Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
cirkulær økonomi bloghoved stor

Cirkulær økonomi som del af nationers og virksomheders klimastrategi

I de kommende måneder skal arbejdet med at udvikle en dansk national handlingsplan for en 70% reduktion af de danske drivhusgasudledninger frem mod 2030 igangsættes. I det politiske forståelsespapir, som er regeringens grundlag, peges på følgende som væsentlige tiltag i en klimahandlingsplan:

  • Mere vedvarende energi

  • Energibesparelser i bygninger

  • Omstilling af transportsektoren til flere elbiler samt mere kollektiv transport og cyklisme

  • Bindende reduktionsmål for landbruget baseret på omstilling til mere bæredygtig produktion

Første skridt bliver ifølge Forståelsespapiret vedtagelse af en klimalov, som ”følges af en klimahandlingsplan, der skal bidrage til at sikre, at de nationale reduktionsmål nås.”

Ud over energiforbruget i bygninger og til mobilitet beskæftiger det politiske forståelsespapir sig ikke særlig meget med hvad energien i det danske samfund anvendes til i form af f.eks. materialeudvinding, -forarbejdning og -anvendelse, som jo er tæt koblet til energiforbrug. Da cirkulær økonomi netop har ressourceforbrugets størrelse og dets effektivitet som fokus, er det oplagt, at aktører inden for cirkulær økonomi i den kommende tid analyserer, hvordan cirkulær økonomi kan være del af en klimahandlingsplan, og synliggør disse potentialer.

I det følgende præsenterer jeg overvejelser om koblingen mellem klimastrategi og cirkulær økonomi. Indlægget viser bl.a. at der er forskel på

1) hvad der belaster klimaet og hvilke tiltag, der kan reducere klimabelastningen

2) hvilken klimabelastning, der medregnes i forskellige opgørelsesmetoder: Ses på udledninger inden for et geografisk afgrænset område eller anvendes et forbrugsbaseret perspektiv?

3) hvilke tiltag der medtages i handlingsplaner: Hvem ses at have hvilket ansvar for at reducere forskellige klimabelastninger?

Drivhusgasudledningers kobling til ressourceforbrug

Overordnet set er Danmark ikke særlig bæredygtig eller effektiv i sin ressourceanvendelse:

  • Vi har nationale drivhusgasudledninger, der svarer til ca. 35 millioner menneskers ”tilladte” klimabelastning, hvis vi sammenholder vores klimabelastning med det miljømæssige råderum for en verdensborgers drivhusgasudledninger

  • Vi udnytter ikke vores ressourcer særlig effektivt, da vi har en stor produktion af animalske produkter og en række produkter i husholdningerne ikke udnyttes særlig effektivt (tøj, værktøj, biler m.m.)

Tabel 1 nedenfor viser en oversigt over drivhusgasudledninger og deres kobling til udvinding, forarbejdning og brug af ressourcer i form af materialer og energi samt cirkulær økonomis mulige betydning for reduktion af disse udledninger.

Illustration: Michael Søgaard Jørgensen

Tabellens venstre kolonne viser, at forskellige former for processer og aktiviteter udleder drivhusgasser, dels direkte fra processer, dels indirekte gennem forbrug af fossile ressourcer som energikilde. Anvendelse af vedvarende energiressourcer er selvfølgelig en central strategi i en klimahandlingsplan til at reducere forbruget af fossile ressourcer som energikilde. Vedvarende energi er ikke i sig selv en cirkulær økonomistrategi, men selvfølgelig bør også vedvarende energianlæg sikres lang levetid gennem design, service og reparation.

Energibesparelser er vigtige for at muliggøre en omlægning af energisystemet til at være 100% baseret på vedvarende energi, hvilket energibevægelsen har peget på siden sin start i 1970’erne. Det er altså IKKE således, at hvis energisystemet bliver baseret på vedvarende energi, så kan vi bruge lige så mange ressourcer vi vil. For at muliggøre en omstilling til vedvarende energi skal vi have reduceret energiforbruget, og her er reduktion af materialeforbruget en mulig strategi. Desuden er en række ressourcer som metaller, sand og grus og areal knappe ressourcer, og materialeudvinding har ofte en række andre miljøkonsekvenser i form af forurening af jord, vand og luft fra affald, spildevand m.m. Der er således en række gode grunde til at reducere materialeforbruget.

