Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
forskningsingeniøren bloghoved

Bliv berømt for rent faktisk at kunne noget

"In the future, everyone will be world-famous for 15 minutes." Sådan sagde Andy Warhol i 1968, og denne fremtid er vi nu midt i. Som man sikkert er bekendt med, hvis man følger lidt med i medierne, oplever mange mennesker, specielt unge, denne kortvarige og flygtige berømthed og eksponering som følge af deltagelse i diverse reality-programmer - eksempelvis i Big Brother, Robinson Ekspeditionen, Paradise Hotel. Og det er glimrende, hvis det er, hvad man ønsker.

Personligt er jeg dog lykkelig for at slippe for denne type eksponering, hvor man i realiteten bliver "berømt" for at udstille sine evner til at drikke alkohol og feste for åben skærm. Derimod ville jeg gerne opleve en smule berømmelse for det arbejde, jeg er i gang med i relation til mine studier og min faglighed. Reklamen, som kan ses på billedet nedefor, og som hang på DTU for et par uger siden, var perfekt i tråd med dette ønske; At blive berømt for rent faktisk at kunne noget (med substans i).

Illustration: Jakob Rosenkrantz de Lasson

I mine snart fem år som studerende på DTU og et par udenlandske universiteter har jeg næsten hver (studie)dag oplevet, at jeg havde fyldt noget mere i min matematiske og naturvidenskabelige værktøjskasse ved dagens slutning. Det er naturligvis et temperamentsspørgsmål om hvilken faglig stimulans, man søger, men for mig har det været det helt rigtige - og jeg håber, at det en dag hjælper mig til mine "15 minutes of fame".

Er I blevet (meget eller en smule) berømte for rent faktisk at kunne noget?

Jakob Rosenkrantz de Lasson er civilingeniør og ph.d. i nanofotonik fra DTU. Jakob arbejder som Product Lead og forskningsingeniør hos virksomheden TICRA i København og blogger om forskning, fotonik og rumteknologi. Jakobs blog har tidligere heddet DTU Indefra (2012-2016) og DTU Studenten (2012)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvorfor denne drejning af indlægget??
Jeg synes Jakob pointerer et væsentligt problem i vores tid.
Der er en higen efter at \"være kendt\" som om, det er en kvalitet i sig selv. De færreste spekulerer desværre ikke på, hvad de skal være kendte for.

Siden en græker brændte et tempel ned for at blive \"kendt\", har dette ønske om personlig eksponering fået mere og mere fart. I dag bliver man det så ved at kvaje sig for åben skærm i en brandert eller ved sexsuel udfoldelse. Det er rimelig uskadeligt, undtagen for den pågældende person, der måske kan få bagsiden af at være kendt, i og med at nogle måske ikke ønsker vedkommende ansat i deres firma, fordi de ikke ønsker eksponeringen.

Derimod har vi en mere barsk side, eksempelvis Breivik. Han blev verdensberømt (-berygtet) på få minutter. Om han blev berømt eller berygtet, kommer an på synsvinkelen for betragteren. Problemet er, at som vores samfund udvikler sig med mere og mere ekstrem vold, kan denne metode virke tiltrækkende på dem, der er i samme spor som føromtalte græker.

Derfor er Jakobs indlæg ikke helt uden mening.
Skal man være kendt, fordi man opfører sig aparte, eller fordi man bidrager med noget væsentligt???

Mvh.
Jan

  • 0
  • 0

selv for dem der ikke kan noget er der et begrænset marked, man skal altså kunne dette \"ikke noget\" bedre end andre der ikke kan noget.

  • 0
  • 0

Idag er meget få ingeniører, der bliver berømte. Ingeniører, er den skjulte \\"intelligens\\" bag enhver sucess - og desværre, også ofte bag fiaskoer.

Heldigvis for ingeniørerne, er det økonomerne som må tage tjørnen - med berømthed og den slags.

Hvis du vil være \\"berømt\\" på at kunne noget, så vil jeg foreslå dig, at læse videre som Ph.D. og blive ansat på et universitet, til at skrive artikler, eller få dit navn på dine studerendes.

Men det er meget sjældent, at forskere bliver berømt. Men de bliver måske kendt i forskerkredse. Berømt, bliver man kun på fejl.

Vil du være berømt, så er svindel en god vej. Mange store svindlere er havnet i historien. Alt, fra politikkere, virksomhedsledere, til studerende.

  • 0
  • 0

Einstein var på avisforsiderne i 1919, og med eet slag berømt. Han var i forskerkredse kendt i forvejen, og siden med sin manke af strithår og teorier \"ingen forstod\" berygtet - samt benyttet i reklamer som verdens klogeste.

  • 0
  • 0

Der er nogle der er født til berømmelse, der er nogle der arbejder sig til berømmelse, og så dem der er påduttet berømmelsen.
De første er måske genierne, de næste er måske talenterne, de sidste er de sidste og forbliver de sidste. Og her vil jeg ikke høre bibelens ord om at de første skal blive de sidste, og de sidste blive de første.

  • 0
  • 0

I dette ord er dannelse det vigtige, en uddannelse er en dannelsesrejse.
Man bliver hverken et talent/geni af at få en uddannelse, men mere dannet.
Så er man hverken talentfuld eller et geni, er der kun heldet eller skandalen der kan sikre berømmelsen.

  • 0
  • 0

er man hverken talentfuld eller et geni, er der kun heldet eller skandalen der kan sikre berømmelsen.

Hvis held, eller skandale skal sikre berømmelse der huskes, så kræves held, eller skandale udover det sædvanlige. Jeg tror ikke, at man kan sikre berømmelse i fremtiden, ved rent held eller skandale.

  • 0
  • 0

Hej alle debattører,

Tak for jeres indlæg og kommentarer.

Lad mig starte med at betone pointen med mit indlæg: Mange oplever den berømmelse, som Andy Warhol forudså, igennem deltagelse i fordummende og ligegyldigt TV. Hvis jeg skal opleve en smule berømmelse, håber jeg, at det bliver i relation til min faglighed - og ikke for deltagelse i et reality-program. Jeg har således ikke valgt at blive ingeniør for at blive berømt.

Jeg synes i den forbindelse, at DTUs reklame, som vel kan siges at være en smule frisk, var god og netop ramte min pointe - navnlig at der findes et alternativ til at blive berømt for at skeje ud på landsdækkende TV.

Mvh Jakob

  • 0
  • 0

Jeg tror at det er vigtigere at ville noget - virkelig ville det brændende - end at kunne noget. Er viljen til stede kommer kundskaberne (næsten) af sig selv.
Vil man noget tilstrækkeligt, og bruger tiden på at nå målet, så er chancen for at blive kendt for det større, end ved \"bare\" at tage en uddannelse.

Peter Madsen er et godt eksempel.
Det hjælper, at det han vil er skørt, farligt og ret harmløst.
Samtidig amputerer hans pæredanske navn på mystiks vis janteloven, som er en særlig dansk forhindring på vej til berømmelsens tinder.

Inden for mit felt, er jeg ret godt kendt i USA og en stor del af Europa.
I Danmark er jeg måske mest kendt som brokkerøven på ing.dk ;-)

Hmm - det leder vel egentlig frem til en forklaring på, hvorfor vi danskere somme tider rager langt frem på den internationale scene.
Janteloven virker som ild i r..... på dem der virkelig vil noget.
Jeg skal vise jer skal jeg - og så kommer man måske lidt længere før laurbærrene synes behagelige at hvile på ;-)

  • 0
  • 0

Efter at have læst Jakob\'s blog er jeg faktisk ikke helt sikker på, om det er kendt eller anerkendt han mener han gerne vil være. Mennesker har alle dage - ikke bare i 2012 - søgt anerkendelse. At finde sig en position i samfundets hierarki, hvor man betyder noget og er afholdt af familie, kolleger og venner. Det er et menneskeligt behov. Min egen teori går på, at mennesker der håber at lykken er at blive kendt, altså feteret og berømt, ikke har fået opfyldt dette behov om anerkendelse i det liv de lever. Hvis de havde, så er jeg sikker på de ikke ville hige efter berømmelse. De her mennesker skal i stedet finde deres identitet. Det er det livet drejer sig om, og identitet giver lykke - det gør berømmelse ikke. Tværtimod.

Men der er ingen tvivl om at øget velfærd og materialisme automatisk fører til øget narcissisme og mere følelsesmæssig distanceren til hinanden og giver nogle sociale udfordringer, der er godt i gang med at true vores mentale sundhed virkelig alvorligt. Mange mennesker i dag har det ad \'h\' til og fungerer ikke godt. Det er lidt bekymrende hvor det mon skal ende.

Efter en del skøjten rundt i ungdommen op gennem tyverne, været lidt hip på samf.videnskab (men ikke særlig passioneret, kun identitetsløs og frustreret), fandt jeg min hylde i naturvidenskab på DTU, og følte, at jeg endelig havde fundet noget der interesserede mig virkelig meget, og som man kan udrette rigtig meget med. Jeg tror jeg havde det ligesom en fodboldspiller der pludselig opdager, at han kan leve af sin hobby. Så kan det da ikke blive bedre, eller hvad?! Den der følelse af, at hvis man tålmodigt sætter sig og læser en svær bog, og øver sig og øver sig, så er der gevinst ved kasse 1 - både mentalt og økonomisk - resten af livet, burde kunne motivere de fleste.

  • 0
  • 0

...var Andy Warhols påstand - at vi alle på et tidspunkt oplever en eller anden form for berømmelse. Denne påstand tog jeg, ganske ukritisk, som en sandhed, dvs. jeg antager, at alle mennesker på et tidspunkt i et vist omfang oplever berømmelse. Og dernæst problematiserede jeg, hvordan man i praksis oplever berømmelsen.

Jeg har personligt intet stort ønske om at blive berømt, og jeg føler i vid udstrækning, at jeg opnår anerkendelse for de ting, jeg laver og arbejder med. Men hvis jeg en dag skal blive kendt for noget, eller opnå særlig stor anerkendelse for noget - og det skal jeg jo ifølge Andy Warhol - så håber jeg, at det bliver for noget, som er knyttet til min faglighed. Og jeg er enig med Rasmus Skovmand i, at der er stor tilfredshed forbundet med at sætte sig ned og tilegne sig svært stof. Den erkendelse burde alle komme til - men det gør alle ikke, måske fordi de er utålmodige, og så vælger nogle at blive berømte for ikke at kunne noget.

Hver person sin smag - jeg foretrækker dog anerkendelse og/eller berømmelse for rent faktisk at kunne noget:-)

  • 0
  • 0

Det er Kim Larsen der synger om knægten der vil "være noget" og ikke ende som "et andet kvaj". Knægtens mål er ikke berømmelse, han vil bare undgå kvaj-tilstanden - og nogle vil gerne have mange penge "ikke fordi jeg mangler dem, jeg vil bare godt have dem", som en bemærkede.
Og så berømmelse - nogle vil så gerne, andre vil så gerne være fri.
Berømmelse på sin faglighed: hertil får man oven i hatten anderkendelse.
Berømmelse på sin ufaglighed: hertil får man blot hovedrysten.

Det er vist den første som Jacob gerne ville erhverve, og være den anden foruden. Det er vel tråden i en nøddeskal.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten