Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
phloggen

BREXIT-39dage

Vi er nu 39 dage fra den dag UK efter alt at dømme falder ud af EU med et brag.

Premierminister Theresa May fortsætter sin husmor-strategi: Hun har lavet hvad hun synes er en flot aftale med EU og Underhuset får ikke serveret noget andet før de har vedtaget den.

Det er ikke nemt at se hvilket flertal i Underhuset der til sidst i desperation skal vedtage den for dem vederstyggelige aftale hun har stillet foran dem.

Men modsat hvad de fleste havde forventet er Theresa May tilsyneladende nærmest ligeglad: Hun lovede vælgerne at få UK meldt ud af EU, sådan som folkeafstemningens resultat tilsagde, men om det sker med eller uden en aftale er hende ikke vigtigt.

Hun har også kategorisk afvist enhver form for blød landing, ingen udsættelser, ingen nye folkeafstemninger, ingen aflysning af brexit.

Halleluja-redningen forudsætter derfor at de får installeret en anden premierminister i den kommende måned.

Men oppositionslederen har lige mistet syv underhusmedlemmer, så den "løsning" er heller ikke nem at få øje på.

De engelske bookmakers er ikke forbavsende nået op på 5/2 og 4/1 og stigende odds på no-deal, mens EU folk taler om 90% no-deal sandsynlighed.

Hvis ikke jeres firma allerede har gjort det, er det nok på tide at få lavet en plan for no-deal brexit.

Derefter bør I begynde at skrive på planen for et selvstændigt Scottland der melder sig ind i EU.

Endelig er det nok også klogt at lave en plan for Irsk genforening.

phk

Emner : Politik
Poul-Henning Kamp er selvstændig open source-softwareudvikler. Han skriver blandt andet om politik, hysteri, spin, monopoler, frihedskampe gør-det-selv-teknologi og humor.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Tid til lidt last minute shopping på Amazon.co.uk, indrømmet,- det bliver et tab!
Udover det kommer det heldigvis til at blive historien, der kommer til at fælde dom over hvem der gjorde det rigtige samt hvad konsekvenser blev,- og ikke tilfældige bloggere.

  • 12
  • 6

Tid til lidt last minute shopping på Amazon.co.uk, indrømmet,- det bliver et tab!

Amazon.de er efter min erfaring som regel billigere og har umiddelbart også et større udvalg. Man kan endda få siden på engelsk, og nogle at varerne kan også ses på engelsk. Søg virker nogenlunde på engelsk. Så du klarer den :)

Mht briterne tror jeg personligt ikke at vi kommer til at se dem ryge ud i marts, jeg tror at parlamentet vil vedtage en flertalsbeslutning der tvinger May til at bede om en udsættelse, som jeg tror at EU vil give dem - et no-deal brexit gavner ingen i EU. Pointen om at man ikke bare kan skride og skrive en udtrædelsesaftale på egne præmisser har de ligesom fået leveret nu.
Hvad der så sker derefter er jeg mere lunken på - der lander vi nok på en overvejende sandsynlighed for general election, alternativt at der opstår støtte for et second referendum i parlamentet.

  • 13
  • 0

Ingen ved hvordan det ender, heller ikke jeg. Men en hard border langs Hadrians Wall mellem England/Wales og Skotland, tror jeg ikke på. Mit helt ukvalificerede bud er, at man nok i sidste øjeblik beslutter sig for at udskyde udtrædelsesdatoen til 30. juni - det har ingen indvirkning på valget af det nye EU-Parlament og vil give mere tid. Hvad der så kommer ud af en sådan udsættelse, er til gengæld heller ikke til at vide - måske ingenting. Uanset hvad vil der stå et dybt splittet land tilbage.

  • 9
  • 0

Det er godt nok fandens...
Jeg er lige ved at lægge sidste hånd på en længere ferie (5 uger) i Storbrittanien med familien til sommer; AirBnB, lejet bil, rundkørsel til flere seværdigheder, hele baduljen fra LE til JOG og det er bare umuligt at finde ud af om jeg skal vente til efter 29./3. eller jeg skal slå til nu på de priser jeg har.
Det er sgu også underligt at de har så "stiff upper lip" og så lidt erfaring med at kompromisse. Der er jo ingen som helst der bare kommer damen det mindste i møde eller selv har et forslag til hvordan de kommer videre. Bare krydsede arme og "Det bli'r over mit lig!"

  • 8
  • 1

De bliver sandsynligvis bare ved at trække tiden - spil for galleriet - og når der er gået tilstrækkelig lang tid, bliver der fremført argumenter i retning af: "Der er gået X antal måneder siden afstemningen, som havde brexit som konsekvens - nu er der kommet Y nye unge vælgere til i vælgerkorpset, og da det primæret er deres fremtid det handler om, så... osv. osv."

Altså en ny afstemning, hvor vælgerne er blevet banket på plads.

Når en afstemning går etablissementet imod, skal man nok få det arrangeret så man får sin vilje i sidste ende.

  • 5
  • 7

en replik i Forrest Gump: ‘Life was like a box of chocolates. You never know what you’re gonna get.’
Man stillede befolkningen over for valget: Det du kender, eller noget vi endnu ikke kender (har aftalt).
Det er vel i bund og grund ikke fair play.

  • 5
  • 5

Problemet bunder jo i at man nok skrev muligheden for at melde sig ud ind i traktaten men man var for doven(hovmodig) til at gøre det ordenligt og fra starten definere hvordan man så melder sig ud og hvordan alt det praktiske skal se ud. Politikerne var så magtsyge at de ikke kunne fantasere sig til at nogle en dag ville ud af klubben. Da det så skete så blev man bange og enste reaktion var at gøre det så groteks besværligt at ingen andre tør gøre det. Politikerne har som sædvanen er opført sig som forsmåede børn og ikke som ansvarlige voksne mennesker.

  • 7
  • 19

Jeg er helt enig i PH’s betragtninger, men det overrasker mig meget at diskussionen (både i underhuset og i media) fokusere entydig om hvor hårdt brexit bliver og slet ikke om de forudsætninger for det hele er valide. Der er ikke meget tvivl om at - lige som Trump valg - også det engelske referendum om EU var i store stil påvirket af fake news og twitter trolls. Hvorfor benytter man ikke lejligheden til at have et ny referendum og reset diskussionen om Brexit, forbliver en gåde for mig.

