Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Raket-Madsens Rumlaboratorium

Cleared for take off !

Kære læsere,

Venizelos control - "Aegean Airlines flight eight - one - zero, you are cleared for take off on runway romeo two one lima"

Kaptajn Savopoulos lægger de to gashåndtag frem, og nyder fornemmelsen af acceleration. Alle piloter elsker det øjeblik, da flyet, som jo ikke er bygget til at taxi rundt nede på jorden endelig får lov at slippe sine hundredetusinder af hestekræfter løs.

På sæde fire B sidder jeg og er nok et andet sted. Mine tanker ved takeoff er med de mange hvirvlende turbineblade, som nu bare skal holde til fuldlast i nogen minutter hvis det her stunt skal gå godt. Jeg lukker øjnene, og drømmer et øjeblik at dette ikke er en stor tung Airbus A 320, men en væver Messerschmidt Me 262.

Det er ingen tilfældighed. For den hajlignende tyske jetjager har mange fundamentale træk til fælles med den store moderne computeriserede kasse jeg sidder i. De pilformede vinger, de to jetmotorer med aksial kompressor, en under hver vinge og næsehjuls understellet var alt sammen banebrydende for halvfjerds år siden.

Illustration: Privatfoto

Me 262 plan view.

Airbus A 320 plan view.

Konceptet bruges den dag i dag på de aller fleste trafikfly. Faktisk er konfigurationen den mest almindelige nu om studer. Men ser en enkelt stolt Boeing 747-400, eller en tykmavet Airbus A 380, begge med fire motorer - men gråspurvene, arbejdshestene - er alle de to motors narrow body fly som er konfigureret som min Airbus A 320.

Jeg har det altid sådan, at jeg er ligeglad med om det er russerne, tyskerne, japanerne, befolkningen på øen Tonga, ærkeengelen Gabriel eller Djævlen der har fundet på noget smart. Hvis det ER smart, er det SMART, og så skal det udnyttes til menneskehedens bedste. Et udsagn er bare et udsagn, og dets indhold skal nogen gange ses uden at fokusere på hvem der siger det. Er det fornuftigt, er det altså fornuftigt.

Min medpassager i vindues sædet er faldt i søvn inden take off og sover stadig ved 475 km/t, mens de to motorer knokler ude i kulden.

Min dag er startet kl. 0600 et sted i Athen, Grækenland, og nu går det hjemad, og der er godt tid til at løse problemer.

Mit lille raketprogram er i en definitionsfase lige nu. Jeg arbejder faktisk det meste af min vågne tid på alle mulige aspekter af det, fra det finansielle, over det tekniske til det operationelle. Efterhånden får man låst nogen ting fast, f.eks. at det skal bo i den gamle HAB, og alt det skal baseres på en stå op kapsel, men med landing uden kapsel i personskærm. I sådan en definitionsfase vil der ske skift mellem forskellige løsninger efterhånden som man får analyseret detaljerne.

Det er lige som at slå et brød op, der er nogen ting der skal gennemarbejdes og æltes før man sætter det i ovnen. En af grundene er at de beslutninger man tager i definitionsfasen allerhelst skal holde hele vejen.

Det er indlysende at jeg tænker meget på tidligere erfaringer i den her procses. De sidste seks - syv år har været utroligt lærerige, og erfaringerne fra den tid danner grundlag for designbeslutninger som jeg skal nu. Den nye situation omkring mine raket aktiviteter har den sløjfe, at jeg faktisk selv skal tage ansvar for alt fra økonomi til stabilitetsberegninger - og man bliver ualmindeligt fornuftig når man ved der ikke er nogen andre som skal ordne det hele.

Jeg har en endelig sum af ressourcer, som jeg kan kaste ind i projektstarten, og derefter skal der være så meget kød på sagen at jeg med rimelighed kan håbe at der tilføres nye ressourcer fra omverdenen. Det er nervepirrende, men også spændende.

Mit første problem er et skrivebord og en stol.

Så går der teknikbasker i det - og jeg forsøger at tilfredsstille ønsket om at det dokumenteres lidt, hvor tallene kommer fra. Det er rimeligt nok.

En af de ting jeg er ved at låse fast er at det bliver Polyurethan type DOW 1133, og ikke MDF plade der skal fyre med i den nye 65 cm raket. Det er drevet af at DOW 1133 er kendt land, på godt og ondt. Jeg tænker at indrette en container magen til den 8 ft. som rummer T-stoff fabrikken - til håndtering af polyurethan.

Monomer stofferne kan ikke lide kulde, og hader frost, og har det bedst i 20 - 40 C...så jeg skal have undersøgt om man kan bevikle de 200 ltr tromler det kommer i med et ret kraftigt varmebånd. Så vil jeg sætte en termostat til at holde en passende temperatur. Det kan også være en fordel at man en gang i mellem kan cykle monomeren op på 60 C, og det skal varmesystemet gøre muligt.

Jeg vil høre Rud, som jo lavede højtempretur ovnen så fint hvad han synes. Måske har de noget hos JEVI der kan bruges direkte. de kan alt muligt med industriel el varme.

Man kan få nogen haveure i Harald Nyborg, som kan bruges til at starte og stoppe en elektrisk omrører, for der bundfælder komponenter hvis det henstår uden omrøring.

Når man støber store emner i DOW 1133 har jeg opdaget at langt det bedste resultat opnås med små portioner på 5 - 7 kg som hældes i formen en til to gange om dagen. Lad os regne lidt...hvor langt tid tager en støbning af en grain ?

Model 1 af 65 cm boosteren vil komme med en 2,0 meter lang tanksektion, lige som 1X. Det er tanken den med tiden kan blive "stretched" men prototypen kommer med kort tank. Tanken fremkommer ved at rulle 2000 x 1000 x 4 mm stålplader til rør, så inderdiameteren er 632,6 mm. Derfor fås volumet til 313,7 ltr. pr meter.

Skal jeg nu dokumentere at det er phi x r^2 x længden eller er det ok bare at give det tal ? Nå - videre.

313,7 x 2m = 627 ltr. Så er der lige to endebunde på hver 36 ltr, så vi ender med...663 ltr T-stoff tank. Den fyldes 65 %, så resten er en gaslomme med nitrogen under tryk. Dermed kan vi få plads til 0,65 x 663 x 1,36 = 586 kg T-stof. Tanken selv vejer...2 x 62,5 kg plus to endebunde a 15,5 kg = 156 kg. Så tanken med T-stoff er 742 kg, hvoraf de 586 kg, altså 78,9 % er drivmiddel. Hm...sjovt, det passer meget godt med at man ender ved en 70 % drivmiddel i en jernraket. For flanger, ventiler, finner og andet gejl vejer også.

Men tilbage til de 586 kg T-stoff. Det vil teoretisk kunne lave en ISP 206 sek hvis de kombineres med polyurethan i et O/F forhold på 6,25 @ Pc/Pe = 15. Det vil sige der skal brændes 93,76 kg sammen med de 586 kg T-stoff. Total drivladningen i prototypen er altså 680 kg. Fyrer man det af får man det får man en totalimpuls på 1.420.000 Ns. Det er okay.

I praksis skal der nok 100 - 125 kg til - så det vil tage lige knap to uger at støbe en grain. Selve støbninger sker omkring "mandreller" af pap / MDF. De får lov at sidde og brænder derfor først. Det er meget smartere end at udtrække støbeværktøjer i metal.

Det er meget der er lært i de seks år i HAB. Rigtigt mange har bidraget til det - også på støbeområdet.

How...hvor kom det lige fra - de 206 sek ved 15 bar ? Jo...bag det tal skjuler sig meget tunge termodynamiske beregninger. De udføres med et regneark kaldet PEP, som vidst nok er freeware der kan downloades fra nettet. Usikkerheden er at det er termodynamiske data på en "typisk" polyurethan man bruger, og DOW 1080 kan have lidt andre egenskaber. Men meget tættere kommer vi det ikke da DOW ikke bare oplyser hvad der er i tromlerne. Men det er sikkert også inden for få procent rigtig. Endelig er de 206 en teoretisk værdi - men man får altså ofte over 95 % af den med T-stoff. MDF testen gav f.eks. 97 - 98 % af PEP værdien for Cstar.

( Når folk vil have HELE forklaringen bliver det lidt indforstået...)

De 93,76 kg polyurethan skal støbes i en wagon wheel konfiguration. Densiteten er vidunderligt høj, 1,11 g/cm3 så det vil fylde dejligt lidt, så vi med lidt held kan holde de 70 % drivmiddel.

For at kunne designe den ideelle grain skal der laves en serie tests, i mindre skala hvor regressionsraten for denne polyurethan måles ved forskellige flowrater af T-stoff. Når de tal have kan man ganske nøjagtigt beregne formen på grainen.

Men - det vil se ud noget ala dette:

Wagon Wheel grain. Portene designes så de har samme hydrauliske diameter. Formen er mere effektiv end en 7 huls, men runde brændporte da der kun kommer få procent "slivers" som ikke kan brændes af før de står af.

Der er uendeligt meget mere at fortælle om den nye motor, og meget mere jeg når at skitse på et sted i det sydlige Polen. F.eks. skal den store hybrid kunne "refueles" Det betyder at sektionen med wagon wheel form skal kunne skæres ud, renses, geopstøbes og gensvejses. Det har jeg gjort mange gange på HATVere, og det kan man sagtens. På en testmotor uden finner altså.

Finnerne sikker i vejen, for de sidder lige uden på de fabrikssamlinger som er nødvendige. Man kunne så rykke finnerne lidt frem, men derfor bliver deres momentarm, og dermed deres virkning mindre.

Finnen monteres på to delt flange. Grafik: Aegean Airlines / Peter Madsen

Jeg tænker over det på en tur ned gennem midtergangen. Tænker på at jeg reducerer A320 ernes passive stabilitet fordi jeg flytter tungdepunktet bagud. Faktisk vil 320erens fintfølende sensorer mærke min gåtur og give lidt mindre højderor for at kompensere. Jeg er faktisk sikker på man kan lave noget frygteligt rod i systemet hvis alle passagerer på en gang løb bag ud. Jeg får løst problemet med finnerne ved at dele dem.

Finnerne skal kunne boltes af på SuperHATVen, men ved at lade flangen være delt kan man skære mellem dem. Når centersektionen med wagon wheel igen skal på plads kan man faktisk bruge finnerne til at rette dysen op.

En af fejlene ved 1X var en misalignment af dysen, som sendte jetstrålen 1,8 grader til en side. Det vil jeg forsøge at behandle ved at bruge Dinosauerens fantastiske størrelse. Hvis jeg får adgang til den ( og det skal man ikke tænke mere på NU ! ) så kan jeg afdreje dysen "in situ" sådan at den med drejebænkens nøjagtighed løber med rakettens midterakse. Det er nok en tand bedre end de 1,8 grader...men nogen gange er det meget fikst med en fortidsøgle med store tænder...

Kaptajn Savopoulos tager nænsomt gassen af de to Pratt and Whitney motorer og ser omdrejningerne falde på de digitale display. På sæde 4 B, mærker jeg det med det samme, og det får mig tilbage til flyveturen og ud af regnearbejdet. Jeg kikker ud af min medpassagers bagbord vindue og ser gennem disen...Usedom halvøen med raketforsøgsstationen Peenemünde...her i 36000 fods højde er den store A 320 nu blevet mange tons fuel lettere, og vejer omkring 65 tons. Savopoulos kan nå Kastrup lufthavns bane 22L over 170 km væk stort set uden at bruge sine motorer. Selvom 320eren langt fra et et svævefly, så har den et ganske pænt glidetal.

