts", som ikke altid var lige hensigtsmæssige. Vi måtte give Norman ret, og vi huskede vores shortcut oppe i Resolute, som nær havde kostet os en lækker morgenbuffet.

Hygge hos Norman og familie. Illustration: Privatfoto

Jeg gav Norman et eksemplar af min bog Eventyrlig Ishavsfærd, hvor han selv er nævnt og stolt viste han bogen med billede af ham selv frem, når der kom fremmede til huse.

I går søndag fløj vi så til Iqaluit, hvor vi opholder os de næste dage inden vi returnerer til Danmark. Der vil komme yderligere et par opdateringer fra vores rejse, og forhåbentligt får jeg mulighed for at vise indholdet af vardeberetningerne, der formentligt senere vil blive udstillet på Arktisk Institut.

Desuden vil jeg om et par uger lave et fotogalleri med mine bedste billeder i høj opløsning, så det vil være muligt at se lidt mere fra ekspeditionens oplevelser dette forår.

Anders, ultimo maj 2019

Anders Bilgram er uddannet akademiingeniør, AUC, januar '90. Ansat v. Ingeniørhuset i Aalborg 1991-1997. Medlem af Eventyrernes Klub. Har ledet Dansk Nordvestpassage Ekspedition 1993-95 og Polarpassage 2000 Expedition 1999-2008. Siden 2009 indehaver af destilleriet Nordisk Brænderi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først