  • 9
  • 4

Hvorfor benytter man ikke lejligheden til at have et ny referendum og reset diskussionen om Brexit, forbliver en gåde for mig.

Vel fordi der åbenbart er et STORT flertal i parlamentet, der synger Rule Britania, og gerne vil HELT ud. Ellers kunne de jo rolig skrive under på Mays lidt mere blide aftale. De stemmer jo bare NEJ til alt, uden at have den mindste idé om, hvad der skal ske i stedet.

  • 11
  • 1

Hvorfor benytter man ikke lejligheden til at have et ny referendum og reset diskussionen om Brexit, forbliver en gåde for mig.

Det er der flere grunde til. En af problematikkerne er at der i parlamentet er mindst tre grupperinger: Dem som ØNSKER totalt Brexit, dem som ønsker blidt brexit og en del remainers. Disse grupperinger skiller, for at gøre det endnu værre, overhovedet ikke langs partilinjer.

Derudover er der for mange politikere, også folk som egentlig er remainere, en følelse af at man vil værne om demokratiet ved at lade folkets ord stå ved magt. Der vil for evigt blive argumenteret for at beslutningen blev stjået fra briterne, hvis man bare laver en ny afstemning og det hele bliver omstødt, hvilket jo på sin vis er rigtigt. Man kan jo også bare se på hvor fjollede de danske politikere ser ud når de tilsyneladende bare spørger os engang imellem om vi ikke har skiftet mening om euroen. (Det er de nok færdige med for nu)

I sidste ende behøver det britiske parlament slet ikke spørge folket - de kan bare beslutte noget. Afstemningen er ikke juridisk bindende.

  • 20
  • 1

Problemet bunder jo i at man nok skrev muligheden for at melde sig ud ind i traktaten men man var for doven(hovmodig) til at gøre det ordenligt og fra starten definere hvordan man så melder sig ud og hvordan alt det praktiske skal se ud.

Det sjove ved lige den detalje er at §50 er skrevet af engelsk hånd, netop fordi UK insisterede på at der skulle være klare regler for udmeldelser, så "EU ikke kunne holde et land som gidsel mod dets vilje".

  • 19
  • 2

jeg tror at parlamentet vil vedtage en flertalsbeslutning der tvinger May til at bede om en udsættelse

Og her er det så at man lige skal huske at UK har et helt andet system end Danmark.

Den eneste der indiskutabelt kan tvinge premierministeren til noget indenfor udenrigspolitik er dronningen og hvis dét sker, bliver det bag lukkede døre.

Kabinettet kan måske, måske ikke, tvinge PM'en, og det er i givet fald mere med truslen om de alle siger op og dermed vippe hende af pinden, frem for nogen formel magtbeføjelse de besider.

Underhuset kan ligeledes kun tvinge PM'en i udenrigspolitisk sammenhæng, ved at true med et mistillidsvotum.

Med mindre de meget hurtigt kan blive enige om hvem der ellers skal have jobbet, ryger de ud i en "snap-election" og misser dermed deadline d. 29 marts.

Det med hurtigt at blive enige om en stand-in, er bygget ind i systemet, Labour har titel af "Her Majestys Loyal Opposition" og de har udnævnt "skygge-ministre" således at de er klar til at hoppe ind med øjeblikkelig varsel.

Problemet er bare at der ikke engang i Labour er et flertal for at Corbyn nogensinde skal være Premierminister og selv hvis han blev det, er det ikke klart hvad han faktisk ville gøre - stående midt i den cirkulære henrettelsespeleton der ville være tale om.

Derfor er jeg ret sikker på, at så længe Theresa May er klistret til taburetten, forlader UK d. 29 marts EU, aftale eller ingen aftale.

  • 10
  • 2

“Men modsat hvad de fleste havde forventet er Theresa May tilsyneladende nærmest ligeglad: Hun lovede vælgerne at få UK meldt ud af EU, sådan som folkeafstemningens resultat tilsagde, men om det sker med eller uden en aftale er hende ikke vigtigt.”

Hvem ved, om den aftale UK har fået med EU er det bedst mulige resultat UK kunne få med EU? Det er umuligt at vide, men EU har jo en kæmpe interesse i at skræmme andre lande fra at melde sig ud, og dermed en kæmpe interesse i TM kommer hjem med en så dårlig aftale som muligt.

Faktum er i hvert fald EU modstanderne har fortalt folk udmelding af EU ville være en kæmpe gevinst for UK da man ville kunne beholde sine frihandelsaftaler men ikke længere være bunden af EUs lovgivning. DET var nok lige lovlig optimistisk, og i hvert fald ikke en aftale nogen som helst premierminister ville kunne få med EU. Ligeledes har de lovet det bidrag UK leverer til EU i stedet ville kunne bruges til velfærd, og så har man lige glemt alle de støttekroner UK får retur fra EU.

—————————————-

Theresa May kan grundet hendes parlamentariske grundlag som i dag tæller UKIP ikke love briterne en ny afstemning. Desværre.

  • 2
  • 2

Problemet bunder jo i at man nok skrev muligheden for at melde sig ud ind i traktaten men man var for doven(hovmodig) til at gøre det ordenligt og fra starten definere hvordan man så melder sig ud og hvordan alt det praktiske skal se ud.

Er det ikke hovedsageligt et britisk problem? Hvis vi leger med tanken om at et hvilket som helst andet land melder sig ud, så ville der ikke være nær de samme problemer med det.

Problemet med grænsen mellem Irland og Nordirland er unik, ligesom problemet med Skotland, der hellere vil være en del af EU end UK. Uden disse problemer, så havde de nok kunne blive enige om en aftale.

Og mig bekendt, så blev daværende EF til længe inden at grænsen åbnede mellem Irland og Nordirland. Hvordan skulle de have skrevet en løsning på det ind?

  • 8
  • 1

PHK skrev 24. november 2018 i artiklen ” Vi kan se enden på Brexit nu”:

Her er min forudsigelse: Theresa May får sin aftale igennem og UK kommer til at hænge i dens ingenmandsland i mindst et årti.

Nu hedder det:

Vi er nu 39 dage fra den dag UK efter alt at dømme falder ud af EU med et brag.

Det kan man vist kalde en helgardering - alternativt kovending - eller som filosoffen fra Hvidovre, Villy Sørensen, ville have sagt: uden mål og med.

  • 6
  • 18

PHK skrev 24. november 2018
[...]
Det kan man vist kalde en helgardering - alternativt kovending

Henrik, du tager pis på os nu, ikke ?

Jeg kan simpelthen ikke forestille mig at du mener at man ikke må genoverveje sine holdninger og analyser når der i mellemtiden er kommet ny information på banen ?

Endnu mindre kan jeg forestille mig at du mener at der intet er sket af relevans for brexit mellem 24 november og 18 februar ?

Det var en joke, right ?!

  • 17
  • 6

Det var en joke, right ?!

Svar - Piet Hein:

Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.

PHK:

Jeg kan simpelthen ikke forestille mig at du mener at man ikke må genoverveje sine holdninger og analyser når der i mellemtiden er kommet ny information på banen ?

Naturligvis både kan og bør holdninger genovervejes.
Derimod bør dine skråsikre (og modige) forudsigelser tages med et stort gran salt (cum grano salis).

  • 7
  • 10

EU har gentagne gange understreget at den aftale kun ser ud som den gør, fordi UK trak "røde streger fra dag et."

De røde streger er Theresa Mays og selv hendes kabinet har klaget over at hun ikke ville sige hvad de var.

I alle forhandlinger hvor der er en deadline og et krav om en aftale må man jo på et tidspunkt trække en streg og sige “jeg tror ikke vi kan opnå mere nu, eller det vil være for tidskrævende at forsøge”.

UK er i den lortesituation små ting som grænsekontrol mellem Irland og Nordirland fylder enormt meget for briterne og store og vigtige ting som frihandel fylder meget lidt for briterne i øjeblikket. At forhandle i den situation gør jo man må opgive meget vigtige ting for at opnå andre småting.

——————————————-

Her er du ude i en konspirationsteori hvor du påstår Theresa May med vilje har forhandlet en aftale med EU som med vilje er ringere end det hun kunne have fået. Really? Tror du det? Jeg gør ikke, det tror jeg faktisk hun var for glad for jobbet som premierminister for.

Men hvis hun har, må vi jo sende hende en stor tak. Dels fordi hun så er skyld i vi som bliver i EU har fået en bedre aftale end vi ellers kunne have fået. Det betyder også risikoen for at forlade EU kan vise sig så stor for UK den først bliver udskudt og senere droppet, hvilket hun i så fald også skal have tak for.

————————

Jeg tror og håber vi efterhånden er i den situation det er gået op for briterne at de ikke kan få de aftaler med EU som tilhængerne af Brexit havde lovet dem. Det kommer til at betyde de må tage hvad de kan få, eller blive. Det er bare en kæmpe kamel at sluge for briterne, og derfor skal der lange forhandlinger, udsættelser og stor usikkerhed til før befolkningen til sidst indser det her er for risikabelt.

Kender vi det fra Danmark? 1992: “Unionen er stendød”.

  • 6
  • 1

må man jo på et tidspunkt trække en streg

Det er ikke den slags streger.

Det nærmeste jeg har kunnet finde Theresas røde streger nedskrevet er den liste hun præsenterede på partikonferncen i 2016, se ca. ⅕ nede i denne artikel:

https://www.theguardian.com/politics/2017/...

Men det er tydeligt at de ikke er præcis de røde linier hun har stillet EU overfor.

Det er f.eks kravet om ingen betalinger der har vingeskudt "Erasmus" (udveksling af studerende) hvor en naturlig udfasning ville have været ikke at tage ny studerende men lade dem der allerede er i programmet bliver færdige.

Det seneste jeg har hørt er at i en no-deal situation bliver de studerende bare sendt hjem hvis regningerne ikke bliver betalt. EU betaler sikkert for den der er i UK, men betaler UK (selv) for dem der er i EU ?

Præcis hvordan det hænger sammen med "backstop" for "Good Friday Agreement" er heller ikke klart, men EU har igen og igen understreget at det alene er på grund af UK's forhandlingsposition det overhovedet er endt således.

  • 12
  • 2

Her er du ude i en konspirationsteori hvor du påstår Theresa May med vilje har forhandlet en aftale med EU som med vilje er ringere end det hun kunne have fået. Really?

Det spørgsmål kan man ikke svare på uden først at blive enige om "ringere for hvem og hvornår?"

Fra min og din stol virker det sikkert ikke vigtigt om det er præcis 29 marts eller måske først 18 måneder senere UK er sluppet helt fri af EU.

Men hvis man opfatter sig selv som fanget i et fællesskab man vil ud af, "prisoner of the EU" som nogle parlamentsmedlemmer udtrykte det i debatten for nyligt, så er der stor symbolværdi i at det bliver præcis d. 29 marts man kommer ud af fængslet og den symbolværdi er måske mere værd end at have tøj på kroppen, et sted og bo og noget at spise.

Theresa May har hele tiden klart og uforanderligt sagt at uanset hvad der sker, er UK ude af EU d. 29 marts, underforstået: "og så tager vi den derfra."

Jeg tror også Theresa May mener at hun har fået en god aftale i den forstand at den respekterer hendes "røde linier" og hun har ikke kunnet presse mere ud af EU. Hun har gjort hvad hun kunne.

Men den bedste aftale for Theresa May kan sagtens være en vissen, dårlig eller ligefrem katastrofal aftale for andre personer og folkslag, indenfor og udenfor UK.

Selvom hendes aftale er bedre end no-deal, i den forstand at der bliver mindre kaos d. 29 marts, er det en rigtig rådden aftale for rigtig store dele af UK og det rager tilsyneladende Theresa May en høstblomst - Hun gider dårligt nok mødes med eller høre på hvad Scotland og Wales premierministre har at sige og den der "detalje" med NordIrland dukkede først op da EU bragte det på bane.

I den forstand kan man godt sige at hun har forhandlet en aftale der var ringere end hun kunne have, hvis hun havde fokuseret mindre på sine egne ideologiske "røde streger" og mere på hvad der var godt for hendes land og befolkning som helhed.

  • 15
  • 3

Er det ikke hovedsageligt et britisk problem?

Hvis vi leger med tanken om at et hvilket som helst andet land melder sig ud, så ville der ikke være nær de samme problemer med det.

