close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Toxblog bloghoved

Da Andreas og den sorte mamba tvang mig til at blive jungledetektiv

Som noget nyt på denne blog har jeg givet en af mine studerende (Cecilie Knudsen) muligheden for at skrive et indlæg. Cecilie er masterstuderende og har udført en del af min forskning inden for modgift hos mine gode samarbejdspartnere i Costa Rica. Den følgende beskrivelse af hendes jungleeventyr har hun derfor stået for, og der kan derfor være indsneget sig stærkt misvisende tekststykker og billeddokumentation - særligt omhandlende hendes vejleder:

Af Cecilie Knudsen aka. "Big Black Mamba"

Det er hårdt at være Snakebite Jesus aka. Andreas Laustsen, lektor på DTU, leder af Tropical Pharmacology Lab og førende modgiftsekspert. Men det er om muligt endnu hårdere at være en af hans studerende. For mens Andreas suser fra den ene prisoverrækkelse til den næste og rejser kloden rundt på diverse skiferier, som han påstår er ”diplomatiske besøg” og ”konferencer”, så må vi (hans studerende) lave det arbejde, der vinder ham priserne. Et langsommeligt arbejde i mørklagte lokaler med brummende maskiner, sat til baggrunden af den lidet inspirerende danske vinter og et virtuelt bombardement af Andreas’ nyeste feriebilleder.

Og vanen tro skete det i november, at Andreas havde brug for at uddelegere lidt arbejde. Han havde fundet nogle antistoffer, som han bestemt mente egnede sig vældigt godt til modgift – han vidste bare ikke lige mod hvad. Men det er jo ingen grund til at forlade de tropiske strande, når man kan spinde den figurative russiske roulette og vælge hvilken studerende, der må lade sit sociale liv, mens de slaver for at løse den nye opgave. Denne gang blev det mig. Bang.

Illustration: Cecilie Kiel

*Typisk eksempel på intern kommunikation i gruppen. *

Vi vidste egentlig godt, hvilken slanges gift antistofferne var rettede mod; nemlig den sorte mambas. Problemet var, at slangegift består af en cocktail af dræberproteiner kaldet toksiner, og hvilke toksiner antistofferne genkender i giften, var lidt af et mysterium. Nogle toksiner er særdeles dødbringende, selv i små mængder, mens andre er mindre farlige. Nogle er hurtigvirkende og kan forårsage lammelse af åndedrætsmuskler og derved kvælning indenfor få minutter. Andre kan man have ”fornøjelsen” af i flere dage, mens ens krop langsomt rådner op indefra, hvis man ikke bliver behandlet. Det er derfor ret essentielt at vide, om ens antistoffer virker mod de farlige toksiner eller de mere ligegyldige – i hvert fald hvis man godt kunne tænke sig at lave en modgift der virker, og det er jo som udgangspunkt bedst.

For at lave modgift deler vi derfor giften op i forskellige bestanddele vha. såkaldt HPLC fraktionering. Giften hentes ud af fryseren i min studenterlejlighed, hvor den til tider opbevares ved siden af vaffelis og frosne ærter, når universitetets frysere er rigeligt fulde, og hældes på HPLC maskinen. Dette efterfølges af 90 minutters intens stirren på HPLC computerens skærm, mens man udfører en oprensningsprocedure, der er ca. lige så sindsoprivende som at se maling tørre. Når man endelig er færdig, har man – hvis man undgik at falde i søvn – fået adskilt giften i fraktioner med 1-3 forskellige toksiner per portion. Disse fraktioner kan man bruge til at finde antistoffer til brug i modgift. Men man ved ikke nødvendigvis hvilket af de 1-3 toksiner i en given fraktion, som antistofferne virker mod. På med Sherlock Holmes hatten og frem med piben og den britiske accent; lad detektivarbejdet begynde!

Illustration: Cecilie Knudsen

Slangegift opdeles i fraktioner vha. HPLC fraktionering. Hver fraktion indeholder ofte mere end ét toksin. Her ses et udsnit af et HPLC spektrum indeholdende fraktion 5 og 8 fra sorte mamba.