Tabellens midterste kolonne viser, at drivhusgasudledninger sker ved produktion, brug og affaldshåndtering af produkter. Det betyder at cirkulær økonomi strategier, hvor produktvalg, produktlevetid, produktudnyttelse eller genanvendelse kan reducere materialeforbruget - og dermed direkte eller indirekte reducere klimabelastningen - kan være del af en klimastrategi.

Opgørelsesmetodens betydning for klimaindsatsen

Når vi ser på hvilke tiltag, der skal medtages i en klimastrategi og -handlingsplan, er det vigtigt at gøre sig klart, at strategi og handlingsplan afhænger af hvilke drivhusgasudledninger der fokuseres på. Fokus afhænger af de opgørelsesmetoder og afgrænsninger der anvendes. I det politiske forståelsespapir fokuseres på Paris-aftalen, som forpligter lande til at lave handlingsplaner for deres nationale reduktionsmål. De nationale forpligtelser til at reducere nationale udledninger kaldes ”National Determined Contributions” (NDC). Det synes underforstået i Paris-aftalens dokumenter, at der er fokus på reduktion af de udledninger, der finder sted inden for landets grænser, altså en geografisk (territorial) afgrænsning, som også var opgørelsesmetoden i Kyoto-protokollen.

En territorial afgrænsning betyder eksempelvis, at de danske udledninger, der fokuseres på, ikke omfatter udledninger knyttet til produktion af importerede produkter som tøj og elektronik, men kun udledninger knyttet til produkternes brug i Danmark (tøjvask, bilkørsel m.m.).

Omvendt omfatter en territorial afgrænsning alle udledninger i Danmark knyttet til dansk industri og landbrug, og der fratrækkes ikke udledninger for eksporterede produkter. At opgørelsesmetoden kan have strategisk betydning ses af, at Danmark importerer 35% af de ressourcer (vægtmæssigt) der anvendes i Danmark til produktion og forbrug [Copenhagen Economics]. Danmark eksporterer 25% (igen vægtmæssigt) af sin produktion, mens 75% anvendes i Danmark. I følge en rapport fra Copenhagen Resources Institute fra 2016 er langt den største vægtmæssige del af de ressourcer, der udvindes og forarbejdes i Danmark, materialer til bygninger og infrastruktur (ca. 50%) efterfulgt af biomasse til foder- og fødevareproduktion (knapt 25%) og fossile energiressourcer (knapt 25%). Metalliske ressource udgør kun omkring 1% vægtmæssigt.

Flytning af produktion ind og ud af et land

Hvis det nationale territoriale perspektiv kun vurderes for landet som helhed, kan man ikke se i hvilket omfang ændringer i landets nationale drivhusgasudledninger skyldes øget ressourceeffektivitet, og i hvilket omfang det skyldes flytning af produktion til og fra landet.

En opgørelse af udviklingen i de engelske drivhusgasudledninger 1990 -2015 fra henholdsvis et nationalt territorialt perspektiv og et forbrugsperspektiv viser, at faldende nationale udledninger 1990-2007 blev opvejet af en stigende drivhusbelastning knyttet til importerede råvarer og produkter, international luftfart m.m., således at de samlede drivhusgasudledninger i perioden steg, som det fremgår af figur 1. I den efterfølgende periode 2007-2015 viser både den territoriale og den forbrugsbaserede opgørelse faldende udledninger.

Illustration: Carbonbrief.org

OECD-analyse af materialers klimabetydning

Inden for den territoriale opgørelse kan drivhusgasudledninger opgøres med udledninger fordelt på sektorer som energiselskaber, industri, husholdninger og affaldshåndtering, eller som en system-/produktbaseret opgørelse. Opgørelsen foretages stadig inden for landets grænser, dvs. der tages ikke højde for import og eksport, men udledninger henføres til produkter.

En OECD-rapport fra 2012 viser hvor stor betydning materialer har for klimabelastninger i et sådant produktbaseret perspektiv. Både det sektorbaserede og det produktbaserede perspektiv har relevans for udvikling af virkemidler, men det produktbaserede perspektiv er bedre egnet til udvikling af strategier for cirkulær økonomi, da man kan vurdere hvad produktkvalitet m.m. betyder for f.eks. mængden af produkter der håndteres i affaldssektoren. For OECD som helhed siges affaldssektoren i gennemsnit at bidrage med 3-4% af drivhusgasudledningerne.