Det er kun et speciet Britisk / Irsk problem med landgrænsen mellem Irland og Nordirland, fordi UK og Irland samt de stridende parter i Nordirland har indgåret 'Belfast Aftalen' også kaldet GFA the 'Good Friday Agreement'.
Bare den mindste kontrol ved grænsen vil med betydelig sandsynlighed føre til vold og ødelæggelse og en stor fare for at the 'Troubles' genopstår.

Enhver landegrænse til et land udenfor det indre marked udgør et stort problem for den friktionsfri handel.
Det indre marked er jo netop karakteristisk ved, at varerne skal overholde helt samme standarder, regler og regulativer overalt i det indre marked. Det er også karakeriseret ved at reglerne er under én fælles domstol, hvis afgørelser er bindende.

UK har jo forlangt, at de uafhængigt vil kunne bestemme både ydre toldsatser og langt værre egne varestandarder.
Det nødvendiggør kontrol i forbindelse med grænsepassage af alle varer. Det betyder også, at varer skal type-godkendes på begge sider af grænsen til de to forskellige standarder.

Hvis der også skal betales told (Parlamentet har afvist Mays plan om en toldunion), så bliver faren for smugling langt større.
Det er ganske enkelt meget lettere at smugle og tjene på prisforskelle på samme vare over en grænse end på forskellige i standarder fx at smugle legetøj med for mange ftalater eller at flytte importerede amerikanske 'hormon-bøffer'.

Bemærk, at lastbiler skal toldkontrolleres mod Schweiz og Norge, der godt nok er medlem af det indre marked (ens standarder og regler), men ikke er medlem af EU's toldunion.

Gods skal krydse grænserne til Norge eller Schweiz ved ganske bestemte grænseovergange og der kan være timelang kø af lastbiler fx på motorvejen fra Tyskland mod Basel i Schweiz.

Så, nej det ville ikke være meget lettere med andre landegrænser, hvis landene insisterer på helt egne regler, men der ville nok ikke komme til krig.

Lars :)

  • 9
  • 0

UK er i den lortesituation små ting som grænsekontrol mellem Irland og Nordirland fylder enormt meget for briterne og store og vigtige ting som frihandel fylder meget lidt for briterne i øjeblikket.

Nu er der indtil nu udelukkende forhandlet en udtræden af EU ifølge Artikel 50. Der kan slet ikke forhandles fremtidig frihandel før UK faktisk er udtrådt ( efter Brexit dag).

Det er derfor at EU i udtrædelsesaftalen har accepteret en overgangsperiode på først 21 mdr til udgangen af 2020 og siden efter ønske fra UK også en mulig forlængelse til udgangen af 2022.
Her vil de nuværende regler fortsat gælde med få handelsmæssige forbehold (fx. at 3 lande accepterer UK bruger EU's FTA'er) og uden politisk deltagelse fra UK (i ministerråd og EU parlament).

Udtrædelsesaftalen omfatter væsenligst forholdene for:

  1. EU27 borgere der bor / arbejder i UK under reglerne for fri bevægelighed i EU
  2. UK borgere der bor / arbejder i EU27 under reglerne for fri bevægelighed i EU
  3. Opgørelse af de gensidige tilgodehavender på Brexit dag incl fx pension
  4. Sikring af en helt åben irsk-nordirsk grænse.
  5. Fortsat respekt for regler om geografiske varenavne fx Skotsk Whisky, Feta ol.
  6. Diverse mest kortsigtede overgangsregler.

Det er kun i forbindelse med grænsen, at der er aftalt noget om fremtidig handel - det såkaldte backstop. Grundlæggene er UK blevet opfordret til at komme med andre forslag til at løde grænseproblemerne, men hidtil har de kun foreslået, at hele UK forbliver i en toldunion med EU, samt at NI også skal følge det indre markeds regler for varer.

Lars :)

  • 4
  • 0

Mit helt ukvalificerede bud er, at man nok i sidste øjeblik beslutter sig for at udskyde udtrædelsesdatoen til 30. juni


Det er kun Theresa Mays regering der kan bede om en udsättelse og EU har häldt lidt salt i den brönd ved at göre det klart at det skal väre en "velbegrundet ansögning om udsättelse"., d.v.s. at der skal väre en ny situation end den der er nu.

Problemet set fra EU er at man forhander i 2 år med May's team og så finder man ud af den 15' Januar 2019 at de man forhandlede med, ikke var autoriseret til at forhandle.

Selv hvis EU var villige til at gen-åbne overgangsaftalen ("Pandoras Äske" med 27 EU lande som alle kan veto'e eet eller andet) og miraklet sker og ingen veto'er noget, hvem på UK's side vil så väre autoriseret til at ratificere den? Svaret på det spörgsmål er noget som EU behöver at få afklaret för man bruger mere tid og politisk energi på endnu en fiasko. Theresa May virker ikke som om hun fatter dette.

De der tror på "den sädvanlige lokumsaftale" i sidste sekund mangler at forholde sig til Hvem det er på den Engelske side som kan ratificere den. Selv hvis man finder "en lösning" på den Nord-Irske gränse, noget som Tory'erne siger de har flertal for, så er der slet intet der stopper jihadisterne i ERG fra at stemme den ned alligevel for at få den Brexit uden aftale som de håber på. Det betyder at Labour er nödt til at levere stemmer og Labour har tilsvarende problemer med EU.

Usikkerheden i sig selv kan hurtigt koste EU-siden mere end en kaotisk Brexit. Hvis der ikke sker noget andet, som at parlamentet finder sammen på tvärs af partierne så man har stemmerne til at garantere en aftale så ender festen den 1 April 2019 uden aftale.

  • 9
  • 0

Jeg kan ikke se at usikkerheden kan blive dyr for EU. Jævnfør JP for nogle dage siden, er UK gået glip af investeringer for ca 100 mia kroner det sidste årstid. Penge der er endt i EU i stedet for.

Selvstændighed for Skotland bliver svært. Hvad skal de overleve på? De har kun olie som hovedindtægtskilde. Den vil de fleste i PH-bloggen jo have bandlyst. Så er der kun Loch Ness uhyret tilbage som turistattraktion + whisky. Måske i omvendt rækkefølge
Et samlet Irland tvivler jeg meget på. Selv om der er ro i Ulster, er der stadigt hårde kærner af IRA og UDA, der venter på deres chance. Sansynligheden for et behov for fredsbevarende tropper er nok større.