Der var det lille problem ved min nye detektivopgave, at der ikke som sådan fandtes en metode til at løse den. Det er måske ikke noget problem, hvis man har titlen ”Danmarks Sejeste Ingeniør”, men som jeg evigt og altid bliver mindet om, så er jeg ikke ingeniør, og at få en ”opgave uden løsningsmetode” virkede derfor ærligt talt træls. Heldigvis har vi nogle opfindsomme samarbejdspartnere i det costaricanske tropeparadis, så jeg besluttede, at der vel som sådan ikke var noget i vejen for at tage på jungleekspedition i modgiftsforskningens navn. Andreas var heldigvis meget opbakkende og spildte ikke mange sekunder, før han begyndte at fortælle mig om bandekriminalitet og faren ved at gå alene rundt i den costaricanske hovedstad, San José. I virkeligheden handlede det nok mest om, at han ville sikre sig, at jeg ikke turde forlade laboratoriet i Costa Rica for at gå på opdagelse. Der er resultater, der skal indhentes, så han kan få nogle lækre artikler udgivet i Nature og vinde flere priser.

Skræk og advarsler til trods krydsede jeg d. 27. november Atlanten for første gang i mit liv med kurs mod et land, jeg lige havde måtte finde på globussen først, da jeg ingen anelse havde om, hvor det lå. Jeg blev hentet i lufthavnen af min nye vejleder, Bruno Lomonte, som er en af verdens bedste modgiftsforskere. Han afleverede mig pænt hos den familie, jeg havde indlogeret mig hos, hvor jeg blev modtaget med bjørneknus og prompte fik at vide, at jeg hermed var adopteret og kunne omtale værtsparret som mine forældre. Så langt så godt.

Få dage efter gik arbejdet som jungledetektiv i gang: Nu skulle der opfindes en måde at finde ud af, hvilke toksiner i giften fra den sorte mamba, som antistofferne virkede mod. Desværre er den videnskabelige proces ikke helt ligesom i film og bøger, hvor videnskabsfolk får den ene lyse ide efter den anden, og de alle dur, eller hvor man fast-forwarder over idegenereringsprocessen med et inspirerende soundtrack i baggrunden. Nej, i virkeligheden er det snarere lyden af banden og svovlen end ”heureka” og ”Eye of the Tiger”, der fylder laboratoriet. Men efter ca. 23 fejlede eksperimenter, et utal af forsøgte strategier og en del frustration, kom ”heureka” øjeblikket endelig: Bruno og jeg fik kombineret præeksisterende metoder og teknikker i et monstrum af en analyse, hvor vi kunne bruge antistoffer nærmest som magneter at trække de rigtige toksiner ud af giften og derefter måle, hvilke toksiner dette så var.

Blot få dage efter gennembruddet var alle antistofferne blevet karakteriserede, og så kunne der endelig skrives artikler hjemme i Danmark, mens Bruno, jeg, og de øvrige medarbejdere på Instituto Clodomiro Picado tog på en velfortjent julefrokost – Costa Rican style. Dvs. under palmetræerne på stranden med fri bar og all-you-can-eat buffet. Nogle gange er det faktisk alligevel ok at være studerende i Tropical Pharmacology Lab.

Illustration: Juanita Ordonez

Den costaricanske propagandakampagne for Tropical Pharmacology Lab.

Andreas Laustsen
er kemiingeniør, PhD og biotekentreprenør (Biosyntia, VenomAb, Chromologics, Antag Therapeutics og Bactolife). For tiden arbejder Andreas som Lektor på Danmarks Tekniske Universitet med bioteknologi-baserede modgifte mod slangebid. I 2014 blev han kåret som Danmarks Sejeste Ingeniør, i 2016 som en af Europas top 10 biotekentreprenører under 30 år og i 2017 som en af Europas "30 under 30" af Forbes og en af Europas top 35 innovatører under 35 af MIT Technology Review.