Jeg overvejer om ikke der burde være en "engine jettison" knap på flyvedækket, for meget af luftmodstanden kommer sikkert fra de to store pyloner og selve fan´nen...hvis altså motoren ikke roterer mere efter et havari. Man ku bare sætte den på med nogen sprængbolte, og slanger og netkabler og andet gøjl...skulle nok give efter hvis Savopoulos ville droppe de to turbiner. Under den dramatiske nødlanding på Hudson, er jeg sikker på de motorer kun gjorde opgaven vanskeligere...efter de var havareret.

"Engine jettison" knappen skulle nok sikres med noget klisterbånd...altså bare så...man ikke....nå spøg til side :O)

Kaptajnen og styrmanden skiftes til at lande, og ynder at gøre det, fordi det er et af de øjeblikke hvor de faktisk ikke bare overvåger en dybt computeriseret maskine, man faktisk kan vælge at have hands on på deres flyver.

Jeg ved faktisk ikke om det var den ene eller den anden, der satte hjulene i Kastrups bane 22, men det kunne knapt mærkes. I metroen arbejder jeg med emnet "sea launch revisited" og prøver at finde et flippet fix på hvordan man ikke gynger derude til havs, så man kan køre med Wolfgang Pilz wire systemet i en papirløs sea launch.

Tilbage på Refshaleøen, efter to dages iværksætter konference vil jeg i den grad gerne iværksætte projekt nummer et som er et skrivebord til HABs designkontor.

Peter Madsen

I metroen arbejder jeg med emnet "sea launch revisited" og prøver at finde et flippet fix på hvordan man ikke gynger derude til havs, så man kan køre med Wolfgang Pilz wire systemet i en papirløs sea launch.

Hvis nu man havde en "Flipper" platform (den der ting der vender sig lodret og naesten synker), saa ville den jo stort set kun bevaege sig op og ned og det kun meget beskedent. Det burde fint understoette wire.

Alternativt vil tre kaempe udriggere tvinge platformen til at forblive plan.

Ellers lade en stor gyro rotere under en platform der er frit ophaengt. Saa skal den nok blive staaende.

Man kunne ogsaa haenge den op i noget hydraulik og faa noget SW til at holde horisonten konstant.

  • 1
  • 1

Kunne det vaere en mulighed at erstatte wire-systemet med en 200kg gyro du smider efter 200 meter?

Det har ikke vaeret godt til artilleriraketter for dem der fyrer dem af er kede af at faa et par hundrede kilo hurtigt roterende jern i hovedet umiddelbart efter lift-off men til sea-launch kunne det vaere det kunne accepteres?

  • 0
  • 0

Jeg har fået noget meget fornuftigt feed back fra Island - de stiller alle de rigtige spørgsmål, og tænker i de rigtige baner.

Men det er bare så forbistret fristende at genoverveje flippen.

Det er den eneste sea launch dims der har de særlige hydrodynamiske egenskaber som en semisubmersible off shore platform har.

Den kan laves contaneriseret. Den kan operer fra SPN, eller Malta, eller...Tonga...Det skal bare være et sted der har en havne bugserbåd der kan chartres en formiddag.

Siden starten i SPN har søfartsstyrelsen lavet en bekendtgørelse som lægger faste rammer for sprængning og sea launch på dansk søterritorium, så andre farvande ( f.eks. Nordsøen ) er teoretisk også mulige.

Den har sea kaeping, så man kan klare noget helt andet snask end en overfalde platform.

Den kan sendes til Bornholm med lastbil og deployeres med chartret erhvervsfartøj.

Det er papirløst.

Og en ting mere...jeg har fået en 10 meter lang gastank, ø 140 cm foræret. Den kan udgøre den ene ende ( submerged delen ) - så et gittertårn, og så en flydetank, hvorpå platformen findes.

Det skrummel bliver 20 meter langt, og kan samles Nexø på havnes elevator. Når klar sættes den, og bugseres den korte tur ud til ESD 139. Bugserbåd er mission control.

I 0 til 0,5 m sø vil de stå lodret og stlle som et vatterpas.

Det skal bare laves så ganske få mennesker er "must have" og resten er "nice to have" , så man kan skyde når forholdene er optimale. Tirsdag morgen kl. 0600 hvis det er der, havblikket er der.

Men - i øvrigt kan den klare meget mere sø

Så jo, sea launch revisited er inde i billedet, for vi skal hen over isen. Jeg skal tage det der var godt fra tidligere, og udnytte det lærte.

F.eks. - ingen konceptskift under vejs, intet forsøg på at ligne noget andet historisk, men simpelt, kvadratisk og praktisk.

Jeg bliver nødt til at tænke mere som rationel tekniker end som en der bygger rumfartsskulpturer.

Det kan nogen gange være meget godt at stå med aben helt selv.

Peter Madsen

  • 4
  • 3

Ja, og endnu mere kuk, slevom raketten spinner en omgang eller to under udløbet, virker systemet stadig. På samme måde som en styrbar drage stadig er styrbar efter et par loops. Først når det er helt snoet sammen så linerne ikke kan glide på hinanden vil det jamme. En hel omgang pr. 80 meter ville også være meget grimt. ( prøv det ved mach 3 )

Men det er et sjovt system.

Peter Madsen

  • 4
  • 3

Hvad vil du kunne få af range clearance på Island? Jeg synes at det på mange måder giver mere mening med land launch fra Island end sea launch fra ud fra Nexø.

Det er selvfølgelig for dyrt hvis der kun er en raket med, men med Madsens nye slim'n'lean koncept er der 3-4 gennemtestede missiler klar per år og prisforskellen på en eller to containere med Blue Water er til at overskue.

Ja, jeg er ude med riven, men der skal tænkes alternativt så Madsens Laboratorium ikke bare bliver CSlite. Der er ikke noget galt i det CS laver, men der er ikke plads til to med samme koncept.

  • 7
  • 1

@Peter
Først så har jeg set andre steder at du mener du bliver angrebet verbalt fordi dit efternavn er Madsen og ikke pga det du skriver. Hvis du mener jeg er en af dem så må du sige til. Jeg "angriber" hvis jeg mener der er noget der ikke holder, men hvis du opfatter det som at jeg går efter manden så dropper jeg at kommentere på din blog.
Du skriver:

Derfor fås volumet til 313,7 ltr. pr meter.
Skal jeg nu dokumentere at det er phi x r^2 x længden eller er det ok bare at give det tal ? Nå - videre.

Nu har jeg jo brokket mig over at der ikke rigtig kom nogle forudsætninger på bordet for de mål du vil opnå så ovenstående sarkasme er formodentligt delvist møntet på mig og det er helt fint så længe det ikke er fordi du mener jeg sparker efter manden frem for hans argumenter.

Nå til det tekniske og tak fordi der nu kom nogle tal på bordet.
I dit vægtregnskab mangler du vel motor og kapsel.
Vil det være helt forkert groft at anslå vægt til at blive T-stof tank + Motor + kapsel.
Motor sættes til en længde på 1 m. Det vil give en vægt på 62,5 + 2x15,5 ~ 94kg
Det er så regnet som en tank med 2 endebunde og det er selvfølgeligt ikke rigtigt da der vil være dyse og injektor mm)
Kapsel inkl Madsen sættes til 300kg
Altså en tomvægt på 550kg (hvor der ikke er regnet vægt af finner, "overskuds PUR", ventiler mm).
Startvægt = 550 + 680 = 1230 kg

I Så skal det handle om teknik ! skriver du

V= Vexit x ln ( Mtom / Mstart ) = 1800 m/sek x ln ( 1000 kg / 300 kg ) = 2167 m/s = 7800 km/t
Rækker det til en bemandet suborbital tur ?
Ja.

I et svar i samme blog skriver du

1000 m/sek rækker til en bemandet suborbital flyvning. Rigeligt.
Men apogee bliver et godt stykke under 100 km.
Beklager det kunne misforstås.
Den projekterede - skal kunne klare de 2200 m/sek som rækker over de 100 km.

Er målsætningen de 100km eller mindre?

Regner jeg delta-v ud når jeg tager den vel ret optimistiske ISP på 206 får jeg
delta-v = ISP x g0 x ln ( Mstart / Mtom ) = 206 x 9,81 x ln ( 1230 kg / 550 kg ) = 1627 m/s
Det er vel en meget optimistisk delta-v og der mangler vel omkring 600 m/s hvis målet er 100km?
Hvis det ellers er troværdigt det der står under Delta V Budget for Sub-Orbital Flight kræves der ihvertfald på den anden side af 2000 m/s for at nå de 100 km.

Er der nogle steder jeg tager voldsomt fejl eller regner forkert?

  • 8
  • 1

hmmm, var det det som de "bulber", "dråberne" ude bagerst på finnerne på Tintin-raketten lavede.

Måske har jeg misforstået konceptet i det der 4 lange wirer der holder/bremser/stabilisere raketten på vej op.
Men er det som de gør at: tvinge tyngde punktet (cg) langt bagud i forhold til trykcenteret ?.
Hvis det er funktionen, at have "vægt" som kan justeres til at bremse mindre og mindre (op vej op).
Jeg er med på at wire systemet, vil sikre en retningsbestemt opsendelse, som ikke kan vælte så længe den hænger på wirerne.

Jeg blev vist bare lidt forelsket i idéen om at man kunne have Ballast tanke (godt bagude i forhold til dyse), der kunne tømmes gradvist -og til sidst kunne droppes med sprængbolte. Det burde i hvert fald kunne bruges til gradvis acceleration.

  • 0
  • 0

Vil man ikke få en stor afvigelse fra lodret hvis raketten er drejet en halv omgang, og den er offset'et sidelæns?

Jo. Det kan være endnu et argument for at droppe wirer og trisser. Syntes nu der er rigelig med argumenter i forvejen. Peter plejer at være fornuftig med at regne med at der faktisk er tolerancer i et praktisk design så jeg er overbevist om at når nu han får en god stol og et skrivebord i HAB og får tid til lige at sidde der i 5 minutter så indser han at det en noget nemmere og bedre løsning at vælge en eller anden form for aktiv styring frem for at stræbe efter et 0 tolerance design med raket i Dino og finner der skal være enormt præcise.

  • 3
  • 0

Først, nej - du vil bare have tal på bordet, og du skal endelig kommentere.

Men jeg kan love dig for at der også er nogen for hvem det vigtigste budskab i et debat indlæg er at det er skrevet af mig. Det ærgrer mig, for jeg skriver faktisk for at give en information eller få en information frem.

Men de er irrelevant, pilformede vinger virker lige godt ved mach 0,6 - 0,85 om de er opfundet af Djævelen, som af ærkeengelen Gabriel.

Til sagen:

Målsætningen for prototypen er ikke 100 km. Jeg må til en start have en maskine hvor alt omkring forbrænding og abblering m.v. kan undersøges. Når det er fastlagt kan man kikke på om indpakningen kan gøres lettere til en rimelig pris. Her er materialeprisen underordnet. Det er prisen på omdannelse af rå materialer til brugbare dele der afgør om det kommer på tale med f.eks. en aluminiums tank, eller en aluminiums tank med en spole bevikling med kulfiber...eller en fuld kulfiber viklet tank...ect.

Så altså i en forlænget eller opgraderet version er målsætningen 100 km.
Mens selv en jernraket har faktisk ret meget potentiale.

Jeg mener ikke den første bemandede flyvning skal sigte efter 100 km. Det bør udvikles skridt for skridt.