Foretages i stedet en allokering af energiforbrug til dets formål, stiger drivhusgasudledningerne knyttet til produkter og deres materialer til ca. 55% i lande som Slovenien og Tyskland og til over 60% i Australien (se figur 2). Her er energiforbrug i industrien til produktfremstilling (energi til maskiner, opvarmning, belysning m.m.) medregnet til det der i figuren kaldes ”material management”, altså samfundets materialehåndtering. Man har i den anvendte metode valgt, at energi anvendt ved salg ved produkter m.m. (”commercial energy use”) samt energi til persontransport og opvarmning af boliger IKKE medregnes til materialehåndtering. Som eksempel på re-allokeringer af energiforbruget i OECD’s beregninger allokeres 45% af el- og varmeforbruget i Australien til materialehåndtering, 30% til boliger og knapt 25% til kontorer, butikker og offentlige institutioner.

Illustration: OECD, 2012

I den konceptuelle tabel 1 om klima og cirkulær økonomi i starten af indlægget har jeg medtaget flere kategorier af energiforbrug som relevante for cirkulær økonomi end OECD-studiet, idet jeg har medtaget skift til deleøkonomi og andre kollektive systemer i husholdninger og de tilknyttede ændringer i energi- og materialeforbrug som strategier inden for cirkulær økonomi.

Verdensmål 12 og cirkulær økonomi

I modsætning til Paris-aftalen omfatter indikatorerne i tilknytning til FN’s verdensmål nr. 12 om bæredygtig produktion og forbrug indikatorer for både ressourceforbrug med det territoriale perspektiv og et forbrugsperspektiv. I et forbrugsperspektiv omfatter det samlede ressourceforbrug knyttet til et lands aktiviteter også ressourceforbrug uden for landets grænser – dvs. udvinding og produktion uanset hvor det foregår. Dvs. det ressourceforbrug, der er i fokus, også omfatter f.eks. ressourcer knyttet til råstofudvinding og produktion af tøj og elektronik i udlandet, import af foderprotein fra udlandet m.m. Omvendt fratrækkes ressourceforbrug knyttet til eksport - f.eks. den omfattende danske fødevareeksport.

For importerede produkter har Danmarks Statistik foretaget de første beregninger, hvor importerede produkter ikke opgøres som vægten af selve det importerede produkt, men også de materialeressourcer som er håndteret – og ofte blevet til affald - ved råstofudvinding og forarbejdning. I analyser af det totale ressourceforbrug til produktion af et produkt (fratrukket vægten af selve produktet) anvendes nogen gange begrebet ”økologisk rygsæk”. F.eks. er forbruget af gødning til foderproduktion og selve foderet en del af den økologiske rygsæk for kød. Foderanvendelsen kan give en økologisk rygsæk på 6 kg pr. kg kød for nogle kødtyper. For aluminium er den økologiske rygsæk 85 kg/kg, så den økologiske rygsæk for en dåse på ca. 15 gram til drikkevarer er ca. 1,2 kg.

Paris-aftalen versus Verdensmål 12

I et cirkulær økonomi perspektiv betyder Paris-aftalens territoriale perspektiv, at det f.eks. ikke kan ”betale” sig i forhold til den nationale klimaforpligtelse at bruge energi på reparation af importerede produkter for at forlænge deres levetid, da import af nye produkter ikke øger de nationale udledninger fra energiforbrug, mens reparation indebærer et nationalt energiforbrug. Denne begrænsninger er væsentlig i lande med en industristruktur som den danske industri, hvor størstedelen af f.eks. tøj og elektronik importeres.

En klimastrategi hvor der ikke fokuseres på reparation af produkter vil være vanvittig, da klimaet jo er ligeglad med om udledninger sker i det ene eller det andet land. Ydermere kan man sige, at lande som Danmark i en række tilfælde kunne hjælpe eksporterende landes klimaindsats ved at stille krav til produktion og design af de importerede produkter og eventuelt støtte de pågældende landes klimaindsats økonomisk.

Set i et cirkulær økonomi perspektiv er det derfor vigtigt at pege på det perspektiv og de indikatorer, der anvendes i forbindelse med verdensmål 12, som en vigtig del af en klimaindsats. Den globalt ansvarlige strategi for cirkulær økonomi i et land som Danmark bør således omfatte fokus på optimering af udenlandsk produktion, national produktion og forbrug samt udenlandsk forbrug af danske produkter.

Hvis Danmark - i Paris-aftalens perspektiv - skal reducere sin klimagasbelastning fra den nationale produktion skal det enten ske ved at forlænge levetiden for produkter, der produceres i Danmark, eller produkter, hvor øget service til udenlandske brugere kan forlænge produktets levetid og dermed reducere produktbehov og produktionen, samtidig med at den producerende virksomhed får indtjening fra service og reparation.

Virksomheders klimastrategi versus national klimastrategi

Virksomheders klimastrategi kan bidrage til Paris-aftalen ved at fokusere på import, produktion og eksport, da virksomheden derved kan være med til at reducere klimabelastninger i en række forskellige lande – dvs. at de kan tage et globalt ansvar for globale klimaeffekter – i modsætning til den nationale Paris-strategi, der tager et nationalt ansvar for globale effekter. Virksomheders cirkulær økonomi strategier kan altså ud fra et klimaperspektiv have et bredere fokus end den nationale strategi udviklet i et snævert perspektiv udelukkende med fokus på reduktion af nationale drivhusgasudledninger.

I det følgende gennemgås klimaaspekter af de tre overordnede strategier for cirkulær økonomi: slowing, narrowing og closing af materialestrømme. Gennemgangen tager IKKE hensyn til hvilke klimaaspekter, der vil blive medtaget i forskellige opgørelsesmetoder.

Længere produktlevetid og klima

Længere produktlevetid – og dermed en reduktion af ressourceflowets hastighed gennem samfundet (”slowing”) - kan reducere ressourceforbruget - og dermed det tilknyttede energiforbrug – hvis produkter dels er mere holdbare, dels er lettere og billigere at få repareret og opgraderet.

Ind i mellem bliver en stigende energieffektivitet, som er set inden for nogle produktgrupper som køleskabe og støvsugere, brugt som argument mod at længere produktlevetid skulle være en miljømæssig fordel. En undersøgelse om sociale og miljømæssige aspekter af øget omfang af produktreparation offentliggjort af EU i 2016 viste imidlertid, at for produkter med stort energiforbrug knyttet til produktionen som vaskemaskiner og køleskabe, så vil længere produktlevetid også være en klimamæssig fordel, trods en (mulig) forøget energieffektivitet i brugsfasen for nyere produkter. Hertil kommer at en række andre miljøeffekter end klimabelastningen knyttet til udvinding og forarbejdning af ressourcer i form af forurening af luft, vand og jord kan reduceres gennem forlænget produktlevetid.

I rapporten citeres bl.a. en engelsk undersøgelse, som viser, at ca. 25% af de kasserede vaskemaskiner i England skønnes at kunne repareres, hvorved der kan spares ca. 70% af materialeforbruget sammenlignet med produktion af et tilsvarende antal nye vaskemaskiner. Denne form for ressourcebesparelse er baggrunden for initiativer i nogle danske kommuner med reparation af vaskemaskiner, som afleveres på genbrugspladser. Reparationerne betyder en reduktion af udenlandske drivhusgasudledninger, da der er tale om reparation af importerede produkter, men som nævnt så gør det ikke klimagevinsten mindre – kun i Paris-aftalens perspektiv.

For fødevarer kan reduceret fødevare-/madspild i værdikæden fra industri til forbruger som følge af bedre hygiejne, bedre planlægning m.m. kan reducere klimabelastningen, hvis fødevareproduktionen reduceres tilsvarende.

Øget ressourceeffektivitet og klima

Samfundets ressourceeffektivitet kan øges på forskellige måder ved at reducere ressourceflowets størrelse (”narrowing”). Gennem dele- og lejeordninger kan produkter udnyttes bedre, således at behov kan dækkes med færre eller anderledes produkter og dermed reducere ressourceforbruget, der er nødvendigt for at opfylde et behov for adgang til mobilitet, bøger, værktøj, lokaler og andre faciliteter m.m. Dermed kan klimabelastningen knyttet hertil reduceres, herunder også ressourceforbruget og klimabelastningen knyttet til cementproduktion, hvis bygninger udnyttes bedre. De organisatoriske rammer for deleordninger kan være offentlige som f.eks. biblioteker og skoler, civilsamfundsdrevne som deleordninger i boligforeninger, grundejerforeninger m.m. eller kommercielle som biludlejning, taxaselskaber m.m.

Som følge af den større udnyttelse af produkter i deleordninger udskiftes produkterne måske hurtigere end et produkt med en enkelt bruger, men produkterne vil så antagelig have tilfredsstillet behov for et større antal personer. Det er også en mulighed at indkøbe bedre og dyrere produkter der holder længere end de produkter, som en enkelt husstand har råd til. Deleordninger giver også mulighed for at have et mere varieret udbud, som det kendes fra nogle delebilordninger, således at man kan leje en bil der passer til antallet af passagerer, mængden af bagage m.m. og dermed har mulighed for at reducere materialeforbrug og energiforbrug og dermed klimabelastning pr. km.

Større ressourceeffektivitet drejer sig også om at forøge effektiviteten i produktionen. Produktionen af vegetabilske fødevarer er eksempelvis mere effektiv end de fleste former for animalsk produktion. Ernæringsbehov kan tilfredsstilles med en større ressourceeffektivitet for anvendt areal, energi m.m., hvis forbruget af animalske fødevarer reduceres, og forbruget af vegetabilske fødevarer tilsvarende forøges.

Lukning af ressourceflows og klima

Behovet for udvinding af jomfrulige ressourcer kan reduceres, hvis det er muligt at genanvende komponenter og materialer fra produkter og emballage (”closing”). Klimagevinsten ved genanvendelse afhænger af den energibesparelse, der er ved at gøre en komponent eller et materiale klar til genanvendelse sammenlignet med energiforbruget ved udvinding af nye ressourcer.

Beregninger ved hjælp af Miljøstyrelsens Handbook on environmental assessment of products (2003) viser, at energibesparelsen – og dermed reduktionen af klimabelastningen knyttet hertil - ved genanvendelse af aluminium er ca. 80% og ved genanvendelse af plast 30-70%, afhængig af plasttypen. Som den senere tids debat om den FAKTISKE genanvendelse af plast har vist, så kan det være vanskeligt at skabe værdikæder for genanvendte komponenter og materialer. Det gælder også genanvendelsen af elektronikskrot, hvor lav pris og lav kvalitet i genanvendelsen betyder, at der er store økonomiske og ressourcemæssige tab ved den form for genanvendelse af elektronik, der sker i Danmark.

Langt mere effektivt og med større klimagevinst er genbrug som ved kommercielle ordninger for salg af brugte computere, fordi det her er computeren og ikke komponenter og plast, der sælges. Disse ordninger for computere har karakter af genfremstilling (”remanufacturing”), da der installeres nyt software. Udlejningsordninger for produkter betyder, at produkter kommer tilbage, hvilket kan give bedre muligheder for genanvendelse af udtjente produkter, der ikke længere kan opgraderes eller på anden vis genfremstilles.

Design af produkter og deres emballage er vigtig for mulighederne for genanvendelse, genbrug og genfremstilling og dermed for den klimagevinst, der kan opnås sammenlignet med affaldsforbrænding. For emballager har Plastindustrien og Dansk Erhverv udviklet retningslinier for mere cirkulære emballager, men det er endnu uvist i hvilket omfang disse retningslinier bliver anvendt og har betydet, at der udvikles og anvendes mere cirkulære emballager, som lettere kan genanvendes.

Opsummering

En stor del af et samfunds energiforbrug er knyttet til udvinding og forarbejdning af materialer – for Danmarks vedkommende bl.a. som følge af en stor råvareproduktion i landbruget. Der er således store klimamæssige potentialer i cirkulær økonomi ved at produkter holder længere, ved at der produceres produkter med mindre spild, ved at produkter udnyttes mere effektivt, og ved at produkter i højere grad kan genfremstilles, genbruges og genanvendes.

Hvilke tiltag inden for cirkulær økonomi, der anvendes i en klimastrategi, må forventes at afhænge af:

  • Hvilke klimabelastninger, der medregnes i opgørelsesmetoden,

  • Hvem der udarbejder strategien - om der er tale om en national strategi eller en virksomhedsstrategi

  • Hvem der anses for at være ansvarlig for reduktion af de pågældende klimabelastninger

Tabellen nedenunder giver en oversigt over cirkulær økonomi for forskellige perspektiver på en klimastrategi:

Illustration: Michael Søgaard Jørgensen
Michael Søgaard Jørgensen er civilingeniør i kemi, ph.d. i teknologivurdering og arbejder som lektor i miljøinnovation og bæredygtig omstilling ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet på campussen i København. Desuden er han medlem af bestyrelsen i IDA Grøn Teknologi og IDA Teknologivurdering og er IDA's talsperson inden for miljøinnovation.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten