Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.
ATV bloggen

BLOX, bæredygtighed og suset fra Shanghai

De seneste uger har jeg haft lejlighed til at høre suset fra fremtidens bæredygtige samfund – helt bogstaveligt: Jeg var med en ATV-delegation i Shanghai, og blandt mange indtryk var trafikken: Den var lydløs, bortset fra den susende lyd af el-biler og el-scootere, som bevægede sig rundt i storbyen!

Jeg havde forventet at komme til en region, som satser stærkt på digitale teknologier som kun-stig intelligens, og det er også tilfældet. Men at kineserne i deres største by er så langt fremme omkring bæredygtighed, var en stor overraskelse. I mange år har Kina satset på at være verdens fabrikshal, og industrien har – diplomatisk udtrykt – ikke været underlagt mange eller skrappe miljøkrav. Og Kina har naturligvis fortsat meget massive miljøudfordringer.

Men bøtten er vendt. Kina er under hastig omstilling fra produktionsland til teknologiudviklingsland. Og miljø, klima og bæredygtighed er kommet helt op i toppen af agendaen. Kina satsning på bæredygtighed udgør en stor mulighed for at skabe flere teknologisamarbejder og i endnu højere grad sælge danske bæredygtige løsninger til kineserne.

Det får mig til at tænke på, om den grønne omstilling går hurtigt nok her i Danmark. Vi kommer i de kommende år til at arbejde hårdt for, at bevare vores position på området. Mange af vores virksomheder inden for industri og rådgivning arbejder netop inden for bæredygtighedsrelaterede teknologier, og de skal gerne lykkes med at bevare deres stærke position samtidig med, at de håndterer de nye muligheder og ændrede forretningsmodeller, som den digitale udvikling fører med sig.

Og netop på det digitale satser kineserne virkelig hårdt. Det store spørgsmål er, hvor i verden jobskabelsen kommer til at ske. Danmark, en anden Science & Engineering-region i Europa, Kina, eller…? ATV har formuleret syv læringer og tre anbefalinger til Danmark i en rapport om "Disruptive Kina".

I Danmark mærker jeg også suset af bæredygtighed, når jeg ser cyklisterne i centrum af København, hvor ATV nu er flyttet til. Efter mere end 40 år i hyggelige Granhøj og et midlertidigt ophold hos FORCE Technology har vi nu hjemme i den historiske Fæstningens Materialgård ved siden af den nye BLOX-bygning – til sammen hedder vores nye domicil BLOXHUB.

Det er ikke bare et kontor, men et fællesskab der samler organisationer og virksomheder på tværs af brancher omkring en bæredygtighedsdagsorden. Jeg venter mig rigtig meget af BLOXHUB, hvor vi allerede har afholdt den første ATV Tech Talk i de nye omgivelser (i øvrigt netop om Kina). Også i hverdagen kommer vi til at møde andre, der arbejder inden for bæredygtighed, arkitektur og design.

Alene det at BLOXHUB bygges op som et community med bæredygtighed som fællesnævner viser, at bæredygtighedstanken er på fremmarch. Så langt, så godt. Men Kina sætter en helt ny standard for hastigheden i teknologiudviklingen. Derfor bør ikke kun virksomheder og forskningsmiljøer, men også politiske beslutningstagere tage bestik af, om de bæredygtige teknologier er højt nok prioriteret – og om den grønne omstilling i Danmark er højt nok oppe i gear.

LiaLeffland
er akademidirektør i ATV. Hun skriver om de store samfundsudfordringer og hvordan teknologi, naturvidenskab og teknisk videnskab kan bistå med løsninger, og spørger, hvilke rammer giver vi innovation, forskning, vidensspredning, produktionserhverv og uddannelser i Danmark.