De britiske politikere ligger som de har redt. Da de ikke kunne spille første violin i EU, blev de fornærmede og brugte mere tid på obstruktion.
Det er på tide de kommer ud.
Jan

  • 4
  • 5

Re: Sædvanligt politisk sjusk

      Det jeg mener, er at de fleste andre nemt kunne vælge enten en Norge model  

Men hvorfor skulle man dog ?

Norges "model" er for alle praktiske formål et fuldt medlemsskab hvor de ikke kan komme i bestyrelsen, eller som en norsk bekendt sagde det: "Vi har kun B-aktier i EU"

Det er muligt at UK kan få en egen ordning, der bygger på EØS+EFTA ordningen som Norge anvender.
Men da UK er over 10 gange større end alle EØS landene (underfor EU) tilsammen, er det bestemt ikke et ønskemål for Oslo. Det har norske ministre klart fortalt.
Der er særligt problem med at UK også skal være medlem af EFTA, der pt. også omfatter Schweiz. EFTA domstolen erstatter EU domstolen, men den skal dømme som EU domstolen og indhenter vejledning herfra.
Det er i ret høj grad EU domstolen under et andet navn.

For Norge er der udover gammel nationalisme og følelser hos vælgerne tre forhold, som kan begrunde at Norge affinder sig med B-aktier, der end ikke giver adgang til generalforsamlingen.

  1. Norges landbrug er umuligt ineffektivt, båder pga. klima og fjeldene, men også og især pga. en helt forældet småbrugsstruktur.
  2. Norge skal dele fisk i Skagerak og Vesterhavet med EU lande, Men nord for Tronhjem er fiskevandet alenes Norges helt til den russiske grænse. Her vil de ikke dele.
  3. Norge har olie og en oliefond og dermed råd til sine småbrug (for en tid?)

Norge er ikke med i EU's toldunion og heller ikke i det indre marked for for fødevarer, herunder fisk og landbrug.

UK har derimod et stærkt ønske om at kunne handle frit med landbrugsvarer og fisk. Ligeledes har UK - ikke at alle UK politikere forstår dette - et stort behov for en helt kontrolfri/forsinkelsesfri grænse for at understøtte 'Just in Time' produktion og sikre friske varer i supermarkederne.

Så for UK vil en Norge ordning virkelig være medlem, blot helt uden medbestemmelse.

Lars :)

  • 8
  • 0

UK er i den lortesituation små ting som grænsekontrol mellem Irland og Nordirland fylder enormt meget for briterne og store og vigtige ting som frihandel fylder meget lidt for briterne i øjeblikket. At forhandle i den situation gør jo man må opgive meget vigtige ting for at opnå andre småting.


Jeg vil vove den påstand at lige præcis grænsen har fyldt for lidt. Det virkede en smule som om, at det relativt sent (lang tid efter afstemningen) gik op for størstedelen af storbritanniens befolkning (dem der ikke er fra Nordirland), at de rent faktisk har en landgrænse med et EU land. Derefter gik der yderligere et stykke tid, inden de forstod, at the Good Friday Agreement og en reel grænse er svært uforenelige.
Der burde uden tvivl have været en plan for grænsen, inden der overhovedet blev udskrevet valg. Men den slags virker ganske symptomatisk for hele miseren.

Tværtimod havde de rigtig meget fokus på alle de fantastiske handelsaftaler, de kunne lave med resten af verden, når de bare var ude af EU (det kunne i øvrigt værre, de skulle få fingeren ud, hvad det angår).

Men bare rolig de har folk som Daniel Kawczynski på sagen. Han ved alt muligt om handelsaftaler. Og han er bestemt ikke ude på at bedrage nogen som helst. Eller ham fra UKIP, der mente, der kun kørte 100 lastbiler over den irske grænse om dagen.
The blind leading, the blind.

  • 6
  • 0

Der burde uden tvivl have været en plan for grænsen,...

... fokus på alle de fantastiske handelsaftaler... med resten af verden, ,,, de bare var ude af EU .

(det kunne i øvrigt værre, de skulle få fingeren ud, hvad det angår).

Der burde naturligvis have været en plan for hele Brexit forløbet, en gennemarbejdet plan med forhandlingsmuligheder og alternativer, men hensyn til Lissabon traktaten, med fordele og lemper og kvantificering af disse, med vurdering af chancer og risici, men først og fremmest en beskrivelse og opgørelse af de fordele som UK realistisk kunne tænkes at opnå og af de ulemper som indlysende vil komme.

Nu er det sådan, at UK ikke kan forhandle handelsaftaler indtil Brexit. Det er en af grundene til, at der i Udtrædelsaftalen (WA) er indeholdt en overgangsperiode til udgangen af 2020 med mulighed for forlængelse til udgangen af 2022, hvor UK kan forhandle og indgå nye handelsaftaler udenom EU.

UK er småstartet på handelsforhandlinger, men indtil nu har de kun opnået en foreløbig aftale med Schweiz og en aftale med Færøerne, samt et mindre antal 'lige ved og næsten' aftaler.

Værre er det imidlertid, at flere af de lidt større mulige handelspartnere ikke vil forhandle, før de kender UK's fremtidige aftale med EU27. Det gælder bl.a. for Canada, Australien og New Zealand.
Kina og Japan er direkte blevet fornærmede over UKs aktuelle optræden og har indtil videre afbrudt de indledende forhandlinger.
Trump og handelskrig siger vel alt om mulighederne lige nu i forhold til USA.

Handelsaftaler tager typisk over 5 år og nærmere 8-10 år at komme fra start til underskrevet og aktiv handelsaftale. Derefter er der ofte en periode, hvor toldsatserne gradvist sænkes. Den netop igangsatte handelsaftale mellem Japan og EU har således en 7 års periode, hvor EU's told på japanske biler nedsættes fra 10% (i 2018) til 0% engang i 2026.

Men UK kan handle, hvis de betaler den højeste toldtarif, som det enkelte land/landegruppe (fx EU) har for en given varegruppe - EU fx for biler 10%.
Det er et krav fra WTO at man skal lade alle lande handle til samme tarif, medmindre der er indgået en omfattende handelstraktat indenfor WTO's regler.
Det betegnes ofte 'Most Favoured Nation' eller MFN tariffen.

Lars :)

  • 3
  • 0

Vi er nu 39 dage fra den dag UK efter alt at dømme falder ud af EU med et brag.

Måske det virkelig bliver med et brag:

"Hvis ikke de britiske politikere inden torsdag kan diske op med en alternativ brexit-køreplan, som der er politisk opbakning til i det britiske underhus, skal Storbritannien forlade EU-samarbejdet som planlagt den 29. marts.

Også selvom det bliver uden en skilsmisseaftale mellem briterne og EU.

Det er budskabet fra både den franske og den tyske regering inden torsdagens EU-topmøde i Bruxelles"
https://www.dr.dk/nyheder/udland/frankrig-...

  • 2
  • 0

Det er på sin vis både mere simpelt og mere komplext end som sådan.

En kort "extension" der stopper før EP-PE valget koster ikke EU noget, men den skal have et formål og det mangler UK at forklare hvad er.

En lang "extension", her taler vi 9-12 måneder, kommer kun på tale hvis Underhuset, ikke May, men Underhuset, beslutter at afholde en ny folkeafstemning.

For en lang "extension" kan og vil EU stille betingelser:

Ingen politisk udnyttelse a vetotrusler for at prøve at forhandle en bedre aftale end Mays.

Andre politiske restriktioner, f.eks om at UK ikke kan stemme med om ting der først begynder efter deres "extension" udløber (med mindre de betaler deres del af regningen)

Hvilket bringer os til den mest uspiselige i UK:

Betaling af alle udgifter deres "extension" medfører, efter regning, uden diskussion. (Inklusive en masse "Diverse kontorudgifter.")

Men selv hvis det ikke er uspiseligt for UK, er det svært at nå dertil.

Det nuværende Underhus ser sig åbenbart ikke bemyndiget af vælgerne til at tage disse beslutninger, og May ser ikke ud til at opgive frivilligt, så først skal de bruge en uge eller to på at få udskrevet et nyvalg.

Om syv-otte uger når det ny Underhus træder sammen, forudsat vælgerne giver dem et klart mandat, skal de vedtage at afholde EP-PE valg med kun få dages varsel, vedtage at bede om en "long extension" og vedtage at betale hvad den koster uden at mukke.

Og selv med et parlamentsvalg og en folkeafstemning er der absolut ingen garanti for at situationen forbederes på nogen måde, tværtimod, chancen for et 50/50 ± epsilon resultat er overhængende, i hvilket fald EU vil have spildt endnu et år med at være langmodige uden at få andet end besvær og ballade ud af det.

I den forbindelse skal man hele tiden huske på, at alt hvad EU siger om UK stadig er underlagt reglerne om at EU ikke blander sig i medlemslandenes politik, der er utvivlsomt meget dybere vand under de stadig mere frustrerede kommentarer fra BXL.

Så selv hvis Underhuset (og det har EU understreget: Underhuset, ikke May) tager sig gevaldigt sammen og kommer med en klar og konkret plan, indeholdende både EP-PE valg og en folkeafstemning, er en lang "extension" absolut ikke garanteret.

Og det kræver kun at en enkelt af de 27 ministre lægger armene over kors og siger "Jeg er led og ked og træt af det her pis, lad os få det overstået!", så bliver det overstået om 9 dage.

  • 10
  • 1

Så selv hvis Underhuset (og det har EU understreget: Underhuset, ikke May) tager sig gevaldigt sammen og kommer med en klar og konkret plan, indeholdende både EP-PE valg og en folkeafstemning, er en lang "extension" absolut ikke garanteret.


Der er vi enige om.

Et parlamentarisk kompromis om en realistisk Brexit-plan indenfor de forhandlede rammer er sikkert mulig, men ikke sandsynlig med kaos i Underhuset.

Men folkeafstemningen skulle i så fald være om et Brexit kompromis med krav em et flertal at stemmeberetigede, hvis det ikke godkendes af befolkningen bør det betragtes som bortvalg af Brexit. Men det vil nok være uspiseligt for Underhuset.

Det er en "quid pro quo" før en extension er mulig.
At satse på fortsat nytteløse forhandlinger med EU, er tidsspilde.

  • 0
  • 1

EU er færdig med at forhandle, den båd er sejlet.


Der er vi enige.

Det Underhuset skal blive enige om hvilken af aftalerne : No deal/May's deal der sendes til folkeafstemning. Remain er bortfald af aftale og bør ikke sammenlignelig med endnu en Brexit-afstemning. At sætte 3 valgmuligheder ud, vil risikere at mindre end 50% kan bestemme UK's vej. Derfor kun et valg hvor der skal være krav om stemmedeltagelse for en aftale. Ellers er der ikke tale om et fokeligt valg.

Kompromis fra Underhus skal være om hvilken aftale der skal til folkeafstemning. Underhuset er færdig med at stemme om aftaler.

  • 0
  • 1

Speaker John Bercow fandt frem til at det samme forslag ikke kan sættes til afstemning i parlamentet mere end én gang i en valgperiode. På samme måde vil det være problematisk at lave en folkafstemning om "remain" igen, uden først at afholde valg. Men herefter er det fair game, for en ny forsamling er ikke bundet af den forige forsamlings valg.

Hvis jeg var med i ministerrådet, så ville jeg sige fint, i kan få en udskydelse - men kun hvis i udskriver valg inden den 29. marts. Så kan vi se om en ny forsamling i underhuset er ligeså umulige.

  • 2
  • 1

For en lang "extension" kan og vil EU stille betingelser:

Ingen politisk udnyttelse a vetotrusler for at prøve at forhandle en bedre aftale end Mays.

Andre politiske restriktioner, f.eks om at UK ikke kan stemme med om ting der først begynder efter deres "extension" udløber (med mindre de betaler deres del af regningen)

Ved en lang forlængelse, er der er flere og andre faldgruber for EU27's beslutningsprocesser, som UK må og skal afstå fra. Desuden er der problemet med UK indvalgte medlemmer af det nye EU parlament, der potentielt kan blokkere for parlamentets fremtidige beslutninger - om Brexit og værre om alt muligt andet.

Lad dog UK falde ud med en 'no deal' og lad os tage de for fx landbruget trælse, men for Danmark ret beskedne tab. UK skal jo bruge fødevare og skal sælge fx biler til eksport eller acceptere en meget stor arbejdsløshed.

Det er ganske enkelt som med unger, der skriger - de skal ikke have nogen is.

Bevidst uvidenhed, uforstand og direkte stupiditet skal ikke reddes eller afhjælpes, men føles på den hårde måde.
Det er ikke en straf til UK, men blot konsekvenserne af UK's tåbelige tro på egen selvtilstrækkelighed.

Lars :)

PS! Det skal siges, at der blandt UK's nuværende MEP'er er adskillige, der er meget dygtige, positive og hårdt arbejdende.

  • 6
  • 1

at lave en folkafstemning om "remain" igen, uden først at afholde valg.

Nu har der været en parlamentsvalg i 2017 dvs. efter folkeafstemningen.

Dette valg resulterede i at de konservative tabte magten og kun kunne fortsætte med støtte fra DUP, de nordirske protestanters mest yderliggående parti.
Det har naturligvis samtidig betydet, at de mest yderliggående konservative har fået en magt, som de normalt ikke ville have fået med et større konservativt flertal.

Lars :)

  • 6
  • 0

Speaker John Bercow fandt frem til at det samme forslag ikke kan sættes til afstemning i parlamentet mere end én gang i en valgperiode.

Det er jeg ikke helt sikker på (men jeg kan tage fejl - det britiske parlaments regler og traditioner er en verden for sig).

Så vidt jeg har forstået siger den regel, han henviser til, at regeringen ikke må genfremsætte et nedstemt forslag indenfor samme "session". En valgperiode (fem år) betegnes normalt som et Parliament, der så opdeles i flere Sessions (et år).

En session går, efter sædvane, fra forår til forår.

Så, som jeg forstår Berchow, så kan May ikke genfremsætte forslaget før næste "folketingsår". Men det er også længe nok til at vælte hendes plan.

/Bo (der endelig fandt noget at bruge sin ungdoms forvildede og fortabte år på engelsk-studiet til)

  • 7
  • 0

(ca 8% af den samlede danske eksport)

Min (vare) statistik siger nu kun samlet set ca DKK 42 mia for UK's import fra DK i 2017.
Kan der være lidt import af danske services indeholdt i dit tal?

Medens fødevareklyngen vel indeholder både Novozymes, fiskeriet og lidt mere

Det danske BNP var i 2017 i omegnen af 2.150 mia og UK eksporten fra den samlede fødevareklynge udgør derfor blot lige over 1/2 % af vort BNP.

Nu er der nok told - og høj told - på fødevarer, men UK producerer kun ca 50% af sit forbrug selv, så der vil fortsat være et betydeligt behov i UK for import af fødevarer. Det er muligt af de bedre og lidt dyrere danske fødevare kommer til at miste lidt markedsandel. Men grundlæggende vil alle lande efter en 'No Deal' Brexit skulle betale den samme (høje) WTO-MFN tariff ind i UK og det vil naturligvis i et vist omfang gøre konkurrencen mere lige.

Samtidig vil UK's eksport af fisk og fx levende lam og kvæg, blive meget hårdt ramt - told 10-12% for fisk og i 30-50% klassen for anmimalske produkter. Her vil EU ret let kunne erstatte importen fra UK, med toldfri import af dyr fra bla. Irland og EØS landene og fisk fra både EØS og fra nonEU.

IMF har skønnet at Danmark vil tabe tæt på, men under 1% af BNP , og det svarer jo blot til 5-6 mdr vækst.

Lars :)

  • 5
  • 1

Donald Tusk har lige gjort alting simplere, ved at sige ingen "short extension" før underhuset har vedtaget Mays skilsmisseaftale.

Dermed er der kun 4 muligheder tilbage:

  1. Træk Artikel 50 tilbage (politisk selvmord i UK)
  2. Vedtag Mays aftale
  3. Udskriv folkeafstemning + EP-valg og kryds fingre for en "long extension" fra EU.
  4. No-deal brexit om 9 dage

Mine sandsynligheder: 0.05/0.25/0.1/0.6

  • 8
  • 2

Denne petition til parlamentet har fået over 731.000 underskrifter stort set siden TM's tale i går.
Det politiske selvmord bliver langt mindre dødeligt som minutterne går.

Parlamentet er forpligtet til at diskutere en petition, der får mere end 100.000 underskrifter, men der stemmes ikke om den, og debatten sættes ikke engang på parlamentets dagsorden. Det har således kun, i bedste fald, funktion som en strømpil.

Det er måske symbolsk for hvor lidt betydning, at det tillægges, at debatten ikke engang foregår i selve parlamentssalen, men i det tilstødende Westminster Hall.

700.000 tilkendegivelser ser ud af meget - men kun hvis man ser på tallet absolut. Det skal ses i forhold til, at der ved afstemningen blev afgivet godt 33.000.000 stemmer, heraf godt 17.400.000 for leave.

Lige nu er der nogle procentpoints forspring i meningsmålingerne for remain, men forskellen er lille, og har ikke udviklet sig alverden over det sidste års tid.

https://whatukthinks.org/eu/opinion-polls/...

Min opfattelse er, at uanset hvad May, regeringen eller parlamentet beslutter, er det et politisk selvmord. Uanset hvad, kommer tæt på halvdelen af befolkningen til at føle sig kørt over.

Det er dammed if you do, dammed if you don't, og sovset ind i totalt amatøragtig indenrigs- og indenpartis-politik. Det er et clusterf.ck af historiske dimensioner - uanset hvilken side man så hælder til.

/Bo

  • 6
  • 0

Som jeg har forstået det, er Good Friday Agreement (GFA) det største problem:
Hvis UK gennemfører en no-deal brexit, bliver Irlands grænse mod Nordirland en af EU's ydre grænser.
EU bevogter deres ydre grænser. Dvs. Irland skal bevogte grænsen.
Grænsen må ifølge GFA ikke bevogtes. Det har både Irland og UK forpligtet sig til at undgå.

Det ser jo meget uløseligt ud. Men er det egentlig ikke Irland, der bliver sat i en knibe, snarere end UK? UK kan jo bare lade være med at indføre grænsekontrol mod Irland. Så er det op til Irland, om de skal bryde GFA eller bryde deres EU-forpligtelse til at kontrollere grænsen.

