I forrige weekend fik 90 forskere fra hele verden en smagsprøve på Grønland, da de deltog i den internationale konference Polar and Alpine Microbiology 2017. Konferencen, der afholdes hvert andet år, har været afholdt 6 gange før i landene Finland, Østrig, Canada, Slovenien, USA og Tjekkiet. For 3 år siden lykkedes det os en lille gruppe fra Danmark, at overbevise konferencekomiteen om, at konferencen skulle afholdes i Grønland i 2017. En stor del af min personlige motivation for at indgå i dette arbejde var, at det ville give mulighed for at eksponere forskerne, hvoraf mange er interesserede i Grønland som forskningsobjekt, for det grønlandske samfund.
Efter 3 års forberedelse kulminerede konferencen endelig i Nuuks kulturhus Katuaq forrige weekend fra fredag den 8. til tirsdag den 12. september.
At dømme efter deltagernes respons var konferencen en kæmpe succes.
Åbningstalen blev holdt af borgmester i Sermersooq Kommune Asii Chemnitz Narup. Det sker indimellem, at politikere heroppe bliver inviteret med som talere til møder og konferencer, som er lidt udenfor deres primære kompetenceområde, og det sker også engang imellem, at det skinner meget tydeligt igennem. Derfor var det en fuldstændig fantastisk oplevelse at høre byens borgmester tage imod denne store internationale gruppe af forskere med en veltilrettelagt, gennemforberedt, relevant og ikke mindst engageret og veludført tale. Jeg var både lettet og stolt over, at Nuuks borgmester kunne give et så godt førstehåndsindtryk af det grønlandske samfund.
Efter Asii’s glimrende tale, havde vi glæden af at høre afdelingschef for Naturinstituttets Pattedyr – og Fugleafdeling Fernando Ugarte fortælle om, hvordan livet som biolog er i et land, hvor man i så høj grad lever i og af naturen.
Resten af konferencens temaer dykkede i dybden med mikrobiologisk forskning fra verdens kolde egne. Forskere fra bl.a. Japan, USA, Canada, Sydkorea, England, Tyskland, Italien, Tjekkiet, New Zealand og Sydafrika deltog i konferencen.
Der var én ting mere end noget andet, som gjorde konferencen en succes. Kulturhuset i Nuuk, Katuaq, gav os alle en helt igennem ekstraordinær konferenceoplevelse med fantastisk mad og venlig, engageret og professionel service. Udover at Katuaq er en smuk og behagelig bygning, så blev borgmesterens gode førstehåndsindtryk fulgt op af Katuaq’s ansatte, der har høstet masser af velfortjent ros siden konferencen. Katuaq’s kokke fik tilmed et stående bifald af deltagerne under konferencemiddagen, hvilket var meget velfortjent. Billederne taler næsten for sig selv.
Kulturhuset Katuaq er en smuk og lys bygning.
Maden bestod i høj grad af lokale råvarer som fisk, rejer, rensdyr, moskus, kvan og bær. Kokkene fik et velfortjent stående bifald.
Vejret var heldigvis godt, også på konference-ekskursionen, som gik rundt om Lille Malene i Nuuk.
Et andet positivt møde med lokalsamfundet blev gjort muligt af gymnasiet i Nuuk. I ugen op til konferencen havde jeg fået lov at holde oplæg for GUX’s natur- og sundhedsfaglige linjer, som sad pænt og lyttede med om kryosfære mikrobiologi, albedo, organiske næringsstoffer, metagenomics og bioinformatics. Som en del af konferencens program, var en af poster sessionerne åben for offentligheden. Her deltog også GUX’s elever, som havde fået til opgave at stille en forsker et spørgsmål. I løbet af denne uge skal jeg i samarbejde med deres undervisere have udvalgt gruppen med det bedste spørgsmål. Prisen for det bedste spørgsmål, Det Isfrie Grønland, er venligst doneret af Center for Permafrost ved Københavns Universitet. Det var en fornøjelse at se, at eleverne rent faktisk talte med forskerne. Også selvom det for manges vedkommende var på deres 3. sprog, som er engelsk. De spørgsmål jeg selv fik var velforberedte og oprigtig interessante.
Kan man f.eks. forestille sig, at vi i Grønland kan spise tarmbakterier, som nedbryder forurening såsom PCB i vores madvarer, og på den måde skåner os mod forureningen? Det er da et fantastisk spørgsmål, som jeg håber på at kunne svare ordentligt på en dag.
Heldigvis havde mange af forskerne også sat tid af til at rejse rundt og opleve Grønland i forbindelse med deres deltagelse i konferencen. Folks respons på vores land var overvældende positiv.
Oven på sådan en god oplevelse kan man som grønlænder kun være stolt af alt det vi kan tilbyde heroppe.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard