De sejeste mennesker jeg kender, er enten ingeniører, på vej til at blive det, eller også er de skabsingeniører. Og da jeg fornyeligt blev spurgt, om jeg havde lyst til at blogge på Engineer the future var mit svar naturligvis et rungende ja-tak. Ingeniørvirket er så vitalt for vores og planetens fremtid, at Engineer the future nærmest er en pleonasme. Så hvis jeg på nogen måde kan være med til at skubbe nogen i den retning, så har min mor ikke født mig i smerte forgæves.
Alt burde jo ifølge de termodynamiske love gradvist forsvinde ud i kaos. Alligevel formår naturen at skabe og bevare uendeligt mange mønstre og på baggrund heraf udvikle liv. Evolution, kalder vi det. Biologiske mønstre, som styrker reproduktionen bevares indtil en ny og mere effektiv version kommer på banen.
Disse mønstre kan udnyttes, og det gør vi selvfølgelig allerede i stor stil. Hvorfor også begrænse biologien til kun at give mening i lyset af evolution, når vi med lidt raffineret ingeniørkunst kan få dem til levere produkter og bio-baserede løsninger til gavn for både os og moderjord. Bare for at nævne et par af de gamle klassikere, så har vi cellefabrikker, der laver livsvigtig insulin, effektivt vaskepulver og i den appetitlige ende: Antifrost-proteiner fra fisk, så vi kan fremstille vores super fedtfattige is uden knasende iskrystaller.
Vi mennesker har i virkeligheden altid gjort det, og lur mig om vi nogensinde stopper. Vi har en iboende urkraft - ja, kald det bare en slags indre ingeniør, der gør, at vi konstant er på udkig efter nye muligheder, stædigt pukler og regner og vurderer og forbedrer og samarbejder, for at finde de bedst tænkelige løsninger på de forhindringer, vi støder på. Vi er drevet af nysgerrighed, kreativitet, virkelyst og nok allermest vores ønske om at gøre “en forskel”.
Med tiden gør denne kraft ting mulige, som vi år forinden troede var fuldkommen umulige. Vi kan flyve, bevæge en kunstig arm med hjernen, klone dyr, helbrede eller vaccinere imod de vildeste sygdomme, vi bygger kæmpe flydende boreplatforme, spadserer en tur på månen og kører en lille bil rundt på Mars. Vildt. Vi vender os på en måde gradvist til det, ja, tager det måske endda for givet. Men vi er kun lige så småt ved at få hul på bioteknologien, så vi har store forventninger. Gi’ den gas, biotek-ingeniører, find, kombiner og juster de mønstre!
Jeg startede med at skrive, at de sejeste, jeg kender, er ingeniører. Jeg vil slutte med at påstå, at fremtidens ingeniører bliver endnu sejere. Tillad mig at begrunde. Og ja, det kunne nok blive en blog for sig selv, men mit hovedargument er, at de kommende ingeniører i højere grad vil være præget af mod og diversitet. De unge har et stærkere selvværd end nogensinde og er ikke handlingslammede af frygt ved tanken om at fejle. De vil være mere eksperimenterende og forskellige i deres tilgang til problemer, fordi deres uddannelse i højere og højere grad tilpasses, så der optimeres på alle slags talenter.
Nu mangler vi bare at pejle os ind på, hvad der skal være vores nye månelandinger. Hvad mon det bliver? Kommer vi alle til at gå rundt med en lille dims, som konstant viser os, hvordan vi har det. Når vi er syge, så siger dimsen det med det samme, samtidigt med at den kommer med det bedste bud på, hvad der hurtigst får os raske uden at smitte andre. Et bud, der udregnes i forhold til vores tidligere sygdomsforløb, genom og personlighed. Måske bliver sygdom stort set udryddet? Hungersnød? Overbefolkning? Klimaændringer? Krig? - Ja, der er nok at rive i, og jeg har store forventinger!