Du kan se at jeg har oplistet nogle upgraderinger i niveauer hele vejen fra helt stål til helt kulfiber - i den forrige blog og de kommer på bordet i det omfang det viser sig nødvendigt.

Du vil også bemærke at raketboosteren kun er lige godt 4 meter lang, så den kan sagtens forlænges med fastholdt teknologiniveau - og dermed pakke mere energi bag et givet drag tværsnit.

Min sarkase er venligt ment. Men det er faktisk et spørgsmål hvor mange mellemregninger man skal tage med, og hvor meget man skal forklare.

Min 70 % tommelfinger regel er for boosteren uden payload, og er realistisk nok for en jernraket. Forudsætningen er drivmidler med densitet omkring 1.

Betegnelse "teknikbasker" kan opfattes som en advarsel, så folk ikke bliver sure over for mange fodnotor og parenteser med ekstra info.

Men mere end noget andet, jeg er glad for dine kommentarer som jeg mener beriger debatten rigtigt meget.

Bær over mig hvis jeg ikke er nået så langt i designet som man kunne ønske.

Det kommer !

Peter Madsen

  • 7
  • 3

Tintin raketten bør ikke danne grundlag for raketdesign. Men den er fed.

Ulrik, prøv at lave en model af det...det er faktisk rimeligt robust.

Mht. aktiv styring så er det hele vejen, eller ingen ting. Svinghjul, flytbare vægte, dyserne over tyngdepunktet ect. er misforståelser der ikke virker. Og det kræver rigtigt meget nøjagtighed alle steder overhovedet at få aktiv styring til at fungere. Hav respekt for det.

Men - lad os nu prøve wire systemet af, i et par skud, og så se hvor vi er. Jeg ved det ikke før det er afprøvet. Hvis det slår fejl har jeg nummeret til nogen der beviselig kan lave aktivt styrede raketter.

Peter Madsen

  • 9
  • 0

Måske har jeg misforstået konceptet i det der 4 lange wirer der holder/bremser/stabilisere raketten på vej op.
Men er det som de gør at: tvinge tyngde punktet (cg) langt bagud i forhold til trykcenteret ?.

Nej det de gør er at de tvinger raketten til at forblive lodret. Ruller wirerne ud med samme hastighed vil raketten blive aktivt rykket tilbage til lodret med op til den kraft der nu skal til for at trække wirerne ud af tromlen. Det virker som, Ulrik ganske rigtigt skriver, ikke hvis raketten drejer om sig selv og driver til en af siderne.
Du kunne i teorien godt flytte rundt på ballast for at styre raketten. Det er faktisk det du gør hvis du har en gimbaled motor. Her "flytter" du bare alt den "ballast" som sidder over motoren.

  • 3
  • 0

Og en ting mere...jeg har fået en 10 meter lang gastank, ø 140 cm foræret. Den kan udgøre den ene ende ( submerged delen ) - så et gittertårn, og så en flydetank, hvorpå platformen findes.
Det skrummel bliver 20 meter langt, og kan samles Nexø på havnes elevator. Når klar sættes den, og bugseres den korte tur ud til ESD 139. Bugserbåd er mission control.
I 0 til 0,5 m sø vil de stå lodret og stlle som et vatterpas.

Duer ikke. Den del af en semisubmersible, der er trykket under vandet som følge af fartøjets vægt, bidrager IKKE til stabiliteten. Du får bare en bøje med relativt udæmpede resonanser, der kan vippe og bevæge sig op og ned. Når princippet fungerer på f.eks. store olieproduktionsplatforme, skyldes det, at det oprettende moment stiger med 4. potens af størrelsen, da det er et volumen gange en arm, hvorimod det krængende moment ofte kun stiger med 3. potens - f.eks. som følge af et vindareal gange en arm. Derfor er store konstruktioner langt mere stabile end små; men det er altså vandliniearealet, der skal give stabiliteten, og det er der ikke meget af i en gitterkonstruktion!

Inden du spilder tid på den slags konstruktioner, så få en skibsingeniør til at regne på det!

Alternativet, som jeg har foreslået for længe siden, kunne f.eks. være to brugte vindmølletårne med den tynde ende forrest forbundet enten med den øvre del af tårnene som tværbjælke eller måske endnu bedre - forbundet med en pyramidekonstruktion med diagonalafstivet grundflade, som giver to belastningspunkter pr. skrog og samtidig kan fungere som affyringstårn, udkigstønde og kran, så fartøjet også bliver det ideelle bjærgningsfartøj.

Husk iøvrigt Einsteins regel: "Everything should be made as simple as possible, but not simpler.

At springe ud med faldskærm fra en ø640 raket er et aldeles håbløst selvmordsprojekt. Lugen må nødvendigvis åbne udad, så den bliver ikke automatisk tæt, når lufttrykket ude falder - tværtimod, og kapslen skal udluftes, inden du kan gøre dig håb om at åbne den. Først vil du have rumdragt som en yderligere sikkerhed mod utætheder. Nu er det godt nok med en udadgående luge! Derefter skal du så ud af en kapsel, der tumler vildt rundt (hamrende ustabil) med omkring 250 km/t, og du er nødt til at slæbe faldskæmen ud efter dig og håbe, at den ikke sætter sig fast. Pas nu på at tatoveringen på Sirids arm ikke bliver en omvandrende gravsten! Konceptet kan heller ikke testes på forhånd, da du jo nok får svært ved at få Randy til at foretage dette stunt!

Ak ja, alt det personfnidder.

I HAB2 har vi et team af aften- og weekendkrigere, der har sat sig for at bygge en ProSpace raket svarende til Space X's Falcon 1, hvilket med maksimalt én raket for hvert andet år formodentlig vil tage minimum 10 år, før det er forsvarligt at sende en astronaut med - vel at mærke hvis der ikke opstår de mindste problemer undervejs. Løber man ind i f.eks. supersoniske eller andre problemer, kan det let tage dobbelt så lang tid. Hvor mange kan holde dampen oppe så længe?

I HAB1 har vi så et absolut minimumsprojekt uden elektronik af nogen art, da det jo ikke kan laves med en TIG svejser. Ingen aktiv styring eller elektronisk roll stabilisering. Ingen GPS, højdemåler, radiokommunikation, telemetri, abortsystemer og lignende. Duer heller ikke.

Tænk nu hvis man kunne enes om et realistisk fællesprojekt midt imellem. Peter kunne koste rundt med sig selv i HAB1 og lave 4 stabile ø640 hybrider. I HAB2 kunne man så lave kapslen og al elektronikken.

  • 6
  • 3

PS. Én af ideerne med en semisubmersible er også, at nogle dele af fartøjet kommer ned i så stor dybde, at bølgehøjden er meget mindre; men heller ikke denne del fungerer, når konstruktionen skaleres ned.

  • 3
  • 0

Hey Peter

Nu vil jeg mene at 15.3:1 (clean config af en A320) er MEGET lidt, når jeg i min ASW20 kan yde ~40:1 (max 43:1) og derved faktisk kan flyve op til 13 timer over Danmark på en god dag.

Til alle jer teknik nørder derude, som ikke ved hvad glidetal eller L/D er: 40:1 betyder at for hver meter ASW20'eren falder, så svæver den 40 meter eller 1 km = 40km. Og stiger luften omkring flyveren med mere end 0.59 m/s (mindste synk), så stiger den altså helt uden brug af en motor.

  • 4
  • 3

dokumentation Peter ;-)
Sorry, kunne ikke dy mig. Glad for at se at du ikke har ventet mange minutter før du er i gang med din sædvanlige crazynes. Fyr den af!

  • 2
  • 4

Glem ikke A4 raketten. En god kandidat til den største ingeniørmæssige bedrift nogensinde. I betragtning af at det er 70 år siden, og at den blev udviklet medens Tyskland blev bombet sønder og sammen og iøvrigt manglede råmaterialer.

De udfordringer CSO har, viser jo hvor stor en bedrift det har været dengang at være de første. Og A4 havde et ton last og kunne flyve helt til London fra Tyskland.

  • 0
  • 0

@PM:

Kunne grainen ikke sidde på en indre casing?

Indre casing kan så monteres i en ydre casing med nogle-styreskinner til den indre casing.
Indre-casing boltes så fast oppe ved injektor-pladen - som så nok skal være mere solid, da den så også kommer til at overføre kræfterne fra raketmortoren til raketten.

Ydre casing har finnerne, og kan også have noget der gør den mere aero-dynamisk.

Dårlig ide, eller ?

  • 0
  • 0

Vi har haft tog fabrik (Frichs)
Vi har haft fly fabrik (KZ)
Vi havde dem fordi der var nogen der troede på det, og kunne det de lavede.

Idag har vi IC4
Snart får vi F-35
Fordi vi lader os lede af andre, om det er fordi vi ikke tør tro på vores egne evner til at vælge fornuftigt, aner jeg ikke.

Jeg vælger at tro på dem der tør gå foran, og støtte dem så vidt muligt.

-også var der glidetalet, kan dog ikke se relevansen for en raket, men har man prøvet at sidde med kontrol over noget umotoriseret med glidetal 40:1 eller der over, har man oplevet glæden ved at være fri. Måske endda oplevet at være fri og se krumningen på jorden, og opleve en sol nedgang i højderne -fordi man glemte det blev mørkt på landingspladsen. Det er den eneste sammenligning jeg kan se med raketten, frihed og se det hele oppe fra.

Det vigtigste i livet må nu være at værdsætte det smukke, hvad end det nu er for dig.

  • 2
  • 0

hvorfor sidder du og tegner på de samme ting som for 5-6 år siden og lægger de samme planer.. Er jeg virkelig den eneste der ikke synes det giver mening.. hvorfor skulle det virke nu - igen - atter en gang? det er jo uden rationale det her.. Jeg kan forstå hvis du virkelig skifter spor, flytter et andet sted hen og sender op fra island. Men intet af de planer er lykkedes. så nu ligger du op ad CS, skal bruge de samme steder og kontakter... alt udvandes.. intet ændres...

C

  • 8
  • 4

Duer ikke. Den del af en semisubmersible, der er trykket under vandet som følge af fartøjets vægt, bidrager IKKE til stabiliteten.

Tillader mig at være uenig her: Hvis den submersible del er det som holder resten flydende, får man bølgeforholdene på denne dybde - lidt som periskopet på en ubåd følger båden, og ikke overfladen. Det er i øvrigt det som er grunden til at SWATH fartøjer holdes stabile i urolig sø:

http://en.wikipedia.org/wiki/Small-waterpl...

Alt dette kræver selvfølgelig, at den submersible del fungerer helt som en ubåd, med trykskrog og ballasttanke.

  • 0
  • 0

hvorfor sidder du og tegner på de samme ting som for 5-6 år siden og lægger de samme planer.. Er jeg virkelig den eneste der ikke synes det giver mening..

Ja. Fysikkens love har ikke ændret siden da, ej heller kemiens. Der er ikke noget perfekt optimum for at skrue en raket sammen. Der er mange parametre involveret ud over de rent tekniske: økonomi, mandskab, ydre rammer osv.

Med nye forudsætninger må man ryste parameterposen og spore sig ind på et optimum under de givne betingelser.

Vil man bare have en teknisk optimal raket køber man bare en RD-180 motor, indskriver et trecifret antals årsværk og skriver en check på et trecifret antal millioner kr. Sværere er det sommænd ikke. Fejler man på et af disse simple punkter må man gå alternativt.

  • 2
  • 2

Udskiftelig grain:

Kunne vel også bare gøres som Estes model rocket engines, forstået på den måde at der støbes Grain i en tynd papkappe.
Ved dog ikke om det kan lade sig gøre at lave en Motor i ø65, hvor man kan tage hele bundstykket med dyse og det hele ud, for at reloade en ny Grain.

