close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Toxblog bloghoved

Billigere modgift ved hjælp af bioteknologi

En forværrende faktor for de problemer, der er med slangebid i verden, er selve prisen på eksisterende modgift. De fleste slangebidsofre er nemlig markarbejdere og børn i fattige dele af den tropiske verden, hvor omkostninger ved behandling desværre kan være så høje, at slangebidsofrene ikke er i stand til at betale for behandlingen. For nylig lavede jeg og mine kollegaer på DTU en analyse af, hvad det ville koste, hvis man var i stand til at producere en såkaldt rekombinant modgift (dvs. en bioteknologisk modgift produceret vha. fermentering). Heldigvis tyder det på, at brugen af bioteknologiske metoder vil kunne være med til at nedbringe prisen på modgift betragteligt.

Costa Ricansk viper

En af de mere farverige Costa Ricanske vipers, hvis bid giver alvorlige vævsødelæggelser og nekrose.

I dette blogindlæg vil jeg springe over, hvor gæret er jævnet med jorden og henvise til Videnskab.dk, som har bragt et interview med min kollega Mikael Engmark og mig samt en ganske glimrende beskrivelse af den omkostningsanalyse (læs den populærvidenskabelige artikel her), som Mikael Rørdam Andersen, Kristoffer Haurum, Mikael Engmark og jeg for nylig udgav i PLOS Neglected Tropical Diseases (læs den originale videnskabelige artikel her).

Andreas Laustsen
er kemiingeniør, PhD og biotekentreprenør (Biosyntia and VenomAb). For tiden arbejder Andreas som Postdoctoral Fellow på Danmarks Tekniske Universitet med bioteknologi-baserede modgifte mod slangebid. I 2014 blev han kåret som Danmarks Sejeste Ingeniør, i 2016 som en af Europas top 10 biotekentreprenører under 30 år og i 2017 som en af Europas "30 under 30" af Forbes.
Kommentarer (4)

Nu ligger det nok lidt ude i fremtiden, men hvordan designer man egentlig en test af et nyt antistof på mennesker, efter musetesten?

Det lyder i øvrigt vældig spændende. På en måde var det sådan noget som man kunne forestille sig at Bill Gates' fond støttede, men der er måske alligevel for få dødsfald.

  • 3
  • 0

Hej Ole
Det er et godt spørgsmål. Det er uetisk at stikke raske mennesker med slangegift. Så jeg vil tro, at man går direkte i patienter, som er blevet bidt. Det gode er dog, at der burde være rigtig god korrelation mellem antistoffernes virkning i mus og mennesker, fordi det er de samme slangetoksiner, der skal neutraliseres (og ikke noget, der som sådan er artsspecifikt for musen eller mennesket).
Tak for tip omkring Gates. Jeg tror også, at de potentielt kunne finde det relevant, når vi er en smule længere med forskningen (de støtter helst udvikling og ikke sååå gerne tidlig forskning).
Mvh
Andreas

  • 2
  • 0

Hej Andreas,

Der er helt klart et etisk spørgsmål i forhold til at teste på mennesker, men det skal igennem de almindelige fase 1, 2, og 3 studier. Fase 1 er i raske mennesker og handler kun om, om produktet har bivirkninger og er sikkert at bruge. Derefter kigger man på virkning og dose.
Inde for vacciner er man igen begyndt at bruge challenge studies. Her giver man personen vaccinen for derefter at give dem den sygdom som den skal hjælpe mod. Vi, der hvor jeg arbejder, har i samarbejde med Oxford University udviklet en malariavaccine der er lige på trapperne til at starte challenge study. Du kan læse mere her: https://clinicaltrials.gov/ct2/show/study/...
Her får en gruppe først vaccinen, for derefter at blive inficeret med malaria. Samtidig er der en kontrolgruppe der ikke har modtaget vaccinen, men stadig bliver inficeret med malaria.
Jeg ved ikke om man kan gøre det samme med toksiner og antistoffer. Jeg kunne forestille mig at man kunne bruge samme strategi til at teste antistofferne.

Mvh.
Thomas

  • 1
  • 0