Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
rumfart på den anden måde cs banner bloghoved

CS oplevelser fra Paris Air Show 2019

Kære læsere,

Vi håber i CS at sommerferiefreden har sænket sig over Ingeniørens læsere, så der er tid til at læse lidt om vores enormt spændende tur til Paris Air Show 2019.

For 8 måneder siden CS fik en invitation til at være en del af Paris Air Show i år og det var selvfølgelig en stor ære. Paris Air Show er det største air show og luftfarts/industri messe målt på udstillere og areal. I 2017, som var det seneste show inden i år, var der 3450 journalister, 142000 professionelle (folk som er i industrien) og 180000 ”civile”. Så det er med andre ord et kæmpe udstillingsvindue for CS at være en del af.

Vi var inviteret ned til at være en del af air showet der hedder Paris Air Lab, som fokuserer på fremtiden, det innovative, og start-ups. Her mente de at CS kunne vise at rumfart ikke kun behøver at være for de store spillere. Paris Air Lab udstillerne var henvist til ”Concord hallen”, som har fået navnet efter de hele to Concord fly (den originale prototype og et pensioneret Air France eksemplar), som de har fået klemt ind i hallen. I en stor del af hallens areal gik publikum rundt under de hvidlakerede skrog og vinger fra disse flyvemaskiner og ikke hallens grå loft. Her er CS holdet klar, lige før udstillingen åbner.

Illustration: Copenhagen Suborbitals

CS Paris Air Show 2019 crew (fra venstre: Peter Scott, Martin H. Petersen, Julien Villa-Massone (vores lokale franskmand), samt undertegnede)

Ud over at muligheden for at vise os frem på en stand, blev vi også inviteret til at holde et indlæg/foredrag og det var vi selvfølgelig også meget taknemlige for. Tilskuerpladserne var tæt besat, da Wilson leverede drømmen om hvordan (og hvorfor) amatører skal fæstne blikket mod rummet.

Illustration: Copenhagen Suborbitals

Paris Air Lab havde en håndfuld højt profilerede "Keynote presentations", som trak et stort publikum. En del mennesker måtte stå op nede bag de fyldte stolerækker. Og jo, det er spidsen af en Mirage IV man kan se over hovedet på Wilson. Stemningen var bogstaveligt talt tyk af luft- og rumfart.

Vi fik sendt Nexø II, Beautifull Betty og motoren fra Heat 2X (TM65LE) derned og det gav noget hardware at vise frem og som besøgende kunne interagere med. Især var Betty en stor succes blandt børn og barnlige sjæle som fik muligheden for at sidde inde i en ”rigtig” rumkapsel. I løbet af fredag, lørdag og søndag vi havde i omegnen af 600 personer inde og ligge i kapslen og der var masser af smil og glæde over den oplevelse. Selv nysgerrige franske gendarmer var ikke blege for at prøve kapselen. Her er en af dem adræt sprunget ind i kapselen i fuld udrustning.

Illustration: Copenhagen Suborbitals

Det kan godt være at gamle Beautiful Betty er temmelig bulet på den ene side, grundet sin ublide landing i Østersøen, men hun er et sikkert publikumshit hver gang. Vi havde alt fra børn og 70-årige damer, over officials og designer jakkesæt inde i kapselen konstant i næsten 10 timer hver dag (her en legesyg lokal gendarm).

Fredag formiddag blev vi interviewet til aftennyhederne på TF1, den mest sete TV-kanal i Frankrig (det svarer til at være i TV-avisen eller 19 Nyhederne herhjemme). Det gav os også en fantastisk platform til at blive set af hr og fru Frankrig som ikke ville have hørt om os ellers. CS primære PR ansvarlige er Mads Wilson, men da han var forhindret i at nå frem, da TV-holdet dukkede op tidligt, så er det jeres undertegnede, der optræder på slap line.