Det er klart, at UK ikke ønsker nye uroligheder i Nordirland. Men det gør Irland vel heller ikke. Og dermed bliver det vel et spørgmål om, hvem der blinker først, hvis UK sætter hårdt mod hårdt.

Hvad er det, jeg har misforstået, siden dette mulige udfald ikke er på tavlen?

  • 6
  • 1

Lad mig starte med at blive godt gal i skralden, når du angiver 15 1/2 million og det rigtige tal er 16,141,241 - kun et enkelt Google opslag væk.

Det er klart, at man ikke kan vide om stemmerne er nye eller de samme som stemte 'remain'.
Men man kan sige at entusiasmen for at parlamentet skal stoppe Brexit er langt større end for noget forslag.

Lars :)

PS! Men der skønnes, at der allerede er omkring 1/2 million leave voters, der indtil nu er afgået ved døden.

  • 1
  • 2

EU bevogter deres ydre grænser. Dvs. Irland skal bevogte grænsen.
Grænsen må ifølge GFA ikke bevogtes. Det har både Irland og UK forpligtet sig til at undgå.

Schengen har en fælles ydre grænse, der bevogtes af medlemslandene med hjælp fra Frontex.
Irland og UK ikke medlem af Schengen, men de har deres eget fælles Common Travel Area - CTA, som der er enighed om at fortsætte (og renovere lidt mht. regler).
Grænsekontrollen sker ved ankomsten til Irland eller til UK - fx i Dublin eller i London.

Men problemerne med den irske-nordirske grænse i forhold til Brexit har intet med mennesker at gøre.
Det er ikke alle i UK, der forstår dette, men når man som alle i EU27 + rigtigt mange andre frit kan rejse ind i UK blot med et gyldigt pas, kan man ikke kontrollere om de indrejsende også arbejder medens de i øvrigt er lovligt i UK.

Man kan kun ved grænsen forhindre mennesker, der ikke har lovlige papirer, i at komme ind i UK.

Problemerne i forhold til Brexit er udelukkende mht. standarder, regler og reguleringer for varer, samt evt. omkring toldafgifter for varer (EU har her tilbudt en aftalt med nul tariffer.)

Men WTO's regler kræver, at toldgrænser kontrolleres. Der skal også ifølge WTO anvendes samme toldsats overfor alle 3. lande, hvor der ikke er indgået en WTO godkendt aftale - frihandel, toldunion eller det mest omfattende EU's indre marked.

EU overholder reglerne og det vil UK også være ret nødt til. Selv hvis de blot vil sikre sig nye egne aftaler under WTO, kan man ikke få aftaler med andre uden at overholde de regler og aftaler, man vil indgå.

Hvis der aftales nul tariffer, så det 'kun' er standarder og regler, der skal kontrolleres, så vil smuglerpresset aftage markant, da det er meget svært at gøre fx for meget ftalat i legetøj til penge. Men 30-50% told på fx kød, vil skabe et smuglerparadis på den Irske ø.

Lars :)

  • 2
  • 0

Schengen har en fælles ydre grænse, der bevogtes af medlemslandene med hjælp fra Frontex.
Irland og UK ikke medlem af Schengen, men de har deres eget fælles Common Travel Area - CTA, som der er enighed om at fortsætte (og renovere lidt mht. regler).


Nu er det jo ikke så meget Schengen, der gøres til problemet her. Som du selv skriver, er de begge uden for Schengen.

Som jeg har forstået det, er det grænsen mod EU's indre marked, der er problemet i forhold til Brexit og GFA. Og Irland er jo med i EU's indre marked.

Nå, men det er jo også det, du skriver længere nede i dit indlæg. Første del var bare en omvej.

Men hvis jeg skal forstå dit svar ret, så er problemet, at WTO vil tvinge UK til at indføre grænsekontrol mod Irland? Og dermed kan UK ikke bare sætte sig ned og vente på, om Irland virkelig tør etablere grænsekontrol.

  • 0
  • 0

Lad mig starte med at blive godt gal i skralden, når du angiver 15 1/2 million og det rigtige tal er 16,141,241

- OK; men du blev ikke 'gal i skralden'(?), da du højere oppe i tråden læste:

Det skal ses i forhold til, at der ved afstemningen blev afgivet godt 33.000.000 stemmer, heraf godt 17.400.000 for leave

https://ing.dk/blog/brexit-39dage-224089#c...
Var det retteligt ikke dér, din vrede burde være brudt ud? :)
(33 - 17,4 = 15,6)

  • 1
  • 4

...at WTO vil tvinge UK til at indføre grænsekontrol

Det jeg hver gang gør indsigelse mod er enhver sammenblanding mellem menneskegrænser , toldgrænser og reguleringsgrænser.
Der er mange mennesker båder her og i UK, der vil genindføre en grænsekontrol, som hele tiden har været fuldt fungerende i CTA. Der er ikke og vil ikke blive en menneskegrænse mellem NI og Irland - kun et skift mellem km/h og mi/h på skiltene og stribefarven på vejene.

Men der vil opstå en toldgrænse, hvis der ikke er en handelsaftale uden tariffer. Der vil også opstå en regulativ grænse, hvis UK ikke er underlagt EU's standarder og har EU domstolen som endelig og øverste myndighed.

Det indre marked er jo fundamentalt baseret på helt ens standarder og regler for alle varer i hele EU.

WTO tvinger ingen, men WTO medlemmerne kan afvise nye aftaler og WTO giver regler, som andre lande kan sagsøge - her UK - for brud på og pådømme UK erstatning, Hvis fx Irland kan indføre oksekød uden told fra NI, så kan fx Argentina vinde en sag med EU27.
Ligeledes kan UK blive dømt til erstatning til fx Brasilien, hvis import af bøf fra Irland slipper ind i UK uden afgift.
Det er et fundamentalt WTO princip, at alle lande uden en godkent aftale stilles lige mht. at skulle betale samme (høje) toldsats.

Problemet vil sådan set være det samme ved fx den dansk-tyske hvis fx Danmark meldte sig ud af EU - borset fra vi og vores venner i Slesvig næppe vil gå i væbnet konflikt, som man frygter på den irske ø,

Lars :)

  • 2
  • 0