Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
expedition ellesmere 2019 bloghoved

Dagbog: 8 dage med vilde oplevelser og den første store succes

Illustration: Satellitfoto

I forgårs ankom vi til en umådeligt øde beliggende hytte på Ellesmere Island. Her fortællingen om ekspeditionens færd siden 3. april.

Siden vi forlod Ausuittuq (Grise Fiord), har vi kørt ca. 750 km med Terry Noah og hans team fra Ausuittuq Adventures. Vi mødtes med Terry, hans medarbejder Olaf Christiansen og hans far Imooshenutaraqjuk foran Terrys hus kl 13.

Dagen før var Terry kommet hen til os på hotellet, hvor vi gennemgik planerne for turen. Det var den længste rejse han nogensinde havde foretaget, og det samme gjaldt for hans far, som vi ligesom Terry kaldte Imooshen.

Først skulle de køre ca. 750 km med os og derefter skulle de retur til Ausuittuq – det vil sige, at deres samlede rejse kom op på over 1000 km.

Vi undrede os over navnet på hans kammerat. Olaf er jo et godt gammelt nordisk navn og Christiansen klinger af danskhed. Det viste sig, at hans bedstefar - en dansker ved navn Olaf Christiansen for mange år siden var i Grise Fiord, som det hed dengang, for at arbejde på byens varmeforsyning. Han fik Olafs mor med en lokal kvinde, og Olafs mor mødte år senere en anden dansker, der kom til Grise Fiord - og de fik så Olaf, der således er trekvart dansker. Olafs bedstemor adopterede Olaf, og han blev opkaldt efter sin bedstefar. Hans identitet er dog som inuk, men han har alligevel en spirende nysgerrighed på sine danske aner.

Slæderne pakket

Planerne som Terry fremlagde, gik på, at vi skulle køre tre snescootere fra Ausuittuq mod nord op over bjergene og ned til Sor Fiord, hvor der vi skulle sove i hytte. Derfra skulle vi videre på fjordisen til Vendomfiord, mod nord gennem denne, over bjergene til Strathcona Fiord og derpå mod øst til Irene Bay.

Fra Irene Bay var planen at køre vestpå ud af Bay Fiord til Axel Heiberg Island for at sætte os af, inden Terry og hans folk returnerede til Ausuittuq.

Slæderne var pakkede og klar til afrejse. Jeg var utroligt spændt på rejsen, men allermest om vores planer ville lykkes.

Den forstenede skov

I bunden af Irene Bay beskriver Christian Vibe, hvordan de her fandt resterne af en fossil skov, hvor træstammer og stubbe af træerne stikker op af jorden inde på fjeldet.

Jeg har, siden jeg var barn, interesseret mig for fossiler, og derfor ville jeg utroligt gerne genfinde den forhistoriske skov, som Vibe skriver om.

Jeg har søgt en hel del på internettet, for at finde informationer om den, men selvom jeg kan finde beskrivelser af tilsvarende skove, ved såvel Strathcona Fiord og et par andre steder på Axel Heiberg Island og på Ellesmere Island, så kan jeg ikke finde info om netop denne skov. Det kunne være helt afsindigt spændende at få denne registreret sammen med Terry. Da jeg fortalte om skoven til ham, blev han fyr og flamme, og han og hans far samt Oluf glædede sig lige så meget til turen som Morten og jeg.

Området med den fossile skov ligger i det der hedder Inuit Claimed Land, som er inuits egne områder, med helt særlige regler for, hvad man kan og ikke kan, og det er samtidigt områder, hvor alle råstoffer o.l. tilhører inuit. Det rigtigt spændende ville være at dokumentere endnu en fossil skov sammen med lokale folk.

Passenger box

Da vi stod foran slæderne, blev vores piber fundet frem, og vi nød tobakken inden afrejse. Morten og jeg havde netop indtaget et strålende og rigeligt måltid på hotellet, et måltid, som bestod af en dygtig portion spaghetti med kødsovs fra dåse.

Morten er en fortryllende kok, og han havde benyttet vores indkøbte råvarer samt fundet lidt her og der i køkkenskufferne og komponeret denne lækre pastaret, så vi begge sad med udspændt bug i stole, der var ved at segne under to mætte kroppe. Et glas pulversaft og en kop kaffe fulgte trop, og så stavrede vi ned til Terry.

Olaf havde allerede afhentet det sidste af vores grej, så da vi kom ned til slæderne, var alt pakket.

De tre snescootere var linet op med hver sin slæde spændt efter. Vores slæde havde en såkaldt “Passenger box” ovenpå, og det lignede allermest et hundehus på meder. Jeg tænkte, at her ville vi nok få en del knubs, idet jeg prøvede at forestille mig, hvordan det ville være at blive trukket op over bjergene, over sten og elvlejer i denne krydsfinerskasse.

Jeg sendte en tanke til min ryg, der gennem de sidste år i stigende grad har gjort knuder, når den bliver presset. Jeg håbede dog, at min intense træning de sidste par år, ville vise sin værdi, når jeg nu i dagevis skulle mørbankes i kassen.

Jeg prøvede også at forestille mig, hvordan det måtte se ud, hvis man stod lidt på sidelinjen og betragtede scenariet med tre snescootere trækkende på tre slæder, og i den ene kunne man så se, to turister hoppe op og ned, bevægende sig som dukker i et teater, når isskruningerne blev passeret i høj fart.

Eventyret begynder

Som vi stod der i solen, som bagte fra en skyfri himmel, gik tiden, og Terry fik styr på de sidste detaljer, mens vi smalltalkede, spøgte og ikke mindst glædede os til første del af ekspeditionen.

Olaf var overalt. Han var myreflittig og konstant i gang med snart det ene, snart det andet. Imooshen tog det med ophøjet ro, satte sig på en slæde og røg en smøg, idet man tydeligt kunne fornemme at han var stolt af sin søn. De tre snescootere gik i tomgang, mens motorerne blev varmet op.

Endelig var det tid til afrejse. Klokken var blevet tre om eftermiddagen, og vi satte os op i hundeburet, hvor Terry bagerst havde sat en køleboks til mad og lagt en varm hjemmelavet parka ovenpå. Han kiggede betænksomt på os, kunne se, at vi var klar.

Det gav et ryk i slæden, da mederne rykkede sig fri af sneen, hvor de havde stået og sat sig under dagene med pakning.

Vi jublede af glæde - eventyret var skudt i gang.

Fremdrift i fint vejr

Vi fulgte kysten langs byen, kørte gennem landbrækket, hvor Terry en enkelt gang stoppede scooteren. Med et ryk satte vi i gang igen, bumpede gennem skruningerne og var ude på flad havis.

Nu strøg vi afsted mod fjordmundingen umiddelbart vest for Ausuittuq, og i fortsat fineste vejr gik det nordpå. Efter en halv times kørsel, gjorde vi et kort ophold ved nogle stejle orange klipper, som lå badet i eftermiddagslyset. Terry fortalte, at det var fugle, der ynglede her, og det var deres afføring, som gjorde klipperne orange.

Alle tanker om hårdhændet kørsel og bump i hundeburet forsvandt som timerne gik. Det var en sand fornøjelse at solbade på agterdækket af passagerslæden, og jeg nød fremdriften.

Det at komme fremad, fornemme nye ting om næste næs, opleve skiftende og nye horisonter og bevæge sig hen over land og vand samtidig med, at jeg møder lokale folk, er for mig en stor personlig fornøjelse. Det er kernen i mine eventyr, og jeg nød det i fulde drag.

Jeg indåndede den iskolde, men friske luft, og glædede mig over at være på rejse med Morten, som er et utroligt livsstykke, der bringer glæde og hygge alene ved sin person, sin udstråling, sin varme og gode humør. Jeg havde set frem til rejsen i næsten to år fra ideen opstod, gennem tiden med planlægning, træning og til nu, hvor vi sad her - på passagerslæden på Ellesmere Island, hvor store oplevelser lå foran.

Anders Bilgram Illustration: Morten Hilmer

Kuldens isnende greb

Efter et par timers kørsel, ramte vi bunden af fjorden, hvorfra fin fjordis blev forvandlet til et bumplet og stenet, frossent flodleje, hvor vi fik en god gang tæsk, når slæden blev trukket over det ujævne terræn.

Sne var der, men dækkende kan man ikke kalde det. Nu falder der ikke meget nedbør på disse kanter, så derfor var det hård kørsel, og som vi nærmede os gletcheren midt på øen, blev stenene stadigt større og sværere for Terry at finde en skånsom vej igennem.

Da vi ankom til gletcheren ventede en kraftig stigning op over den.

Vi sprang lidt stive i kroppen ud af slæden med hundehuset og hoppede lidt rundt som kaniner, for at få varmen i lemmerne tilbage. Ikke at det var koldt, koldt, men når man sidder stille i timevis, trænger kulden stille og roligt ind på én.

Min arktiske erfaring relaterer sig forud for denne rejse primært til sejlads i åben båd, og det kan såmænd være både udfordrende og koldt nok, når alt er gennemblødt af iskoldt havvand eller kropslige uddunstninger, der ikke kan ledes bort fra huden under sejlads, og som køler én af, så man ryster som et espeløv. Min seneste bådrejse Polarpassage 2000 Expedition, kan man læse mere om i min bog “Eventyrlig Ishavsfærd”.

Her hvor temperaturerne forventeligt ville ligge et sted mellem minus 20 og minus 35 grader, evt. minus 40 grader, var det nogle helt andre udfordringer, som lå foran.

Morten har som tidligere Sirius mand og et efterfølgende utal af vinterrejser til Grønland, Svalbard og Norge som naturfotograf opbygget en helt unik og enestående erfaring og fortrolighed med kulden, som jeg nu var så uendeligt privilegeret at høste af.

Jeg var her til trods for mit grå hår og 18 år ældre end Morten yngstemanden, der skulle lære af den erfarne rotte. For mig var det nogle ukendte udfordringer, som Morten dog havde gjort sit yderste for at forberede mig bedst muligt på, og som vi til dels havde oplevet i de norske fjelde på vores tre træningsture fordelt over de sidste par vintre.

Alligevel overraskedes jeg af, hvordan kulden ubarmhjertigt fik sit isnende greb i mig, hvordan det uldne rørhalstørklæde hurtigt isede til i damp og snot omkring næse og mund, hvor stift det blev, og hvordan det skrabede på oversiden af næsen.

Med min fornuft vidste jeg også udemærket, at man ikke skal holde på metaller i kulden, men som et lille barn, der prøver sig frem, kunne jeg dog ikke dy mig for at skulle holde på bagenden af snescooteren, da vi gjorde holdt, et greb, der som lyn fra en klar himmel kunne have kostet huden på indersiden af den vovende og prøvende pænt dumme hånd.

I damp og sved på gletcheren

Morten og jeg småløb op ad gletcheren, men her fik jeg så min næste lærestreg.

Det gik jo så fint i starten, men pludselig kom varmen, og nu kunne jeg ikke slippe af med den igen. Her i kulden, skal man for alt i verden undgå at svede, og det er netop noget, vi har talt en del om inden afrejsen, da jeg generelt sveder uhyggeligt let - ja, det er lige før jeg kommer til at svede, hvis jeg ser andre lave noget fysisk.

Nu havde vi balladen og A, som Morten kalder mig, kom til kort i damp og sved.

M som jeg ligeså fantasifuldt kalder Morten, foreslog, at vi stoppede op, og jeg fik knappet op for tøjet, så dampen kunne undslippe de mange lag af arktisk påklædning i verdensklasse.

Terry og Olaf havde med to snescootere forspændt, trukket først én slæde over og nu passerede de på ny for at hente den sidste. Kort efter dukkede de så op for at hente os, og vi kørte ned på den anden side af gletcheren for at fortsætte på den lange smalle sø, som lå lige nord for gletcheren.

Et stykke af gletcheren så ud som om det var brækket af inde ved søen, og Imooshen sagde, at da han kom her for første gang i 1962, gik denne tunge fra gletcheren hele vejen over søen.

Skyggen af en ulv

De næste timer gik det stille og roligt nedad i retning af Sor Fiord.

Pludselig stoppede Terry snescooteren. Vi hoppede ud, og fulgte hans øjne. Friske ulvespor i sneen vidnede om en ensom jæger, der listede rundt for at skaffe til dagen og vejen. Mortens øjne lyste. Her havde den gået, ulven, som han skulle finde.

De næste timer blev skyggerne til ulve og et utal af sten forvandledes til moskusokser. Vi så dog intet liv.

Efter endnu engang at have fulgt et elvleje med store sten, kom Imooshen kørende op på siden af os, mens han gestikulerede til Terry om at stoppe. Halvdelen af den ene mede på passagerslæden var knækket af.

Vi var ikke så langt fra hytten, og derfor fortsatte vi, idet han ville reparere den ved hytten i stedet for her. Træet, som nu var helt blotlagt, blev tydeligt slidt af den fortsatte hårde kørsel med mange sten, og efter nogen tid, kom vi op bag på snescooterne i stedet, idet M sad bag på Terrys scooter og jeg sad bag på Olafs.

Anders i hytten Illustration: Morten Hilmer

Oase i en hvid verden

Så nåede vi frem til hytten, der lå som en lille hyggelig oase midt i denne hvide verden. Hytten var naturligt nok lige så nedfrosset som omgivelserne, men efter kort tid var vi flyttet ind, og der var gang i ovnen.

Det var en hytte bygget af krydsfiner med et enkelt rum, hvor der var ovn og et komfur, samt brikse at sove på. Her var plads til 5-6 personer, hvis man stuvede sig lidt sammen, og det gjorde vi så.

Terry og Olaf kløede ihærdigt på, og efter kort tid, var der den lækreste aftensmad bestående af saftige koteletter og kartoffelmos med grøntsager.

Terry overraskede os fra første færd med sin mad. Dette var hans første egentlige tur i sit firma, og han var stålsat besluttet på at det skulle være en succes. Han var derfor helt klar over, at god mad var en medvirkende og utroligt positivt overraskende del af rejsen, hvor i hvert fald vi, havde forventet et helt andet set-up, med langt simplere måltider.

Mætte og tilfredse og fyldt med oplevelser fra en spændende dag, lagde vi os til ro ved tretiden om natten.

Sæl slap med skrækken

Dagen efter sov vi længe, og da vi stod op, var det til bacon og æg, pølser og pandekager med sirup serveret med gourmetkaffe og juice. Hold da op - forkælelsen ville ingen ende tage.

Timerne gik i hytten, og vi brugte første del af efterdagen på at skyde rifler ind og få pakket “butikken” igen.

Solen bragte - nej måske lidt forkert udtryk i 20 graders frost - men i hvert fald skinnede den fra en skyfri himmel, og ved 15.30-tiden rykkede vi videre, efter at slæden var repareret.

Ud mod enden af Sor Fiord opdagede Terry en sæl, og han kørte så tæt på han kunne. Tog anlæg og skød. Desværre havde han vurderet afstanden lidt kortere end den var, så sælen plumpede som en fed slange i vandet, ned i åndehullet, hvor den så kunne fortsætte sin dag uden at få skrammer af mødet med mennesket.

”Knaldeføre” og harejagt

Nu gik det mod Vendom Fiord i fineste føre. Morten rejste sig op og råbte “Yes - knaldeføre”, og vi drønede afsted over isen.

Som vi nærmede os åbningen ind mod den lange fjord, skiftede føret til noget, der på ingen måde kunne kaldes for “knaldeføre”. Det bumpede op og ned, og vi fik tæsk i passagerslæden. Af og til undslap der et gisp og et “yf” kom i kor ud af vores munde, når rygsøjlens øvre ende ramte nakkehvirvlerne.

Af og til gjorde Terry holdt, så vi kunne hoppe lidt varme i kroppen og få en godbid til at give indre varme. Han var altid umådeligt omsorgsfuld og betænksom.

