close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
rumfart på den anden måde cs banner bloghoved

Butchers, bakers, and candlestick makers - Flåden søger frivillige!

Butchers, bakers, and candlestick makers...

Dette besynderlige udtryk, som stammer fra den gang, Royal Navy førte sejl, dækker over, at Flåden har brug for mange forskellige kompetencer.

CS har sin egen lille flådestyrke, som pt. består af affyringsplatformen Sputnik og undervandsbåden Nautilus.

Pt. er undervandsbåden ved at undergå en større renovering. Da hun blev bygget, blev der lagt stor vægt på, at dette var et fartøj, der skulle kunne vedligeholdes og udvikles på. Det kommer os til gode i dag. Hver onsdag aften mødes en lille, men meget motiveret, gruppe af hendes venner for at klargøre hende til nye eventyr.

Man kan sagtens spørge: Hvad har Nautilus med raketter at gøre? Jeg vil dog hellere spørge: Når nu der findes sådan et utroligt fartøj, skulle man så ikke holde hende vedlige og bruge hende?

Dyk under fart. Alle der har set "Das Boot" ved, hvad det betyder!

Nautilus er en enkelt konstrueret undervandsbåd, som i kraft af dette er meget billig i drift og meget billig at vedligeholde. Hun bruger under normal forlægning under ti liter dieselolie i timen, og hendes behov for vedligehold målt i timer er forsvindende sammenlignet med normale undervandsbåde. Hun er bestykket med fire meget store og tolv mindre vinduer, som giver et fantastisk udsyn til undervandsverdenen, når hun sejler gennem dybet. At sejle Nautilus neddykket er som at flyve et luftskib, - 3D bevægelse kontrolleret af et joystik i kommandorummet.

Holdetm der arbejder på hende, bliver også hendes besætningm når hun igen sejler. Den bedste måde at uddanne en maskinchef på en undervandsbåd er nemligm at han bygger maskinen. Ditto med alle de andre funktioner. Ham, der skal betjene hydrofonerne, installerer faktisk anlægget selv. Holdet består af nogen, som man ville finde naturlige i det miljø, men også af nogen, mindst lige så vigtige, som lærer det fra bunden. Vi har to yactskippere, Kristian og Niels, som kan navigere hende. Vi har en professionel ubådsmand, Steen, som med baggrund i Søværnet kan tilføre os noget af det knowhow, som kun specialister besidder. Vi har Per, som er Nautilus maskinchef. Allan, som er faglært metalmand, Uffe som laver el og Lili. Lili laver alt på Nautilus og har med instruktion fra Per opnået at blive rigtig kompetent på drejebænken. Så alle de nye maskindele, de laver til ubåden, bliver drejet af hende. Kristoffer, som er maskiningeniør, bidrager til at Nautilus, her i version 2.0, ikke kommer til at ruste. Det løser han med den rigtige forbehandling og 300 my Hempadur. Selv har jeg et fuldtids 24 /7-job i raketprojektet, så dét, jeg bedst kan bidrage med, er gode råd og lidt smedearbejde.

Maskinrummet opgraderes rigtigt meget til version 2.0  B.la. skiftes kædedrev til tandremsdrev.

Hele vinteren har denne lille besætning arbejdet troligt på Nautilus' opgradering. Men nu bliver det forår, og vi kan komme til at arbejde udenfor. Det betyder at der bliver behov for at være nogle flere hænder og hjerner på Nautilus. Vi vil gerne se hende sejle igen i løbet af 2012, og renoveringen her vil give Nautilus mange års aktiv tjeneste.

Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Der er dejligt ude under den høje himmel på Refshaleøen, og man kan altså bidrage til Nautilus uden at være metalarbejder og uden at være reaktorfysiker. Man skal bare have lyst til at bruge en aften om ugen på en usædvanlig, teknisk, maritim hobby.

Rikke på broen af Nautilus.

Når Nautilus er sejlende igen med hendes matsorte Hempadur-skjold, vil vi give hende vanskelige opgaver at løse. Hun vil spille en rolle ved CS' opsendelser i Østersøen, og hun vil blive taget ud på togter til andre steder. Det kan være områder, hvor sigten i vandet gør det rigtigt spændende at flyve i dybet. I virkeligheden er det kun fantasien der sætter grænser.

Et kik ud af et af de 8 cm tykke vinduer. Næsten "steampunk" stil.

CS er ved at blive gode venner med "Blue Water Shipping". Blue Water stiller personel til faldskærmsforsøget denne weekend på Lindø. En anden af de ting, som de kan, er at sende projektlaster til fjerne steder. Det betyder, at jeg godt kan se en fremtid, hvor Nautilus kommer til andre verdensdele med 20 - 25 knob på ryggen af et containerskib frem for med sine egne 6 knob.

At dykke i rigtigt blue water med Nautilus er noget, jeg virkelig drømmer om.

Nautilus og lillesøsteren Kraka.

Som raketterne, er Nautilus et non profit projekt. Hun ejes af CS og er altså ikke nogen privatmands ejendom. Nautilus' økonomi er hendes egen. Hun financierens af hendes besætning. Det er dog småpenge - det meste materiale kommer fra sponsorer. Vi har faktisk ikke noget kontingent. Mit eget forhold til hende er kærligt, - som en arkitekts til de huse, han har tegnet. Men det er altså de, der arbejder på hende, der har kommandoen og bestemmer, hvad hendes kurs skal være.

Afsejling fra hendes base nord for Holmen. Det er i princippet ikke noget usædvanligt motiv - bortset fra at Flåden ikke har nogen undervandsbåde mere. Men det har CS altså. Tilsvarende er situationen inden for mellemdistance-raketter... :o)

Af de årsager tror jeg godt, jeg kan bruge dette forum til at opfordre til at man - hvis man har lyst - besøger Nautilus-gruppen en onsdag aften. For hver eneste onsdag fra kl 18 arbejdes der på at gøre Nautilus operativ igen, og nye ubådsmænd af begge køn søges. Det sker ved HAB samme sted, hvor CS bygger raketter.

Peter Madsen

Kommentarer (32)

nå ja...han synes selvfølgelig at raketterne er sjovest. Ok. Så bemærker jeg at du skriver "fladskærms forsøget"

Hvilken glæde har du egentligt ved at såre mig ?

Jeg prøver VIRKELIG at skive unden slåfejl, stavefejl og andet. En blog tager typisk 1 - 2 timer at skive - og mindst halvdelen er en jagt på fejl.

Du ved, og jeg ved, og alle ved - nøjagtigt hvad der menes. Du kan skive en mail til mig - eller du kan fyre den af i debatten hvor den aldrig kan fjernes.

Naturligvis skal bloggere stave rigtigt. Det er derfor jeg bruger så sindsygt meget tid på at jagte de fejl der nu kommer. Men tag lige og husk - at jeg ikke er professionel journalist, men 110 % ulønnet, frivillig blogger her på ing.dk

Mit formål er ikke retskrivning - men gode læseværdige historier - og med mindre du har svære læse vanskeligheder så kan du godt regne ud hvad jeg mener. Du kan også maile mig og se det rettet inden for tyve minutter.

Men nu skal debatten altså handle om retstavning istedet for substansen - istedet for det man har på hjerte.

Ja, hvis du synes det er mere interessant, så fint. Det er et frit land. Men tro mig - jeg knokler for at undgå de fejl.

Peter Madsen

  • 0
  • 0

Jeg synes, det er helt fint at runde andre hjørner end lige rumfart. Stort set alle andre bloggere på ing.dk laver svinkeærinder engang imellem. Og jeg synes endda ikke rigtigt at det er et svinkeærinde. Nautilus er jo en del af CS og benyttes til missioner.

Desuden fortæller du jo spændende historier om hende :o)
Så længe du fortæller spændende historier, må du skrive om hvad som helst for min skyld.

P.s jeg har også bemærket at du stort set konsekvent staver faldskærm forkert og havde overvejet at gøre mig lystig over det. Men det er jeg da glad for jeg ikke gjorde, selvom jeg nok havde gjort det på en mere selvironsk måde end Asbjørn. Pyt med stavefejl. Hellere fem blogs med ti fejl end fire perfekte.

  • 0
  • 0