  • 0
  • 0

Tillader mig at være uenig her: Hvis den submersible del er det som holder resten flydende, får man bølgeforholdene på denne dybde - lidt som periskopet på en ubåd følger båden, og ikke overfladen. Det er i øvrigt det som er grunden til at SWATH fartøjer holdes stabile i urolig sø:

Er det ikke lige netop det, jeg skriver i mit PS?

PS. Én af ideerne med en semisubmersible er også, at nogle dele af fartøjet kommer ned i så stor dybde, at bølgehøjden er meget mindre; men heller ikke denne del fungerer, når konstruktionen skaleres ned.

Bølgehøjden falder eksponentielt med dybden; men spørgsmålet er, om Peters "Flipper" bliver tilstrækkelig stor til at udnytte det?

Pga. den ringe stabilitet (lille vandlinieareal) kræver et SWATH fartøj ofte et kompliceret kontrolsystem, der kan holde konstruktionen stabil og vandret. Citat fra din link:

require a complex control system

Det er jo ikke bare bølgehøjden, der giver problemer. Ethvert svingende system skifter mellem potentiel energi og kinetisk energi. Hvis ikke den energiomsætning er kraftig dæmpet - f.eks. med et kontrolsystem eller med finner, kan fartøjet komme i alvorlige svingninger, og jeg ser ikke meget dæmpning i Peters forslag. Det var det samme problem med rumkapslen. Von B havde beregnet sig frem til, at den var stabil; men han havde glemt de dynamiske forhold, og kapslen viste sig da også at være nøjagtig lige så ustabil, som jeg havde forudsagt.

Semisubmersible systemet fungerer fint til store olieproduktionsplatforme, der belastes nogenlunde jævnt, eller hvor man kan kompensere med ballastvand. Det fungerer også fint til hurtiggående redningsbåde, der skal kunne tåle meget høj sø; men det kræver et kompliceret kontrolsystem, da fartøjet i sig selv har meget ringe stabilitet pga. det lille vandlinieareal.

Det kan godt være, at en katamaran er low-tech; men til Peters formål vil den fungere langt bedre end en "Flipper", og så kan den samtidig fungere som det ideelle bjærgningsfartøj. Det kan en "Flipper" ikke.

  • 0
  • 1

Åhh, hvis du har en dagorden ala - ned med Madsen - så er det jo omsonst at svare, for så vil alt jeg gør være forkert. Men hvis det ikke er tilfældet, så vil jeg prøve at svare dig.

Jeg går back to basic, fordi det var et grundlæggende sundt og banebrydende koncept.

Hvis jeg udbreder mig mere i analysen af fortiden, så bliver folk vrede og fornærmede. Så jeg holder kaje, og undersøger sagen ved eksperiment.

Men - en ting tør jeg godt sige:

Dedikation er vigtigt. Hvis du vil noget, så gør det. Ikke halvt, eller kvart, men fuldt ud. Invester alt du har, og gå i gang.

Peter Madsen

  • 7
  • 3

Hvor ved du alt det fa om ingen elektronik overhovedet ??

Jeg behandler emnet sea launcher revisisted i en kommende blog. Men prøv at studere flip på Youtube og andre steder.

Det er en passivt stabil kontruktion der står bom stille i 6 - 10 meter sø. Den er ca 100 meter. Så vil Madsens ditto nok gøre det samme i 0,6 meter sø.

Peter Madsen

  • 3
  • 2

Ja, det kan forekomme lidt vildt, men dog er metoden anvendt flere gange, endda på retur fra kredsløb.
Gagarin forlod sin Vostok kapsel i 7 km højde i 1961. Han omtalte dette da han besøgte Danmark og blev interviewet af Danmarks Radio.

Ja, for ellers var hen blevet dræbt.

Although the flight was a success, the west found out later that Gagarin was close to being killed. The service module did not separate from the capsule on its return to earth. Temperatures in the capsule got very high and Gagarin said he was engulfed in a cloud of fire when returning to earth. Shortly before the capsule crashed on the ground Gagarin was able to eject and return to earth with a parachute.

Det var vist ikke meningen, at han skulle lande sådan, og han sprang ikke selv ud, men blev skudt ud i et katapultsæde, hvilket er en ganske anden sag.

Vostok fell to an altitude of 7,000 meters, when its main parachutes opened, and the circular hatch blew off. Two seconds later, Gagarin’s ejection seat fired, flinging him into the sky.

  • 4
  • 1

Hvor ved du alt det fa om ingen elektronik overhovedet ??

Fra din egen blog, hvor du netop skriver, at aktiv styring er udelukket, da det kræver elektronik :-) Hvorfor i alverden have alt det bøvl med dit "wire hul i hegnet", hvis du kunne lave aktiv styring?

Det er en passivt stabil kontruktion der står bom stille i 6 - 10 meter sø. Den er ca 100 meter. Så vil Madsens ditto nok gøre det samme i 0,6 meter sø.

Det skal du absolut ikke regne med, for du glemmer de dynamiske kræfter og systemets tidskonstant (resonansfrekvens). Pga. det meget lille vandlinieareal bliver din flip ikke særlig stabil. Derfor kan den komme i svingninger bare én mand bevæger sig rundt på den eller i småbølger - specielt hvis du er uheldig at ramme ind i konstruktionens resonansfrekvens, som er mange gange højere end den 100 m store konstruktion. I overfladen er bølgebevægelsen cirkulær eller eliptisk i lodret plan. I stor dybde er der meget mindre bevægelse, så selv små bølger giver en vippende bevægelse, som er meget dårlig dæmpet. Du får dig en ganske alvorlig overraskelse, hvis du tror, at man bare sådan lige kan skalere en 100 m stor og ekstrem tung konstruktion om til lille størrelse med stort set de samme egenskaber.

  • 2
  • 1

vorfor sidder du og tegner på de samme ting som for 5-6 år siden og lægger de samme planer.. Er jeg virkelig den eneste der ikke synes det giver mening.. hvorfor skulle det virke nu - igen - atter en gang?

Umiddelbart var showstopperen sidst at LOX gav en 9Hz trykhammer i en hybridmotor, N2O var uegnet til opskalering og de resterende oxidisere var enten umulige at opdrive eller ganske simpelt for giftige til amatøranvendelse.

I den sammenhæng er det H2O2 fabrikken der er den store gamechanger. Den kan gøre hybridmotoren levedygtig igen. På nogle vilkår der dramatisk reducerer den grundlæggende kompleksitet i motoren. H2O2 kræver ingen køling og er måneder frem for minutter om at opbygge kritisk overtryk. Tanken kan tryksættes med atmosfærisk luft eller ren N2 (i modsætning til LOX der kræver Helium). Det opbevares ved "stuetemperatur", så udfordringer med fugt og isdannelse er også undgået. Endeligt er det hypergolt (selvantændende) med i hvert fald pap og MDF (er H2O2 også hypergolt med PUR? Peter? Anyone?), hvilket fjerner behovet for en seperat tændsats.

Figurativt drejer man på hanen i toppen og der kommer ild ud i bunden. Uden risikoen for at man får blandingsforholdet skævt, eller åbnet for meget på hanen for tidligt så det hele sprænger i luften. For mig at se giver det enorm god mening at teste denne model af i en absolut forsimplet udgave. En jernraket med snoretræk der kommer 50-80km op 3-4 gange bare for at bevise dueligheden af designet er en rigtig solid start. Derfra kan man spekulere i at optimere på boosteren selv, eller eventuelt skalere op i størrelse for at øge nyttelasten.

  • 8
  • 0

Fundraising og administration. Det ligger nok tættere på mine kompetencer end svejsning. Det er måske ikke så dårligt lige nu, hvor der mangler nogle frivillige til en tjans i en forening.

Jeg vil forvente, at der i løbet af kort tid er ca. 10 timer hver uge i at holde det administrative up to date, og jeg overvejer seriøst at melde mig til tjansen, for real.

Her er lidt betragtninger.

Jeg forestiller mig en gruppe mennesker, der stiler efter stjernerne og sætter et kæmpe finansielt mål (i million-klassen) - og når det. Med donations-termometer på hjemmesiden, der opdateres en gang om ugen, der tæller op mod målet.

Jeg forestiller mig en forening der til events har fundraising kasketten på. Og tager initiativer rundt-om-raketten, forstået på den måde, at der er rigeligt med mulighed for køb af grillmad, kaffe og rum-is til fornuftige men overskudsgenerende priser. Jeg er også med her og står selv klar! :) Står klar med professionelle stande, bannere, posters, reklamer og byder nye interesserede velkomne. Dvs. til events er denne gruppe (næsten) lige så travle som flight crew. For real.

Jeg forestiller mig nogle mennesker, der tager initiativ og sætter kampagnemateriale op på deres arbejdspladser (med accept) og telefonnummer til dem selv som kontaktpersoner og aktivt spreder budskabet så vi sammen kan få sendt den herligt crazy Raket-Madsen i suborbit.

Jeg vil garantere og love at siger jeg JA, så går jeg all in.

God aften til alle.

  • 5
  • 4

Netop !

Det er T-stoff der er game changer her. Lad os prøve det. Det er ikke hypergolt med MDF, men med de pur svampe med KMn04 støv på som kommer i motoren først. Pur kan dog hypergoliseres ved at tilsætte 10 % KMnO4, men...svampene er ultra hypergole, og en god løsning til single start.

Frederik,

Tak, hvor ville det være godt. Jeg håber noget i den stil autoorganiserer sig, for jeg må koncentrere mig om raket og rampe, og kan ikke levere de andre ting, men de er lige så vigtige som raketvidenskaben.

Kom ind på www.raketmadsen.dk, og mød ligesindede !

Har nu fået kontoret op og køre og er i fuld gang i HAB med alt muligt.

Vi ses til test !

Peter Madsen

  • 3
  • 2

Ville 4 små solid boosters monteret med en vinkel pegende hel eller delvist mod rakettens centrum kunne give nok stabilitet til at undgå wiresystemet og de medfølgende tekniske problemer?

  • 1
  • 1

1: Det er spændende at få testet stor T-Stoff PUR hybrid af.

2: Jeg syntes det er fint først at lave forsøg med lille diameter for at teste "staged combustion"

3: Jeg syntes det er spild af tid at prøve at lave den store Ø65 motor i en anden længde eller ydelse i forhold til det der forventes at skulle bruges til det endelige mål. Fint at den og tank måske bliver lavet for tung i første omgang, men skal der opnås testresultater der kan bruges til det endelige design mener jeg ikke det er ret meget ved at bruge krudt (PUR) på at få optimeret en motor der kun kan sende en kapsel op i 25km højde. Selv om det nu bliver lagt frem at det er dejligt simpelt med en hybrid regner jeg ikke lige med at man bare lige kan sætte en ekstra meter grain ind uden at det vil få indflydelse på en masse ting.

4: Jeg syntes ideen med at lande i en almindelig faldskærm er tiltalende. Det er gennemprøvet teknologi og det hverken fylder eller vejer meget. Jeg regner med at det er planen at kapslen skal stabiliseres med en form for drogue / ballute på vej ned så man ikke skal ud af kapslen med 300-400km/t mens den spinner ukontrolleret (for så har Kanstrup ret i at det er en form for avanceret selvmord). Jeg syntes da også det ville være en fin ekstra sikkerhed hvis kapslen havde en hovedskærm der kunne gøre den genbrugelig og også gøre Peter genbrugelig hvis han af en eller anden grund ikke er i stand til at bruge primær plan med at forlade kapslen i 3 - 4km. Der skal naturligvis tænkes godt over lugedesign, men kan ikke helt se det skulle være en showstopper.