Pludselig stoppede Terry og Olaf. De havde set harer og vi gik op på fjeldsiden sammen med dem, for at skaffe noget godt kød til gryderne.

De fire harer så nysgerrigt på os, mens Terry og Oluf sendte nogle byger af kugler fra salonrifler mod dem. De tre af dem var ramt, og kort efter samlet op. Den fjerde stak længere til fjelds, og jeg lånte Olafs salonriffel så jeg kunne skyde den, men desværre klikkede den, da jeg forsøgte at afgive skud. Det viste sig, at salonriflen ikke havde kastet det senest afskudte patronhylster ud.

Haren stak klogeligt nok af, og selvom jeg forsøgte at følge efter, så var den noget lettere til bens end jeg. Min kæmpestore og varme dunjakke hæmmede mig, og sveden kom retur, så jeg måtte tage den med ro.

De første ulve

Vi fortsatte op gennem fjorden i det smukkeste aftenlys.

Gang på gang stoppede vi og så på ulvespor, som krydsede vores vej. De var derude, og formentligt fulgte de os med øjnene, mens vi trængte ind på deres jagtmarker.

Pludselig så vi dem på lang afstand. Hvide skygger der betragtede os, og ligeså hurtigt forsvandt de igen bag en bakkekam.

Vi havde fået glimtet af ét af ekspeditionens store mål. Terry tilbød os at han kunne følge efter dem, men det var bestemt ikke på den måde Morten ønskede at få billeder af ulven. Ikke som jaget vildt, der ville blive presset af snescootere og mænd i en urimelig jagt på denne enestående og smukke jæger.

Vi fortsatte til sen nat, slog teltlejr og gik til ro, mens vi tænkte på ulvene, som var derude på jagt og måske var den sidste af de fire harer allerede endt som mad til en sulten polarulv.

Sneuglen

Den 5. april gik det videre mod Strathcona Fiord, som vi skulle igennem for at slippe over til Irene Bay. Allerførst skulle vi dog op på et plateau lige øst for nogle af Ellesmere Islands høje gletchere.

Det havde været koldt i nat og temperaturen havde været under minus 30 grader. Da solen fik lidt magt, var det dog fint vejr, og da der ikke var meget vind, føltes det ikke så koldt selvom det frøs vel omkring 20 grader.

Vi kørte op gennem en slugt, men Terry kom i tvivl og han stoppede, koblede os fra og tjekkede området af, for at finde en vej op på plateauet. Vi var på vej ind i en blindgyde.

Terry og Olaf afsøgte nu de nærliggende ismarker for opkørsler, og efter nogen tid, havde de fundet et egnet sted. I fuld fart gik det derpå opad til plateauet, hvorpå vi de næste timer kørte mod nordnordøst i et enestående aftenlys.

Kulden meldte sin ankomst, som solen gik ned, og i let snefygning fortsatte vi mod den nordlige nedkørsel i retning af Strathcona Fiord. På vej ned gennem slugter, der stenet bugtede sig ned mod fjorden, så vi igen et utal af sten højt oppe på fjeldsiderne, der alle på en prik lignede moskusokser.

Vi så også en sneugle, der med store dovne vingeslag fløj foran vores lille optog af den moderne arktiske udgave af et vogntog med prærievogne.

Vi stoppede ved dens hjem, en sten med uglegylp, som fortalte lidt om, at det var her den holdt til. Uglen fløj elegant forbi os på lang afstand, og vi fortsatte nordpå. Passerede store voldsomme skrænter med kul og aflejringer fra fortiden. Det er på disse skrænter, at én af de kendte fossile skove ligger.

Vi havde dog ingen intentioner om at lede efter den, så optoget fortsatte til vi nåede ned til strandkanten, hvor teltene hurtigt blev slået op, og vi krøb ind for at få varmen og et solidt måltid mad.

“The Gas Station”

Den 6. april stod vi igen op til strålende sol og vindstille.

Jeg kiggede gang på gang på vores lille InReach, hvor familien derhjemme kunne sende en besked til mig. Jeg ventede på besked om at jeg var blevet morfar, men beskeden udeblev, og jeg ringede med Iridiumtelefonen til min datter Katrine for alt høre, om der var nyt.

Som altid var det en stor følelsesmæssig ting at høre hendes stemme i telefonen, men desværre var fødslen endnu ikke gået i gang. Til gengæld kunne hun fortælle at hun og hendes mand Mathias sad udenfor sammen med min søn Rasmus og hans kæreste Susanne og min kone Githa i 13 graders varme og nød den dejlige danske forårssol.

Jeg kunne så fortælle at vi også nød forårssolen, omend temperaturen var med omvendt fortegn.

Lejren blev pakket, og vi kørte et kort stykke til et sted Terry kaldte “The Gas Station”. Det viste sig at være tre tønder benzin, som for år tilbage var efterladt af nogle rangere fra Ausuittuq, og benzinen stod til fri afbenyttelse.

Der var imidlertid væsentligt mindre brændstof end forventet, og benzinen havde fået en trist farve af rust fra det indvendige af tønderne. Vi tog det med, som der var, men der opstod nu en velbegrundet bekymring for, at der ikke var benzin nok til den sidste del af vores rejse mod Axel Heiberg Islands syd vestligste pynt.

