Siden jeg var skoleelev i 1970erne, er frygten for atomkraft blevet terpet ind i mig og intil for få år siden var det min sandhed som jeg deler med størstedelen af befolkningen i Danmark, at atomkraft er frygteligt farligt og at det vil være vores undergang at bare nærme sig emnet.
Nu ved jeg at vi er blevet fyldt med løgn og vrøvl i årtier, som har fastholdt os i et stadigt stigende forbrug af fossile brændler.
Vi har i mellemtiden fået en vindmølle industri og en Sol og Vind begejstring, som "de grønne" organisationer omfavner, i håbet om at de kan købe aflad for deres synder, når de køre i dieselbilen og flyver halvejs rundt om jorden på ferie.
Atomkraft "forkæmperne" er relegeret til bagerste sæde i bussen og bliver kaldt naive tosser, eller onde galninge, af selvsamme miljøorganisationer, som de burde gøre fælles sag med, så vi kan ophøre med at brænde olie og kul af.
Atomkraft er på vej ind igen, som den fantastiske rene og effektive energikilde det virkeligt er, men det er i lande der er voldsomt forskellige i politik og kultur, som fx Kina, Indien, og så selvfølgelig Rusland, som vi insistere på at have et fjenteligt forhold til.
Atomkraft er død og begravet i Danmark, og kommer ikke til live igen trods alle forsøg på genoplivning, for vi har opgivet alle visioner, politiske og tekniske, i vores stræben efter at komme til at ligne USA, der som bekendt lige har tabt det moralske herredømme, i sumpen af racisme og dumhed.