CS indslag i fransk prime time TF1

Alle tre dage var vores stand velbesøgt og selvom det betød meget lange dage og trætte ben, så gav det også en masse energi at tale med så mange interesserede mennesker. Specielt vores franske fans og støtter var begejstrede for at komme forbi og få muligheden for at møde CS på fransk jord for første gang. Vi havde mange gode og lange snakke med helt almindelige franskmænd, franske studenterraket organisationer og universitetsstuderende, da der er en hel masse igangværende aktivitet på området. Rigtigt mange franskmænd kender Copenhagen Suborbitals gennem den franske youtuber Astronogeek, som vi tidligere har haft besøg af. Det lykkedes ham at udbrede det franske kendskab til CS langt mere end vi ville kunne gøre alene, så stor tak herfra!

Illustration: Copenhagen Suborbitals

Find Holger? Eller bare mindst én CS'er? Følgende stemningsbillede giver et indtryk af hvor tæt pakket der var med gæster i CS-standen, når det gik hårdest for sig. Det var ikke sådan her hele tiden, men understreger at CS standen var særdeles velbesøgt.

Nogen af de besøgendes bedste reaktioner var når det gik op for dem, hvad ”vi er amatører” egentlig betyder. Mange var i tvivl om hvor vidt de havde hørt rigtigt i første omgang, men når det gik op for dem at CS virkeligheden er en frivillig forening af amatører, så spandt reaktionerne fra tabte kæber og forbavselse, over vidt åbne øjne og store smil, til grin og endnu større beundring.

Mange folk er virkeligt imponerede over størrelsen og kvaliteten af CS’ rakethardware og bedrifter, specielt i betragtning af at vi lever vores eget crowd-fundede liv udenfor den etablerede rumbranche. Vi hørte rigtigt mange varianter af de besøgendes konklusioner om CS: ”Truely passionate people”, hvilket jo et eller andet sted opsummerer CS meget godt. Vi er alle dybt passionerede ”rum-nørder”, hvilket også er kilden til vores drivkraft.

Det er ved at være længe siden der har været noget nyt fra vores side omkring udviklingen af Spica systemet, men det ændrer sig i den kommende tid. Vi har arbejdet målrettet med at få opgraderet vores produktionsfaciliteter, så vi kan gå i gang med at producere de første tanke til Spica.

Tusind tak til alle vores supportere, støtter og fans! Tusind tak til Paris Air Lab for muligheden for at komme ned og udstille på verdens største aerospace messe. Sidst, men ikke mindst: Tak til vores franske Paris-baserede lokal-helt Julien Villa-Massone, der med sprog og erfaring gjorde mange processer og megen kommunikation meget nemmere.

Her under er der nogle stemningsbilleder fra dagene i Paris.

Illustration: Copenhagen Suborbitals

Concord hallen er ikke bare et kreativt påfund. Det lykkedes at nå at snuppe et billede af den ene af de to Concord'er derinde. Den anden holder spejlvendt i den anden ende af hallen og så havde de også lige fået plads til en Mirage IV nede i hjørnet.

Illustration: Copenhagen Suborbitals

Alt til trods, så blev der også tid til lidt sjov og ballade. Nu er jeg virkelig ikke selv typen, der er til selfies, men lige i dette tilfælde måtte jeg gøre en udtagelse. Nogen havde lavet en sløset parkering af en Ariane5 næsten lige udenfor Concord hallen, så jeg kunne alligevel ikke modstå fristelsen.

Illustration: Copenhagen Suborbitals

Nexø 2 fandt sig også en god legekammerat, da naboen viste sig at være en Trent 900 motor. Sjovt nok trak disse to næsen lige meget opmærksomhed og det var sjovt at se folks ansigtsudtryk og reaktion, når deres blik faldt på vores næsten 7 meter lange raket.

Jacob Larsen er et af flere medlemmer af Copenhagen Suborbitals, der skriver på denne blog.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Fedt i havde kræfterne til at løfte den store formidlingsopgave det må have været at være representeret på Paris Air Show.
Så vidt jeg kan se online har de en permanent rumfart udstilling. Fik i set den og var der noget interessant hardware?
Jeg skal have en gymnasieklasse på studietur i fysik til Paris og tænker det kunne være et udflugtsmål.

Hilsen Simon

  • 5
  • 0

Jeg skal have en gymnasieklasse på studietur i fysik til Paris og tænker det kunne være et udflugtsmål.

Jeg besøgte museet for et par år siden, og kan absolut anbefale det (sønnen ville i Disneyland, fruen spadsere rundt og føle sig romantisk, og jeg fik så lov til at bestemme én dag - hvor søn og frue så blev tilbage på campingpladsen....)

Det er mere et fly- end rumfarts-museum (hvilket passede mig fint, som fly-nørd), men der er en hel sal, der primært fokuserer på raketter og rumfart. Og Ariane-5'eren er altså STOR, når man sådan kommer up-close-and-personal!

Især hallen med franske prototyper fra efterkrigs-perioden er rigtigt spændende. Det virkede lidt som om franskmændene var sure over, at de var sat af udviklingen under krigen, og derfor bare skulle være anderledes. Der er nogle eksemplarer i den hal, hvor man tænker, om der dog ikke kunne have været en voksen tilstede, der kunne have stoppet løjerne inden nogen risikerede at komme til skade (Leduc ram-jetten, hvor piloten måtte sidde inde i keglen i indtaget og kigge ud gennem runde ko-øjer i siden af skroget er en klassisker - men ikke på den gode måde!).

/Bo

  • 5
  • 0

Fedt at se i har været på Airshow, dejligt i tager tid til formidling.
Jeg er dog lidt bekymret for hvilken forfatning Copenhagen Suborbitals er i.
Juvelen i udstillingen er en Kapsel lavet af Kristian Von Bengtson i 2012, dernæst en motor lavet af Kristians makker i 2014 - det er altså det gamle CS fra en svunden tid (i 2012 havde SpaceX ikke været hos ISS og Københavns cityring havde ikke haft byggestart).
Blog aktiviteten er, bortset fra Mads faldskærms afdeling, nærmest gået i stå. Dog med undtagelse af en voldsom BMP100 på 100 dage udmelding, der er nu gået 269 dage uden nogen væsentlig update, på nær en blog om nogle swirlers til den lille BMP 5 motor.
Der er efterhånden gået et år siden Nexø II, kommer der mon en opsendelse næste år ?
Hvad er planen det næste års tid ? Savner at se og høre hvor I står og hvad I har gang i lige nu.

  • 16
  • 1

Hørt!
Lund, jeg er 100% enig i dit indlæg.
Som en af de ældste supportere vil jeg også sige til CS: nu vil vi have flere blogindlæg på ing.dk, også til os som ikke gider de sociale medier.
Efterhånden hører vi jo kun om balluter - mere teknik-snak tak!

  • 9
  • 0

De har en YouTube kanal, som de (flittigt) bruger til at beskrive udviklingsbeslutninger for Sputnik raketten. Den kan varmt anbefales :-)

Meget muligt, men videoer er noget skrammel når det bliver langhåret.
Det er så godt som umuligt lige at få gentaget et afsnit som ikke gik direkte ind på lystavlen. (Hvor langt er det lige man skal tilbage)
- eller skippe et enkelt afsnit som ikke er interessant i modtagerens optik.

Derfor kan jeg kun tilslutte mig ønsket om flere blogs om andet end balutter.

/Henning

  • 8
  • 0

Skal vi ikke lige starte med at rose 'Afdelingen for langsomt dalende ting' for både at levere hardware OG artikler i en lind strøm?
Men ellers enig i, at der ikke er meget nyt fra den del af projektet, der skal støtte ovennævnte i at få testet balluten fra MEGET stor højde...

  • 6
  • 0

Meget enig - Og det er bestemt ikke mit indtryk at der ikke arbejdes hårdt på missionen ude på Refshaleøen. For mig plejer sommeren at være lighedstegn med at sidde og kigge på hvordan Sputnik klarer turen til Bornholm, åndeløs spænding op til en opsendelse eller en motor test der kan opleves tæt på...
Jeg kan sagtens acceptere at der ikke bliver noget af dette i år (men hold da op hvor kommer jeg til at savne det!). Jeg savner til gengæld (som også udtrykt af andre) en beskrivelse af hvordan den nuværende tidsplan ser ud. Hvad med BMP100? Hvornår kan vi høre den brøle? Hvad er de store linier? Hvornår kan vi se frem til en eller anden form for test? Det ville give mig noget at se frem til :-)

Og så også et stort tillykke med balute-testen i lørdags - det lader til at alt gik som det skulle!

  • 6
  • 0