Moskusokser i syne

Vogntoget fortsatte op over bjergene til Irene Bay, som efter en vild kørsel i bjergene åbenbarede sig mod nord. Her krydsede vi fjorden til nordsiden, og det gik videre mod øst langs kysten.

Terry stoppede op. Han havde set moskusokser. De gik nedenfor en nordvendt fjeldskråning og græssede. Man kunne se, at jagtiveren meldte sig hos de to unge gutter, men alle var dog enige om, at vi før jagt på moskusokser skulle på jagt efter den fossile skov i bunden af Irene Bay.

Slæderne blev alle på nær én sat af, og vi kørte nu hurtigt ind i fjorden, hvor vi så os ivrigt omkring efter rester af træstammer og stubbe.

Kysterne blev afsøgt og vi stoppede flere steder for at lede efter træ, men forgæves. Vibes informationer om placeringen var lidt diffuse ud over, at det var oppe i fjeldet. Både Morten og jeg følte dog et vist tidspres, da vi allerede var bagud i forhold til Terrys plan for turen, og mens vi afsøgte skrænter og bakker stod vores guider og ventede nede ved snescooterne.

“Er det ikke forstenet træ?”

Netop som vi var ved at give op, kaldte Morten mig hen til sig. “Er det ikke forstenet træ” spurgte han. Og ja - det lignede fuldstændigt et stykke træ med årringe og bark på siden.

Ved hjælp af varmt vand, lykkedes det at sikre os dette stykke, som nu blev bragt ombord i passagerslæden.

Da vi var færdige og skulle videre, spurgte Olaf og Terry mig, om ikke jeg ville skyde en hare - “der sidder én lige herovre, ved den store sten”, sagde de.

Jeg fandt min pumpgun frem, og sammen med Terry kørte jeg på snescooter over til den store sten. Ganske rigtigt sad der en fin snehare vest for stenen. Den kiggede undrende på os, som vi nærmede os til fods.

Terry sagde, at haren nok ville løbe opad, hvis den blev bange, så derfor gik vi ovenfor stenen, hvor vi, som han havde forudsagt, igen mødte haren, der var klar til et taktisk tilbagetog. I stedet smuttede den så den anden vej, og jeg gik så nedenfor stenen, hvor haren kiggede på mig 15 meter foran.

Jeg sendte den en hilsen, og så var aftensmaden redet.

Moskusoksejagt

Tilbage ved slæderne, som vi tidligere havde efterladt, blev de spændt på igen, og vi kørte et kort stykke mod vest til det sted, hvor moskusokserne fortsat gik rundt på fjeldsiden.

Teltene blev slået op, og jeg flåede haren, skar den i mindre stykker og så røg den i gryden. Imooshen tog sig af maden, mens vi andre drog på jagt.

Olaf så, at moskusokserne var på vej højt op i fjeldet, og han satte efter dem med snescooteren. Kørte højt op og fik vendt flokken på fem dyr, så de tog flugten nedad igen.

Her fik de en varm velkomst af Terry, og den vilde jagt gik nu, mens de fik skilt et af de mindre dyr fra flokken.

Et skud lød, et til, og så var der kød i massevis.

Meningen var, at vi skulle have lidt af kødet og resten ville blive leveret til “The community” - det lille samfund i Ausuittuq, som fik glæde af de to unge jægeres ihærdige indsats.

Kort før vores ankomst til Ausuittuq, var de og andre på fiskeri ved nordkysten af Devon Island - ikke for egen vindings skyld, men for at skaffe fisk til “The community”, således at flere i byen får glæde af god fangst. En beundringsværdig indsats, hvor man kan fornemme både Terry og Olafs stolthed over at kunne levere fangst til byen.

Tilbage ved teltene gik Terry og Olaf i gang med at flå og partere moskusoksen, og kødet blev lagt ud i sneen, så det kunne fryse i passende stykker. Det blev sent inden vi spiste, og haren som set i forhold til danske harer var enorm, blev spist til sidste bid.

Dødtrætte gik vi til ro ved tre-tiden.

Den langsomme ”yngstemand”

Den 7. april startede lige så venligt som de foregående dage med sol fra en næsten skyfri himmel.

Det havde ellers været den koldeste nat indtil nu med temperaturer under 35 graders frost, og det koldeste jeg nogensinde havde oplevet. Min sovepose fungerede imidlertid perfekt, hvis bare jeg har en balaklava på hovedet og et par uldhandsker på hænderne. Når man sover, er det rarest at have hovedet lidt fri af soveposen, så ens ånde ikke lægger sig for tungt som et ispanser i den øvre ende af dunposen.

Jeg oplever en del udfordringer både om aftenen, når vi skal til ro og slå lejr og om morgenen, når vi skal videre. Der er mange nye ting at forholde sig til, og jeg er klart den langsomste - det er nok prisen ved at være “yngstemand”.

Imidlertid prøver jeg at lære, øver mig i at blive hurtigere, og jeg ser frem til, at jeg forhåbentligt om et par uger kan byde bedre ind til fælleskabet, når der skal smeltes vand osv.

Vi fik pakket sammen og først på eftermiddagen kørte vi mod vest mod Axel Heiberg Island.

Fint føre blev snart afløst af sammenfrosset skrueis, og i perioder af turen, fik vi igen så mange tæsk i passagerslæden, at vi var ganske mørbankede.

Et par gange snurrede det voldsomt i nakken og i baghovedet efter de tørre tæv, men uanset hvor forsigtigt og hensynsfuldt Terry kørte, så var det umuligt at undgå, når vi skulle over det stivnede vand.

På et tidspunkt stoppede vi for at få lidt varme i kroppen, og mens vi gjorde holdt, opdagede Imooshen en isbjørn der gik langt fra os inde ved land. Hvis ikke han havde peget den ud, havde jeg aldrig opdaget den.

Slukøret i snefygning

Det begyndte at blæse op, og mod vest så vi, hvordan kraftig sydgående vind kom ud fra Eureka Sound. Det lignede på afstand tåge, men det var kraftig snefygning, hvilket ikke ligefrem var med til at gøre rejsen varmere.

Vi nærmede os en aflang ø, der lå sydøst for Axel Heiberg Island - adskilt af et sund kaldet Bjørnesundet.

På nordspidsen af denne ø, havde Vibe og hans team i 1940 fundet en varde med beretning fra RCMP Sgt. Joy, der i 1926 havde bygget varden og langt en beretning deri.

Vibe havde afskrevet Joys beretning og medtaget denne, samtidig med at han havde efterladt afskriften og sin egen beretning i varden.

Øen tonede nu frem af snefygningen og som vi nærmede os, kiggede jeg intenst efter varden, der dog måtte kunne ses på nogen afstand.

Morten vidste, hvor meget det betød for mig, og han stabiliserede min ryg med sine hænder, så jeg bedre kunne stå fast i den konstant hoppende og slingrende slæde.

Men intet, der lignede skyggen af en varde, dukkede op.

Inde ved kysten stoppede vi, og Morten og jeg begyndte at afsøge landet for spor af den. Det var helt resultatløst. Vi vandrede frem og rundt om næsset, men så fortsat intet, der kunne ligne en varde eller en sammenstyrtet én af slagsen.

Jeg var ligesom de andre også ved at blive sulten, idet vi ikke havde spist andet end morgenmad. De opbyggede depoter på sidebenene fik nu berettigelse så selvom jeg må tilstå, at jeg var lidt slukøret, så var jeg endnu ikke klar til at give op.

Olaf kom op til os på snescooteren for at hente os ned til de andre, idet Terry havde bestemt sig for, sat vi skulle slå lejr her på bagsiden af et lille isbjerg.

De ville så alle hjælpe med at lede videre i morgen. Jeg spurgte Olaf om ikke han ville køre mig lidt længere op ad skråningerne, idet jeg tænkte at det nok var her, man ville have sat en varde, hvis den også skulle ses af andre senere rejsende.

Vi kørte længere op, og kiggede os omkring. Olaf lånte min kikkert og så sig om. Terry kom kørende op til os efter at han havde afsøgt kysten i vestlig retning, og jeg troede et øjeblik, at han havde fundet noget - men nej - desværre ikke.

Den føste af Christian Vibes varder er fundet. Og den indeholder stadig Vibes beretning efter alle disse år. Illustration: Morten Hilmer

Vibes første varde fundet efter 79 år!

Pludselig kørte Olaf længere ned, og han begyndte at rode i nogle sten. Og så skete det: Han slog begge arme i vejret - han havde fundet resterne af varden, som var væltet helt til grunden. Ikke nok med det - han havde også fundet resterne af en konservesdåse og en meddelelse, der var rullet sammen i noget, som måske var avispapir.

Et kæmpe sug gik gennem mig. Jeg havde slet ikke ord for, hvor glad jeg var.

Omkring os var der isnende koldt, men hårene rejste sig på min krop - ikke af kulden, men af storheden i, at have fundet denne gamle beretning fra min kammerat Christian Vibe. Hans ord, da han fortalte mig om det i Eventyrernes Klub, stod igen klare for mig:

“Jeg har efterladt varder med beretning - dem skal du tage op og finde”, sagde han samtidig med, at han satte sin krogede finger i brystet af mig.

Jeg sundede mig, havde ikke rigtigt ord, krammede Olaf og Terry, og som jeg sad der i den isnende kulde i nordenvinden og let snefygning med tom og slunken mave, var jeg jublende lykkelig.

Det var tydeligt, at en bjørn eller måske mere sandsynligt en moskusokse havde ødelagt varden - måske fordi den skulle klø sig i nakken. Heldigvis havde den ikke også fået stanget hele bunden af varden i stykker, så selvom konservesdåsen var aldeles tæret i stykker, og rullen med Vibes beretning havde ligget eksponeret for årstidernes skiftende vejrlig, så var rullen alligevel intakt - her 79 år efter den blev lagt der.

Olaf glædede sig som os andre til at åbne beretningen og læse indholdet, men jeg var bange for, at vi ville ødelægge papiret og få det spredt rundt i små frosne atomer, der aldrig kunne samles igen, så jeg var nødt til at skuffe ham, ved at sige, at den skulle åbnes af specialister i Danmark, når vi fik den med hjem.

Special Edition romration

Vi tog ned til de andre og viste vores fund, og jeg havde tidligere på dagen spurgt Terry om jeg måtte byde på et glas Wanderum i teltet, hvis vi havde succes.

Nu gik det hurtigt med at få lejren op at stå, og kort efter simrede den lækreste mad af moskusokse i gryden.

Snakken gik i Terrys telt, hvor vi alle sad og varmede os, mens duften af mad spredte forventningens glade budskab til de slunkne maver. Klokken var henimod et om natten, og nu skulle rommen blandes.

Jeg havde fire flasker brændevin med hjemme fra Nordisk Brænderi og de var alle medtaget som “Special Edition”, dvs. på 60 % vol. i stedet for de normale 42 % vol. - ganske enkelt, fordi de ellers ville blive grødede, når temperaturerne gik ned under de 30 graders frost.

Nu skulle rommen på 60 % vol. så modificeres til en mere drikkevenlig alkoholstyrke. En afmålt portion blev hældt i en kop og en ligeså afmålt mængde vand hældt i en anden kop. Lidt sukker blev blandet i vandet, for smagsafrundingens skyld, og herligheden blandet til et miks, som ikke kunne skræmme nogen væk.

Romrationerne blev delt ud, og vi knaldede kopperne mod hinanden i teltets midte, mens vi gjaldede et rungende “Cheers”.

Der var ingen klager over denne lille “starter”, og da der kort efter var det vildeste måltid i tallerknerne, var der ingen ende på smilene rundt om i teltet. En ny portion rom blev blandet efter maden og det rungende “Cheers” gentog sig.

Mor og unge fristes af duften af moskusokse. Illustration: Privatfoto

Isbjørne i lejren

Pludselig hørte vi noget skramle ude ved én af slæderne. Terry var lynhurtigt oppe: “There’s a bear - where´s the gun?”

Samtidigt var alle i teltet med ét trukket ind mod midten, og Morten jeg fandt med hastige bevægelser vores bearbangers frem. Min bearbanger lå under noget tøj til venstre for mig, og mens jeg fik den skruet i aftrækkeren var Morten på vej ud som den første skarpt fulgt af Terry, Olaf, mig og Imooshen.

På vej ud drejede jeg sidste runde på bearbangeren, og idet jeg trådte ud, afskød Morten sin bearbanger mod bjørnen, som indledte sit tilbagetog.

Jeg sendte min egen bearbanger afsted og bjørnen - en 2-3 års unge - fortrak videre ud på isen. Hvor der er en unge, er der også en mor, så vi så os med hurtigt drejende hoveder rundt i alle retninger, og ganske rigtigt kom hun luskende på sin vej ind i Bjørnesundet. Nærmest umuligt at regne ud, hvorfor sundet har fået dette navn…

Terry skød et par skud bag hende, og hun hoppede lidt frem, mens hun kiggede undrende på sneen, der hvirvlede op bag hende.

De to bamser er formentligt kommet tøffende fra nord, har duftet moskusoksekødet på slæden og er fulgt efter ind i sundet. Ungen har ikke kunnet vente med at finde frem til en godbid, og derfor løb den forud og begyndte at gnave i moskusokseskindet, som lå øverst på den ene slæde.

Døgenigten fik dog benene på nakken, da de to bearbangers bragede over den, og vi kunne ikke lade være med at grine af dens flugt ud over isen, hvor den bekymret og undrende kiggede på os, da vi stod og skældte den ud.

Bagefter måtte vi grine af vores egen uforsigtighed, idet Terrys gevær sket ikke var i teltet, men ude på en slæde. I vores rus over at have fundet en vardeberetning og nydt et par drammer Wanderum, glemte vi for et øjeblik, hvor vi var.

Umiddelbart efter startede Olaf den ene snescooter op, og så fulgte han bjørnene på vej mod vest i bjørnesundet, til de forsvandt bag næste næs. Jeg skal dog ærligt indrømme, at det lige tog en times tid, hvor jeg lyttede til vindens rusk i presenninger og løsøre på slæderne før jeg faldt i søvn.

Endnu en bamse på ”toilettet”

Den 8. april startede som de sidste dage med lækker morgenkomplet inde i Terrys telt.

Herefter smuttede M en smut ud på et toiletbesøg på bagsiden af isbjerget, men kom hurtigt tilbage for at vise os en bamse, der havde nydt sin skønhedssøvn, og som var blevet vækket af hans skridt. Bamsen fortrak, og vi kunne senere observere den lidt længere ude mod næsset ved nogle isskruninger, men den fortrak skyndsomst ud på isen, da vi ville fotografere den.

Teamet ved den genopbyggede varde. Illustration: Morten Hilmer

Beskeder til de næste

Om formiddagen byggede vi varden op igen, og vi lagde vores egen beretning deri i en metaltobaksdåse sammen med to smøger, som Olaf fandt frem.

Ja - egentligt lagde han tre smøger, men så kom han i tanke om, at han godt kunne ryge den ene, og derfor endte det med to.

Vi kørte nu sydpå mod Gåsenæsset nede på Ellesmere Island, hvor der er en hytte, som vi skal bo i nogle dage.

Bjørnen passerede vi igen, og den tog skyndsomst flugten videre ud i isen.

Skruningerne i Norwegian Bay var slemme, og vi fik en ny ryste-sammen-tur i passagerslæden. Efter tre timer ankom vi til den nordøstligste ø ved Gåsenæsset, og Terry fik lynhurtigt øje på en lille delvist ødelagt varde på nordspidsen af øen.

Vi gættede på, at det var Vibes varde, men vi fandt ikke en beretning deri, selvom han skriver i sin dagbog, at han har lagt beretning her. Varden ligger utroligt udsat for sommerens vilde vejr, når bølger fra et åbent hav i Norwegian Bay vælter ind over den lille stenede ø, og derfor formoder jeg, at havet har væltet varden sig at den formodede blikdåse med beretning er skyllet bort.

Vi bygger varden op igen, og lægger en ny blikdåse heri med vores egen korte beretning.

Bagefter tjekker vi nordspidsen af Gåsenæsset, og finder noget, som måske har været en varde. Også denne genopbygger vi, men lægger ikke beretning.

Derpå går det de sidste 3,5 km mod hytten, der ligger netop hvor Gåsenæsset går over i Bjørnekaplandet.

Endelig morfar

Så var der indflytning og der blev nu fyret godt op i den lille hytte, som Terry for et par år siden har renoveret sammen med nogle kammerater fra Ausuittuq. Hytten er isoleret, der er en fin ovn, reservemad og kogeblus.

Vi lever som konger og nyder hyttens enestående øde beliggenhed. Alt omkring er fladt - dog, hvis man kigger mod øst, rejser der sig en kant af morænebakker fra det flade tundraforland.

Om aftenen kører Terry og Olaf ind til landet, for alt se, om de kan få skudt nogle rener, men efter et par timer kommer de retur uden at have set noget liv.

Morten har kokkereret og der er lækker moskusoksegryde klar. Midt mens vi spiser hører jeg min lille InReach komme med sin hyggelige beskedlyd. Jeg læste beskeden og med glædestårer i øjnene råbte jeg “YES”.

Jeg var blevet morfar, og jeg måtte gerne ringe til de nybagte forældre. Hold op, hvor var det dog helt fantastisk at snakke med først Katrine og så Mathias. Om end i isnende kulde, fordi jeg i min iver ikke havde fået tøj nok på.

De andre lykønskede mig, og vi fejrede det med det sidste af Wanderummen.

For lidt benzin - og plan b

Den 9. april tog Terry, Olaf og Imooshen afsted mod Ausuittuq, idet de ville snuppe en overnatning i den hytte vi ankom til for nogle dage siden ved Sor Fiord.

Eftersom vi ikke var nået ud til Axel Heiberg Islands syd vestligste pynt, blandt andet på grund af for lidt benzin til snescooterne, havde Terry lagt den alternative plan, at de nu kørte til Ausuittuq og derpå ville returnere til os i hytten om en lille uges tid. Så kunne vi sammen køre til Axel Heiberg Islands sydvestlige pynt, fortsætte til “de to kratere” og efter en overnatning deroppe returnere til hytten her.

Vibe og geologen Thorlakson, der rejste sammen med Vibe, har efterladt varder med beretninger både ved det syd vestligste kap på Axel Heiberg Island og på toppen af det højeste af kraterne. Det var en fin plan, som vi håber vil lykkes. Terry er imidlertid kun 26 år og han har to børn og en kone, som ikke er så glad for, at han smutter for meget ud af huset, da det er svært for hende at stå alene med det hele hjemme i Ausuittuq. Så da de tog afsted, var det med en følelse af, at det kun måske ville lykkes med planen.

Hytteliv med Morten og "Filippa". Illustration: Anders Bilgram

Ro i hytten

Den 10. april. Hyttedag, hvor Morten og jeg slappede af, fik styr på noget grej, og i det hele er lidt udmattede af de sidste dages tæsk på slæden.

Vi skal også til at oparbejde strøm på diverse tekniske enheder, da flere ting var på vej mod low battery.

Vi kom i skrivehjørnet, da den del var blevet syltet på de hektiske dage bag snescooterne, hvor den ene oplevelse tog den anden.

Nu fik vi røget os en pibe tobak, og fik kræset over mad, som flere gange i dagens løb simrede på blusset. Jeg havde medbragt en Filippa Æblebrændevin, da det er både min og Mortens favorit - naturligvis også på 60 %.

Hen på eftermiddagen fik vi liv i et par cigarer, som Rene fra Renés Vin og Grønt havde givet os med og hytten fyldtes af sød cigarrøg, mens vi skålede i Filippa Æblebrændevin og jeg glædede mig over at være blevet morfar.

Skrivedag

Den 11. april. En hyggelig formiddag i hytten med småsysler og opbygning af strøm på vores enheder via solpanelerne.

Det blæser i dag en hel del, og da jeg lige før morgenmaden skulle gøre et toiletbesøg, blev det til en rigtig kold fornøjelse for fingrene, så da jeg kom ind igen, var de ikke så lette at få liv i. Morten gik sig i eftermiddag en tur ind mod bakkerne for at se sig om, og opleve noget andet end hytten, mens jeg gerne vil have skrevet mine ting færdig, før jeg tager på tur.

Så ja - i dag står den på skriverierne.

Det er nu også lykkedes at få strøm på hele herligheden. Grejet består af Polaris Electronics Iridiumtelefon, som skal connecte mig med omverdenen og denne bliver så forbundet til Blue Lines rugged tablet, som er specielt designet til hårdhændet behandling under usædvanligt krævende forhold.

Det hele bliver så ladet med vores solpaneler, og dermed kan jeg sende denne beretning, der forhåbentligt har været fornøjelig læsning.

Anders 11. april 2019

Anders Bilgram er uddannet akademiingeniør, AUC, januar '90. Ansat v. Ingeniørhuset i Aalborg 1991-1997. Medlem af Eventyrernes Klub. Har ledet Dansk Nordvestpassage Ekspedition 1993-95 og Polarpassage 2000 Expedition 1999-2008. Siden 2009 indehaver af destilleriet Nordisk Brænderi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først