5: Hvis Peter vil til at skyde fra Bornholm syntes jeg det vil være helt tåbelig ikke at slå pjalterne sammen med CS. Peter må kunne hyre nogle til at sejle Sputnik og Vostok. CS kan få lidt lejeindtægt og Peter slipper for bygge endnu en launch platform.

6: Jeg kan lige godt hvor meget jeg tænker ikke komme med nogen god grund til at bruge krudt på det wire system. Peter kan lige så godt først som sidst tage den telefon og ringe til dem der kan lave aktiv styring ;-)

@Peter
Ved ikke om grain skal støbes udefra og ind mod centrum eller den skal støbes fra den ene ende. Skal den støbes fra den ene ende er det vel simpelt at lave en enkelt støbning oppe nær injector hvor der blandes permanganat i.

Lidt væk fra hybrid. Vil det i princippet være muligt at skifte LOX ud med T-stoff i en TM65 uden at T-stoff skulle køres gennem en katalysator?

  • 4
  • 1

5: Hvis Peter vil til at skyde fra Bornholm syntes jeg det vil være helt tåbelig ikke at slå pjalterne sammen med CS. Peter må kunne hyre nogle til at sejle Sputnik og Vostok. CS kan få lidt lejeindtægt og Peter slipper for bygge endnu en launch platform.

Jeg er i princippet helt enig her.

Men det er slet ikke muligt. Jeg må kun bruge erhvervsskibe, ellers kommer Kristian Elof efter mig med så mange love og forordninger at Sputnik går ned under vægten.

Derfor skal jeg bruge en prof havneslæber og et flipfartøj som vil opfattes juridisk som en bøje.

Flippen kan noget andet - når og hvis ESD 139 bliver for lille - kan den sejle 26 knob til andre steder i verden - på ryggen af en Maersk båd. Værtslandet har meget lidt i klemme da selve opsendelsen sker uden for deres søterritorium.

Kan nogen huske sagen med det russiske fly der fløj rundt uden transponder - og godt måtte det fordi det var i internationalt luftrum ?

Utroligt - men det er faktisk bare en service at fortælle ATC sine intentioner og venligt vente eller lave om på launch planer for at hjælpe flyvelederne med at få det hele til at gå op.

Sea launch har juridske fordele, så svært det end er. Man skal kun dyppe næsen i land launch for at opdage det, selvom land launch helt sikkert er en mulighed.

Jeg tager forskellige konfigurationer af 65 cm boosteren gennem rocksim for at afdække hvor meget det kræver at sende 200 - 300 kg til 100 km.

Men det sagt, er jeg ikke enig i at en tur til plus Baumgartner højde ville være en oplevelse.

Når man ved man ender i baljen kan man i øvrigt overveje sin påklædning og sit udstyr. Ville det være teoretisk umuligt at have en flåde med ? Har kamppiloter ikke sådan nogen systemer ?

Peter Madsen

  • 5
  • 6

(Jeg synes ikke der) er ret meget ved (...) en motor, der kun kan sende en kapsel op i 25 km højde.

Indledningsvis vil jeg sige tak for dine indlæg, Benny. Jeg læser dem, og svarene fra Peter og andre, med stor interesse.

Og nu til emnet om ambition og højde.

Du har ret i at det lyder lidt "trivielt" at flyve til 25 km højde, men er det trivielt?

Der er ikke ret mange, der har sendt et menneske til 25 km højde med en raket. Det vil være en stor bedrift.

Men hvad så med 5 km?

Vil det ikke være en stor bedrift at sende en person til 5 km højde i en raket?

Det kan da ikke kræve det helt store masseforhold og den helt store ISP.

Tænk hvis vi sendte dukken Randy op i 5 km højde, og den forlod raketten og kom ned med faldskærm. Ville det ikke være inspirerende?

  • 3
  • 2

Ambitionene om højde må gerne være højere end et typisk kommercielt rutefly.
100 km er rummet. Hvis mn ikke kan dette, så bør man vælge en højde som man ikke kan købe sig til for 200 kr hos RyanAir.

  • 3
  • 0

The USA played and won the 'space race' between the two powerful ideologies. It is no longer a battle of nations, its a choice of personal will and adventure.

I do not care where CS or Peter Madsen lives,works,plays. If you can launch a rocket from Denmark then do it! If you cannot then anywhere in the world will do. Include everyone that has a desire for this adventure and ask or delegate responsibilities to contribute to it.

There are numbers of talented people around me seeking great leadership to contribute to a manned space flight. To make it happen requires an inspired few to direct that talent.

It is clear to me that CS and Peter are still learning as funds become available to experiment but at some point you must choose and stick with it. Solid/Hybrid/Liquid engines that in theory will get us to the moon if we can afford it. Liquid Cryogenic fueled rocket engines have been to proven to be the best to control up to any altitude and I think its best to pursue that as the best use of our time.

  • 4
  • 0

ganske mange gange...

  1. Først for man helt og aldeles styr på forbrænding og regression m.m. i en jern testmotor, der i øvrigt kan flyve ganske respektabelt. Hvor respektabelt tager vi med rocksim...

  2. Så kan man optimere indpakningen hvis det er nødvendigt.

Men at starte ud med testmotorer i viklede kulfiber tanke er ganske enkelt ikke klogt. Men det er en mulighed hen ad vejen. Der er i øvrigt flere mellemtrin mellem jern og kulfiber, som er interessante.

Storable egenskaberne ved T-stoff gør mange ting mulige - og er en stor, stor operationel fordel.

Densitets impulsen for H2O2 / Pur er over 300 sek. Det er således velegent til tryktanks raket.

Rick: As for bifuel...it takes more resources, but is the winner if you can deploy those resources.

In our friendly, yet slightly mad danish space race...its just fantastic that both technologies get a chance.

I am very exited about the CS program, and would love to see them build turbo pump machinery.

Peter Madsen

  • 6
  • 1

bær over med mig, jeg prøver at tænke lidt frit..

mon ikke de her har brug for lidt publicity?

http://en.wikipedia.org/wiki/Principality_...

findes der ikke et eller andet lavvandet sted i nationalt eller internationalt farvand hvor man kan få lov til at banke en pæl i / stille en platform op?

Mht flip konstruktionen, kan man ikke kaste anker... 60 m ankerkæde 10 m tank 12 m gitter, det burde passe med de 80 m på skydeområdet - så er der 2 meter til bølger?

ok det hele kommer nok til at stå lidt skråt pga strøm, men det kan vel overvindes ved at vinkle platformen.

  • 0
  • 0

... ved nærmere eftertanke tror jeg at den største udfordring ved en flydende platform er at i det øjeblik raketten letter må det svare til at droppe 4 - 6 ton ekstra vægt på platformen (presser den ned i vandet), når raketten er nået et lille stykke op bliver platformen til gengæld 2 tons lettere (vandet presser tilbage med 8 ton). Hvis raketten stadig er forbundet med platformen på det tidspunkt (fx via en styreskinne) vil en hver bevægelse som ikke er lodret blive overført til raketten som et sidelæns skub... så hellere være sikker på at raketten er placeret præcis midt på platformen!

  • 0
  • 2

Hvis du skal forlade kapslen med 2-300 knob hastighed ville et vandret katapultsæde nok være at foretrække.Eller en kapsel der deles på midten af et par faldskærme, nr 1 trækker toppen af og nr 2 skærm trækker dig op af den nederste del af kapslen.
Uanset hvilken metode du vælger vil det være noget med sequenser og sprængbolte , altså ikke netop det jeg kalder for KISS.
Begge måder kunne dog let testes med scala modeller og LES type raketter til at give hastighed.

  • 3
  • 0

Og nu til emnet om ambition og højde.

Du har ret i at det lyder lidt "trivielt" at flyve til 25 km højde, men er det trivielt?

Nej på ingen måde. Det bliver bare "trivielt" når manden bag projektet sælger det på at det skal være en 100km tur.

Et lidt langt citat fra en tidligere blog

Den slags raketter som jeg kan bygge med rimeligt grov teknik kan levere en udstødnings hastighed på 1800 - 2000 m/sek, og vi kan få ca. 70 % af startvægten til at være drivmiddel. Det er niveauet, når vi ikke går spor hightech. Der er masser af trix i bogen, hvis det ikke rækker, men de tilfører kompleksitet, og det er jo det enkle vi søger. Hvis vi nu holder os til raketter bygget af jern, der fyrer med H2O2 og f.eks. MDF hvad kan vi så...bare for at få en start på det her:

Tsiolkovsky´s raketligning har svaret:

V= Vexit x ln ( Mtom / Mstart ) = 1800 m/sek x ln ( 1000 kg / 300 kg ) = 2167 m/s = 7800 km/t

Rækker det til en bemandet suborbital tur ?

Ja.

Længere er den ikke. Faktisk kræver det en delta V på mellem 1600 og 2000 m/sek at nå 100 km, incl. luftmodstand. Tvivlere kan regne på simpel lodret ballistik, og der der har bedre værktøjer kan regne mere nøjagtigt. Men bundlinjen er at teknologien faktisk ligger inden for rækkevidde, selv om vi ikke tager den ud over hybridraketter bygget i jern. Vi kan faktisk fyre med presset pap, og stadig nå ud af jordens atmosfære.

Skal vi så snakke kulfibertanke ? Skal vi snakke pumper ? Skal vi snakke alt muligt high tech...Nej. Det skal vi kun hvis vi har drømme, som går langt ud over en bemandet suborbital tur.

Når man (jeg) læser sådan en beskrivelse så bliver 25km altså lidt trivielt. Man skal jo "bare" lave en raket i jern og som fuel ville presset pap sådan set være nok til at komme ud af atmosfæren.
Ok jeg skal være bundærlig og sige at det første jeg tænkte som skeptisk Nordjyde var at det var vist en lidt for smart sælger der kom med den påstand og derfor blev jeg lidt insisterende i at få at vide hvad for nogle tal der lå bag den salgstale. Jeg har fået svar på en del af de tal og MDF og jern er da også så småt ved at være faset ud når der tales om en 100km suborbital tur.
Jeg syntes det er enormt sundt lige at tænke det overordnede design igennem og prøve at gøre sig klart hvad er det man ca får brug for for at nå sin målsætning. Jeg syntes ikke det er superinteressant at få designet en super fin Ø65 motor og kapsel der kan få en op i 25km højde hvis det så viser sig at det er umuligt at få den endelige motor stabil i en hybrid i et Ø65 rør.
Man kan ret tidligt i forløbet gøre sig klart hvad vil jeg anslå at kapsel kommer til at veje og hvad vil min booster skulle kunne levere for at nå de 100km. Den ydelse må gerne være baseret på at der er brugt noget der er lettere end jern.
Når det er lagt fast kan man så begynde at udvikle og teste sin booster i et jernrør. Man behøver jo ikke støbe en fuld grain hver gang der skal testes, men kan jo lave en støbning der måske bare svarer til at 3/4 allerede er fyret af.
Med den booster i jern kan man så lave testflyvninger til 5, 25 og 50km højde (eller hvad man nu finder på) og man kan også sætte en kapsel på toppen og måske prøve de 25km. Lykkes det står man med en velafprøvet booster hvor man så kan skifte jern ud med noget mere eksotisk materiale den dag man har brug for at komme helt op.

Ændrer Peter målsætningen til at han vil prøve at få en mand op i 25km højde så syntes jeg stadig det er et vældig ambitiøst projekt, men så skal det bare ikke sælges som en 100km tur.
Det kan være super flot at kunne løbe 5km. Bare ikke hvis det er et marathon man stiller op i.

  • 6
  • 1

Med den booster i jern kan man så lave testflyvninger til 5, 25 og 50km højde (eller hvad man nu finder på) og man kan også sætte en kapsel på toppen og måske prøve de 25km. Lykkes det står man med en velafprøvet booster hvor man så kan skifte jern ud med noget mere eksotisk materiale den dag man har brug for at komme helt op.

Hvis vi skal "tippe" lidt omkring den endelige løsning - Inden Peter kommer ud i rummet vil følgende være ændret:

1) Aktiv styring af raketten.

2) To-stage raket da han ikke kan få en hybrid grain til at være stabil til 100 km og ablation i kværken bliver for høj til at komme hele vejen. Så halvvejs smider han halvdelen af raketten og kan begynde at brænde en frisk grain.

3) Det her er nok det største MÅSKE - Men MÅSKE ender han med at skulle tilbage til en turbo pumpe. Der er mange gode argumenter, man har allerede T-stoff, t-stoff er normal væske (modsat LOX) og det er kun en enkelt væske der skal pumpes (modsat LOX/ethanol).

Tilgengæld tror jeg på ideen om at springe ud halvvejs, jeg tror på hybrid med T-stoff og jeg tror på stå-op kapslen - Og nok det vigtigste- Jeg tror faktisk på at Peter kan komme 100 km op i en hjemmebygget raket.

  • 8
  • 1

Jeg er fuldstændig enig i punkt 1) og 2). Mht. punkt 1) burde der ikke være nogen synderligt avancerede behov. Når wire-launch virkede for franskmændene og egypterne, så virket det nok også for Madsen. Så der er kun behov for finjusteringer af kursen og det kan klares med monopropellant peroxid thrusters. Ingen tunge stråleror eller servoer. Lean'n'mean.

Mht. 2) er min kæphest at lave trin et og to identiske med den krølle at trin to gøres kortere og dysen tilpasses det lavere atmosfære tryk. Ellers skal der bruges identisk teknik. Ikke så meget pjat og optimering og spredning af viden. Samme værktøjer og viden til begge trin.

  • 6
  • 1

Jeg er fuldstændig enig i punkt 1) og 2). Mht. punkt 1) burde der ikke være nogen synderligt avancerede behov. Når wire-launch virkede for franskmændene og egypterne, så virket det nok også for Madsen. Så der er kun behov for finjusteringer af kursen og det kan klares med monopropellant peroxid thrusters. Ingen tunge stråleror eller servoer. Lean'n'mean.

Der er et princip, det hedder secondary injection, det er intet mindre end perfekt her.

Secondary injection

En 4 stk af dem på dysen. Ingen tunge servoer, meget lidt selvlavet elektronik og intet som smelter i jetten - Og setupet kan testes i laboratoriet.

(Jeg tror dog stadig det er smartest også at montere noget udvendigt til roll control. )

  • 1
  • 0

Der er et princip, det hedder secondary injection, det er intet mindre end perfekt her.

Jeg får desværre ikke andet end en sort firkant ud af det link (på to computere), men det fik mig til at google lidt. Jeg faldt over denne ph.d afhandling:
http://etd.lib.metu.edu.tr/upload/12607560...

Det indledende kapitel giver en god gennemgang af mulighederne for styring af raketter og nogle gode illustrationer. Resten af afhandlingen er en gang fluid dynamik.

  • 0
  • 0

Hvis du skal forlade kapslen med 2-300 knob hastighed ville et vandret katapultsæde nok være at foretrække.Eller en kapsel der deles på midten af et par faldskærme, nr 1 trækker toppen af og nr 2 skærm trækker dig op af den nederste del af kapslen.
Uanset hvilken metode du vælger vil det være noget med sequenser og sprængbolte , altså ikke netop det jeg kalder for KISS.
Begge måder kunne dog let testes med scala modeller og LES type raketter til at give hastighed.

Helt enig - det er bestemt ikke trivielt at lave et system til sikkert at kunne forlade kapslen - det skal netop være en form for katapult, som vil skulle virke ved en vilkårlig tumlen og kræver enten automatik eller astronautens fulde funktionsdygtighed. I mine øjne ville det være enklere (mere KISS) at lave et system til at lande kapslen (på vand)

Jeg er som Benny og "kritisk læser" af bloggen, men jeg tror, vi skal huske, at Peter er i en fase, hvor det er rigtig vigtigt at kunne "sælge", da han skal have bygget en helt ny organisation - og det er der sådan set ikke noget odiøst i.

Det er dog også klart, at den endelige bemandede flyvning til 100 km ikke kommer til til at bestå af en "snoretræks startet" stabil passiv raket. Der er jo en grund til, at alle andre har opgivet dette system - og at franskmændene var nødt til at flytte deres eksperimenter helt til Afrika efter nogle uheldige "range safety issues" ;o) Og lige så klart at dette system - af range safety grunde - ikke kan bruges til launch i ESD139 til højder over 20 km uden abortsystemer (og al den elektronik, dette medfører)

mvh Flemming

  • 7
  • 0

Hvis det ikke er blevet skrottet står der lige det du mangler hos JD-stål. KGM teknik havde et ca. 2 m2 vandbad med tryklufttilslutning i bunden samt servicekran og store varmelegmer, de brugte det til at rense/affedte dele til skibsmotorer. Det indeholder allerede kran til at få tønden der op, varmelegner og omrøring, det eneste der mangler er vand og en termostat.

Henry

  • 1
  • 1

Hvorfor skal man forlade kapselen med 400 knobs hastighed ?!! Og hvad laver nu knob i alt dette ?

Fritfaldshastigheden for kapslen er næppe væsentligt højere end for en person. ( skal undersøges men er der det, er det ikke svært at gøre noget ved ) Nej, det skal ikke veje 300 kg.

Hold op med at diskutere et design der ikke er kendt.

Hvorfor er dyse ablation nu blevet et problem ? Det har det aldrig været før ?

Totrins ???

Og så aktiv styring med secondery fluid injection ?

Katapultsæde ?

I lider alle sammen af den samme syge som jeg selv havde i CS: akut grej liderlighed. Kår man ned af den sti ender man i Mercury programmet. Det er ikke godt hvis man ikke har de nødvendige resourcer.

Skal der være noget nyt under solen i HAB et...så skal det gøres med minimalistiske midler.

Benny, målet er 100 km. Men det må du altså ikke forlange af en boiler plate test motor vel ?Hvis den går til 60 efter nogen skud tror jeg du vil være vildt imponeret, jeg ville.

Kan du ikke se det fornuftige i at få styr på forbrændningen før vi vikler kulfiber ? ( hvis altså det overhovedet er nødvendigt )

I bedste mening,

Peter Madsen

  • 8
  • 4

Benny, målet er 100 km. Men det må du altså ikke forlange af en boiler plate test motor vel ?Hvis den går til 60 efter nogen skud tror jeg du vil være vildt imponeret, jeg ville.

Kan du ikke se det fornuftige i at få styr på forbrændningen før vi vikler kulfiber ? ( hvis altså det overhovedet er nødvendigt )

Det jeg kan se er at du ikke har læst det jeg skriver (ihvertfald ikke ordentligt ;-)
Det jeg skriver er netop at det er fint at lave forsøg med en lille diameter.

2: Jeg syntes det er fint først at lave forsøg med lille diameter for at teste "staged combustion"

Med en enkelt port kan man vel teste konceptet og få styr på forbrændingen. Virker det perfekt i en længde på 1 m med 1 port er der vel en relativ god mulighed for at det også vil virke med f.eks 7 tilsvarende porte i 1 m (ved som skrevet nogle gange ikke meget om hybrid så måske tager jeg gruelig fejl)
Jeg skriver også

Når det er lagt fast kan man så begynde at udvikle og teste sin booster i et jernrør. Man behøver jo ikke støbe en fuld grain hver gang der skal testes, men kan jo lave en støbning der måske bare svarer til at 3/4 allerede er fyret af.
Med den booster i jern kan man så lave testflyvninger til 5, 25 og 50km højde (eller hvad man nu finder på) og man kan også sætte en kapsel på toppen og måske prøve de 25km. Lykkes det står man med en velafprøvet booster hvor man så kan skifte jern ud med noget mere eksotisk materiale den dag man har brug for at komme helt op.

Skriver jeg noget som helst med at starte med kulfiber?

Flemming skriver:

Jeg er som Benny og "kritisk læser" af bloggen, men jeg tror, vi skal huske, at Peter er i en fase, hvor det er rigtig vigtigt at kunne "sælge", da han skal have bygget en helt ny organisation - og det er der sådan set ikke noget odiøst i.

Jo det syntes jeg faktisk. Peter skal sælge sit projekt og det er der ikke noget odiøst i, men når han siger at man sagtens kan lave en bemandet flyvning til 100km med en raket bygget i jern og fyret med sammenpresset pap så er det "falsk markedsføring". Når man kommer med den type bastante udmeldinger er det for mig ikke nok bagefter at komme med trumfkortet "hold op med at diskutere et design der ikke er kendt".

  • 7
  • 2

Hvis man har en rumdragt, vil det enkleste så ikke være at have en payload shroud over piloten, som falder væk når man er over atmosfæren? Det vil give maksimal udsigt og minimale problemer med at frigøre sig fra uønsket hardware.

  • 1
  • 1

Ved du hvad, du tog mig faktisk i en fejl, og jeg giver dig hånden og siger undskyld. Sagen er den at jeg kommer fra seks år i en organisation som er ret godt til at dele opgaver ud. Jeg her ikke siddet med baneberegninger, og jeg kom til at lave en fejl i den første blog med rumplanen.

Jeg har rettet fejlen, så alle kan se at det faktisk kræver delta V mellem 1600 - 2200 m/sek at nå 100 km ballistisk.

Jeg vil starte testforløbet ud med en syv ports HATV diameter...fordi de to voluminer der findes over og under den del af motoren der har brandporte er vigtige. I det øverste rum dekomponerer oxydizeren, og i det nederste rum færdiggøres forbrændingen i al den turbolens der kommer efter brænd blokken.

Jeg skal naturligvis sælge mit projekt. Jeg kan ikke ligge på den lade side et øjeblik. De nærmeste måneder kan jeg klare mig på det jeg vil kalde eftergløden af min tid i CS, men derefter så skal der altså leveres resultater - som gør det værd for folk at holde gang i min butik.

Du kan ikke drive laboratoriet for mindre end 300 - 500 tusind om året, og inden for det budget vil jeg altså forsøge at levere noget der kan retfærdigøre eksistensen af en virksomhed.

Det er fair nok, og det kan være jeg flopper, og bliver Mr. Flopnik. Men - jeg elsker arbejdet med raketter og vil så gerne fortsætte det - for det er et meget spændende område og jeg er altså meget sikker på der findes et ormehul til space, som det kunne være sjovt at flyve gennem.

Vi har tit snakket om det i CS, og der er meget visdom at hente der. Ofte er mod argumentet mod professionalisering at det er så dyrt i godkendelser og overholdelse af regler. Men ofte viser det sig alligevel at man som forening skal overholde diverse - arbejdsmiljø og forsikrings krav...så hvorfor ikke
prøve at gøre det ? Oftest er reglerne lavet for at beskytte liv og førlighed.

I ApS opstarts virksomheds strukturen opstår nogen andre muligheder, og jeg håber jeg er klog nok til
at lykkes, så jeg ikke bliver et flop.

Men undskyld Benny, den oprindelige blog rummede en fejl.

Peter Madsen.

  • 5
  • 2

Katapultsæde eller en anordning så du kan komme fri af kapslen er nødvendig ved hastigheder over 150 kmt.
Om din kapsel så skal åbnes som et kinderæg eller du skal skydes ud lodret eller vandret er et fedt, men du skal fri af kapslen inden at du åbner personskærmen.Medmindre at du står af i apogee hvor din hastighed og atmosfære er meget lav, og du derfor ikke har problemer med turbolens.
Så vil du også sætte rekord i frit fald. 8))

  • 0
  • 0

Nu er du jo meget aeronautisk orienteret...

I flyhistorien dukker katapult sædet op på et tidspunkt efter WWII, formentligt fordi fremkomsten af jetfly gør det umuligt at stå af i høj fart uden. Ideen er meget ældre...se http://en.wikipedia.org/wiki/Ejection_seat

Utallige piloter under netop WWII reddet sig fra fly som fløj meget hurtigere end 150 km/t. Jeg har selv stået af fra et fly i et solospring som har haft en airspeed...der i alle fald var pænt over stall grænsen for en Cessna 172

Jeg kan ikke se ( men jeg kan blive klogere ) at exit i 200 km/t skal være så stort et problem at der skal Martin Baker til.

Hvis ja, skal det være mig en fornøjelse at bygge noget til det.

Peter Madsen

  • 4
  • 2

"Og lige så klart at dette system - af range safety grunde - ikke kan bruges til launch i ESD139 til højder over 20 km uden abortsystemer (og al den elektronik, dette medfører)"

Flemming,

Jeg vil vide hvor du har den viden fra ? Hvorfor vil jeg ikke have et abortsystem ? Hvor kommer den fra ?

Der er nogen myter i omløb som ikke har noget på sig.

Raketten skal nødvendigvis startes pr. radio, og dermed er muligheden for at lave en abort gennem engine shut down nærliggende.

Efter at abort pr sprængning blev aflyst for 2X, er det nøjagtigt samme abort mulighed jeg planlægger som CS planlægger.

Du har ret i at der er langt større spredning med passiv vs aktiv styring. Utallige sonderaketter benytter dog aligevel passiv stabilitet.

Aktiv styring er krævende, og vil introducere nogen ret dramatiske failure modes, som b.la. medfører at man så også skal have sig et LES system.

Hvis styresystemet har muskler nok til at rette raketten op, har det også muskler nok til at sende den
i baljen på en "ikke overlevelig måde"

En passivt stabil raket kan sagtens får en grim "trejectory anomaly" men der er en del udfald der fører til overlevelige senarier.

1X som eksempel var ikke nødvendigvis uoverlevelig. Randy lå bare og glodede, men en levende passager kunne have stået af, og haft 2500 meter til at gå fra frit fald til under bærende skærm.

( ja, ja, modsig mig bare, men hvis du var Randy havde du være motiveret for at komme ud )

En aktiv styret raket, der tumler lige efter liftoff giver nul chancer.

Sea launch med Sputnik er nok begrænset til Østersøen - men en flip kan operere i større hav, og kan opereres i samspil med erhvervsskibe, som har en højere pålidelighed end f.eks. Sputnik.

Opereres ud af Esbjerg, Stavanger eller Manilla. Den kan sendes med container.

  • Men bortset fra det er jeg pave stolt af Sputnik.

Hvis man så gerne vil sætte aktiv styring på Madsens raket...så har jeg jo heller ikke valgt et design der umuliggør det. Tværtimod.

Men, skal man klippe noget kompleksitet...så er det interessant at se på Aerobee, Wac Corporal, Veronique, Vesta m.f.

Opsendelser på Østersøen er endeligt ikke begrænset til ESD 139. Læs bekendtgørelsen og FN´s havretskonvention.

I bedste mening, og velkommen til kritiske læsere !

Peter

  • 4
  • 3

Jeg har rettet fejlen, så alle kan se at det faktisk kræver delta V mellem 1600 - 2200 m/sek at nå 100 km ballistisk.

Den fejl var nu rettet inden jeg så den blog og der skal ikke undskyldes for at tage fejl.
Det jeg har det svært med er når du fremsætter det jeg vil kalde en mulig ide som "det er løsningen og det er nemt".
Du må på ingen måde tro at jeg ikke gerne så at det var muligt at komme op i 100km på MDF og T-stoff i en raket og kapsel bygget i billig jern og så kravle ud af kapslen i 4km højde og lande med en faldskærm. Det ville være fantastisk og med alt respekt for Baumgartner så ville det få hans spring til at ligne et begynder faldskærmspring med static line.
Der skal bare mere end store ord til før jeg tror på at det er så simpelt og for din egen skyld vil jeg stadigt håbe at du vil gennemtænke dit design før du kaster dig ud i at svejse.
Start med kapslen til Madsen. Det er den boosteren skal designes efter og ikke omvendt.

Nå til de kritiske kommentarer ;-)

Du har ret i at der er langt større spredning med passiv vs aktiv styring. Utallige sonderaketter benytter dog aligevel passiv stabilitet.

Accelererer de typisk hurtigere eller langsommere end en bemandet raket?

Aktiv styring er krævende, og vil introducere nogen ret dramatiske failure modes, som b.la. medfører at man så også skal have sig et LES system.

Hvis styresystemet har muskler nok til at rette raketten op, har det også muskler nok til at sende den
i baljen på en "ikke overlevelig måde"

Jeg vil hævde at et wiresystem med en sprungen wire eller en jammet tromle i lige så høj grad ville kræve et LES system. En aktiv styring behøver altså ikke at have så meget magt at det kan vende raketten 180 grader på et splitsekund selv om det giver fuld rorudslag. En sprungen wire eller en jammet tromle vil derimod kunne have nogle ret hurtige konsekvenser.
Dropper man LES har man en "deadman zone" tæt på havet hvor man bare ikke har nogen chance for at overleve hvis motoren f.eks sætter ud. Det man skal gøre op med sig selv er om et projekt som dit eller CS opnår en reel større sikkerhed ved at have et LES system. Det kommer jo ikke gratis for det vejer og det skal separeres fra kapsel.

Hvis man så gerne vil sætte aktiv styring på Madsens raket...så har jeg jo heller ikke valgt et design der umuliggør det. Tværtimod.

Lyder godt. I bedste mening vil jeg så igen foreslå det kommer med fra starten frem for at der bliver spildt PUR på at lave det tromle system ;-)

Jeg skal naturligvis sælge mit projekt. Jeg kan ikke ligge på den lade side et øjeblik. De nærmeste måneder kan jeg klare mig på det jeg vil kalde eftergløden af min tid i CS, men derefter så skal der altså leveres resultater - som gør det værd for folk at holde gang i min butik.

Du kan ikke drive laboratoriet for mindre end 300 - 500 tusind om året, og inden for det budget vil jeg altså forsøge at levere noget der kan retfærdigøre eksistensen af en virksomhed.

Økonomien tror jeg så faktisk ikke bliver dit største problem. Der er jeg faktisk 100% sikker på du finder en udvej. TV med en mand der vil sende sig selv op til 100km må altså kunne give et godt bidrag og om ikke andet så må det kunne øge kendskabet til projektet som så vil gøre det nemmere at få nogle sponsorer ind og formodentligt også nogle flere der vil betale for at se test mm

  • 5
  • 1

En aktiv styret raket, der tumler lige efter liftoff giver nul chancer.

Hvem siger, at systemet skal være aktivt lige efter liftoff?

HEAT 1X gik først ind i et gravity turn i 3 km højde, så man kan sagtens vente med at koble systemet ind, til man er tilstrækkelig højt oppe til, at kapslen kan kobles fri og lande i faldskærm.

Alternativt kan man reducere systemets gain i den første del af flyvningen, så det er begrænset, hvor meget raketten kan komme ud af kurs.

  • 6
  • 0

Pas nu på ikke at udelukke alt, hvad der ikke kan laves med en TIG svejser. Aktiv styring er altså ikke raketvidenskab og har været kendt og benyttet i årevis. Mit tidligere firma Søren T. Lyngsø A/S blev grundlagt i 1952 på basis af en elektronisk regulator med elektronrør. Det var et kæmpe fremskridt, for tidligere havde man kun haft trykluftbaserede systemer.

Få nu lavet én ø640 hybrid og få den til at køre perfekt med jævn forbrænding. Du kan f.eks. basere den på genbrugs PE granulat, som du smelter sammen lagvis med en ganske almindelig varmluftpistol, hvilket er langt lettere og mindre sundhedsskadeligt end at støbe PU. PE har formlen n(CH2) og indeholder altså lidt mere brint i forhold til kulstof end PU, som kan have formlen C25H42N2O6. PE burde altså have lidt højere ISP og er langt bedre end MDF plade. Desuden brænder det helt rent, hvis du ikke kører med O2 underskud.

Når du har har fået det til at køre 100%, laver du 4 helt ens og skruer dem sammen i en dobbelttrekant, som altså bliver 1280 mm x 1750 mm. PE har den ulempe, at det brænder langsomt; men med 4 hybrider har du jo automatisk 4 huller i grainen, og den porøse struktur af granulatet giver yderligere overflade, så mon ikke det er nok?

Oven på boosteren sætter du en kapsel, hvis trykbærende del er en lodretstående diskos (dobbelt korbbogen) med en glasluge i hver side (redundans). Den kan passende være 1100-1280 mm på den smalle led og 1750-2000 mm på den anden, så den passer med boosteren. Det giver en helt ideel plads til astronauten og god plads til faldskærme i den øverste, midterste del. Denne diskos forsynes så med en lang, "jagerflyspids" så den - i modsætning til CS's LES "lysmast" - har en rimelig chance for at gå gennem lydmuren, uden at det hele ryster fra hinanden. Kapslen suges så fast til raketten med vakuum og en kraftig elektromagnet (fejlsikker frikobling) vha. en flere meter lang, skrå flanche, som går diagonalt ned gennem raketten fra den ene lugeside til den anden, således at når kapsel og raket kobles fra hinanden, bliver raketten skrå til den ene side, som gør det umuligt for den at fortsætte lige ud ved f.eks. abort, og kapslen får en vinkelfacon med stort areal, som reducerer faldhastigheden og gør den passiv stabil uden alle de skørter og ballutes, som din/CS's "den ser så rigtig ud" kapsel må forsynes med for at blive bare nogenlunde stabil. Både spids og hale opskummes med f.eks. PU for at gøre kapslen synkefri. Når kapslen lander på vandet, sker det med den spidse hale forrest, hvilket betyder, at du vil kunne overleve faldhastigheder på formodentlig over 150 km/t i tilfælde af en delvis faldskærmfejl, og den skrå struktur forhindrer kapslen i at dykke dybere, end den kan holde til. Kapslen får også glimrende flydeegenskaber uden pillatesballoner og kamre, der skal fyldes med vand. Med alle de sprængmøtrikker og lignende, som det gamle CS projekt er 100% afhængig af, vil du aldrig nå ned i live, så undskyld at jeg gentager mit forslag igen. Sirid skulle gerne forblive lige så glad, som hun er nu!

Den aktive styring laver du ved først og fremmest at få styr på roll - f.eks. med H2O2 jets, så der kun stilles minimale krav til selve regulatoren, og astronauten ikke bliver rundtosset. CS gør det unødvendigt kompliceret for sig selv ved ikke at have styr på dette punkt. Derefter behøver du bare at fordele H2O2 (eller LOX/GOX) flowet mellem hybriderne to og to vha. simple, billige spindelaktuatorer og to fordelerplader. I sin aller simpleste form vil en simpel PI regulator med ulineært P-led, og hvor I-leddet udgøres af aktuatorerne, formodentlig være nok. Den slags bruges i millionvis i industrien med fremragende resultat. Uden et D-led rammer du næppe bulls-eye helt præcist; men +/- op til omkring 200 m er vel også godt nok? En sådan regulator løser også dit opstartsproblem, for uanset hvad der går galt i regulatoren, er det begrænset, hvor hurtigt aktuatorerne kan bevæge sig, så du når op i faldskærmshøjde, inden raketten har nogen mulighed for at komme voldsomt ud af kurs. Det ulineære P-led sørger også for at koble regulatoren delvis ud, hvis kursen er korrekt, og det reducerer muligheden for selvsving.

Raketten skal selvfølgelig gøres rigelig passiv stabil med store finner; men i modsætning til jet-vanes modarbejder styringen og finnerne ikke hinanden, så de kan bare gøres store nok, og der er ingen risiko for at de staller ved for store styrekræfter.

Mere KISS tror jeg ikke, at du kan lave det. Som Flemming Rasmussen skriver, når du aldrig i mål med dit snoretræk, og den mindste fejl sender øjeblikkelig raketten helt ud af kurs og måske hurtigere, end noget LES system kan følge med til. Affyring af et LES i vandret retning er ikke nogen god idé!

  • 6
  • 1

En sprungen wire eller en jammet tromle vil derimod kunne have nogle ret hurtige konsekvenser.

Sådan skriver Benny Simonsen, og en del andre læsere har ligeledes givet udtryk for bekymring om sikkerheden i Pilz wire systemet.

Inden man kommer for langt med disse bekymringer, synes jeg det kan være relevant at overveje nogle simple metoder, som kan øge sikkerheden.

Det er rigtigt, at en sprængt wire umiddelbart virker som en fejl, der kan få alvorlige konsekvenser.

Her synes jeg det er interesseant at konstatere, at man indenfor kransystemer overalt i verden hejser stort og småt omkring med en stålwire.

Men hvorfor skal vi acceptere "single point of failure"? Altså at en enkelt fejl i en wire kan medføre tab af liv?

Er der noget til hinder for at have mere end 4 stålwirer? Man kunne for eksempel have 8 stålwirer. Eller 12.

I en pålidelighedsanalyse vil man se på antallet af komponenter i et system, og ikke kun de mekaniske komponenter. Man vil også se på komponenterne i elektroniske systemer og i software.

Pilz systemet indeholder cirka 23 komponenter, nemlig 4 arme, 4 udløsningsmekanismer, 4 fastgørelsespunkter, 4 stålwirer, en tromle, en friktionsenhed, 4 wirefastgørelser, og et fundament.

Aktiv styring indeholder skønsmæssigt over tusind enheder.

Tænk for eksempel på et printkort, som nemt kan indeholde hundredevis af lodninger, og software som kan indeholde hundredevis af linier kode.

Den, der bygger aktiv styring, skal have tusindvis af komponenter til at virke fejlfrit. Den der bygger et Pilz system skal have 23 komponenter til at virke fejlfrit.

  • 4
  • 4

PS. Jeg glemte lige at tilføje, at det ikke er smart at lade hybriderne brænde helt ud i omkring 50 km højde. Det er bedre at lade dem gå på vågeblus, når der kun er lidt PE tilbage (konstateres ved afbrændingstråd). Derved accelererer raketten ikke længere; men der er stadig aktiv styring hele vejen op, hvilket er nødvendigt for at kunne kompensere for afdrift og evt. kursfejl, så du kan garantere, at alle dele lander inden for skydeområdet. H2O2 (eller LOX/GOX) flowet skal selvfølgelig stoppes helt, når den første hybrid brænder helt ud, og kursen derfor ikke længere kan holdes. Fejler det system, kobler man bare booster og kapsel fra hinanden.

  • 1
  • 0

Aktiv styring indeholder skønsmæssigt over tusind enheder.
Tænk for eksempel på et printkort, som nemt kan indeholde hundredevis af lodninger, og software som kan indeholde hundredevis af linier kode.
Den, der bygger aktiv styring, skal have tusindvis af komponenter til at virke fejlfrit. Den der bygger et Pilz system skal have 23 komponenter til at virke fejlfrit.

Du glemmer så bare lige, at pålideligheden af elektroniske komponenter er mange gange højere end mekaniske, og at det er langt lettere at gøre elektroniske systemer redundante eller triplede end mekaniske systemer.

Når du skrev dit indlæg, skete det på en PC, tablet eller lignende, hvor alene selve processoren har i størrelsesordenen 1 milliard transistorer. Hvor længe har det system egentlig fungeret fejlfrit? Og hvad med servostyringen i biler, som på baggrund af elektronik lever fuldt på til SIL 3 dvs. maksimum én farlig udetekteret fejl pr. 5000 år ved kontinuert drift? Et sådant niveau får du altså svært ved at få et wiresystem til at leve op til.

  • 4
  • 0

PPS. Hvis Peter endelig ikke vil have noget som helst med elektronik at gøre, kan han sagtens lave aktiv styring med trykluft eller spaltet H2O2. Han skal bare spinde en tung gyro op i omdrejninger (kan også gøres med trykluft eller spaltet H2O2), forbinde nogle 3-vejs-ventiler til de to akser pitch og yaw - enten direkte eller med trykluftservoer, og så erstatte spindelaktuatorerne med trykluftcylindre; men med de små, elektroniske MEMS gyroer, man man få idag, kan det altså gøres langt smartere rent elektronisk, hvor man også kan finjustere efter en GPS.

I Lyngsø's første firmafly OY-POJ (så vidt jeg husker) var autopiloten faktisk trykluftbaseret - og temmelig ustabil :-)

  • 0
  • 0

Det er da heller ikke til at lave et ordentligt diktatur med kun ja sigere i disse internet tider. Ihh altså.

:O)

Jeg håber virkelig nogen af jer der skriver her vil tage turen fordi HAB hen ad vejen og samtale - og det er ligeså fint med den kritiske som den ovenud positive.

Der er mange debatører her som skriver såre fornuftige ting, og argumenterer dem godt. I skal vide
at i den anden ende, så vil man gerne lytte, og man påvirkes helt klart af de indput der kommer.

På den anden side så kommer der ikke en farbar strategi ud af ganske enkelt at tage gennemsnittet af debatindlæggene. For folks holdning til hvordan en billig bemandet rumtur kan gennemføres afhænger
i høj grad af hvor deres kompetencer og interesser findes.

En tømrer synes både skal bygges i træ, en smed at de skal bygges i stål, og ham der skal vedligeholde det hele at både bør bygges i glasfiber. Så er der lige særlingen som vil bygge i aluminium.

Mine kolleger 83 meter væk og jeg står i virkeligheden ovenpå en masse erfaring, som vi skal koge ned til en plausibel strategi for fremtiden.

Det bedste man kan gøre er at have den rigtige strategi.

Det næstbedste er at have den forkerte strategi.

Det værste er ingen strategi at have.

Hvis vi zoomer helt ud, og tager den helt nede fra og op...så ved vi at den metode som skal give os
en rumbillet omfatter en raket. Rumelevatorer og magnetiske kanoner bliver aldrig det samme.

Derfor er investering i udvikling af raketteknologier som udgangspunkt gode, hvis de kommer i en skala, som ligner det der er brug for i et bemandet projekt.

I princippet er det lige meget om det er solid, liquid eller hybrid, for alle de nævnte kan levere varen. Af de nævnte har jeg oplevet hybrid som det der giver mest bang for the bucks, og med T-stoff som drivmiddel mener jeg det er der der skal satses. Det bygger på de meget positive erfaringer med HATVere og de afledende designs.

Det "gamle" CS havde en strategi - som blev lagt af von B og jeg i fællesskab. Den var styret af rumskibs designet, som kom til at kræve en ret stor diameter. Jeg skal have mange slag for den strategi, men hvis JBB gennemfører den helt store analyse, er det ikke usandsynligt at han lander samme sted som jeg gjorde, og som Space X gør...ved noget med LOX og turbinepumper.

Men i en ny kontekst, hvor jeg må satse på ud af boksen og minimalistisk...er facit et andet.

Jeg vil ikke spå om fremtiden. Jeg ved bare at jeg har en umættelig virkelyst til at kommer rigtigt i gang igen.

Peter Madsen

PS:

Kanstrup, for 330 gang...der kommer elektronik i den raket, tak ! Jeg har aldrig sagt andet.

  • 6
  • 1

Hej, jeg har længe undret mig, så nu bliver jeg nød til at spørge (igen).

Hvorfor svejser du raketten sammen af plader på 2 meter som du bukker?
kan man ikke købe stålrør i den rette diameter og godstykkelse, eller er kvaliteten for ringe / prisen for høj?

så behøvede du heller ikke begrænse dig til 64 cm (bare 10 cm mere ville gøre underværker i forhold til bevægelighed og komfort både når du skal vente på at raketten bliver startklar, og når du skal forlade den med faldskærm)

  • 0
  • 0

Hvorfor svejser du raketten sammen af plader på 2 meter som du bukker?
kan man ikke købe stålrør i den rette diameter og godstykkelse, eller er kvaliteten for ringe / prisen for høj?

Jeg tvivler stærkt på at det er sådan det foregår i disse automatiserede tider. Man bestiller et rør i vilkårlig diameter (inden for visse grænser) i et ønsket materiale og godstykkelse. Og laver en svejserobot længdesømmen.

Begrebet "standardstørrelse" er ved at blive udfaset helt. Det samme gælder armerede betonelementer til huse, tagspær, vinduer osv. Jeg blev træt af at katten vækkede mig kl fire hver morgen for at komme ud og igen kl fem for at komme ind til morgenmad. Så bestilte jeg en ny termorude med et rundt hul til en kattelem. Intet problem.

  • 2
  • 0

Peter, nu må du se og få styr på dine facts. En A320 har aldrig haft P&W under vingerne :-) Men derimod CFM el A2500.

Det er dog en anden snak, hvis det rent faktisk var en A318. Og efter 27 år i luften, så er der faktisk en A320neo (new engine option) på vej. Men den ser først service i 2015.

Sorry. Kunne ikke lade være med at kommentere, når nu du sådan går i detailjer....

  • 0
  • 0

Ha ha,

Har checket inden jeg skrev så skråsikkert med wiki, og det var en A 318, iflg sikkerhedskortet i sædelommen. - Men de kaldes "A 320" til dumme passagerer under rubrikken "equipment" på billetten.

A 320 er mere kendt end A 318 så det var den betegnelse jeg valgte til bloggen. Alle de andre facts om baner, kaptajnens navn, er alt sammen checket - du kan finde ham på linkedin. For jeg ved I sidder derude og checker en...og det er fint. Tro mig journalisterne på ing.dk gør det samme for ikke at komme i vridemaskinen...

Så her, nej, der var der styr på fakta. I allefald på wiki niveau.

Men -

Radio coms er baseret mit bedste bud på jargonen, og her kan du sikkert finde noget man ikke ville sige.

Bloggen her rummer - en gang i mellem - stof som ville miste ved at alt skulle forklares og kilde kontrolleres. Jeg ved jo heller ikke om Savopoulos faktisk kan lide at give gas. Det kan være han hader det - men en enkelt tur engang fra CPH til Paris De Gaule, og retur på flyvedækket i en MD80 gav mig et indblik i den arbejdsplads særlige stemning.

Peter Madsen

  • 1
  • 0