For et kvartal siden, skrev jeg her på bloggen om vores kvaler med en hulkortlæser i datamuseum.dk og nu da panikken har lagt sig, er det på tide at afrapportere.
Hulkortlæseren ses ude i højre hjørne af det RC3600 setup vi havde stablet på benene til 40års jubilæet for COMAL:
Det er en "Documation OM200" fra engang i 1970'erne som kan læse både hulkort og "mark/sense" kort, dvs. kort hvor man istedet for huller laver mærker med en god blød blyant på dertil designede kort:
Disse kort blev brugt til undervisning i COMAL, eleverne "skrev" deres programmer på sådanne kort og sendte dem med post-etaten til en computer langt borte. En uges tid senere fik de et brev tilbage med kortene og udskrift af kørslen.
(Vi har kun 12 ubrugte kort som dette, skulle du have en kasse med sådanne kort stående vil vi meget gerne overtage den. Ligeledes modtager vi gerne andre "special-design" hulkort fra den danske IT-historie.)
Det største problem med kortlæseren var at gummirullerne var gået i opløsning og blevet til en beg-agtig klistret substans:
Vi forsøgte at lokke en lokal gummiproducent til at hjælpe os, men det lykkedes ikke, startprisen var 3000,- den slags holder vores budget ikke til i foreningen.
Jeg forsøgte mig med CNC skæring af viskelæder og selvom resultatet var over forventning var det tydeligvis kun en nødløsning.
Efter at have læst det blogindlæg dukkede Christian Blumensaadt op og han havde allerede drejet en støbeform til opgaven.
Blot en uge senere havde vi fire nye ruller, klar til montering:
Mange, mange tak Christian!
Men vores problemer var ikke ovre endnu: Nok kunne vi nu mekanisk køre hulkortene igennem, men elektronikken virkede åbenbart heller ikke.
Inden længe så opstilingen således ud:
Opgaven blev en god del mere udfordrende af at vi ikke har nogen manual på den version af kortlæseren vi sidder med, men kun for en ren hulkort-model. Der er et helt sæt fototransistorer og et (eller muligvis tre) printkort mere i vores maskine end i den manual vi fandt på bitsavers.
Der var flere forskellige løse/dårlige forbindelser og efterhånden som vi fik styr på dem begyndte det faktisk at ligne noget der læste hulkort:
Til sidst, ved 18-tiden aftenen før COMAL arrangementet, virkede den endelig -- ca. fire gange ud a fem.
Men transporten fra den ene ende af vores kælder til den anden var åbenbart for meget for læseren: Opstillet sammen med maskinen som det ses på det første billede, kørte den et kort igennem hvorefter elektronikken hang indtil man power-cyclede den.
Vi strakte våben og måtte nøjes med at demo'e Slagelse Gymnasiums legendariske "IDAG" program-komplex med simuleret kortlæser.
Til sidst skylder jeg at understrege at når jeg bruger det foreningsmæssige "vi" ovenfor, er det stort set kun Claus Bruun der er tale om: Det er ham der har skruet og regeret på kortlæseren hele vinteren.
phk
